Annoncering
mad på tv

Vi undersøgte, hvad der blev af de danske Masterchef-vindere

Den ene amatørkok kan du købe for 1950 kroner, mens en anden laver Nutella i morgen-tv.

af Amalie Thieden
28 januar 2019, 11:20am

Guld og glimmerkanon, da Karoline Trier vandt Masterchef i 2016. Billede: TV3/Lars E. Andreasen

Mens madglade, reality-elskende danskere sætter sig klar for at se første afsnit af den nye sæson af Masterchef, er det på tide at gøre status for tidligere sæsoner.

For hvordan er det egentlig gået vinderne sidenhen? Er der kommet michelinstjerner under bæltet? Har de omskrevet det nynordiske madmanifest eller lanceret en kæde af mexicanske high street-restauranter, som det var tilfældet for en af de britiske vindere?

Det er svært at kategorisere, hvor mange sæsoner af madprogrammet, der i virkeligheden har kørt over skærmen herhjemme, da der er særprogrammer som ‘Masterchef Grill’, ‘Masterchef Mig Og Min Kok’ og ‘Masterchef Parspecial’. Men i slutingen af sidste sæson, sagde dommer og kok Thomas Castberg til B.T., at han har lavet 487 afsnit af programmet i Danmark, så der må i sandhed være en del (altid pålidelige Wikipedia siger 25 sæsoner).

Men lad os lave nogle regler først. Vi går uden om den lange række af kendisvindere, for Jim Lyngvild, Simon Emil Ammitzbøll og Trine Gadegaard ser vi vist rigeligt til i forvejen (selv om vi gerne så meget mere til René Difs catering). Timm Vladimir, som vandt første sæson, og igen da der var Masterchef Allstars i 2014, har tilsyneladende grundlagt et mindre empire på baggrund af programmet, men hvad med de helt almindelige, dødelige danskere, der ikke har travlt med at skråle “klar, parat, bag”?

Søren Franklin Recinella, som vandt den første sæson af Masterchef Junior i 2012, blev student forrige år og var ifølge Lokalavisen med til at stifte partiet Ungt Gribskov. Der har ikke været meget nyt under solen siden da, men det er ikke utænkeligt, at en politisk karriere ligger forude. I så fald gæster han sikkert madprogrammet igen i sæson 45 “Masterchef Christiansborg Edition”.

Senere samme år vandt dengang 13-årige Valdemar Alfred Krog Hesselbjerg Jørgensen, indehaveren af jordens længste navn, anden sæson af Masterchef Junior. I dag – snart syv år efter – har han smidt hvalpekinderne og vandt DM i skills i kategorien kok forrige år, hvor han på daværende tidspunkt var kokkeelev på restaurant Børkop Vandmølle uden for Vejle. Ud fra tilgængeligt information på Facebook er Valdemar nu tjenerelev på en michelinrestaurant i Fredericia. Vi bevæger os for alvor ind i gastronomiens højere luftlag.

2012 var åbenbart et kæmpe Masterchef-år. Blandt de voksne amatørkokke vandt 25-årige Andreas Skovmand Agesen. Han er uddannet i ernæring og har blandt andet arbejdet som fødevarespecialist. Ifølge hans LinkedIn-profil er han i dag Strategic Product Developer hos den internationale bagerkæde Lantmännen Unibake, så selvom det måske ikke ligefrem er Meyers manifesto, han er med til at komponere, så er han med til at diktere, hvad for nogle rundstykker vi propper i munden.

Først i 2015 var det igen ‘almindelige mennesker’, der dystede i Masterchef. Her vandt 47-årige Anders Halskov-Jensen fra Roskilde finalen. Ifølge egne ord vidste han ikke på forhånd, hvad en eventuel sejr skulle bruges til, men da han senere samme år blev danmarksmester i blindsmagning af vin, besluttede han at gøre det til sit arbejde.

Masterchef-vinder
Anders Halskov-Jensen med sit Masterchef-trofæ. Billede: TV3/Lars E. Andreasen

“Det at vinde Masterchef førte ikke automatisk en masse tilbud med sig. Men titlen hjalp til at åbne døre forskellige steder, når jeg foreslog et samarbejde,” siger han. “Lige nu laver jeg både private dining, kokkekurser, undervisning i vin- og madsammensætning og fungerer som dommer i kokkekonkurrencer, vært og konferencier. Jeg tror ikke, jeg skal have en restaurant, men jeg skal helt sikker blive ved med at have maden som en del af mit arbejdsliv.

Du har måske set 2016-vinderen på tv, efter Masterchef sluttede. Hun har i hvert fald gæstet Go’ Morgen Danmark så sent som i januar, hvor hun viste danskerne, hvordan man laver sig egen Nutella derhjemme. I dag har Karoline Trier fra København sin egen madblog og styrer sin egen madskole, som hun startede inden sin deltagelse i Masterchef.

Forrige års vinder Michael Oxvang er fra Fredensborg, hvor han arbejder som vinkonsulent. Men siden sin triumf i programmet har han også fået sin egen officielle hjemmeside, hvor du blandt andet kan booke Michael Oxvang til at komme hjem til dig. Så vil han lave sine “signaturretter” fra Masterchef-programmet, hvilket blandt andet betyder “torsk-ceviche tilberedt med røget creme Fraiche” og “nudelsuppe med røget andehjerter”. Med dertilhørende vinmenu vil fem af hans retter koste dig den ‘nette’ pris af 1950 kroner per person.

Selvom disse vindere endnu ikke har fået deres egne restauranter eller stjerner, er fremtiden endnu ikke fastlagt. Især Valdemar har med sin unge alder rigeligt tid til at blive den næste René Redzepi. Eller også må vi bare sætte vores lid til den nye sæsons kuld af håbefulde og forhåbentlig ikke alt for håbløse amatørkokke.

Skive Folkeblad offentliggjorde tidligere på måneden, at 36-årige Nicolai Metner fra cateringvirksomheden Grillfætter Catering i Nykøbing er en af deltagerne i den nye sæson.

Vi sætter vores lid til, at denne grillfætter fra Nordjylland er vores fremtidige madfrelser.