Flyvergrillens vidunderlige verden af bølgefritter og flyspottere
Sarah Buthmann

FYI.

This story is over 5 years old.

Grillbarer

Flyvergrillens vidunderlige verden af bølgefritter og flyspottere

På grillbaren ude ved landingsbanen i Kastrup er der plads til kongelige, fodboldstjerner, flyspottere og de udsatte.
Sarah Buthmann

Tekst af Niklas Roar. Alle billeder af Sarah Buthmann.

Jeg tager den første bid af min lune mexiburger, mens den lavstammede herre til højre for mig tager sit velvoksne kamera frem og sætter et objektiv på, der ville give selv den mest energiske paparazzo-fotograf rejsning. Objektivet er på længde med min underarm, og det første fly, han skyder denne dag, er en ganske almindelig Airbus A320 fra Easyjet netop ankommet fra London.

Jeg dypper to bølgeskårne pommes frites i den lille bøtte med salatmayonnaise, vender blikket væk fra det orangemalede fly og betragter den grillbar, der er blevet et samlingspunkt for amagerkanere, nostalgikere, flyspottere, sultne håndværkere og alle derimellem fra hele københavnsområdet.

Annoncering

Flyvergrillen er Jannie Eilsøs stolthed: "Da jeg startede herude, var der så lidt at lave, at man næsten kunne sidde og spise sammen med kunderne. Men det er bare gået fremad siden. Kurven er rimeligt stigende, og jeg får stadig flere ansatte."

Hun har netop fejret 25-års jubilæum som ejer her i skyggen af Københavns Lufthavn, hvor flyene passerer lige for næsen af gæsterne, der gerne tager mobilen frem og filmer, når et fly er ankommet. Flyvergrillens historie begyndte i 1972, hvor den daværende ejer startede med at sælge is fra en lille bod på en trailer, hvorefter sortimentet efterhånden blev udvidet til at indbefatte pølser.

Sarah Buthmann
Sarah Buthmann

Beliggenheden var afgørende for stedets overlevelse, og efterhånden blev der bygget en decideret grillbar med borde og stole og et udendørsområde. "Der kommer mange kendte mennesker," siger Jannie. "Det har vi dagligt, og de får lov at være i fred. Nogle af de nye ispiger bliver helt usikre. Men sådan er det bare, siger jeg. Slap nu af. Og så 'cooler' de lidt. For de ser, at lidt efter kommer der en ny fodboldspiller, sanger eller skuespiller.

"Og så kom de kongelige unger her meget, da de var mindre," siger Jannie mere lavmælt, som om hun frygter at blive hentet af PET i en sort varevogn. Men der er plads til alle på Flyvergrillen; til kongelige, vuggestuebørn, pensionister, og folk som ikke har et liv på første klasse.

"Du kan komme ind med en rullestol, og du kan råbe og skrige, som nogle syge mennesker gør. De kan sgu ikke være alle steder, men de kan være her."

Annoncering
Sarah Buthmann
Sarah Buthmann

Mexiburgeren på tallerkenen foran mig er stedets topsællert. Det er håndværkernes favorit, og burgeren tjener som en hovedret indledt af en tyk pølse med sennep og ketchup som en slags arbejderens antipasto. Der ryger typisk 50 burgere over disken i løbet af en dag, fyldt med mexidressing, der er lavet på peberfrugt, majs, krydderier og en tyk tomatketchup.

Jeg supplerer med endnu en bakke af de bølgeskårne pommes frites, der mest af alt hører min barndom til. "Det er bare de bedste. Det kan godt være, de er en lille smule dyrere, men det er noget med den der overflade, de får. De bliver helt sprøde. Det bliver jeg ved med at køre med," siger Janni. "De der tynde er der ikke en skid i. Her er der noget kartoffel indeni."

Men det er ikke alle, der kommer efter fritter og mexidressing. Navnlig ikke de personer med de store rygsække fyldt med objektiver og madpakker hjemmefra. De går kun sjældent ind på grillen.

"De kommer hver dag og har deres eget vand med," fortæller Janni, der vurderer, at de fleste af flyspotterne er single mænd, selv om der også er et par kvinder imellem. "Engang imellem kommer de så ned og skal have en kop kaffe i deres eget termokrus. Men de har været her, siden jeg er kommet."

Sarah Buthmann
Sarah Buthmann

Jannie lader sig dog ikke gå på, for de betalende kunder bliver stadig flere. Og det betyder, at hun har fået fremstillet tegninger og indhentet de nødvendige tilladelser til at bygge en sal ovenpå den eksisterende grillbar. Det står dog stadig hen i det uvisse, om det bliver virkelighed. "Jeg ved ikke rigtig. Jeg tænker jo også over, hvor længe jeg vil blive ved. Jeg er 56, og så er der endnu flere ting at se til."

Annoncering

Udvidelsen vil i givet fald betyde en slags á la carte-restaurant med servering. Der gives dog anderledes tydelige garantier for fremtidige investeringer i den mere ydmyge ende af skalaen. Lige nu agter Janni nemlig at købe og installere en ny ovn: "Den nuværende kan simpelthen ikke følge med. Vi laver jo gerne ti ribbenstege om dagen. "

En transatlantisk firemotors Airbus A340 er netop ankommet fra Chicago og triller forbi. Den skaber straks mere liv blandt flyspotterne og de spisende på terrassen end de foregående mere almindelige flytyper. Jannie er ret ligeglad med de mange fly. Hun kan ikke skelne den ene flytype fra den anden – også selv om hun engang begyndte at tage flycertifikat i Roskilde. Det, der betyder noget for hende, er den daglige arbejdsglæde. "Jeg bliver i godt humør, når folk siger 'tak for god mad' eller 'hvor er her hyggeligt, jeg har aldrig været her før'. Så er dagen reddet."

Det har den været i mere end 25 år, siden Jannie kom hertil fra en beværtning i Nyhavn. Hun har netop fornyet menukortet med en buffalo-burger med mørbrad, bløde løg og bearnaise. Samt en kyllingeburger med en hjemmelavet karrydressing. Hun bedyrer, at de begge smager "pissegodt".

Sarah Buthmann
Sarah Buthmann

Men fornyelse har næppe været vejen til succes. Hverdagens tryghed, arbejdsglæde og solid kost serveret med et smil og en kæk bemærkning har indtil videre været den rette opskrift. Flyvergrillen er mere end kult.

Annoncering

Flyvergrillen er smagen af en anden tid. En mere simpel tid. En tid, hvor valget af spisested ikke blev afgjort i en bitter strid mellem speltboller, ramsløgspesto eller glutenfri blomkålspasta, men ud fra det simple spørgsmål:

Skal fritterne være med eller uden bølger?

Sarah Buthmann
Sarah Buthmann
Sarah Buthmann