Annoncering
Paris

To år efter terrorangrebet i Paris åbner caféen i Bataclan igen

"Der er kunder, der græder, der er kunder, der betror sig til os og fortæller deres historier, som en slags terapi."

af Emily Monaco
31 januar 2018, 8:00am

Foto af Emily Monaco

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA

To år efter det frygtelige terrorangreb i Paris, hvor 130 mennesker mistede livet, er caféen på spillestedet Bataclan genåbnet.

Den 13. november 2015 angreb terrorister forskellige steder i den franske hovedstad, blandt andet ved fortovscaféerne, hvor mange parisere nød den uhørt milde novemberaften. Men det værste angreb skete i koncertsalen på Bataclan, hvor 89 mennesker blev dræbt under en koncert med Eagles of Death Metal.

"De kom ind af hovedindgangen," siger den nye bestyrer af Grand Café Bataclan, Michael Maallem. Han fortæller, at selvom terroristerne aldrig kom ind i caféen, var der "en vildfaren kugle, der fløj gennem en væg og ramte en bartender i låret." Han peger på væggen, hvor man ikke længere kan se, at kuglen gik igennem.

Efter at have været lukket i to år er restauranten nu åbnet igen under Maallems ledelse.

Caféen set udefra. Foto af Emily Monaco

“De spurgte mig, om jeg var interesseret i at køre Bataclan... Og jeg tænkte længe over det. Jeg var meget tilbageholdende," siger han. "Jeg spurgte folk i min omgangskreds - min kone, mine venner, min familie - og de sagde: 'Gør det. Der er ingen grund til at lade være. Livet går videre.'"

Maallem var til stede i løbet af de fem måneder, det tog at renovere caféen. Den nye indretning er præget af fliser på gulvet, en ny mezzanin og en stor gul markise, der har overtaget pladsen fra den sorte, der tidligere var der. Der er også flere kinesisk inspirerede detaljer, som henviser til stedets fortid: Bataclan blev bygget i 1864 og er opkaldt efter en Offenbach-musical, der hed "Ba-ta-clan" og havde et kinesisk tema.

Det står i skarp kontrast til stedets tidligere karakter: Caféen var engang mere en ølbar end en reel restaurant, og maden var ifølge anmeldelser på TripAdvisor "frygtelig", "skuffende" eller "et mareridt".

Sådan er den nye kok Marc Soutons køkken ikke. Hans erfaring fra fire- og femstjernede hoteller mærkes tydeligt, og alt er hjemmelavet og tilberedt med kærlighed. På menuen kan man finde traditionelle franske retter som terrine, varm camembert med kartofler, tatar og der er klassiske desserter som chokoladekage uden mel og crème caramel.

Foto fra Le Grand Café Batacallan

“Vi laver det hele selv fra bunden," siger Souton (hvilket ellers kan være en sjældenhed nu om dage på bistroer og brasserier). Han vil have, at det skal smage hjemmelavet "uden så mange dikkedarer", og uden at prisen stiger til et urimeligt niveau. Det er et ganske bevidst valg, siger Maallem, for at de lokale skal føle sig hjemme.

De fleste af de nuværende ansatte var heldigvis ikke til stede på den skæbnesvangre aften for to år siden. Det tidligere personale gemte sig i kælderen sammen med kunderne, mens de skrækslagne ventede på, at dramaet ved siden af sluttede. Den eneste undtagelse er en kok, som er forblevet på arbejdspladsen. Han er stadig traumatiseret af oplevelsen.

Men Maallem og Souton ved kun alt for godt, hvad det er for en tung opgave, de har taget på deres skuldre. Maallem er født og opvokset i Paris og har arbejdet i byen i 30 år. Den aften, hvor terrorangrebet fandt sted, var han på arbejde på en restaurant, der kun lå en kilometer fra Bataclan.

Michel Maallem. Foto af Emily Monaco.

"Restauranten var proppet," mindes han. "Nogen sagde, at der foregik et eller andet i det 11. arrondissement, men jeg forstod ikke hvad. Efterhånden som tiden gik, begyndte folk langsomt at gå i panik."

Han mistede en af sine tidligere kollegaer den aften: En ung mand i 30'erne, som havde tilbragt sin aften på La Belle Equipe, som er en af de nærliggende restauranter, der blev angrebet af terrorister.

"Han sad ved et cafébord på fortovet og fik sig en drink ... og voila," siger Maallem.

Souton vidste til gengæld intet om, hvad der foregik, før hans vagt på restauranten Habemus ved siden af operahuset var slut. "Det var traumatiserende," siger han. "Og lidt uvirkeligt."

Han kan huske, at hans tidligere chef nægtede at lade de ansatte tage offentlig transport, så han ringede efter taxaer til alle.

"Vi anede ikke, hvad der foregik," siger han. "Folk sagde, at der stadig var bevæbnede mænd i gaderne. Alle var bange."

Foto af Emily Monaco

Da Maallem tilbød ham at blive køkkenchef på Grand Café Bataclan, var Souton ikke et øjeblik i tvivl. "Det er et eventyr, som jeg tog imod med glæde," siger han. "Det er en ære at være en del af det her projekt og forsøge at give et sted, som er en del af den parisiske historie, nyt liv."

I dag er skyderierne på Bataclan en del af den kollektive hukommelse, og det er måske derfor, at Maalleem ikke følte, der var behov for at give sine ansatte særlige regelsæt eller anvisninger om, hvad de skal forvente. "De kender historien," siger han. "Og de kender byen."

Kokken Souton stammer oprindeligt fra det sydlige Frankrig, men han føler at begivenhederne har forenet indbyggerne i byen - og han betragter sig selv om en af dem. "Man tænker ikke på det hver dag, men man tænker på det," siger han. "Det er en del af os nu."

Selvfølgelig gør det ikke jobbet nemmere. Maallem bemærker, at det godt kan være hårdt at blive konfronteret med mindet om massakren hver dag. "Selv når vi går hjem, tænker vi over det," siger han. "Der var mange mennesker, der døde, lige på den anden side af væggen."

Selvom indretningen er anderledes, er Grand Café Bataclan stadig blevet stedet, hvor man kommer og sørger.

"Der er kunder, som kommer ind for at bede," siger Maallem. "Der er kunder, der græder, der er kunder, der betror sig til os og fortæller deres historie, som en slags terapi."

Foto fra Le Grand Café Bataclan

Som eksempel nævner han en eftermiddag, kort efter restauranten var genåbnet, hvor der blev afholdt et uformelt mindearrangement for en ung mand, der blev dræbt i Bataclan. "Hele familien var her fra morgen til aften," siger han. "Folk kom og gik hele dagen igennem. Tanter, onkler, fætre og kusiner... Hele dagen indtil klokken 22."

Spillestedet Bataclan genåbnede for koncerter 12. november 2016, aftenen før et-årsdagen for angrebene. Siden caféens genåbning er der opstået en symbiose mellem spillestedet og caféen: Koncertpublikum er blevet faste gæster i restauranten, og Maallem er endda begyndt at arrange små musikaftenener inde i selve caféen, hvor lokale bands får lov til at spille. "I sidste uge havde vi en gypsy-jazzgruppe, og i næste uge kommer der musik fra latinamerika," siger han. "Vi forsøger at give stedet nyt liv."

Turister er også blandt de faste gæster. Et af de populære fotomotiver er det enorme værk på væggen af kunstneren Marc Dupard. Det viser et ungt par, der kysser, manden i kasket og fodboldtrøje og pigen i en trøje dækket af blomster.

"Det skal repræsentere kærlighed," siger Dupard. "Men samtidig ville jeg ikke have, at det blev som en mindesten, når man tænker på den betydning, stedet har fået.

Han har døbt værket Génération Bataclan.

Marc Dupards "Generation Bataclan." Foto fra Le Grand Café Bataclan

"Jeg ville repræsentere et par fra den generation," siger han. "Et par, der er blevet udsat for al den her vold, og alligevel har lyst til at leve."

De fysiske beviser på, hvad der skete i 2015, er væk. Der er ikke flere af de plakater, der hang overalt på det nærliggende torv. Der er ikke flere blomsterbuketter, der er ikke flere stearinlys. Det eneste, der er tilbage, er en mindeplade på muren mellem caféen og spillestedet. Men pariserne har ikke glemt det.

"Der er meget solidaritet," siger Maallem og husker alle de mennsker, der kom forbi i den første uge "bare for at sige tak".

"Jeg tror, pariserne er traumatiserede, men samtidig ..." Maallem leder efter ordene. "De har ikke lagt det bag sig, det kan man ikke påstå, men de bevæger sig fremad."

Til trods for den historie, der kaster en skygge over Grand Café Bataclan, er det tydeligt, at Maallem og Souton er både glade og stolte over det arbejde, de har lagt.

"Nogle gange kommer jeg ud af køkkenet for at hilse på stamkunder og for at se, hvordan det går, og det går altid rigtig godt," siger Souton. "Der er ingen hemmelighed bag den succes. Jeg har et godt hold. Vi arbejder med højt humør, og det kan kunderne mærke."

Det er måske den bedste form for protest: Angrebene blev flere gange sammenlignet med 9/11, da de skete, men terroristerne i Paris angreb ikke det økonomiske centrum, men derimod det summende natteliv.

Foto af Emily Monaco

"De forklarede, hvorfor de angreb det her sted," siger Souton. "Det var fordi, det ikke var godt at være sammen med sine venner, have det sjovt, grine og drikke alkohol.

"Men det er en del af vores kultur. Det er en del af den franske identitet. Det er en del af vores kærlighed til god mad, god vin og det gode liv."