FYI.

This story is over 5 years old.

kaffe

Nu har matematikerne næsten fundet den bedste måde at brygge kaffe på

De britiske forskere har så godt som regnet den ud.

Videnskab er godt. Videnskaben har allerede givet os svar på, hvilken slags vin du skal drikke til din ost, slået fast at indisk mad er lækkert, givet os den perfekte måde at skære pizza på, og nu har en gruppe forskere fra The Mathematics Applications Consortium så fundet ud af, præcis hvordan du brygger din kaffe på den bedst mulige måde.

Resultatet blev publiceret forleden i tidsskriftet SIAM Journal of Applied Mathematics, men – og vi gentager men – metoden fungerer altså kun, hvis man brygger filterkaffe.

Annoncering

Ja, det er bare ærgerligt, pulverdrikkere.

Matematikere fra University of Limerick og University of Portsmouth så nærmere på de forskellige faktorer, der påvirker præcis hvor meget kaffe, der udtrækkes af bønnerne, når der hældes varmt vand over og gennem bønnerne.

LÆS MERE: En finsk mester-barista vil revolutionere din pulverkaffe

Forskerne fandt ud af, at hvis temperaturen er konstant, afhænger kaffens bitterhed mest af, hvor fint bønnerne er malede og af hvor meget vand, der flyder gennem dem. Når vandet flød hurtigere gennem groftmalede bønner, blev kaffen mere udvandet, da vandet så havde mindre kontakt med kaffebønnerne.

Matematik-nørderne udtænkte derfor en formel på baggrund af deres observationer. Formlen udregnede, hvordan det endelige resultat ville smage, afhængigt af hvor fint eller groft bønnerne er malede og af hvor hurtigt eller langsomt, vandet pibler ned gennem bønnerne.

Dr. William Lee, der er en af forskerne bag undersøgelsen og ekspert i industriel matematik ved University of Portsmouth, forklarede i en pressemeddelelse, hvordan holdets tilgang adskilte sig fra andre undersøgelser.

"[Undersøgelsen] forklarer ikke bare på en kvalitativ måde, hvorfor malingen af bønnerne [og vandets bevægelse] påvirker smagen af kaffe. Den kvantificerer også forholdet mellem de faktorer gennem matematiske formler. Disse formler kan være med til at finjustere designet af kaffemaskiner."

Men der stopper matematikerne ikke. Lee fortalte til BBC News, at næste skridt kan være at se nærmere på, hvordan de malede bønner bevæger sig, når man hælder vand gennem dem: "Formen på laget af kaffegrums ændrer sig i takt med, at man brygger. Til at starte med lægger det sig fladt på bunden af filteret, men ved slutningen af brygningen dækker det siderne på filteret. Dét lader også til at påvirke smagen."

LÆS MERE: Det rene kaffeliv i narkoens skygge

Han fortsatte: "Skal man hælde vandet gennem kaffen i en enkelt koncentreret stråle af vand, som hvis vandet kom ud af en vandhane? Eller skal det være mere som et brusehoved, hvor vandet drypper ned på kaffen fra mange forskellige steder. Det ville påvirke kaffegrumset på forskellige måder."

Forskernes søgen efter den ultimative brygning fortsætter altså lidt endnu.