Det rene kaffeliv i narkoens skygge
Illustration af Erik Pontoppidan.

FYI.

This story is over 5 years old.

kaffe

Det rene kaffeliv i narkoens skygge

I den mexicanske jungle slås danske Bo Blindkilde med korruption, narko og fattigdom, mens han forsøger at skabe verdens bedste økologiske kaffe.

På Bo Blindkildes kaffefarm i Fortín de las Flores, er der et sted, hvor han kan paraglide. Hvis han er dygtig, lander han det samme sted igen, efter en svævetur ud over alt det uendelige grønne. Men hvis han er lidt uheldig med vinden, så lander han på en fodboldbane lidt derfra, og så skal han kravle de 500 meter op til udgangspunktet igen. Første gang han landede på fodboldbanen, var det naturligvis midt i en fodboldkamp. Midt i et straffespark. Femten lokale børn i alle aldre myldrede op omkring ham. Et af dem fik øje på Bos ur, et rigtigt livsstilsur med kompas, temperatur-, vind- og fugtighedsmåler, og stirrede længe på det. Så kiggede barnet på sit eget, et billigt kineserur, inden han så op på Bo og sagde "Det er et flot ur. Er det dyrt?" Bo nikker og roser også drengens ur. "Viser det tiden bedre end mit?" spurgte drengen så. Og det er jo et dødssygt spørgsmål. Svaret var nej.

Annoncering

Det er en lang tur, den tidligere advokat, bankmand og supermaterialist Bo Blindkilde har været på. Fra livet i den københavnske og nordsjællandske overhalingsbane til et liv som kaffefarmer i et samfund, hvor alt det han troede, han vidste, pludseligt ikke giver mening eller kan bruges længere. For seks år siden købte han en kaffefarm, Café Pura Vida, ude i den mexicanske jungle. Her satte han sig for, nænsomt og skånsomt, at producere det, der skal være verdens bedste, økologiske kaffe. Midt i mellem korruption, narko, machokultur og den umulige kærlighed til kontrasternes land - og uden at have forudgående kendskab til produktion af kaffe. Ja, faktisk brød han sig end ikke om kaffe.

Jeg møder ham på kaffebaren Prolog i Kødbyen, og han taler meget og intenst. Fortæller historier fra sit, helt ærligt, ret eventyrlige liv i den mexicanske jungle. Mange af historierne starter med "Lars, det du skal forstå er…"

"Lars, det du skal forstå er, at jeg er jurist med to mastergrader. Jeg er HD uden hovedopgave. Men jeg kan ikke finde ud af at købe et æsel. Og derude er det vigtigt at have et godt æsel. Jeg har købt det værste æsel i Mexico. Det ligger bare der og skryder af mig. Men det har jeg ikke lært noget om på x-antal universiteter i London. Jeg kan ikke engang google mig til det."

Bo mødte sin mexicanske kone, da hun studerede i København. En dag satte hun ham stolen for døren og sagde: "Bo, hvis vi stadig skal være gift, så skal det være i Mexico." For hende, som for alle andre mexicanere, betyder familien alt, og hun ville hjem til dem. Så Bo flyttede til Mexico City. Men den rastløse mand, der var vant til at have mange jern i ilden, manglede et projekt, så dagene ikke bare gik med konens familie og det gode liv i den hektiske millionby. Han ville have et sommerhus. Så han købte en kaffefarm. En lille én på 18 hektarer, 400 km sydøst fra Mexico City. Og han blev bidt af det.

Annoncering

Læs mere: Jeg drak kenyanske kaffebønder koffein-høje i deres egen høst

Han havde aldrig rigtigt drukket kaffe. Den kaffe, han kendte fra advokatkontorerne, var den anonyme, sure og bitre massefremstillede bryg, som kunne stå en hel dag i kaffekander med stigende undertryk. Men han blev grebet af tanken om at dyrke noget. Og da han skulle registrere sin virksomhed, var der en, der foreslog ham at levere nogle sække til den Mexicanske Cup of Excellence-konkurrence; kaffens Oscar-uddeling. Bare for at se, hvad hans bønner kunne.

Bos bønner blev nummer fem. Med skudsmålet om, at han med lidt dygtiggørelse kunne lave verdens bedste kaffe.

"Når der er nogle, der siger det til mig, så bliver der trykket på en knap. Jeg er vokset op med at skulle være den bedste. Det skyldes min far. Når jeg kom hjem og var blevet nummer to i en sejlkonkurrence, spurgte han, bag avisen, hvorfor jeg ikke var blevet nummer et. Når jeg var blevet nummer et med 30 sekunder, spurgte han: hvorfor ikke to minutter. Den slags sidder fast."

Så Bo tog ud på farmen i Mexico og lavede alting om. Læste alt hvad han kunne finde om lort. For lort er en vigtig del af en økologisk kaffefarm. Og økologisk skulle den være. Han havde brug for et rent projekt. Et rent liv. Pura vida. Det gav naturligvis ikke kun klapsalver blandt hans landarbejdere. "Jeg forstår det godt. Før kunne de nøjes med at drysse 100 gram kemisk gødning på hver kaffeplante. Nu skal det have 30 kg fårelort. 3 gange om året. Og det er jo ikke en flad mark, vi taler om. Det er kuperet terræn og der er varmt."

Annoncering

Kaffen fra Pura Vida er det man kalder 'speciality' kaffe. Det adskiller sig først og fremmest fra alt det masseproducerede ved produktionsmetoden. Alt bliver nurset. Ingen detaljer er for små. Fra beskæringen af planterne over de mineraler og den gødning de skal have, til hvordan kaffebærrene bliver plukkede. Der er mange bær på et træ, og de modner ikke ens eller samtidig. Kun de perfekt modnede bær får lov at blive plukket. Er maskinerne rene? Har vandet den rigtige ph-værdi og er det rent? Derefter kommer hele fermenteringsdelen. Det er en kliché, men det ER en videnskab. Og det er hårdt arbejde.

Bo_Blindkilde_kaffe_mexico_01

Bo har en social kontrakt med landarbejderne. Han kan ikke betale dem det, han synes de er værd, for selvom han har haft farmen i seks år, og hans kaffe er vidt og bredt berømmet, så har den endnu ikke kastet overskud af sig. Sådan er det med økologi på en lille farm. Det er svært at få merprisen i forhold til den ekstra indsats, det kræver. Og selvom Bo betaler bedre end så mange andre kaffefarmere gør, så er det slet ikke nok. Men er der noget med landarbejdernes børn, deres skole eller er de syge og har brug for lægehjælp, så klarer han det for dem

Så Bo er en god chef, synes han selv. Meget anderledes end den klassiske mexicanske patron, der sidder bag skrivebordet og kun indimellem, kommer ud og råber ad detaljer. På Bos farm er de ligestillede med ham. De er sammen om projektet. Bo giver ansvar fra sig, og så går han i øvrigt forrest. Også når der skal slæbes kaffesække på 70 kg. Arbejdstilsynet findes ikke i Mexico. I Mexico findes intet tilsyn. Kun korruption.

Annoncering

"Jeg har overtrådt samtlige straffelovens regler om korruption. Samtlige. For i Mexico er korruption en levevej." Bo fortæller, at skal man have lov til at eksportere sin kaffe, skal man køre ud til Vera Cruz. Havnebyen, hvor der altid er stinkende varmt. Så skal man finde et kontor, hvor der sidder en stor, tyk mand med et enormt overskæg og sveder lidt i brisen fra ventilatoren bag ham. På skrivebordet foran ham hænger alle stemplerne i et stativ, og det er de stempler, du vil have fat i. De stempler er forskellen på, om din kaffe kan komme ud i verden eller må rådne op i junglen. Og han ved det. Og så begynder skuespillet.

"Selvom du ved, at dine papirer er i orden og at det vil tage ham et minut at give dig de stempler, så er det ikke sådan, det fungerer. Du skal forstå spillet." Og spillet er langvarigt. Du må ikke betale ham for hurtigt. Så virker du desperat og så skruer han prisen op. Hvis du betaler for lidt, så ydmyger du ham. Du tiltaler ham med "højt ærede" og "hvis De har tid…" og spørger: "Hvordan har familien det?…"

Læs mere: En finsk mester-barista vil revolutionere din pulverkaffe

"Rigtigt og forkert er ikke så interessant i Mexico. Det er en machokultur, og det gælder om at få ret. Hvis du går en tur på kirkegården derovre, vil du kunne se gravsten, hvori der er hugget: "Han havde ret." Det siger ligesom alt, ikke?" Bo beskriver det at få tingene til at fungere i Mexico, som at stige op i en boksering. På papiret er der regler om for eksempel ikke at slå under bæltestedet, men hvis ham i det andet hjørne ikke laver andet end at slå under bæltestedet, så må man bestemme sig for, om man kravler ud af ringen igen eller kæmper videre på samme præmis.

Annoncering

Og så er vi ved det man uvægerligt tænker på, når snakken går på Mexico. Landets sociale problemer, der næsten alle bunder i narkoen. Det er svært for Bo at skaffe unge mænd, der vil arbejde på farmen. Kartellerne har et fast greb i dem. Kan man få et kilo kokain over grænsen, kan man tjene to årslønninger. "Hvis du har et sygt barn eller andre uoverskuelige økonomiske problemer, ville du så ikke gøre det?" spørger Bo sigende uden at vente på svaret. Han løfter bare sin venstre hånd. Den mellemste finger er spids som en kuglepen. En mexicansk kaffekværn gjorde det. Den finger kostede ham 300.000 kroner.

Men det er ikke alle, der vil vove pelsen for narko. Bare det at komme til det forjættede land nordpå og lave, hvad som helst på bunden af det amerikanske arbejdsmarked, er bedre lønnet end arbejdet på kaffefarmene." Tæt på min farm kører et tog forbi, som de kalder The Beast. Alle mine landarbejdere står og ser drømmende efter det, når det kører forbi. Det er det tog, der kører alle de illegale immigranter nordpå til den amerikanske grænse. Nogle af dem har været afsted, men vil igen. Andre drømmer om det. Det har en enorm tiltrækning."

Bo lægger ikke skjul på, at han altid har været en outsider, og det er ikke blevet mindre efter seks år i junglen. Han passer ikke længere ind herhjemme, kan ikke sidde i selskaber. "Det er ikke en kritik af mine venner og deres hustruer," forklarer Bo. "Jeg er bare et helt andet sted nu, og jeg er pissebange for, at jeg aldrig kan komme tilbage." Bo fortæller, at han overvejer at købe 600 hektar kaffeplantage i Oaxaca. Et endnu mere ufremkommeligt hjørne af Mexico "Og så kan der godt gå Unabomber-særling i den. Det kan jeg godt frygte," siger han og griner. Heldigvis.

Annoncering
Bo_Blindkilde_kaffe_mexico_02

Men inden, der går Unabomber i den, har han trykket på pauseknappen. Det er tørketid på farmen, så han kan være væk med nogenlunde god samvittighed. Han kan tage nogle uger i, om ikke trygge, så i hvert fald mere komfortable rammer. Til at overveje, hvad der nu skal ske. Skal han udvide farmen? Skal han fortsætte med økologien, som giver så god mening, men som er så svær at tjene penge på lige nu? Men det er ikke kun derfor, han er i Danmark.

Som en af de få cykler Bo, når han er i Mexico City. Selvom alle siger, at det er vanvid. Men for sådan en som Bo er den slags bare en udfordring. Og han har fundet en metode. "Man skal cykle, som var cyklen en Hummer. Ligge ude midt på vejen, larme og bitche. Så går det," forklarer Bo. Men en dag for ikke så længe siden havde Bo god tid, så han tog cykelstien og fulgte reglerne. Og så går det galt. Han bliver kørt ned bagfra af en bil. Slår en saltomortale, brækker næse og ribben og får en kraftig hjernerystelse. Bilisten vil stikke af, men Bo forhindrer det ved at lægge sig ind foran bilen, indtil politiet kommer. "Big mistake…" siger Bo og smiler. "For mindre end en time efter, at jeg er blevet indlagt, står der en politibetjent med læderhud, spejlbriller og maskingevær ved min sygeseng og siger, at jeg er blevet anklaget for at tæve bilisten."

Den slags finder en advokat sig naturligvis ikke i, og sammen med sin egen advokat sætter Bo sig for at bevise sin uskyld. Han finder overvågningsvideoer, der fuldstændigt frikender ham. Men det betyder jo samtidig, at han har afsløret politiet i at lyve. "Så lige i øjeblikket er der nogle ikke så behagelige typer, der går og banker på min dør hjemme i Mexico."

"Men jeg fortsætter min rejse", siger han stålsat. En rejse, der har været givende på alle andre end det økonomiske plan, og som har gjort ham ydmyg. Når man i bankverdenen får at vide, at man skal forbedre sig fem procent, så løber man lidt hurtigere, eller forvalter midlerne lidt anderledes. Den går ikke med kaffeplanterne. "Her styrer vind, vejr og sygdomme" siger Bo. "Begår man en fejl går der et år, før man kan rette op på det igen. Og man venter 3-4 år på, at et træ man har plejet og passet, vokser op. Og når man så skal til at høste af det, kommer der en muldvarp forbi og bider roden over. Jeg kan ikke kontrollere det, og for sådan en som mig, er det en kæmpe omvæltning."

Man bliver forpustet af at høre Bo Blindkilde fortælle, og tiden flyver. Hans kærlighed til Mexico, til menneskene og til kaffen lyser ud af ham. At han en dag kommer til at lave verdens bedste kaffe, er jeg ikke i tvivl om. Han er godt på vej. Og indtil videre er du heldig at kunne købe en kop af den hos Prolog i Kødbyens trygge rammer.

Langt fra junglen, volden, narkoen og alt det der gør fortællingen om Bo og Mexico til en rigtig kærlighedshistorie.