FYI.

This story is over 5 years old.

Italiensk mad

Derfor hader jeg pizza

Vi fik en snak med det eneste menneske, vi kunne finde, der oprigtigt hader pizza.
Foto von nicknamemiket via Flickr

Denne artikel blev første gang publiceret af MUNCHIES USA i 2014.

Det meste pizza er virkelig dårligt. Det er voldsomt brød-tungt; mængden af brød udkonkurrerer og pacificerer fyldet. Tomatsaucen har en sygeligt sød bismag. Der er en overflod af ost af virkelig dårlig kvalitet—gummiagtigt og smagsneutralt. Det er denne sammensætning af egenskaber, jeg personligt ikke kan udstå.

Jeg kan til nøds finde på at indtage en omgang fisefornemt gourmet-pizza. Men det ændrer ikke ved, at jeg bare synes, at det er en indholdsløs ret. Jeg kan også godt finde på at spise pizza, hvis der er nogen, der har fødselsdag, og det er lettere end at hente mad andetsteds fra. Men jeg kunne aldrig finde på aktivt at opsøge pizza.

Annoncering

For det første er det usundt, men jeg ser så godt som altid noget andet på menuen, der er mere interessant end brød med ost. Det virker bare som en dårlig undskyldning. Det meste pizza appellerer til underudviklede smagsløg. I mine øjne kan børn lide pizza af den selvsamme årsag, der gør, at de kan lide pasta med ketchup eller toast. Fordi det er så simpelt.

Jeg flyttede fra San Francisco til New York for omkring fem år siden med byens gode streetfood oplevelser med mig i baggagen — burritos for eksempel. Jeg ankom med et håb om, at pizza måske kunne være en rigtig fin substitut. Man siger, at pizzaerne i New York er betydeligt bedre end så godt som alt, man kan få på vestkysten. I starten spiste jeg det hele tiden. Det er bare så meget billigere at købe et anstændigt smagende slice til 2 dollar, end det er at købe en salat til 12 dollar.

Men jeg har det lidt som om, at folk der bare "elsker pizza", er de selvsamme mennesker, der tidligere var "helt vilde" med kombinationen af bacon og wienerbrød. Når jeg spotter en Instagram-bruger, hvor ordet "pizza" indgår i brugernavnet, tænker jeg med det samme på mennesker, der går i t-shirts med pizza-print fra Urban Outfitters og foreslår én at tage til koncert med Steve Aoki. En af den slags mennesker, der er hoppet sent med på bølgen, som påstår at være helt besat af cocktails, men kun kan nævne en Old Fashioned, fordi den var med i et afsnit af Mad Men.

Annoncering

Læs mere: Denne mand har levet af pizza i mere end 25 år

Jeg tror, der er et marked for den slags, præcis som der for et par år siden var med bacon, hvor folk pludselig mener, at det er et udtryk for deres personlighed. "Jeg er sjov! Jeg er ligeglad med mit helbred! Jeg er bare helt vild med den her ting, der får mig til at føle mig i live," eller noget i den retning. Men det er bare så overmættet. Jeg har lige nu af ren nysgerrighed søgt på hashtagget #pizza. Og jeg fandt udelukkende mennesker, jeg ikke har lyst til at møde. Med begrænset tid her på jorden har jeg mere lyst til at tale med mennesker, der magter at forfølge de ting, der interesserer dem, udover kulturelle trends der er interessante, fordi de er kulturelle trends. Det er nok det meme, der taler til allerlaveste fællesnævner.

Det får folk til at føle sig som arketyper, hvilket også er tilfældet for dem, der elsker at fortælle andre mennesker, at de elsker at drikke whisky. Sommetider kigger jeg mine mandlige venners Tinder-matches igennem og lægger mærke til, at mange piger—og jeg vil gerne indrømme at jeg måske overdriver en lille smule—forsøger at tiltrække mænd ved at vælge interesser, de tror er maskuline. De kan finde på at skrive: "Jeg kan godt lide Tarantino-film og whisky." De tror, at det får dem til at fremstå som sjove mennesker, eller at de ting, de forbruger, på en eller anden måde definerer dem som individer. Men hvor de måske tror, at de er "ih så originale", så er det hver tredje profil, der ser sådan ud.

Annoncering

De vil gerne ses som havende en laissez faire attitude, da pizza er fedende og billigt og uprætentiøst. Pizza er enormt tilgængeligt, så de tror automatisk, at de også vil fremstå tilgængelige. Men hvem gider i virkeligheden være totalt tilgængelig? På trods af dens sociale charme har en pizza—per definition—ingen kant. Det er verdens mest kedelige ting at samle sig omkring, det er som at gå med Foo Fighters-rygmærke.

Jeg forstår godt, hvorfor det er så populært. Det vil altid være den billigste ret på menuen, og man kan få et slice for bare en tyver, hvilket gør det særligt attraktivt for især unge mennesker, der er på udkig efter øjeblikkelig indre tilfredsstillelse for meget få penge. Det repræsenterer også en særlig type af nostalgi, fordi man som barn altid fik pizzaer til børnefødselsdage eller kunne vinde en pizza, hvis man læste nok bøger. Mange mennesker forbinder det med fejring og glæde. Men for mig er en stor bøf ensbetydende med fejring og glæde. Jeg kan altid spise brød med ost på, hvis det er det, jeg har lyst til.

I New York lægger jeg nærmest ikke engang mærke til de mange pizzeriaer længere. De appellerer bare ikke til mig. Jeg har hørt påstande som: "Selv det dårligste slice i New York er bedre end det bedste slice i Californien." Det er bestemt ikke sandt. Der er en overflod af dårlig pizza i New York, og jeg har smagt min del af dem på vej hjem fra byen. Jeg synes bare ikke, det er interessant.

Jeg vil hellere spise tacos. Det koster omtrent det samme som pizza, men efterlader ikke en med den samme klamme fornemmelse. Dårlig natmadspizza har brug for flere lag af ketchup, tabasco og den slags for at få det til at smage af bare en lille smule.

Jeg mener, at det er barnligt, når folk klynger sig til ting som pizzaer, fordi de mener, det er en del af deres identitet. Jeg er oprigtigt bekymret for folk, der definerer sig selv ud fra det mad, de spiser. Jeg gætter på, at hvis en fyr inviterer en pige ud for at spise pizza, så er det fordi, han har mindre styr på sit liv, end fyren der inviterer på bøf. Det er bare mit gæt. Men måske er jeg helt forkert på den, og de er rent faktisk bare super sjove.

Som fortalt til Hilary Pollack.

(Redaktionens note: MUNCHIES redaktionen elsker pizza.)