Bodegaer, brune beværtninger, værtshuse - kald dem hvad du vil. Fra den tvivlsomme indretning (slidte, knagende møbler og nikotingule vægge) til endnu mere tvivlsomme gæster (stamkunder med rødsprængte øjne og fattige studerende i skovmandsskjorter) er de historiske vandhuller et sted, hvor man kan gemme sig for verden og spilde et par timer med god samvittighed. Ifølge David Jacobsen Turner, forfatter til bogen Mens Verden Venter - Samtaler på Københavns værtshuse, er bodegaer unikke steder, "hvor man kan se unge studerende, midaldrende journalister, arbejdere og turister have det sjovt sammen".
Bare se på Rosengårdens Bodega i Indre By i København – en bar med en notorisk fortid. En nazi-stikker blev skudt der i 1944. Én af kuglerne sidder stadig boret ind i væggen bag baren. "Vores historie er en del af væggene – bogstaveligt talt," siger Jacobsen Turner. "Der er ikke nogen, der skal komme og sige, at et sted som her ikke er lige så vigtigt for Danmarkshistorien som alle de slotte, vi har bevaret."
For at lære mere om Rosengårdens Bodegas unikke fortid tog vi en fad med stedets ejer, Lars Matell-Hyllested.
MUNCHIES: Det er meget mørk herinde, Lars.
Lars Matell-Hyllested: Baren er over 140 år gammel, og de fleste af væggene er ikke blevet rørt siden midten af 1930'erne. Det var lovligt at ryge her i mange, mange år, så væggene og loftet er fuldstændig brune og svære at se. Men for et par år siden forbød vi rygning. Af flere forskellige grunde, ikke mindst fordi baren er så stor. Hvis baren er under 40 m2 må man tillade rygning. Det betyder, at alle er ved at blive kvalt af røg. Loven blev udformet på en lille beværtning i København af politikere, der altid sad der og røg og drak, og de spurgte ejeren, hvor stort stedet var. Han svarede "40 m2", så de besluttede: "OK, 40 m2 er grænsen, og i alt derover skal rygning være forbudt."
Det er nemt at romantisere rygerbarer, men når man arbejder der, er realiteterne… Frygtelige, kan jeg godt sige dig. Jeg røg ikke i ti år, men da vi forbød rygning begyndte jeg at ryge to dage efter, fordi jeg har været passiv ryger så længe. Om morgenen, dagen efter den sidste dag hvor man måtte ryge, hældte vi alle askebægerne ud på en avis og talte 1572 skoder, fra bare den ene aften. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange flere der blev smidt udenfor.
Den her bodega har en ret vild historie, er det ikke rigtigt? Det har den. Under anden verdenskrig, d. 20. april 1944, blev den værste stikker i København henrettet her, og man kan stadig se skudhullet bag baren. Manden, som blev skudt, hed Rudolf Christiansen, men hans øgenavn var Hestetyven. Han havde været i Ungarn, hvor han havde stjålet heste. Han var en rigtig skidt karl og havde mange menneskers liv på samvittigheden. Og han var skyld i at mange mennesker endte i koncentrationslejre. Han var – undskyld jeg bander – et røvhul. Modstandsbevægelsen Bopa (borgerlige partisaner) havde fulgt efter ham den dag. Men man kan ikke gemme sig i København. Det er byen ikke stor nok til.
Ikke engang på en bodega? Ikke engang på en bodega. De fulgte efter ham til H.C. Ørstedsparken, men der sad han med en ung dame – for han var lidt af en skørtejæger – og de kunne ikke få sig selv til at skyde ham der, for den stakkels pige ville blive smurt ind i blod og hjernemasse.
De var gentlemen, selvom han skulle myrdes. Præcis. Men de vidste, hvilke barer han frekventerede, så da han kom her ind, og de kom frem til, at han ikke vidste, han blev forfulgt, trådte de ind og skød ham med en revolver, som er sværere end man skulle tro. Politiet sagde, han blev skudt otte eller ni gange, men der var kun én kugle, der ramte ham. Han døde ikke på stedet, og man siger, at redderne ikke skyndte sig særlig meget med at få ham ind i ambulancen.
Lars peger på skudhullet bag baren.
Det er en utrolig historie. Er der mange, der kender historien, når de kommer herind? Der er ikke en dag, hvor der ikke er nogen, der kommer og spørger til det. Hver dag. Nogle gange ti eller femten mennesker.
Det må være godt for forretningen. Det er det. Vi sælger os ikke på det, men vi holder det heller ikke hemmeligt, for det er umuligt, og jeg ville sikkert selv blive skudt, hvis jeg overmalede skudhullet. Alligevel er vi ikke et museum, vi er en bar. Så vi har et princip. På hylden over skudhullet har vi vores shots, og hvis du køber et shot, må du se skudhullet. Hvis du ikke køber noget, kan du godt smutte igen. Mange mennesker vil gerne om bag baren og mærke hullet, men det må de ikke.
Hvilke shots vælger de fleste? Fernet-Branca, fordi det er det mest kendte. Der er også mange, der vælger Arnbitter. Men de må også gerne nøjes med en sodavand, hvis de vil. Det er bare nemt og hurtigt med shots. Køb et shot, se skuddet.
Du sidder i det, man kan kalder "dødsstolen", er det ikke rigtigt? Nej, det gør du. Det gør vi med alle journalister.
Tak. Vores branche dør så hurtigt i forvejen. Du har kørt restauranter og caféer før, men det her er din første bar. Er det svært? Noget af det, der kan være svært, er stamgæsterne. Du kender typen. De sidder og hænger og fortæller den samme forbandede historie aften efter aften. Det kan være lidt hårdt. De kommer, når de har fri fra arbejde, og hvis de kan mærke, du ikke har travlt, tvinger de dig op i et hjørne, som man ikke kan slippe ud af. De er jo egentlig bare ensomme. På den ene side har man ondt af dem. Men på den anden side er man heller ikke deres psykolog. Men man kan selvfølgelig sige, at alle bartendere er psykologer, på en måde. Det bliver man nødt til at være. Man møder så mange mennesker, og man bliver nødt til at være i stand til at håndtere dem. De fleste er søde. Men nogle af dem har en mørk side, der kommer frem efter et par øl.
Fortæller de dig om deres problemer? Ja, eller de bliver aggressive. Men det gør de kun én gang, for så får de ikke lov til at komme igen. Det tolererer vi ikke. Sådan er det. Hvis en dranker bliver for besværlig, beder vi dem finde en psykolog eller gå et andet sted hen. Vi er her ikke for at lytte til den samme historie dag efter dag, nat efter nat.
Hvordan håndterer du de folk? Har du været nødt til at blive fysisk med dem? Det har jeg aldrig i mine tre et halvt år, selv om en af de andre bartendere har været nødt til det. Jeg giver bare folk det indtryk, at de ikke skal fucke med mig. Og det er bedre at råbe af folk end at slå dem.
Vægmaleriet er lavet i 1930'erne af en scenemaler, der arbejdede på Det Kongelige Teater, da han ikke kunne betale sin gæld i baren.
Er der nogle farverige karakterer, som kommer her og drikker? Vi har nogle få, men det, der er sket i København, sker også over resten af Europa. De farverige eksistenser har ikke råd til at bo her mere. Det er kedelige mennesker, desværre, som flytter ind og ikke gør noget godt. De har solgt deres store huse udenfor København, og nu vil de ind til byen og leve et fancy liv, nu hvor de er kommet i overgangsalderen. Men bare fordi de flytter til Kbh. K, bliver de altså ikke mindre kedelige. Deres "fancy liv" er stadig noget, der foregår fredag og lørdag aften inden for hjemmets trykke, borgerlige rammer. Og det skaber altså ikke liv i en by, at "lillemor og farmand" går i Torvehallerne lørdag eftermiddag og handler i 20-30 minutter, mens de tror, at de er 'åh så københavner-hippe'.
Der var en fyr, som boede her i bygningen. Han døde sidste år og var sidst i 70'erne. Jeg kan huske en mandag eftermiddag, hvor han kom ned med en kæmpe tuba og begyndte at trutte på gaden og herinde, selvom han ikke kunne finde ud af at spille på den. Han sagde, "se, jeg har fundet en tuba, den vil jeg lære at spille på". Han boede hele sit liv i Indre By. Hvis det fortsætter, som det er nu, vil hele lortet være et indkøbscenter om fem år. Du ved, så bliver det sådan, at når aftenen falder på, vil man høre over højtalerne: "København lukker nu. Vær venlig at forlade byen".
Billedet af Doris Day blev sat op af nogle stamgæster, der en dag ikke vidste, hvad de skulle fejre. De fandt så ud af, at det var Doris Day's fødselsdag, og lige siden er den blevet fejret.
Hvad er det mærkeligste, der er sket herinde? København havde et terrorangreb sidste år mod synagogen i Krystalgade, som har en bagside, der vender over mod os. Jeg havde en propfyldt bar, og vi blev låst inde af politiet. De kom ind med maskingeværer. Det var en frygtelig aften, fordi den ene halvdel var unge mennesker, som ikke rigtig forstod det, og den anden halvdel var ret stive, så det hele var ret bizart. Jeg blev nødt til at slå en fyr i gulvet, give ham en knytnæve, fordi han gik helt amok i panik. Politiet sagde ikke, hvad der foregik. De sagde, vi skulle blive bagerst i lokalet, væk fra vinduerne.
Det var frygteligt. Jeg var ikke på arbejde, men jeg var der tilfældigvis med min kone og nogle venner. Jeg havde drukket lidt, men blev lynhurtigt ædru. Vi tjekkede på vores telefoner, hvad der var sket. Vi måtte ikke gå ud i tre-fire timer. Der var en fyr, der forsøgte at flygte ud ad vinduet og skar sig på noget. Der var blod over det hele. Da jeg gik udenfor for at hente hjælp, blev jeg kastet i jorden og fik presset et maskingevær mod tindingen. Det var en underlig nat. Jeg lod folk tage, hvad de havde lyst til i køleskabet. Det kostede mig en formue.
Hvorfor gør du det her? Jeg har en stor kærlighed til gamle værtshuse og hotdogs. Jeg kan godt lide de gamle bodegaer. Det er der, hvor alle mødes. Vi er alle lige, når vi træder ind på en bodega eller står ved pølsevognen. Få dig en snak, det er hyggeligt. Og jeg kan lide det, for det får man ikke på de nye caféer. Når du træder ind på en bodega, er det faktisk lovligt at gå hen og snakke med andre. Det er menneskeligt. Jeg kan lide det menneskelige ved disse steder.