Illustrations: Calum Heath

Alt jeg ville ønske, jeg havde vidst, inden jeg startede til psykolog

Her er nogle gode råd, så du kan få mest muligt ud af dine samtaler, hvis du ikke har prøvet det før.

|
24 oktober 2017, 5:00am

Illustrations: Calum Heath

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Som 25-årig har jeg gået til psykolog i et helt årti. Jeg har blandt andet besøgt en børnepsykolog, gået til forskellige former for adfærdsterapi og haft diverse psykoterapeuter. Hvis det var et ægteskab, ville vi have tin-bryllup – et metal, der åbenbart skal repræsentere, hvordan et succesfuldt partnerskab kan få nogle buler uden at gå i stykker. Det er sådan set meget passende, når man tænker på, at jeg flere gange har overvejet at droppe det fuldstændig, overbevist om, at det ikke virker, inden jeg kort tid efter er kravlet tilbage med halen mellem benene.

Jeg har både været i terapi for angst, depression, PMDS, psykoser og perioder med personlighedsspaltning, mani eller spiseforstyrrelser – for slet ikke at tale om de ting, der ikke passer ind i nogen kategorier. Jeg kan på ingen måde påstå, at jeg forstår, hvordan terapi virker for forskellige sygdomme, for ikke alle mennesker reagerer på samme måde. Men min store erfaring har alligevel lært mig nogle ting, som jeg ville ønske, jeg havde vidst, da jeg startede.

Det kan være svært at få behandling

Det er ikke nødvendigvis svært at blive henvist, men behandlingen vil som oftest være en begrænset periode. Hvis du har en kronisk, psykisk sygdom eller har et andet behov, der ikke lige sådan går væk, kan det være et problem. Men bare fordi det kan være lidt besværligt, må du endelig ikke have dårlig samvittighed over at tage imod det. Du må aldrig tro, at du ikke er "syg nok" til at gå i behandling, for så ender du i en ond cirkel, hvor du ikke beder om hjælp, når du har brug for det. Samtidig skal du heller ikke have dårlig samvittighed, hvis du har råd til selv at betale for terapi.

Brug tid på at finde den rette psykolog

Psykologer er også mennesker, og mennesker kan være irriterende. Det er ikke afgørende, at du virkelig holder af din psykolog – med mindre jeres forhold er ekstremt uprofessionelt, skal du ikke ud og drikke øl med ham på din fødselsdag. Men du skal alligevel synes, at personen er sympatisk og måske endnu vigtigere, at du kan lide psykologens tilgang til behandling.

Nogle psykologer er overdrevet empatiske. Jeg havde en, som var en så oprigtigt flink mand, at han lod mig tale videre, selvom vores tid var gået, nogle gange i to eller tre timer, og han anbefalede mig bøger og TV-serier, som han tænkte, jeg ville blive glade for. Hver gang jeg skulle hjem til ham, var det ligesom at besøge min bedstefar, men med mere eksistentialistiske samtaler. Når jeg gik fra ham, ville jeg vente, til jeg var kommet rundt om hjørnet, før jeg knækkede sammen af gråd, fordi han var så flink mod mig, og det var en ubehagelig påmindelse om, at jeg ikke selv var særlig sød ved mig.

Andre psykologer er mere kliniske og hårde i filten og lader dig projicere lige, hvad du vil ind i deres svar. Du sidder der og er ved at falde fra hinanden i fordybningen i deres sofa med snot løbende ud af næsen efter at have erindret dybe detaljer fra et traume, og deres ansigt er som et spejl. Du har næsten lyst til at sige, "undskyld, men hørte du overhovedet den frygtelige historie, jeg lige fortalte?"

Den ene tilgang er ikke mere forkert end den anden, så længe man har en god respons på det, og føler sig tryg. Jeg er pervers nok til, at jeg blev glad for sidstnævnte.

Hvis min psykolog fortæller mig, at hun skal på tre måneders ferie, bliver jeg rasende og tænker, "hvor egoistisk. Hvad skal jeg så gøre? Klare mig selv?"

Du er i din gode ret til at forlade dem eller være utro ved at afprøve andre psykologer uden, at de ved det. Glem alt om en eller anden åndssvag tankegang om, at du er forpligtet til at blive, når I har lavet en aftale, og glem frygten for, om det måske kunne blive lidt akavet, at fortælle psykologen, at det ikke fungerer. Hvis personen, der giver dig kognitiv adfærdsterapi, lige er blevet færdiguddannet og bare sidder og læser højt fra et skema uden at svare på dine personlige spørgsmål, (det er sket for mig to gange), så er det vigtigt, at du finder en anden. Du fortjener at få mest muligt ud af forløbet.

Behovet for forandringer kan komme når som helst, og jeg har fundet ud af, at bare fordi en psykolog har hjulpet dig med ét "problem", så er det ikke sikkert, at personen er den rette til at kaste lys over et andet. Da jeg var i et langt parforhold, som sluttede, vidste jeg, at jeg der var nogle overvejelser omkring sex og seksualitet, som jeg havde behov for at behandle, og det gik hurtigt op for mig, at den heteroseksuelle mand, som jeg havde haft som psykolog i et stykke tid, ikke kunne forstå essensen, af de ting jeg sagde, fordi det handlede om at være en ung kvinde og min interaktion med mænd. Jeg ignorerede ham ved ikke at arrangere det næste møde, fordi jeg ikke kunne holde ud at sige farvel. Jeg opførte mig som et lille barn, men det var stadig det rigtige at gøre. Jeg fandt hurtigt en kvindelig psykolog, som kunne relatere til de ting, jeg sagde.

Du vil gerne have, at de kan lide dig – drop det

Det er helt natuligt, at man gerne vil have andre mennesker til at kunne lide en. Hvis du samtidig elsker at gøre folk glade og slubrer enhver ros i dig, så pas på.
Nogle gange lægger jeg mærke til, at jeg fortæller min psykolog en historie og holder dramatiske pauser eller bruger mine hænder til at gestikulere. Det eneste motiv kan være, at jeg gerne vil underholde hende. Hvis hun griner, så har jeg gjort det godt. Min historie er underholdende. Hvis jeg har en periode, hvor jeg har det ret godt mentalt, kan jeg blive oprigtigt bange for, om jeg keder hende. Jeg ransager min korttidshukommelse, for jeg kan næsten altid finde et eller andet åndssvagt, jeg har gjort, som vi kan snakke om.

Men ligesom, at du ikke behøver at elske dem, så behøver de heller ikke at kunne lide dig. Hvis ikke du tænker over det, kommer det til at påvirke den måde I taler sammen på, og så er der mindre sandsynlighed for, at du får noget ud af det. Psykologer er der for at hjælpe dig, ikke for at blive underholdt, og det er dig, der deler de grusomme historier, så enhver magtubalance er noget, du forestiller dig.

Udelad aldrig de grumme detaljer

Du bliver nødt til at være ærlig. Hudløst ærlig. Der gik mange år, før jeg lærte at holde op med at tilbageholde information, og jeg ved, at jeg alligevel har gjort det, hver gang jeg starter hos en ny psykolog, "hvis jeg fortæller det her, synes de bare, at jeg er en luder eller et dårlig menneske eller en idiot." En del af problemet er nok aldersforskellen, for mine psykologer har altid været ældre end mig, men det handler også om, at det er utrolig ubehageligt at dele visse ting.

Men hvad er formålet med at holde tingene for dig selv? Din psykolog har nok hørt langt værre ting, end det du vil fortælle, og de kan ikke hjælpe dig lige så godt, hvis du undertrykker sandheden. Det værste ved at være i terapi er, at der ikke er nogen, der bare kan fortælle dig alt, hvad du har brug for at vide. Tit er det dig selv, der kommer til de store erkendelser, så alle de samtaler om alt det frygtelige, der er sket, handler om at være ærlig overfor dig selv. Nå til det punkt, hvor du kan indrømme dine egne problemer overfor dig selv, og se psykologen som en forlængelse af dig selv.

Gør det klart fra starten, hvad du vil have ud af det

Da jeg skiftede til en kvindelig psykolog for bedre at kunne tale om sex, var det den hurtigste løsning, jeg har oplevet på et problem. Med skræmmende præcision havde jeg skrevet alle mine problemer ned, klargjort hvor jeg mente, at de var opstået og forklaret, at de skulle løses, før jeg nogensinde kunne få et sundt forhold i fremtiden. Første gang jeg mødte hende, trådte jeg ind i hendes stue som en tør taber fra regnskabsafdelingen med mål og lister skrevet ned. Efter at have holdt min tale, løftede hun bare øjenbrynene og sagde, "wow." Det siger næsten sig selv, men jo nemmere man gør det for dem, jo hurtigere kan de finde frem til roden af problemet. Hvis du bare er halvt så pernitten som mig, så vil alene den orden og struktur, som en plan giver, få dig til at sove roligere om natten. Bare det at gentage planen for sig selv som et mantra har hjulpet mig tidligere.

Hvis du er blevet henvist og kun har et begrænset antal aftaler, er det meget vigtigt, at du gør det helt klart, hvis du ikke føler, at du har nået dit mål endnu, når I når til det sidste møde. Så kan du nemlig få lov til at fortsætte. Men hvis du først skal tilbage til din læge og henvises på ny, kan der gå flere måneder, før du kommer i behandling igen.

Du kan ikke huske, hvad de har sagt, som hjalp, og det er umuligt at sætte fingeren på bagefter.

Kort tid inden den store erkendelse kommer, hvor en elpære tænder over hovedet på dig, og det hele giver mening, vil du sige småting, de siger småting, og lige pludselig kommer de med en smuk forklaring, der føles som et slag i maven, du kan mærke noget dybt inde i dig, der rykker rundt og falder på plads. Det hele giver pludselig mening: Din hjerne – og dit liv – er endelig i bedring! Lige så snart du går derfra, så prøv at huske, hvad der blev sagt. Det kan ikke lade sig gøre. Det smuldrer mellem fingrene på dig. Det er både grænseløst irriterende og uendeligt mystisk.

Tidligere i år, da jeg var i gang med at komme til bunds i min angst overfor at komme for tæt på andre, og min tendens til at sabotere mine forhold, skete der noget. Vi gravede løs i den lange tid, hvor mine forældre boede i det samme hus, i flere år efter de var blevet skilt, fordi de ikke havde råd til andet, og vi måtte alle gå rundt på listefødder. Jeg kæmpede til gengæld med PMDS hver måned, havde selvmordstanker og gik til en børnepsykolog.

Min psykolog blev ved med at stille mig direkte, hypotetiske spørgsmål, som man kunne forvente af en psykolog. Ting som, "forestil dig, at du opsøger din mor for at fortælle hende om et problem. Hvor er hun i huset? Hvordan svarer hun?" Eller, "hvordan får det dit yngre jeg til at føle? Hvad gør du, når du føler dig ignoreret?" Bagefter kom hun med en skræmmende præcis analyse: Jeg følte, at det var både sikrere, og den eneste mulighed, at være en isoleret enhed, især når det handlede om mine psykiske problemer, for forhold til andre mennesker er midlertidige, deprimerende og farlige at kaste sig ud i. Når jeg ser det på skrift, virker som noget, der siger sig selv. Men den måde, hun sagde det på dengang, smadrede mig fuldstændig.

Jeg skriver altid nogle noter, når jeg går derfra for at forsøge at indfange essensen. Men nogle gange skal man bare acceptere, at det der gav totalt meget mening, nu er en guldklump, der ligger trygt og godt i din underbevidsthed. Grunden til, at det virker så dybt på det tidspunkt, er, at det er første gang, du hører det. Men nu er du nået et skridt videre i din udvikling, om du så kan se det eller ej.

Forstå, at din psykolog ikke skal fortælle dig, hvad du skal gøre, men kun give gode råd.

Jeg havde en psykolog, som gentagende gange bad mig tage en meget stor beslutning, som ville forandre mit liv. Jeg endte med at gøre det, men jeg er stadig pinligt bevidst om, at jeg kun tog beslutningen, fordi jeg fik besked på det. Der var ingen større trussel mod mit helbred eller mit liv. Psykologer er der for at give råd, forslag og guide dig. Du må aldrig lade dem stille dig i situationer, som du ikke har lyst til at være i. Hver eneste beslutning du tager om, hvordan dit liv påvirker dit psykiske helbred, er noget, du selv styrer, og sådan skal det blive ved med at være.

Dit forhold til andre mennesker vil ændre sig.

Efter ti års psykologbehandling aner jeg ikke, om jeg altid har delt så overdrevet meget af mig selv fra starten, eller om jeg er blevet så vant til at lukke op, at det kommer strømmende helt af sig selv – som skidt fra en spædekalv. Jeg har ingen skam i virkeligheden. Det er virkelig svært at gøre mig pinligt berørt. Intet, der sker i virkeligheden, kan være værre, end hvad der foregår i det lokale på ugentlig basis, og det påvirker mine forhold. Terapi har forbedret mit forhold til andre mennesker, mere end jeg kan forklare. Jeg kan tale med fremmede om stort set alt. Jeg har fantastisk ærlige venskaber, hvor begge parter ved, at vi kan tale om hvad som helst, men fordi der altid kun er nogle få dage til, jeg igen skal snakke om mit psykiske helbred, har jeg ikke behov for at vende det med mine venner, med mindre jeg har det virkelig stramt. Ofte er det det sidste, jeg har lyst til at tale om. Mine mandlige venner kan godt lide, at jeg kan være en slags uformel psykolog for dem, når de ikke føler sig trygge ved at tale med deres drengevenner. Mine kærester elsker det, fordi jeg kan få vendt eventuelle problemer i vores parforhold med min psykolog. Det er ligesom parterapi, men uden at de skal hverken betale eller møde op.

Lav dine lektier, også selvom det virker ligegyldigt.

Overordnet set handler psykoterapi om at spørge, hvorfor du tænker dårlige tanker, mens adfærdspsykologi ser på, hvordan du kan forholde dig til eller ændre de dårlige tanker. Jeg kan ikke lide adfærdspsykologi. Visse eksperter i psykisksygdom ville sikkert skælde mig ud for at sige det, men jeg synes ikke, det skal betragtes som en slags kur for angst eller depression. Det bliver det nogle gange hyldet som. Jeg gjorde det så heller ikke nemmere for mig selv, første gang jeg var der.

Mange behandlingsformer involverer, at man skal lave lektier, der minder om opgaver, man fik i folkeskolen, og jeg havde det ret underligt med at skulle sætte krydser og udfylde skemaer, når jeg ikke engang kunne skrive på min computer uden at ryste. Jeg kan huske, at jeg strittede imod, fordi en optegnelse af hvordan mine tanker forandrede sig til følelser og tilbage igen føltes som spild af tid og var en fornærmelse mod min blændende intellekt og min komplekse følelsesmæssige baggrund. Til sidst holdt jeg op med at være arrogant og blev desperat nok til at gøre det og det hjalp faktisk lidt.

Det samme gælder de ting, I diskuterer. Hvis du aftaler med din psykolog, at du skal sige undskyld til de mennesker, du har skidt på, da du var manisk, eller, at du skal begynde at gå i seng med din telefon slukket inden klokken 23, nu hvor du er deprimeret, så gør hvad du kan for at leve op til de løfter. Du skal ikke slå dig selv oven i hovedet, hvis ikke det lykkedes, men gør dit bedste for at tage de små skridt.

Du vil være overbevist om, at de holder øje med dig

Hvis ikke jeg allerede fremstår selvoptaget, så tjek det her: Jeg mistænker altid mine psykologer for at blive nysgerrige og google mit navn. Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg engang havde en psykolog, som nævnte noget, jeg ikke havde fortalt ham. Jeg spurgte ind til det, og han sagde (som det mest naturlige i verden), at han havde set det på min Twitter. Han havde siddet og gennemgået mine opslag om Tinder og terapi og sex og tømmermænd i sin pause. Alle mine psykologer har vidst, hvilket arbejde jeg har. Så når jeg skriver en artikel om sex eller psykisk sygdom, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at de vil læse det og sammenligne den ægte mig med mit internet-jeg og måske fundere over deres næste afhandling om psykologi og selviscenesættelse online. Måske læser hun det lige nu. Hvis hun gør, så er jeg ledig på onsdag til sædvanlig tid.

Du kan ikke forestille dig dit liv uden

Jeg har tænkt meget over, hvordan terapi mon er endt som en meget dyr sutteklud for mig. Hvis min psykolog fortæller mig, at hun skal på tre måneders ferie, bliver jeg rasende og tænker, "hvor egoistisk. Hvad skal jeg så gøre? Klare mig selv?" Jeg har prøvet, at folk spurgte, "løber du aldrig tør for ting at snakke om?" (Nej, det gør jeg ikke. En kronisk sygdom forsvinder ikke, og det gør min evne til at snakke lort heller ikke). Jeg har af og til sagt til mig selv, at jeg burde lade være med at gå fra min psykolog klokken 9 om morgenen og tage direkte på arbejde, dybt ulykkelig, uden at have tid til at bearbejde de ting, vi har talt om.

Men hvorfor skulle jeg ikke blive ved med at gå til psykolog. Jeg har aldrig haft det mere stabilt godt, end jeg har det nu. Nogle mennesker tager medicin hele livet. Jeg tager kun piller engang imellem. Hvorfor er det vigtigt for andre, hvordan jeg bruger mine penge eller passer på mit helbred? De seneste ti år har jeg haft korte pauser af og til, og hver gang røg jeg ned i et hul. Når jeg endelig fik taget mig sammen til at besøge en psykolog igen eller få en aftale op at køre med min gamle, så ville jeg have det meget dårligere, og det ville tage lang tid at vende tilbage.

Min største frygt er, at ægte sindssyge ligger lige rundt om hjørnet. Den slags alvorlig sygdom, der ikke er nogen kur mod. Jeg ved, at jeg kan miste forbindelsen til virkeligheden og skabe ting, der ikke er der. Det kan jeg ikke løbe fra. Så selv hvis det ikke gør noget som helst andet for mig, så betaler jeg en professionel, som ved hvad de taler om for at bekræfte mig i, at jeg er et normalt menneske, og ikke er syg én gang om ugen.

Det kan godt være, at jeg en dag gør noget andet end terapi. Men hvis det aldrig sker, så har jeg det fint med tanken om at snakke videre om mig selv de næste 20, 30 eller 40 år.

Mere VICE
VICE kanaler