Annoncering
Politik

Trumps USA forpligter mig til at være så bøsset, jeg kan være

Mødt med had og politisk tilbagegang er mit liv i sig selv blevet politiseret. Det betyder, at jeg ikke har andre valg end at elske og knalde, så meget jeg kan.

af Jeff Leavell
09 januar 2017, 8:52am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Som homoseksuel mand er det nogle gange svært for mig ikke at beskue hele mit liv gennem en politisk linse. Hvordan jeg lever mit liv – hvem jeg elsker, hvordan jeg elsker dem, og hvor mange af dem jeg elsker, hvem og hvordan jeg knalder, antallet af mænd jeg har sex med – er pludselig blevet politiseret. Måske har det altid været sådan, men nu – få uger før Trumps indsættelse – føles det hele pludselig meget uundgåeligt.

Jeg er en HIV-positiv, polyamourøs mand i et åbent trekantsforhold. Det er normalt for mig. Det er mærkeligt at tænke på, at de ting, som er en integreret del af mig, er dybt uetiske for de politiske og religiøse institutioner, som prøver at dæmonisere mennesker, der lever deres liv ligesom mig.

Jeg bliver ofte angrebet for de valg, jeg har truffet – som om mit liv på en eller måde er grundlæggende forkert. De kommer ikke kun fra højreorienterede fanatikere. Jeg får en masse had fra homoseksuelle mænd, som kalder mig grådig og selvisk, amoralsk og en trussel mod den homoseksuelle rettighedskamp. De siger, at mit liv er et bevis på alle de sindssyge fordomme, de konservative har om queer-miljøet. Det fascinerer mig, for jeg har hele tiden forsøgt at vise folk, at det er okay at være sig selv, leve det liv, man ønsker, og elske den, man elsker. Det er okay at blive dybt forelsket så ofte som muligt, at knalde dem, man vil, så ofte man vil, at være okay med sin HIV-status og sit udseende og alle de andre måder, folk forsøger at stigmatisere din krop på i den her verden. Det er okay at være den, du er, og hvis det ikke er "queer", så ved jeg ikke, hvad der er.

"Det at være bøsse, lesbisk, biseksuel, transkønnet og queer er uden tvivl blevet en politisk handling. Vi står på tærsklen til, hvad der ser ud til at blive en kolossal politisk kamp."

Jeg har en ven i begyndelsen af tyverne, som kommer fra en konservativ, religiøs, Trump-støttende familie. Inden han skulle hjem henover julen, havde vi talt om, at han ville fortælle sin familie, at han er homoseksuel. Men den første aften skrev han: "Jeg kan ikke. Min far har lige sagt: 'Hvem fanden går op i, at George Michael er død, han var bare en svans med AIDS.' Hvordan kan jeg fortælle dem det om mig?"

Inden jul var jeg ude at købe gaver med en anden ven, som skulle købe gaver til sine søskende, og det slog mig, hvor omhyggelig han var med ikke at købe noget, der kunne opfattes som anti-kristent – ingen Harry Potter, ikke noget, der havde forbindelse til magi eller science fiction. Han fortalte mig, at han ikke må tale om at være homoseksuel i sin familie, hvis han ville være sammen med sine søskende.

Jeg har været heldig at leve mit liv i en boble af progressive, frisindede, tolerante værdier. Næstefter min mand var min far den første, jeg fortalte, at jeg er HIV-positiv. Jeg kan huske præcis, hvad han sagde: "Jeg elsker dig. Gå til lægen, få medicin, og lev så dit liv. Det her er bare begyndelsen på noget nyt. Det er ikke slutningen."

Tanken om, at en forælders kærlighed kan være betinget af, hvem man elsker, er mildt sagt fremmed for mig.

Og i en verden, hvor vi bliver skudt ned og er målet for angreb, hvor kampen for vores basale rettigheder til at udtrykke vores partnerskaber og ægteskaber er blevet en politisk kamp, og hvor vores transkønnede og ikke-binære allierede rutinemæssigt bliver nægtet basal menneskelig værdighed, så er det at være bøsse, lesbisk, biseksuel, transkønnet og queer uden tvivl blevet en politisk handling. Vi står på tærsklen til, hvad der ser ud til at blive en kolossal politisk kamp. 

Spørgsmålet er så: Er vi som medlemmer af miljøet forpligtet til en bestemt slags adfærd? Er vi forpligtet til at være bevidste om, hvordan konservative opfatter vores liv og valg? Er jeg – hvilket mange af de, der læser mine ting, lader til at synes – forpligtet til at opføre mig på en bestemt måde?

Som svar på mine artikler har jeg fået at vide, at et åbent forhold ikke er et "rigtigt" forhold. At jeg tydeligvis ikke elsker min mand; for hvorfor skulle jeg ellers have brug for to kærester? Jeg fik en gang at vide, at jeg "fortjente at få AIDS," fordi jeg var så billig, og at jeg skulle "drikke blegemiddel og dø", fordi min livsstil var et direkte angreb på moralen. Jeg har fået at vide, at jeg repræsenterer alt det, der er galt med homoseksuelle mænd.

"Hvis jeg har lyst til at være den billigste, mest beskidte bøsserøv i hele verden, hvorfor fanden skulle jeg så ikke kunne være det uden at være bange for at blive dømt eller retsforfulgt?"

Jeg mener, at min forpligtelse er at leve mit liv i modsætning til, hvad mine kritikere mener, jeg bør. En forpligtelse til at være den sandeste udgave af mig selv, jeg overhovedet kan være. Jeg mener, helt ned i hjertet, at jeg er nødt til at være så bøsset og stolt som overhovedet muligt og skrive for alle dem, som ikke har en stemme. Jeg må knalde og elske og nyde mit liv, så meget som muligt, og i mødet med had er det eneste logiske modsvar at blive forelsket og finde lykken – at være så grådig som muligt, fordi jeg vil have hver eneste fucking ting, livet byder på. Og queer-personer over hele verden skal vide, at de også kan leve det liv, de vil. Selv hvis deres liv ikke ligner det, jeg har valgt, så fortjener de at leve dem, præcis som de vil. 

Hvorfor skulle nogen af os være forpligtede til at leve vores liv efter nogle andres idéer om, hvordan det skal se ud? Hvis jeg har lyst til at være den billigste, mest beskidte bøsserøv i hele verden, hvorfor fanden skulle jeg så ikke kunne være det uden at være bange for at blive dømt eller retsforfulgt? Så længe du er tro mod den, du er, skal du leve det liv, du ønsker dig. Og lev det så stort og stærkt som muligt. Lev i modsætning til forfølgelse og had.

Mine venner lufter højlydt deres frustrationer over, hvordan de skal reagere og opføre sig i kølvandet på præsidentvalget. Men hvis vores seksualitet og kønsidentiteter er politiske, så synes jeg, vi er forpligtet til at smide dem i hovedet på de mennesker, som hellere ser os døde, og vise dem, at vi ikke giver efter for deres regler og begrænsninger for vores liv.

Den eneste forpligtelse, jeg har, er at være tro mod den, jeg er, og det betyder at være den mest bøssede svans i USA. Det er en forpligtelse til at behandle dem, jeg knalder, med respekt, at kramme dem, jeg elsker, og råbe til hele verden, at jeg vælger at elske. Hvem jeg elsker er radikalt, og hvem jeg knalder er politisk. Det kan være, jeg ender i helvede, men fuck det – lad os få mest muligt ud af det, mens vi kan.