Quantcast
Alle billeder af Sarah Buthmann

Unge danskere fortæller, hvilke spørgsmål de ville stille den mor eller far, de har mistet

Søren Peter Knudsen

Søren Peter Knudsen

"Jeg har skabt et mentalt billede af min mor som en sø eller en slags pøl af viden. Når jeg har tænkt på noget, jeg ville spørge om, så kunne jeg "bade i den" og finde svar."

Alle billeder af Sarah Buthmann


Forældre er sådan nogle, der bare er der. Ligesom rent vand og Netflix. Når dit køleskab er tomt, kan du drage hjem til "de gamle" og få serveret culottesteg og bagte rodfrugter, smide dig på sofaen bagefter og stirre ned i din smartphone – og alligevel blive fejret som en hjemvendt krigsveteran. Og tænk lige på alle de gange de har slæbt flyttekasser og boret hylder op for dig, når du skulle flytte ind på (endnu) et fremlejet værelse. Det er dem, der hele dit liv har stillet dig tusind spørgsmål om, hvordan det går i 2. klasse, i 2. g og på andet semester, hvortil du svarer "fint" eller "ok" uden rigtig at spørge dem, hvordan det går. Hvordan det egentlig går. For de er jo dine forældre. De er der bare.

Medmindre, de ikke er der mere. Sådan er virkeligheden for de cirka 6000 børn og unge i Danmark, der hvert eneste år oplever det at miste en forælder. I 2010 blev jeg selv en del af den statistik, da min mor ringede og fortalte mig, at min far var død af en blodprop. Jeg vidste godt, at min far skulle dø på et tidspunkt – det ved du også godt rationelt, at dine forældre skal – men ikke, at det skulle ske, da jeg var 21 år og stod midt i at skulle lære at blive voksen og lære, hvordan man lever sit eget liv.

Efter min far døde, stod jeg tilbage med en masse ting, jeg ville ønske, jeg kunne få svar på. Jeg ved, at han engang var kæreste med danmarksmesteren i GoGo-dans anno 1970 – hvilket unægteligt kalder på 6-8 opfølgende spørgsmål, jeg aldrig fik stillet. Senere har mine spørgsmål ændret karakter. Da jeg var 21, tænkte jeg ikke på, hvordan det føles at få børn, eller hvordan et flexlån fungerer. Jeg havde heller ikke rigtigt begrebet, at min far også bare var et menneske – fyldt med fejl, håb og historie. Et menneske, som virkelig kendte mig – men som jeg slet ikke var færdig med at lære at kende.

Derfor spurgte jeg fire unge mennesker, hvilke spørgsmål de ville stille til den mor eller far, de har mistet.

SISSEL GYLLING, 26
Mistede sin mor til selvmord, da hun var 14.

Alle billeder af Sarah Buthmann

Hvis jeg fik en dag sammen med hende nu, ville jeg spørge, om hun har savnet mig. Når jeg har drømt, at vi bliver genforenet – hvilket jeg har gjort jævnligt gennem årene – så kommer det spørgsmål ret prompte i drømmen. Bagefter føles hun tæt på, men hun er jo stadig død.

Jeg søger ikke en forklaring eller en mening med, hvorfor hun begik selvmord. Hun har nok gjort sig nogle overvejelser om, hvorfor hun valgte at hænge sig, men det ville jo ikke være hendes raske tanker, så dem har jeg ikke lyst til at få svar på. Det var mig, som fandt hende, men jeg har ti år senere fundet ud af, at det ikke var hendes mening, og det blev jeg glad og lettet over at vide. Jeg har prøvet på at forstå hende. Jeg ville gerne spørge hende, hvordan hun oplevede det at være syg og miste lysten til at leve.

Jeg kan godt blive vred på hende over, at jeg har mistet så meget af min ungdom. Jeg blev voksen med et trylleslag den 1. december 2004 – lige inden jeg blev 15. Efter hun døde, kunne jeg ikke længere frigøre mig på samme måde eller smække med dørene. Jeg har bare gjort det hele rigtig godt. Den tid kommer jo ikke igen.


Hun var rigtig god til at lave mad og bikse nye ting sammen. Nogle af retterne laver jeg stadig i dag, men der er en bestemt ret, som var virkelig mærkelig. Noget med en kogt hane, nogle kartofler og en hvid, syrlig sovs. Det smagte virkelig godt, men jeg aner ikke, hvordan jeg skal lave den. Kort tid efter, hun var død, stod jeg også med et spørgsmål om noget vasketøj, hvor jeg tog mig selv i at tage telefonen for at ville ringe til hende og spørge.

Jeg nåede at spørge hende om mange af de ting, jeg var nysgerrig på. 'Hvordan mødte du far, og hvornår havde du sex første gang?' Men oplevelsen af at blive voksen og leve mit eget liv – den har jeg jo ikke haft lejlighed til at snakke med hende om. Det tænker man ikke over, når man er barn.

Jeg har altid virkelig brug for hende ved store omstillinger. Et nyt job eller at bo et nyt sted. En ny kæreste. Når der sker rokader i mit velbefindende, så mangler jeg hende. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg ellers ville spørge om – jeg ville nok bare lufte mine tanker og frustrationer. Hun ville jo ikke kunne give mig svar. Men hun ville kunne give kærlighed, støtte og varme. Alle sådan nogle moderlige ting. Jeg tror altid, jeg vil savne den støtte.

MARIANNE RAHBÆK, 30
Mistede sin mor til kræft, da hun var 25.


Første gang min søn smilede til mig, var på min mors fødselsdag. Først blev jeg helt vildt glad og rørt, men lige bagefter blev jeg ked af, at jeg ikke kunne ringe og dele det med hende. De første gange, han var syg, ville jeg også gerne have kunnet ringe og få at vide, nej, børn dør altså ikke af at have feber.

Efter jeg selv er blevet mor for halvandet år siden, har jeg tænkt på, hvordan det var for hende at blive mor. Det har jeg jo ikke spurgt om, for der var jeg ikke i mit eget liv dengang. Følte hun sig som en god mor? Og hvad ville hun synes om mig som mor? Jeg gør nogle ting anderledes end hende, og der er sikkert både nogle ting hun ville beundre og undre sig over. Og så tror jeg måske, hun ville synes, at jeg overtænker det nogle gange.

Mine forældre gik fra hinanden omkring fem år før, hun blev syg. I begyndelsen boede jeg hos hende, men så valgte jeg at flytte over til min far. Jeg ville virkelig gerne spørge hende, hvordan det føltes, at hendes yngste datter valgte at flytte væk fra hende. Det er hårdt at tænke på nu, hvor jeg selv er blevet mor.


Jeg ville gerne kunne spørge hende, om hun havde et lykkeligt liv, og om hun ville gøre noget om, hvis hun kunne. Hun sagde tit noget i stil med "det gjorde man jo ikke dengang" eller "de muligheder havde vi ikke" om mange af de ting, jeg har gjort med rejser eller uddannelse. Hun må have haft en længsel efter noget. Hvis jeg kunne få noget mere af hendes livserfaring, ville jeg måske kunne undgå nogle af de mindre glædelige ting ved hendes liv.

På en af vores køreture frem og tilbage fra hospitalet, spurgte jeg hende hvilke salmer, vi skulle synge til hendes begravelse. Jeg var frustreret over, at jeg ikke vidste det, hvis hun lige pludselig skulle dø. Jeg ville gerne hjælpe hende herfra på den måde, hun selv ville. Jeg fik også lyst til at kortlægge hendes liv. Jeg havde forestillet mig, at vi skulle se på billeder, som hun kunne fortælle historier til – men hun var blevet for syg på det tidspunkt. Hun kunne ikke holde styr på det.

Hvis jeg fik en dag med hende nu, ville jeg også spørge, hvordan det er at dø. Hvad sker der? Jeg tror egentlig, hun ville kunne fortælle en ret sjov historie om det, for det gjorde hun altid med de mest absurde ting.

JEPPE TREBBIEN, 30
Mistede sin far til ALS, da han var 24.


Jeg ville gerne spørge ham, om det gjorde ondt at dø. Med ALS plejer diagnosen at være tre til fem år. Der gik ikke engang et halvt år med min far. Han cyklede altid og løb virkelig meget, så det var skrækkeligt at se ham blive kørt rundt i kørestol. Lige inden han døde, kunne han ikke børste tænder på sig selv mere. Måske var det godt, at det gik så hurtigt, for det tog virkelig hårdt på ham.

Inden han døde, var det vigtigt for mig at spørge ham, om han vidste, at jeg så op til ham. Jeg fortalte ham, at han var min store helt, og at jeg beundrede den måde, han håndterede sygdommen på. Han svarede ved at sige, at jeg også var hans helt. Jeg mangler det forbillede nu. Hvis min mor siger, 'det ville far være stolt af', så rammer det virkelig i noget i mig.

Efter han døde, har jeg arbejdet som revisor i en kommune, hvor han arbejdede. Det var stort for mig at gå i hans fodspor på den måde. Hvis det var gået anderledes, ville jeg spørge ham til råds om, hvordan han gjorde dengang. Han kunne altid komme med et godt faderligt råd, men vi er gået glip af de snakke.


På et tidspunkt troede jeg, at jeg aldrig ville kunne klare mig uden ham. Jeg ville ønske, han kunne se mig nu, for jeg har det godt. Jeg ville gerne vise ham, hvor langt jeg er kommet, og hvor stolt han kunne være af mig, og så ville jeg spørge ham, hvor jeg skal gå hen. Lige nu er der ikke nogle store beslutninger, jeg skal tage – men de kommer jo.

Hvis jeg fik en dag med ham nu, tror jeg egentlig, mit største ønske ville være at give ham en krammer, tage ham i hånden og vise ham, hvad jeg er blevet til. Og så ville jeg spørge, om han har det godt – sikkert mest for min egen skyld.

PETER EGAN BANKS JOHNS, 26
Mistede sin mor til kræft, da han var 21.


Hvis vi fik en dag sammen nu, ville jeg sidde med fem flasker vin en helt nat og spørge hende om alt, der kunne falde mig ind. Jeg ville gerne have kendt hende bedre som menneske og ikke kun som mor. Jeg kan tydeligt mærke indflydelserne fra min far, men min mors kan jeg kun gisne om nu. Det tænker jeg tit på.

Jeg ville spørge, om hun vidste, at jeg elsker hende og respekterer hende, for jeg følte ikke, jeg gjorde nok, mens hun var syg. Jeg havde svært ved at være der. Jeg ved, hun elskede mig, men jeg ville gerne sikre mig, at hun vidste, det var gengældt.

Min mor var kunstner, og jeg er selv musiker, så jeg ville spørge hende, hvordan hun oplevede og tøjlede sin kreativitet. Den energi, hun havde, når hun skabte sine kunstværker, kan jeg genkende i mig selv. Og hvordan så hun på min skabertrang? Jeg er ved at starte et helt nyt liv med et bæredygtigt landbrug, og jeg er nysgerrig på, hvad hun ville sige til det.


Jeg er selv blevet far, efter hun døde, så jeg tænker også på, hvordan jeg selv var som barn, og hvordan hun tacklede det at blive mor. Jeg ville gerne kunne spørge, om hun vil holde min søn og se hans små hænder hive i hendes hår. Hun mistede også sin egen mor nogle år inden, hun selv blev syg. Nu ville jeg gerne vide mere om, hvordan hun oplevede det at miste.

Jeg har skabt et mentalt billede af min mor som en sø eller en slags pøl af viden. Når jeg har tænkt på noget, jeg ville spørge om, så kunne jeg "bade i den" og finde svar på den måde. Svarene har jeg jo fundet i mig selv, men gennem hende. Så på den måde har jeg følt, at jeg stadig har kunnet spørge. Men i sidste ende er der ingen svar, der er helt nok, for jeg ville jo bare ønske, at hun stadig var her.

Læs mere fra VICE:

Da min far blev erklæret terminalt syg, blev jeg usynlig

Her er de ting, du skal gøre i tyverne for at forberede dig på livet med børn

Fire unge danskere fortæller om, hvordan det føles at springe ud