LGBTQ

Hvad jeg lærte af mine første 36 dage i en støttegruppe for meth-afhængige

På meth blev alle mine vildeste seksuelle fantasier til virkelighed. Da jeg indså, at jeg var afhængig, måtte jeg også indse, at mit liv aldrig ville blive det samme igen.
4.1.17

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Metamfetamin blev aldrig til en daglig ting for mig. Jeg havde aldrig nogensinde en fire-dage lang bender – ikke en eneste gang. Men jeg tog nok til at blive nervøs for, om jeg havde et problem. Og i tråd med mundheldet: Hvis du tror, du har et problem, så har du et problem.

Jeg begyndte at ryge meth i august 2015, da jeg boede i Los Angeles. Mit liv havde en kaotisk struktur, som oftest danner grobund for dårlige vaner: Jeg havde fået min drømmepraktikplads på mit yndlingsblad, så jeg var stresset hver eneste dag for at klare mig godt og imponere mine kolleger. Jeg kendte ikke nogen i byen, og jeg lagde ikke særlig mange kræfter i at finde nye venner, eftersom jeg havde en kæreste på østkysten. Men så, på næsten samme tid, gik mit forhold i stykker, min praktik sluttede, og de familiemedlemmer, jeg boede hos, besluttede at flytte tilbage østpå, så jeg ikke havde noget sted at bo. Jeg begyndte at couchsurfe og blev afhængig af de få homoseksuelle mænd, jeg kendte, for at kunne blive i byen. Jeg begyndte at være escort og hooke op med fyre for at fjerne tankerne fra min eks. En aften til en sexfest i West Hollywood, røg jeg meth for første gang.

Jeg har slørede minder fra saunaklubber og tilfældige soveværelser over hele byen, hvor jeg ligger med mine ben i vejret, mens fyre, jeg ikke kan huske, stikker kæmpemæssigt legetøj op i røven på mig, og jeg tager imod uden problemer.

Da jeg flyttede fra LA i januar 2016, røg jeg hver eneste weekend. Jeg havde en hel masse intens, kinky sex, som jeg altid havde drømt om – gangbangs med 20 fyre, der varede hele natten (og det meste af den næste dag), fisting, sexklub-marathon, XXL-legetøj. Jeg havde i flere år gerne ville være en bedre bottom. Når jeg var høj, kunne jeg meget nemmere tage en pik, og endda virkelig hårdt. Jeg har slørede minder fra saunaklubber og tilfældige soveværelser over hele byen, hvor jeg ligger med mine ben i vejret, mens fyre, jeg ikke kan huske, stikker kæmpemæssigt legetøj op i røven på mig, og jeg tager imod uden problemer. Fisting – noget jeg kun havde gjort få gange før – blev pludselig meget nemmere, men kun når jeg var høj.

Så begyndte problemerne at komme. Jeg havde taget mange stoffer tidligere, men havde altid været i stand til at lade være i flere måneder af gangen. For første gang i mit liv begyndte jeg at få abstinenser. Selv midt på dagen, helt uprovokeret. Når jeg tænkte på sex, fik jeg pludselig lyst til at ryge. Så det gjorde jeg.

Annoncering

Senere lærte jeg, at meth udløser en kæmpe mængde dopamin i hjernen – næsten fire gange så meget som kokain. Det kan føre til anhedoni – en formindsket evne til at nyde simple menneskelige glæder uden at være høj. Man er afhængig af meth for at kunne nyde sex. Mange på afvænning er nødt til at afholde sig helt fra sex i en periode (for nogles vedkommende i mange år) indtil de finder en måde at dyrke sex på, der ikke fremprovokerer lysten til at tage stoffer. Det er nogle, som aldrig lykkes med det.

Jeg forlod LA for at flytte tilbage østkysten for at lappe tingene sammen med min eks – hvilket ikke lykkedes – og for at stoppe med meth. Jeg troede, det eneste, jeg havde brug for, var luftforandring. Men så en aften, mens jeg sørgede over mit forliste forhold, røg jeg igen. Og et par uger senere, gjorde jeg det igen. Og igen. Pludselig var min gamle vane tilbage.

Efter et slemt tilbagefald i sidste måned skrev jeg til en ven om morgenen: "Jeg fuckede op igen. Jeg har et problem." Han rådede mig til at tage til møde hos Crystal Meth Anonymous for homoseksuelle mænd samme aften.

Nu har jeg været i gang i 36 dage. Crystal Meth Anonymous er baseret på Anonyme Alkoholikere, og inden jeg begyndte på programmet, tænkte jeg, at gruppeterapi med det formål måtte være mærkeligt – en creepy, sekt-agtig tilgang til det at vænne sig af med en stofafhængighed. Det tænker jeg egentlig stadig. Men de andres smukke ansigter og de vigtige samtaler, vi har haft, har fået mig til at fortsætte. Og det er jeg glad for.

Det tog mig 12 dage at acceptere, at jeg har et problem, og det har indtil videre været den sværeste del af processen. Det føles ligesom at finde ud af, at man har HIV – en proces, jeg allerede har været igennem. At acceptere sin afhængighed betyder, at man indser, at resten af ens liv vil være anderledes fra det punkt. En afhængighed som den her går aldrig helt væk uanset hvor lang tid, man har været clean (ét tilbagefald kan være nok til at ødelægge det hele), og det ændrer den måde man dater, hooker up, går på sexklubber og homobarer, forberedelserne til Pride og erotiske events som Folsom Street Fair.

Men her er det gode ved det hele: Efter et par uger i programmet indser man, hvor stærkt ens netværk af venner rent faktisk er. Det er nemt at kritisere homomiljøet for dets (mange) fejl og mangler, men efter 15 dage kunne jeg se, hvor mange af mine queer brødre og søstre, både clean, brugere og misbrugere, som kom mig til undsætning, efter jeg havde bekendtgjort, at jeg var på afvænning. Homoer i mit fitnesscenter, som jeg kun havde smalltalket med, kom og tilbød deres støtte. Jeg kan dårligt nok få venner, jeg har kendt i flere måneder, til at skrive tilbage, når de er i byen, men pludselig var der folk i støttegruppen, som jeg knap nok kender, der inviterede mig med til alt muligt.

Møderne har stadig den der sekt-agtige følelse. De begynder altid med det samme ritual: En læser de 12 traditioner højt, og reciterer den samme introduktion igen og igen. Mødelederen læser typisk fra den store bog fra Anonyme Alkoholikere, som bliver behandlet med den samme ærbødighed som Biblen. Jeg er ateist, så jeg har det lidt svært med tekstens mere spirituelle aspekter. Omvendt har jeg mødt andre ateister i programmet, som har fundet styrke ved bare at tro på selve gruppen.

I 2015 rapporterede The Advocate, at meth-forbruget er fem til ti gange mere udbredt blandt homo- og biseksuelle mænd i storbyer end blandt den generelle befolkning i USA. Omtrent 85 procent af methbrugerne bruger stoffet vedvarende. Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg har hørt begrebet "stille epidemi", siden jeg startede i støttegruppen. Det er svært at forstå, hvor lidt methafhængighed bliver omtalt i medierne, og hvor meget stigmatisering, det stadig er omgivet af i queer-miljøet. HIV og seksuelt overførte sygdomme får uforholdsmæssigt meget medieopmærksomhed sammenlignet med afhængighed. Min egen erfaring er, at meth påvirker hver eneste homoseksuelle mand, jeg kender – enten direkte eller indirekte. For mig personligt er den observation ligeså trøstende, som den er foruroligende.