En X Factor-hyldest: Derfor er det ligegyldigt, hvem der vinder i aften

Det skal egentlig handle om X Factor, for vi kan ikke ignorere, at det i dag er finaledag. Men jeg synes, vi skal begynde et andet sted, faktisk i et andet årti, på en anden kanal og med et andet tv-show. Nemlig Popstars.

I 2001 så vi for første gang i Danmark den her slags sangkonkurrence på tv, da første sæson af Popstars – det var den med EyeQ – blev vist på TV2. Det var en succes – seertallene var oppe omkring en lille million, og sæson 2 – det var den med Jon – kom også. Derefter gik det galt. TV2 valgte at flytte Popstars til TV2 Zulu, og tredje sæson – det var den med FU:EL – floppede totalt. TV2 skyndte sig at flytte Popstars tilbage til hovedkanalen, og fjerde og foreløbige sidste sæson – den med Maria Lucia – blev sendt allerede samme år og samlede igen danskerne. Det er absolut ikke nyt, at danskerne gerne vil se sangkonkurrencer på tv, men vi vil ikke se hvilke som helst sangkonkurrencer.

Siden Popstars i 00'erne har der været adskillige bud på talentkonkurrencer, men ingen har kunnet tiltrække seere og opmærksomhed som X Factor. Og det er skam ikke, fordi andre ikke har forsøgt at gøre DR kunsten efter; TV2 forsøgte sig i 2012 og 2013 med Voice – Danmarks største stemme, og i 2014 gjorde Kanal 5 et tåkrummende forsøg på at genoplive Popstars med Medina, Søren Rasted og Christiane Schaumburg-Müller som dommere.

Det er selvfølgelig ikke helt fair at sammenligne et program, der bliver vist på en mindre betalingskanal, med et program, der brager ud på licenskongen DRs hovedkanal i bedste sendetid. Men jeg gør det alligevel. Årets X Factor-sæson er nemlig nummer ni af slagsen, og hvor Popstars på Kanal 5 tog en rutschetur og i løbet af blot ni afsnit gik fra 250.000 seere til 70.000 seere (auch!), så ligger X factor stadig stabilt på cirka 1,5 millioner seere hver fredag. Efter ni år. Og det inkluderer ikke engang sådan nogen som mig, der oftest ser programmet lørdag formiddag på DRs hjemmeside. Der er røvmange, der ser X Factor.

Og hvorfor så egentlig det?

Første sæson af X Factor blev vundet af Martin. Jeg havde ærlig talt glemt alt om Martin, ind til han pludseligt dukkede op i efteråret (læs: blev hypet vildt og voldsomt af DR) under navnet Saveus. Tænker jeg mig lidt om, kan jeg nok godt komme i tanke om andre, der har vundet X factor, men det gider jeg egentlig ikke, for det er slet ikke vigtigt, hvem der vinder. Heller ikke i aften. Om det bliver storfavoritten Reem, dommernes yndlinger Embrace eller den undertippede Alex, der løber med sejren, er helt og aldeles ligegyldigt. Finalen i aften markerer egentlig bare, at vi igen skal vente godt et år, før vi igen kan bruge X Factor som small talk-emne og som udgangspunkt for at diskutere alt muligt andet – og langt vigtigere – i vores samfund. Årets X Factor-deltagere og ikke mindst DR's præsentationer af dem har for eksempel været med til at vække diskussioner om racisme overfor filippinere, om diskrimination af handicappede, og om at vi åbenbart godt kan lide danskere af anden etnisk oprindelse, når de er gode til at synge (men ellers ikke?!).

Alle medier skriver stadig om og tager stadig stilling til X Factor på niende sæson – selv i Information kunne man for nylig læse digteren Casper Eriks analyse af årets deltagerfelt – og ja, nu hopper vi på VICE altså med på vognen for en stund, i sidste øjeblik, for ja, VICE-journalister ser også X Factor, og vi tør godt stå ved det, og vi vil også tale med. Og det er netop der, X Factor har sin berettigelse; det giver mig noget at tale med min 70-årige faster, min 39-årige fætter og hans 8-årige søn om. Hvert år spørger nogen; er X Factor overhovedet public service, og ja, for helvede da ja, for se bare, hvor vi ser det, taler om det og tager stilling til det og alt det, der udspringer af det. Jeg tror faktisk, at mange danskere har meget mere styr på, hvem af de tre finalister, de skal stemme på i aften, end de havde styr på, om krydset skulle sættes ved ja, nej eller ingen steder ved afstemningen om retsforbeholdet i december sidste år.

Selv om jeg egentlig er ligeglad med, hvem der vinder i aften – efter Clifforth og Hein endelig røg ud er det hip som hap for mig – så skal jeg da se den, finalen, om ikke andet for at være træt af Mette Lindberg, grine af DR-producenternes kiksede kærlighed til slow motion-effekten og andet lir, være glad for Sofie Linde, men undre mig over hendes tøj, alligevel synes, at Blachman og Remee voksenmobber Mette Lindberg lidt for meget og fælde en tåre, når Reem forhåbentlig synger en stor sang med patos for fuld smadder.

For på trods af, at det vigtigste ved X Factor er alt det omkring X Factor, så nyder en del af mig da også selve showet. Jeg krummer tæer i de første afsnit og må ud af lokalet, når folk for alvor mangler selvindsigt og gør sig selv til grin, så bliver jeg glad og rørt, når folk gør det godt, og de alle sammen krammer hele tiden, så rammer frustrationen mig, når jeg for 27. gang skal høre om, at Clifforth og Hein engang tog stoffer, og så rammer den mig igen og endnu hårdere, frustrationen, når alt for mange danskere stemmer de to store mænd med store følelser videre (hvorfor?!), men når Embrace går på, kan jeg slappe af, for det skal nok gå godt, Blachman skal nok sige noget pænt, Mette Lindberg skal nok sige noget ligegyldigt om deres hår, og Rems skal nok få flettet et "X Factor " ind med amerikansk, nasalt a.

Det er tilpas forudsigeligt, men alligevel lidt spændende. Det passer perfekt ind en slap fredag aften eller en tømmermandsramt lørdag formiddag. Derfor er det også med en vis portion vemod, at jeg indser, at det er ved at være slut for denne gang, absolut. Men jeg glæder mig til næste år, hvor DR må minde os om, hvem der vandt i aften, hvor de måske har tilføjet et nyt koncept med et dumt navn som Five Chair Challenge eller Save Me Song, og hvor vi igen kan bruge deltagerne som udgangspunkt for en vigtigere debat. Måske får vi en gruppe bestående af afviste asylansøgere eller en ung sangerinde, der har været udsat for hævnporno. Det vigtigste er, at vi er mange nok, der følger med, og så skal X Factor nok give os noget at tale om igen næste år.

Mere fra VICE:

Vi var med til en Counter-Strike-turnering i København med kun 220.000 kroner i præmier

Jeg har endelig indset, at Family Guy er noget lort

Mit arbejde med reality-TV kostede mig næsten min sjæl