FYI.

This story is over 5 years old.

Food

Derfor bliver du et bedre menneske, hvis du tør spise alene

Det ensomme måltid er en af livets syndigste fornøjelser. Men i en tid med smartphones ved vi ikke længere, hvordan det føles at spise alene.
18.5.16
Photo by Jim Pennuci via Flickr

På den chikke, underspillede restaurant Eenmaal i Amsterdam serverer man kun mad til enlige spisende. Det er altså en restaurant, hvor solospisere kan indtage deres mad i ro og fred fra andre solospisere.

At kaste sig over segmentet af enlige spisende kan vise sig at være en lukrativ forretning. Ifølge en undersøgelse foretaget af Hartman Group spiser næsten halvdelen af alle amerikanere et flertal af deres måltider alene, og i Storbritannien, står singlerne for cirka en tredjedel af alle husholdninger. Opfylder man de enliges kulinariske behov, bør man kunne grine hele vejen ned til det nærmeste værtshus.

Annoncering

For nogle år siden så jeg en kvinde iført kompressionstrømper og en hjemmestrikket cardigan. Hun sad helt alene med en ske og spiste æg og fritter, og det syn fik mig til at droppe p-piller. Det var ikke fordi, at jeg fandt synet af kvinden sygeligt erotisk. Nej, det var fordi, at synet af kvinden, der sad mutters alene ved et Formica-bord og sjokkede sig gennem maden, fik mig til at tude hæmningsløst i 45 minutter.

Østrogenet havde besluttet sig for at gøre mig midlertidigt sindssyg, for folk, der spiser alene, fortjener bestemt ikke medynk. Græder man ved synet af nogen, der spiser alene, er det fordi, man ikke forstår idéen bag.

At være i stand til at koncentrere sig om det man indtager, at være i stand til at bearbejde ens spisemiljø alene, er noget af det vigtigste, man skal kunne, førend man kan kalde sig selvtilstrækkelig. Man ser sig fri for andre folks dømmende blikke, andre menneskers røvsyge kostmæssige begrænsninger, fri for small-talk, fri for at vente så længe på forsinkede mennesker, at man har spist servietterne før forretterne bliver serveret. Og, vigtigst af alt, så er man fritaget for kompromiser. Man er en ø.

"Jeg bekymrer mig ikke om, at andre mennesker skal tro, jeg er en sørgelig satan," fortæller madanmelder og ivrig solospiser Jay Rayner. "På det område er jeg fuldstændig ligeglad med andres mening".

Og selvfølgelig er han det. "En af mine syndigste fornøjelser er at besøge Londons Chinatown alene på hverdage ved frokosttid. Så sætter jeg mig med ryggen til døren med et eksemplar af The New Yorker og en halv and på Four Seasons i Gerard Street. Det er sådan, jeg forestiller mig, at himlen ser ud."

Annoncering

Ifølge Rayner kan nydelsen forstærkes af en god tjener, der "er klar over, at man ikke er kommet for at få medlidenhed; man er der, fordi man tilfredsstiller sig selv. Man underholder sig selv."

Er man ikke vant til at spise alene, så kan man fristes til at overkompensere ved at føre imaginære men intense sms-samtaler eller endda krydre måltidet med fup telefonsamtaler. Men det skal man holde sig fra. Der er selvfølgelig retter, der egner sig bedre til at blive spist alene end andre. Som alle kvinder, der har spist en banan, en kold pølse eller en is, mens de er blevet overbegloet af en gruppe af lystige mænd, kan fortælle dig, så er nogle madvarer mere iøjnefaldende, når man indtager dem alene. Men frygten for fødevare fellatio er, ifølge Rayner, en kvindelig forbandelse. "Det er noget, jeg aldrig vil komme til at opleve," fortæller han. "Med mindre, måske, at jeg går ned på nogle muslinger eller sådan noget."

Ligesom når man masturberer, så bruger man som regel også kun en hånd, når man spiser alene. En hånd bruges til at holde en bog, en avis, et magasin eller en telefon; den anden bruger man til at transportere maden fra tallerkenen og op til munden. Med mindre, selvfølgelig, at man har sat sig for at spise et af den slags klistrede og svinende måltider, man aldrig nogensinde kunne finde på at spise foran andre end sin mor eller madfetichister.

Har man lyst til det, er det en god idé at holde lav profil. "Jeg har et særligt hjørne på Bodeans (et spareribs paradis i London), hvor ingen kan se mig," fortæller Rayner. "Men der er også en fantastisk østersbar i Mayfair, hvor man kan overvære mænd i kamp til døden med nogle seriøse østers."

Annoncering

Er der ikke nogen, der kan sætte et overvågningskamera op dér, tak?

På trods af alt den snak om glæderne ved solospisning, så er det for nogle en kedsommelig nødvendighed. Jeg har cyklet New Zealand rundt, og i den forbindelse har jeg tilbragt mange timer iført svampede shorts, mens jeg har kigget på midaldrende mænd, der i stilhed har gnasket på osteboller og sippet lunken kaffe, mens de stirrede ud i intetheden iført deres blå polyestertrøjer. De er alle en del af den hær af langturschauffører, der sørger for, at horder af turister med muslingehalskæder, bongotrommer og kønssygdomme ikke er nødt til at tilbringe deres fjumreår på rastepladser ved lufthavnen.

"Jeg tror ikke folk forstår, hvor ensomt et job vi har," fortalte Dexter, der har kørt bus i over 20 år, og som jeg fangede i færd med at spise en tærte med kød og kartfoler ved breden af Lake Wanaka. "I dagtimerne har man travlt, men om natten er man helt alene. Man sniger sig væk og får sig et hurtigt måltid mad, inden man bevæger sig tilbage til sit hotelværelse. Man er hele tiden væk hjemmefra. Man sover som regel i en ny seng hver eneste nat, og man vågner hver morgen og ved, at man er nødt til at starte processen forfra. Jeg ville til enhver tid foretrække at spise min mad sammen med andre, men det kan ofte ikke lade sig gøre."

Det hurtigt spiste, kalorietunge måltid, der ofte indtages af solospisere som Dexter, er meget langt fra den slags solospisning, som Ian Flemming hylder i sine James Bond romaner. Præcis som han dvæler ved den perfekte pokerhånd, en køretur gennem et alpepas eller følelsen, der indtræffer, når man slår en modstander i golf, så svælger Flemming i flere lange beskrivelser af Bonds eksklusive solospisevaner. I Diamonds Are Forever, efter han har taget dagens fjerde bad (manden må have haft de sødeste armhuler på den nordlige halvkugle), tager Bond "til Voisins, hvor han får to vodka martinis, oeufs benedict og jordbær", mens han læser nyheder om hestevæddeløb.

Annoncering

Men i en tid med smartphones ved vi ikke rigtigt, hvordan det føles at spise alene. Takket være Twitter, Facebook, e-bøger og Instagram spiser de fleste af os frokost med mere læsestof, end der er på et bibliotek -og med adgang til flere mennesker end der findes ved FN's generalforsamling. Det kræver derfor selvdisciplin at iagttage sin mad og de mennesker, der omgiver en, hvis ikke man skal lade sig forføre af den endeløse strøm af avatarer og nyhedssider, der opdateres i realtid. Men som de fleste andre ting, der kræver bare et minimum af viljestyrke, så er det bestræbelserne værd.

Jeg tog mig selv i at sidde alene ved et solbeskinnet bord udenfor Sweet Mothers Kitchen i Wellington, New Zealand. Jeg spiste en kurvfuld med varmt majsbrød og drak en øl. Klokken var fire om eftermiddagen, og jeg havde to timer, der skulle slås ihjel. Havde jeg været hængt op på andres vilje eller på andre måder været for genert til at spise alene, havde jeg måske været nødsaget til at besøge et museum, set det medtagede lig af en kæmpeblæksprutte, tvunget mig selv til at lade som om jeg nyder at shoppe eller, gud forbyde det, forkælet mig selv med med en "behandling" af en eller anden slags.

Istedet sad jeg i solen og smuglyttede til en akavet date, mens jeg kastede varmt smør udover mit ansigt, min brystkasse og mine lår, som var jeg en hund i færd med at grave kødben op af en baghave. Det var glorværdigt. Som Rayner siger: "At spise alene bør være som at spise middag med en man elsker."

Så hvis du ikke kan spise dig mæt alene, så er du sandsynligvis fucked.

Denne artikel udkom oprindeligt på MUNCHIES USA i april 2014.