For tre år siden arbejdede Aref Haboo som biavler i Syrien, hvor han passede sine 45 bistader i en landsby tæt på den tyrkiske grænse. I dag står den 42-årige Aref i en lille fabrikshal på Amager og rengør tavler med bivoks. Han har gråsprængt hår, dybe brune øjne og er i sprogpraktik hos Bybi, som har bistader 25 steder i København, blandt andet på taget af Rådhuset og omkring Kongens Nytorv. Aref forlod i 2013 sin familie, sin biproduktion og det krigshærgede Syrien for at rejse mod Danmark.
Rejsen, som varede to måneder, inkluderede flugt gennem ørkenen, overnatninger på kolde, forladte lagre og en 35-timer lang køretur i lastrummet på en lastbil på vej mod Italien. Han havde ingen bagage med. Kun sit pas og et par billeder af sine bier. "På et af billederne omfavner jeg et bistade, og på et andet er mit ansigt opsvulmet af bistik," siger Aref. I Danmark fik han asyl og praktikplads på Bybi, som er en socialøkonomisk forening, der bruger bier til at gøre byen grønnere, producere honning, og samtidig inddrage socialt udsatte såsom flygtninge, hjemløse og førtidspensionister i sin produktion. For ligesom i en koloni af honningbier, hvor alle bier er lige nødvendige, drømmer manden bag Bybi, Oliver Maxwell, om et samfund, hvor alle mennesker spiller en rolle. Hans utopia manifesterer sig i Bybi, hvor man tror på, at alle mennesker har noget at bidrage til fællesskabet med.
"Lige nu sover bierne," siger Aref. Og det er længe siden, han har kigget til dem. Åbner man et bistade om vinteren, risikerer bierne at få kuldechok og gå til. Selvom Aref er en garvet biavler, er der mange ting at lære om danske bier. De bier, han voksede op med i Syrien, ser anderledes ud, har en anden livscyklus og opfører sig helt anderledes end de danske. "De danske bier er blide, mens de syriske er meget aggressive," fortæller han. Én forkert bevægelse og de stikker. Der er kontant afregning, hvis man er uforsigtig eller uopmærksomhed et øjeblik. »Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange, jeg er blevet stukket i Syrien, men jeg vænnede mig til at blive stukket, selvom det kunne se voldsomt ud, hvis 10 bier på én gang fik ram på mig".
På sin mobiltelefon viser han billeder af eksotiske planter fra Syrien og fortæller, hvilke farver og smage, de hver især bidrager med til honningen. "Noget af det smukke ved produktionen af honning er, at man ikke selv kan bestemme farven og smagen. Det bestemmer bierne," siger han. I deres søgen efter nektar kan bierne flyve op til tolv kilometer, men bier er rationelle og flyver sjældent længere end højst nødvendigt. En bi flyver i gennemsnit kun lidt over en kilometer i sin søgen efter nektar.
Når jeg ser bierne flyve rundt efter nektar, får jeg det bedre. Når jeg er sammen med bierne, glemmer jeg krigen og det smadrede land, jeg forlod.
Aref viser nogle glas med Bybi's honning frem. Selvom honningen stammer fra den samme by, har de søde, klistrede dråber meget forskellige farver og smage. Bierne samler nektar fra blomster langs togskinner, i villahaver, i parker og fra altankasser. Man kan faktisk smage forskel på Københavns bydele, og om honningen er høstet forår, sommer eller efterår.
Bierne omkring Kongens Nytorv producerer en meget lys honning med blomstersmag, mens honningen fra Bella Center giver en sød og meget mørk honning. Formentligt fordi bierne suger nektar fra Amager Fælleds vilde blomster.
Aref voksede op i en landsby få kilometer fra den tyrkiske grænse, og det var hans lærer, der introducerede Aref til biens fascinerende væsen. Bien ved instinktivt, hvad den er sat i verden for, den slider sig selv ihjel for fællesskabets skyld, og når den kommunikerer med resten af kolonien, danser den. "Derudover spiller den en vigtig rolle i naturen som bestøver," siger Aref. "Den producerer honning, som er godt mod alverdens ting, og så er bien nævnt i Koranen."
Han elskede at studere honningens forskellige farver, spise den med oliven eller oven på friskdrænet yoghurt, og han gav tit sin honning væk til familie, besøgende og folk fra landsbyen. Som regel med formaningen om, at de ikke måtte spise for meget, for det kunne være skidt for hjertet.
Det Syrien, Aref forlod, var et andet. Landsbyen var mennesketom. Der var ingen vand, varme eller elektricitet. Bevægede man sig uden for landsbyen, var det med livet som indsats, for Islamisk Stat rykkede hele tiden tættere på. "Om vinteren satte folk ild til deres træmøbler for at få noget varme. Det var ikke til at holde ud. Det var ikke til at være menneske,« siger Aref om dagene op til, at han forlod sit hjem for at finde et sted i Europa, hvor hans hustru og tre børn kunne være i sikkerhed. Gården og bistaderne efterlod han til en ven, som ville blive i Syrien.
Det er mere end et halvt år siden, Aref sidst hørte fra vennen. Han håber, at gården stadig står der, og at bierne stadig vender hjem til bistaderne med maverne fulde af nektar. Men han ved det ikke. Måske er landsbyen i dag jævnet med jorden ligesom mange andre steder, Islamisk Stats krigere har sat deres fødder.
Aref drømmer om at vende tilbage til sit hjemland men siger, at det bliver sværere og sværere jo længere, krigen trækker ud. "Min familie og jeg bliver mere og mere knyttet til Danmark, og måske vil mine børn snart betragte Danmark som det land, de hører hjemme i." Derfor prøver Aref at lære det danske sprog. Han forstår en del, men taler ikke meget dansk endnu. Han kan også bedre og bedre lide smagen af den danske honning, selvom han savner den tunge syriske udgave, som han prøver at importere et par krukker af hertil.
Når det danske vejr bliver varmere, vil han igen se bierne flyve rundt. Der er noget beroligende ved at stå ude i det lille fabrikslokale og smelte og støbe nye vokstavler og gøre rent, men han holder mest af at følge bierne, når de er aktive. "Når folk har det dårligt og er i dårligt humør, tager de måske på ferie eller til stranden. Når jeg ser bierne flyve rundt efter nektar, får jeg det bedre. Når jeg er sammen med bierne, glemmer jeg krigen og det smadrede land, jeg forlod," siger Aref.
Honningproduktionen minder ham om, hvem han er. Han er ikke bare flygtning; han er biavler uanset hvor i verden, han befinder sig. Og når han spiser honning, kommer minderne om et fredeligt Syrien tilbage.
"Selvom den danske honning ikke smager som den syriske, husker jeg tilbage på mit hjem og mine egne bier i Syrien, når jeg spiser Bybis honning."