søvn

Jeg sov to timer i døgnet i en uge og var ved at blive sindssyg

Det er meget udmattende kun at klare sig med en lille lur hist og her, selvom tilhængerne af polyfasisk søvn påstår, at der er kæmpe gevinster ved det.

af Julian Morgans
15 september 2017, 4:00am

Foto: Ben Thomson

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Ifølge en biografi sov Nikola Tesla kun to timer i døgnet. I Prodigal Genius: The Life of Nikola Tesla forklares det, at "ved at blokere nøglehullet og sprækkerne omkring sin dør, kunne han bruge hele natten på at læse bøger, han havde stjålet fra sin fars bogreol. Ofte læste han hele natten og havde det fint næste morgen til trods for den manglende søvn."

Den historie er ikke en enlig svale. Hvis man googler "søvnvaner", får man tusindvis af forslag, og mange af dem handler om kendte mennesker, der ikke sov særlig meget. Leonardo da Vinci sov to timer i døgnet. Margaret Thatcher sov omkring fire, dog nogle gange mere i weekenderne. Mozart stod op klokken 6 om morgenen, efter han havde sovet omkring fem timer.

Alle elsker den slags anekdoter. Jeg tror, det er fordi, man tænker, at det er opskriften på genialitet. Det taler til alles overbevisning om demokratiseret succes og tanken om, at hvis bare man arbejder hårdt, skal man nok ende på toppen. Når vi hører, at Margaret Thatcher kun sov fire timer hver nat, er det let at overbevise sig selv om, at hendes karriere ikke har noget at gøre med DNA, uddannelse eller evnen til at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Vi går ud fra, at hun var succesfuld, fordi hun knoklede, og det kan vi alle sammen gøre. For vi kan alle sammen opnå store ting, bliver vi ved med at fortælle hinanden.

Jeg elsker den illusion mere end de fleste. Nogle gange hører jeg The Strokes bare for at forestille mig, at jeg står og spiller "Juicebox" for et kæmpe publikum på et stadion. Selvom jeg slet ikke kan spille musik, er 30 år gammel og ikke udviser nogle tegn på at blive bedre til hverken musik eller selvdisciplin. Jeg står sent op. Jeg prioriterer øl fremfor arbejde. Da jeg var 19, grundlagde jeg en t-shirt-virksomhed, der producerede præcis nul t-shirts. Da jeg var 24 filmede jeg en dokumentarfilm i fuld længde, som jeg aldrig redigerede. Da jeg var mellem 25 og 30 halvskrev jeg tre filmmanuskripter, der nu ligger på forskellige døde computere under min seng. Der er også en roman et sted, som har lidt samme skæbne. Så er der urtehaven, som jeg lover mig selv at bygge hver sommer, men jeg får det aldrig gjort. Det er vel sådan livet langsomt forsvinder, med mindre jeg gør noget drastisk ved det – og derfor bliver jeg ved med at tænke på søvn.

Første gang, jeg hørte om polyfasisk søvn, var i Seinfeld. Der er et afsnit, hvor Kramer forsøger at sove mindre ved at tage en lur på 20 minutter hver tredje time, og som han forklarer til Jerry "bliver det til to en halv ekstra dag, hvor jeg er vågen - hver uge." Det går selvfølgelig helt galt for Kramer, men præmissen holder. Hvis man sover mindre, kan man nå mere.

Der er et helt miljø omkring polyfasisk søvn, der vejleder folk til, hvordan de kan skære mellem én og seks timers søvn væk ved hjælp af forskellige cykluser. "Uberman" er den mest berømte, og den består som oftest af en 20 minutters lur hver fjerde time, hvilket bliver til i alt to timers søvn på 24 timer. Produktivitetsguruen Tim Ferriss er fan, og det samme er milliardæren bag WordPress Matt Mullenweg, som beskriver sine eksperimenter med Uberman-cyklusen som "sandsynligvis den mest produktive periode i mit liv."

Da jeg læste det, var jeg virkelig begejstret. Jeg troede ikke rigtig på, at polyfasisk søvn med et trylleslag ville få mig til at opstarte et firma eller blive et bedre menneske, men måske kunne det gøre mig mindre ugidelig. Så jeg besluttede mig for at give det et forsøg.

Dag Et

Jeg prøver at sove i den seng, jeg har lavet på kontoret

Det meste af den første dag var nem. Jeg vil næsten sige, det gik godt. Jeg lavede en plan, hvor jeg skulle tage en lur på 20 minutter klokken 11:10, 15:30, 19:50 og så videre. Jeg fik sat en seng op på kontoret, og mine to første lure var fantastiske. Det var først efter midnat, at jeg forstod, hvad jeg havde kastet mig ud i. Lige pludselig havde jeg fire ensomme timer, inden jeg måtte sove igen, og der var virkelig stille i huset. Jeg besluttede mig for at tage tilbage på kontoret.

Mens jeg hørte tårnhøj trance, fandt jeg en tavle, hvor jeg lavede en liste med gøremål for resten af ugen. Jeg skulle få gjort alle de ting, jeg aldrig får gjort. Sådan nogle ting som "lav selvangivelse fra 2014" og "køb strømper". Så var der nogle lidt mere krævende ting som "lav urtehave". Men øverst skrev jeg "skriv en bog" og tænkte, at jeg ville samle min roman op igen. Det vender jeg tilbage til.

Overordnet set var den første nat ikke særlig svær, men den var deprimerende. Jeg vidste, at hvis jeg skulle klare mig, havde jeg brug for nogle gode råd.

Dag To

Charlotte Ellett via Skype

Rådene kom fra en kvinde ved navn Charlotte Ellett. Charlotte har levet efter forskellige polyfasiske planer i omkring ni år og arbejder som computerspilsdesigner fra sit hjem i Alabama. Jeg fortalte hende, at jeg allerede følte mig mentalt drænet, og hun forklarede, at det er helt normalt. "Den første uge eller to kalder vi for zombieperioden," sagde hun over Skype. "Du kommer ind i et stadie, hvor du ikke rationelt kan forklare, hvorfor du gør det her. Din alarm ringer, og du forstår ikke hvorfor."

Jeg spurgte Charlotte, hvorfor hun holdt ved, og hun beskrev en utrolig følelse af frihed. "Hvis man har meget om ørerne, holder man op med at bekymre sig om, hvor træt man er. Man føler sig klar i hovedet og hurtigere, og lige pludselig har man tid til alt." Men hun advarede mig, og sagde, at jeg først skulle kæmpe mig gennem zombieperioden. "Du ved, at du er ved at komme ud på den anden side, når dine lure bliver bedre," siger hun. "Du vågner med en følelse af, at du har sovet i timevis, selvom der kun er gået 20 minutter."

Dag Tre

Min to do-liste

Dagene blev et langt gråt stadie, men jeg fik nået meget. Da jeg nåede til dag tre, havde jeg ordnet min skat, fået styr på min pensionsordning, gjort rent, ringet til mine bedsteforældre, købt nye strømper og underbukser… Og jeg var begyndt at skrive på min bog igen. Og lad os bare være ærlige: Jeg har skrevet en lorte-bog, som jeg ikke har nogen intention om at vise til nogen som helst, men det føles vigtigt, at jeg får skrevet den færdig. Bare at gøre et eller andet færdigt. Jeg besluttede mig for, at hvis jeg kunne få det første udkast færdigt ved hjælp af polyfasisk søvn, så var eksperimentet en succes. Så hver nat skrev jeg, og for det meste blev det til omkring 3000 ord.

Så begyndte jeg at tænke på noget: Hvorfor forsøge? Hvorfor forsøge noget? Det er en mærkelig menneskelig ting, at forsøge. Jeg tænker nogle gange på vores kat, og hun vil aldrig forsøge noget. Er det fordi, hun ikke tænker på døden? For mig hænger ambitioner og frygt for døden uløseligt sammen. Det virker som om, at succes – om det så er i ens karriere, rent spirituelt, eller hvad fanden man nu tænder på – er den eneste metode til at finde nogen form for mening i vores lille afkrog af det her uendelige, gudsforladte univers. Det er derfor, at jeg synes, det er vigtigt at forsøge, og derfor var det vigtigt, at jeg endelig fik skrevet.

Dag Fire

Jeg køber strømper og underbukser klokken fire om morgenen

Når jeg var vågen om natten, havde jeg masser af tid til at læse, og jeg fandt ud af, at den moderne udgave af polyfasisk søvn blev opfundet af to filosofistuderende i 1998.

Marie Staver havde lidt af søvnløshed det meste af hendes liv og besluttede sig for at omfavne trætheden ved at klare sig med 20 minutters søvn af gangen. Hendes ven, som ikke led af søvnløshed, tilbød at gøre det samme som en slags kontrolforsøg, og de endte med at tilbringe de fleste nætter med at studere på en 24-timers restaurant. Marie skrev senere en bog, hvor hun beskrev de to første uger som "helt igennem utilgiveligt nederen", men påstod, at de langsomt vænnede sig til deres nye måde at leve på. Og efter tilpasningsperioden skete der noget overraskende. "Det var det mest fantastiske, jeg nogensinde har prøvet, og jeg har aldrig haft det så godt i mit liv," fortalte hun Motherboard.

Marie Staver skrev senere sin egen forklaring på, hvorfor hun fik det bedre. Ifølge hende tilbringer hjernen tilsammen halvanden time i REM-stadiet, mens resten af søvnen bliver brugt på celleudvikling og –reparation. Hun kom frem til, at den sidste del ikke var så vigtig og besluttede sig for at nøjes med REM-søvnen. Som hun siger: "Efter tre til fem dage begynder hjernen, at tilpasse sig. Den begynder at hoppe direkte ned i REM-stadiet, lige så snart man lukker øjnene for at tage sig en lur… og man vågner og føler sig virkelig, virkelig udhvilet."

Da jeg læste det, ville jeg ønske, at jeg bare kunne springe frem til følelsen af at være virkelig, virkelig udhvilet. Det var fjerde dag, jeg havde ingen appetit længere, og jeg frøs hele tiden. Jeg følte mig svag og almindelig social interaktion var meget overvældende. Hvis min telefon ringede ignorerede jeg den. Hvis personen, der lavede min kaffe, var i snakkehumør, gik jeg udenfor butikken og ventede til den var færdig.

Men de sværeste timer var altid mellem midnat og solopgang. Det var de stille timer. Bare mig og en masse tid, hvor jeg kunne overbevise mig selv om, at folk, der skriver bøger og opnår ting i livet, simpelthen bare er klogere og bedre mennesker. Desuden fandt jeg ud af, at tanken om at hårdt arbejde er det eneste, der skal til, er ren ønsketænkning. Det var i de timer, at min roomie sagde, at han kunne høre mig gå rundt i huset og sukke.

Dag Fem og Seks

Jeg laver urtehave klokken 3 om natten

På det tidspunkt havde jeg opbygget en ret velfungerende rutine. Jeg tog på arbejde om dagen, så kom jeg hjem og spiste aftensmad, arbejdede på min bog og brugte timerne efter klokken to om natten på at lave fysiske ting, mens jeg hørte podcasts. Jeg tog til træning, jeg løb en tur, og jeg begyndte at arbejde på urtehaven. Det gik altid galt, hvis jeg satte mig ned efter klokken to, så jeg lærte, at jeg skulle holde mig i gang. Så fik jeg en morgenlur inden arbejde, og så startede min cyklus forfra.

Det hårdeste var ikke at have noget at se frem til. Et liv uden søvn har ingen afbrydelser, så hvis man har haft en stresset dag på arbejdet, bliver det ikke bedre om natten. Det hele bliver én lang monoton proces. Solen står op og folk dukker op. Solen går ned, og folk forsvinder igen. Forfra.

Dag Syv

Mit dejlige sovekammer på arbejdet

På den syvende dag begyndte jeg at hoste. Min hjerne var også fastlåst i et underligt loop med en temamelodi fra 90'erne. Hver gang jeg lagde mig ned for at sove, kørte en reklame, fra da jeg var omkring 12 år gammel, rundt i mit hoved. Det var en reklame for en transportvirksomhed, og den gik sådan her:

Fletcher's! Interstate since '48, the only way to move your freight. Across the city, across the town, Fletcher's will never let you down. Fletcher's!!!

FLETCHER'S!!! INTERSTATE SINCE '48… og så videre - højere og højere.

Da det blev aften, var mit hoved grød, og jeg kunne mærke, at jeg var ved at blive syg. Jeg havde ikke tænkt mig at kæmpe mig gennem sygdommen hele natten, så jeg lagde mig i sengen og gav op og brugte de næste 48 timer med en anspændt og svedende søvn.

Da jeg havde det bedre et par dage senere, ringede jeg igen til Charlotte Ellett fra Alabama, og fortalte hende, hvad der var sket. Hun fortalte, at hun aldrig var blevet syg af polyfasisk søvn, selvom hun indrømmede, at stresset ved den ultra-produktive hverdag nogle gange blev udmattende. Der var heller ingen andre på diverse fora, som havde haft samme problemer, så det var nok bare mig. Jeg overvejede kortvarigt at prøve polyfasisk søvn igen, men jeg besluttede mig for at lade være. Fuck det.

Jeg er færdig nu. Når jeg ser tilbage på det, var det egentlig meget sjovt, alene fordi det brød min faste rutine. Og jeg nåede virkelig meget. Omkring halvdelen af tingene på min liste blev gjort, om ikke andet så fordi jeg seriøst ikke havde andet at lave om natten. Og med hensyn til bogen, så er det første udkast færdigt. Jeg sidder og læser det igennem, og selvom det er virkelig middelmådigt, så er det i det mindste færdigt. Jeg har gjort noget færdigt.

Tagged:
Tesla
Vaner
produktivitet
polyfasisk søvn