Annoncering
Fra Cape Town til Casablanca

'Fra Cape Town til Casablanca': Leslys sidste togtur

I andet afsnit af 'Fra Cape Town til Casablanca' bliver den danske journalist og forfatter Steffen Stubager rejsekammerat med en gammel krigsveteran, der mangler en fod og netop er blevet udskrevet fra hospitalet.

af Steffen Stubager
26 oktober 2016, 7:00am

Den 29-årige danske journalist og forfatter Steffen Stubager rejser gennem det afrikanske kontinent fra Cape Town i syd til Casablanca i nord. Hvor længe rejsen varer, ved han ikke endnu, men hjemmefra har han bestemt sig for tre ting: At han kun pakker det, som kan være i en lille rygsæk. At han udelukkende må lave håndskrevne noter – ingen computer. Og at han ikke må flyve mellem sine destinationer – rejsen må udelukkende foregå til lands og til vands. Rejsen skal ende med en bog, hvor han beretter om sine møder med mennesker, steder, situationer og oplevelser, der gør indtryk på ham undervejs. Her kan du læse uddrag fra Steffens dagbog, som han løbende affotograferer og sender til Danmark, når han er i nærheden af en internetforbindelse.

Det her er andet kapitel i Steffens dagbog fra Afrika.

Tog fra Cape Town til Johannesburg, Kupé 11A

Jeg bærer Lesly ind under armene, slæber ham over gulvet ind i kupé 11A. Han er min sovemakker på min første rigtige rejse på den her tur. Hans hud er varm, det er hans smil også, og rynkerne i kanten af hans øjne viser, at sådan har han altid været. Det er utroligt, at han sådan kan smile nu. For den ene fod er skåret af, og hans grå joggingbukser hænger bare fra hans knæ og dingler med togets bevægelser.

Han er senet, så strengene under huden ses, og om håndleddet sidder et armbånd fra hospitalet, sådan et hvidt et med huller i som på et bælte.

"Åh, jeg er færdig," siger han og stikker knoerne i sædet på hver side og bøjer sig forover. "Bliv aldrig gammel. Jeg kan ikke anbefale det."

Jeg lægger hans krykker op på bagagehylden, dem som han ikke længere kan gå med, folder hans kørestol og giver den til konduktøren. Lesly sætter sig på sædet, der hvor solen falder ind. Den strejfer hans hals og bryst og ene hånd, som han lægger, hvor end solen ligger. Det yderste af hans ene pegefinger mangler.

Han kigger ud, han smiler med de brune øjne, han kigger op i vejret, på det blå på himlen og på skyerne. Han retter på sin sok, han har ingen sko, han skal ikke længere gå, sko er for dem, der går, og han kigger ud igen. Så læner han hovedet mod vinduet. Vi passerer forstædernes firmaer og industri. En pølsefabrik, nogen der samler elektronik. En golfbane. Og dér – hans hoved drejer – måske er det busken med de røde blomster, han kigger på.

Læs første kapitel i Steffen Stubagers rejsedagbog fra Afrika: Begyndelsen

Han siger, at der er koldt i den næste by. Det får mig til at finde min sweater frem, som jeg har bundet fast til hanken på min rygsæk med to knuder i ærmerne. Jeg tager den først på, men så tager jeg den af igen, og jeg finder mit sysæt og tråder nålen med en grå tråd.

Jeg syr et hul, der de seneste år er gået langs syningen fra armhulen til albuen.

Han siger noget til mig.

"Hvad, undskyld," siger jeg.

"Jeg sagde: Du ser ud til at koncentrere dig dybt."

"Ah! Ja. Det er billigere sådan her," siger jeg.

"Det har du ret i," siger han.

Han læner hovedet mod sin hånd i solen og falder i søvn. Tungen lægger sig ud på læben, rynkerne ved øjnene, smilerynkerne, slapper af og forsvinder. Her sidder jeg og gør mig parat til noget nyt, mens han vender hjem til sin bror.

Alle billeder af skribenten.

Vi kører forbi de flade, indhegnede forstadskvarterer, og et par damer i en anden kupé skriger af grin og klasker sig på lårene eller i sæderne, det kan jeg høre, men Lesly sover. Han vågner, da en kvinde kommer med kaffe. Vi køber en hver.

"Min far kom fra Irland på grund af en kvinde. Og hans far kom til Irland på grund af en kvinde. Sådan er det altid. Aldrig den anden vej rundt. Jeg følte mig rodløs, så da jeg var færdig med hæren, pakkede jeg en rygsæk og rejste mod Marokko. Det tog mig tre år, og da jeg var fremme, smed de mig i fængsel, fordi de troede, jeg var spion. Det britiske konsulat betalte for at få mig ud og sendte mig tilbage til Sydafrika, hvor jeg fik besked på at blive. Det gjorde jeg. Jeg havde lært nok," siger han.

Han piller hospitalets armbånd af.

"Min rejse er en kopi af din," siger jeg til ham.

Vi kører forbi en flok flamingoer, der står i et vandhul.

"Vi beriger os selv blot ved at kigge ud. Se dem, se flamingoerne."

Og så stopper toget, og han råber: "Wellington! Smuk by, smuk, smuk by!"

"Sørg for at skaffe dig et par vandtætte støvler, som går dig til anklerne," siger han til mig.

Vi bliver stille. Kigger ud. Flamingoerne står i deres vandhuller, vinstokkene på deres marker, en traktor, mænd der bukker sig, hvide køer og bjergene, bjergene og de pelsede skyer, den blå himmel og toget, der laver dets lyde.

Endelig, endelig, endelig, nu, nu, lige nu, lige da en ko vader med forklovene ned i et mudderbad og tager en slurk, mærker jeg, hvad jeg ønskede mig at mærke.

Jeg bevæger mig, og det er nok. Vi bevæger os, glider derudaf.

Og Lesly sover, med den ene hånd knyttet mod kinden og den anden hængende over rygsækken. Hans ene fod er væk, men lige nu er det lige meget, for nu åbner hans mund sig, bare en sprække, og han smiler.

Jeg låser døren og tømmer min vandflaske. Lesly trækker bukserne ned og fylder flasken. Han holder pause, mens han tømmer den ud i vasken.

Jeg går ud på gangen, hiver et vindue åbent og stikker hovedet ud. Der sidder en mand i blå bukser på en skammel i kanten af de grønne hvedemarker mellem toget, der bugter sig langs bjergene. Han løfter sin brune hat og nikker. Jeg nikker tilbage, lukker øjnene og snuser blomsterne og foråret ind. Vinden blæser i mit hår, der flagrer og filtrer, det er sådan, det skal være, jeg græder, jeg lader det hele komme, ud af mine lukkede øjne, ned over kindbenet, ind gennem skægget, jeg trimmede i går, indtil mine tårer når hagen, slipper og blæser væk med vinden, ned langs toget og ud over markerne.

Nogle timer senere vækker togets klangren i en bjergtunnel Lesly. Han går i gang med at fortælle om krokodillejægerne, som han hjalp.

"Folk siger, at kødet smager som kylling, men det er noget vås. Krokodille smager kun af en ting: sig selv." Så bliver han stille. Jeg spørger, om han er okay.

"Ser du, jeg er i et lille dilemma. Jeg er bange for, at jeg snart skal tisse, og nu får jeg forfærdeligt lyst til en øl. Jeg har ikke drukket en i et år. I over et år."

"Jeg hjælper dig. Også med at tisse bagefter. Hvad drikker du? Så henter jeg én."

"Vil du det? 'Black Label'."


Jeg går seks togvogne ned mod restaurantvognen, forbi de andre kupéer, forbi første klasse, hvor de sover på puder, og køber en kold øl og en cola til mig selv, og jeg går tilbage til Lesly.

"Skål," siger han, "for vores helbred."

Vi kører ind i endnu en tunnel. Børnene kalder på hinanden ud af vinduerne, og da dagen kommer tilbage, klapper de og jubler. En brise finder os i kupeen, vi skåler igen.

"Det her er godt," siger Lesly.

Han tænder en cigaret. Jeg lukker døren ud til gangen, så det ikke bliver opdaget. Han nyder den ud af vinduet, puster røg gennem solens stråler, så han forsvinder i skyen med et grin.

På hospitalet gemte han sig for at ryge. Nogle gange fangede de ham, andre gange lod de ham ryge i skjul.

Først var det hjertet, så nyrerne, lungerne og sukkersyge.

Han boede der 31 uger. To gange ringede lægerne til hans venner og bror og sagde, det var tid. De kunne godt tage blomster med.

Nu, hvor han er 24 kilo lettere, skubber jeg en pude ind under ham, så han sidder blødere. Cigaretten knipser han ud til bjergene, der skifter fra at være hårde og knoklede til blødere, rundere.

Lesly finder en schweizerkniv frem, piller kniven ud, åbner en chokoladebar og skærer den i terninger. Sin fod og underbenet mistede han til sukkersygen, men fingeren skar en fiskeline af i et snup, og sådan går det, når man lever, siger han.

Vi spiser oksekød, der falder af knoglerne, og bagefter spørger jeg, om han er sikker på, at han ikke skal tisse. Han har drukket to øl og en cola light. Nej, siger han.

"I am a man of great capacity."

Aftenen kommer, sengetid nærmer sig.

Jeg løfter ham over på modsatte sæde, hans arme om min nakke, spreder lagenet ud over hans sæde og folder hans tæppe ud. Jeg løfter ham tilbage.

Jeg spørger igen, om han skal tisse, men nej. Han klarer den. Han er vant til at holde sig fra sin tid på hospitalet, siger han.

Han sidder og ryger endnu en cigaret og kigger ud i mørket. Der er intet at se derude. Jeg kigger på hans afkortede pegefinger, der holder cigaretstumpen, som han ryger ned.

Så siger han: "Hvor langt er der ud til toilettet?"

Jeg svarer, at der er seks-syv meter.

"Skal du alligevel tisse," spørger jeg.

"Det er måske bedst, så vi undgår et uheld. Du ved... det her er sgu ikke særlig mandigt."

Mændene skar vi genitalierne af og stoppede ned i halsen på ham, de havde siddet på, til han blev kvalt i dem.

Vi lægger en plan om at bugsere ham ud af kupéen, ned langs gangen og ind og sidde. Pludselig opdager vi, at der under bordet, et klapbord, mellem vores sæder er en håndvask.

Jeg låser døren og tømmer min vandflaske. Lesly trækker bukserne ned og fylder flasken. Han holder pause, mens han tømmer den ud i vasken, og fylder den igen. Så hiver han bukserne på og ryger igen. Toget standser midt i nowhere. Jeg stikker hovedet ud af vinduet og snuser den kølige aften ind. Frøerne kvækker.

"Steffen," siger han, og jeg sætter mig ned, "vil du høre den rigtige historie om, hvorfor jeg drog gennem Afrika?"

"Ja."

"Det begyndte, da jeg var 17. Jeg var færdig med skole. Vi tog alle i hæren. De trænede os grundigt og fordelte os. Jeg røg til frontlinjen. Det var det, de syntes, jeg var dygtig til. Man forstår ingenting rigtigt, før man prøver det, og selv når man prøver det, forstår man det dårligt. Men man husker dem. Man husker dem dag og nat. Vi troede, vi gjorde noget godt ved grænsen til Angola. Vi hjalp de sårede fra den anden side, vi gav dem mad, for de var sultne, og trøstede dem, for de var ulykkelige, men så fik vi en ordre: Udryd dem. Og det gjorde vi. Mændene skar vi genitalierne af og stoppede ned i halsen på ham, de havde siddet på, til han blev kvalt i dem. Kvinderne og børnene gjorde vi det, der er værre, ved. De gidsler, der nægtede at tale, bagbandt vi og stak plastiksprængstof op i numsen på, vi sendte dem af sted og detonererede bomberne."

"Gjorde du også alt det der," spørger jeg.

Hans øjne kigger væk fra mine. Men så kigger han på mig igen.

"Vi gjorde det alle sammen. Det var sådan, vores lille system var. Det kunne ikke blive gustent nok. Ham der ikke gjorde det, skød vi. En dag slog det klik," siger han og stikker den afkortede pegefinger op til sin tinding, "jeg stjal en firhjulstrækker og flygtede, og ved hver station stjal jeg diesel, indtil jeg lå i sengen hos min far. Syv uger senere gav de besked fra frontlinjen og sagde, at jeg manglede. Syv uger, siger jeg. Slog du håndfladen ned i et bord, smækkede du en dør, sparkede eller slog jeg dig halvt ihjel. Jeg var hjernevasket til mord."

"Og så drog du af sted?"

"Og så drog jeg af sted. Jeg var fortabt. Jeg var ødelagt. Mine soldaterkammerater hængte sig, hoppede ud og skød sig. De stærkeste typer. De roligste fyre. En efter en."

"Du er stærk," siger jeg. "En overlever."

"Jeg drog ud, og jeg gjorde mit hjerte rent igen," siger han, "næsten rent, for uanset hvad bliver det aldrig, som det var engang."

Vi stirrer ud i mørket gennem hvert vores vindue og begynder at gabe. Lesly møver sig ned på ryggen. Jeg kravler op i køjen over ham og kryber ind under mit tæppe. Min næsetip er kold.

"Er du sikker på, at du ikke får mareridt nu," spørger jeg.

"De kommer og går. De kommer og går. Det lever jeg med."

"Sov godt. Og tak for i dag."

"Selv tak. Tak for at du begyndte at tale med mig. De fleste sidder bare og kigger på mig."

Jeg ryster en babykakerlak ud af min ene sko og lægger hovedet på dem, og jeg sover, dybt, i min overkøje.

Jeg vågner og kigger ned til Lesly. Han sidder og drikker kaffe.

"Godmorgen til en ny dag med nye muligheder," siger han.

Jeg kravler ned og sætter mig, og han siger, at hans hoved frøs i nat.

På hospitalet fik han sygeplejersken til at barbere hans hår af. Det var det sidste, han ordnede, før de udskrev ham i går.

Det er tid til en frisk begyndelse.

"Mit hoved frøs godt nok," siger han igen.

Vi lukker døren. Han ryger, jeg går ned forbi første klasse til restaurantvognen og køber mere kaffe til ham. Da jeg kommer tilbage, siger han, at han tænkte på noget i nat, da han lå og så på himmelen.

"Før du rejser ind i Afrika, er der to ting, du må købe. En sovepose, bare en let en, vandtæt om muligt."

"Tak."

Landskabet er tørt nu, køer græsser, engang gik der impalaer her.

"Der var en lille pige, som kom og besøgte sin far hver eneste dag på hospitalet," siger Lesly. "Hun kom også ind til mig. Hun havde rosiner med. Eller slik. Hun var en lille solstråle. Min bror blev gift i går med sin tredje kone. Han mistede de to første til kræft."

Jeg går ud og børster tænder, og da jeg kommer tilbage, fortæller Lesly, at togets rute er ændret. Længere fremme ligger lømler på lur for at spolere rejsen i protest mod det ene og det andet.

"Der ligger døde køer på skinnerne, kun Gud ved, hvad de kunne finde på for at få øjne på deres sag. Det er Sydafrika," siger Lesly.


Han kryber under sit tæppe og lægger nakken mod kanten af vinduet, stirrer op i loftet, eller bare ud i luften, og siger: "Åh."

"Do you mind, Steffen?"

Han spørger hver eneste gang, før han tænder sine cigaretter, om det er okay.

"Det er altid okay," siger jeg.

Han asker i øldåsen fra i går og drikker sin tredje kop kaffe.

"Min bror bor tre timer fra grænsen," siger han.

"Ser du, jeg er nervøs. Jeg har aldrig boet hos min bror. Jeg ved ikke, hvordan det bliver. Steffen? Vil du tage den hvide plasticpose med pillerne i? Jeg har brug for noget stærkt mod min ryg, min krop."

Posen er fyldt med piller, otte-ni slags, rigeligt til et år eller to, siger han. Tramadol. Han sluger tre samtidig, synker dem med tre slurke kaffe, og tørrer munden med ærmet.

Så bliver han stille. Han sætter albuen i bordet og læner panden mod hånden. Han stønner, når han ånder ud. Jeg spørger, om han har brug for noget. Han siger, at han er okay og sætter sig til at se ud. Der står hundredvis af små toiletskure på en jordmark. Toiletter kommer først. Menneskene bagefter.

Han ryster på hovedet, lukker øjnene og åbner dem igen.

"Steffen, jeg tror, jeg får det bedre, hvis jeg kommer på toilettet."

Hans overarm dunker. En ugle klukker derude. Hans arm er tør og varm, uden hår. Han stikker et par rene underbukser i lommen på joggingbukserne og en stak servietter i brystlommen. Jeg tager fat under hans armhuler, en, to, tre, vender ham om og slæber ham baglæns ud af kupéen, hen ad gangen, så hans strømpesok glider ned, og ind på toilettet, hvor vi sammen bakser ham på plads.

"Og nu skal det blive godt," siger han.

Jeg går ind og tisser på det andet toilet, mens jeg spejder ud over landskabet.

Det er gult, svedet af, men ind imellem stikker små enlige grønne træer op. Jeg undrer mig over, hvordan de kan gøre det. Så går jeg ind og banker på til Lesly. Han har været der længe. Jeg hører intet svar. Jeg banker igen. Så åbner han døren, og der sidder han med smil. "Det her," siger han bare og lukker døren.

Ved næste by åbner han døren, og jeg bærer ham tilbage i kupéen. Sammen trækker vi hans bukser på plads, og dér udbryder han et lykkeligt råb med åben mund, og råbet bliver til et grin.

Vi glider ind i Johannesburg, langsomt, som om vi falder på plads. Toget tømmer sig, og der kommer Leslys bror, og han bukker sig forover, krammer ham og løfter ham op og ud af toget og ned i kørestolen på perron 16.

"Følg din drøm," siger Lesly og giver mig sin hånd. "Og pas på dig selv. Farvel."

Han kører han væk, og i bilens slipstrøm ruller en tom burgeræske over asfalten.

Læs mere rejsestof fra VICE:

Jeg tog på tabertur med Oslobåden for at tage en selfie i skolegården fra SKAM

Sådan er det at rejse, når man er fra et land hele verden har mistillid til

Ungarerne siger, at København er en "no-go zone", så jeg spurgte ungarer i Danmark, om vi stadig er venner