Annoncering
Culture

​Vi spurgte mænd i København, om de har tænkt sig at bruge hormonprævention, når den rammer markedet

P-pillen – eller p-sprøjten – til mænd lader vente på sig. Men ville vi mænd overhovedet bruge dem, hvis de fandtes? Jeg gik på gaden for at rådføre mig med andre københavnere, der har penis.

af Alfred Maddox
04 november 2016, 8:00am

"Er du på p-piller?"

Et kort, usexet spørgsmål, som mangen en kåd, kondomløs ungersvend forhastet har halvstønnet så subtilt som overhovedet muligt i de hede splitsekunder før et samleje. Og i ønsket om ikke at lade aftenens Kødby-cocktail af mdma og grøn Gajol blive grundlaget for et nyt menneskeliv håber vi hver gang, at spørgsmålet besvares med en enkelt stavelse – "ja" – der betyder, at vi er home free og frit kan sprede vores forplantningssafter, som vi har lyst (klamydia, gonorré for slet ikke at nævne de sygdomme, der er pænt meget værre end en Tinder-baby, taget ud af ligningen).

Men det er måske snart forbi, for i – hvad der efterhånden lader til at være – en nogenlunde nær fremtid vil vi, der går rundt med en penis i bukserne, også have samme hormonelle muligheder for at forebygge graviditet som danske kvinder har haft siden 1966, hvor p-pillen blev frigivet i Danmark. Så hvad hvis vi kunne tage en pille om dagen – eller en hormonsprøjte i ny og næ – der tillod os ubekymrede udløsninger, hvor vi ville, når vi ville, og i hvem vi ville – helt uden risikoen for at vågne med 18 års økonomiske tømmermænd i form af børnebidrag?

Det er ikke en ny idé. Gennem flere år har forskere forsøgt at skabe en brugbar mandlig p-pille, men de har indtil videre ikke haft heldet med sig. Men den mandlige hormonindsprøjtning er nu nået dertil, hvor den er blevet afvist af mandlige forsøgspersoner på grund af så-spis-dog-en-Snickers-bivirkninger som træthed og humørsvingninger – mange af de bivirkninger, som vores kvindelige modstykker har døjet med siden p-pillens tilblivelse. (For ikke at nævne klinisk depression, angst og blodpropper.)

Jeg gik på gaden for at høre, hvor ridderlige (læs: liderlige) københavnske mænd egentlig er, når det handler om at fylde deres krop med hormoner.

Alle billeder via skribentens iPhone.

OLIVER, 32, INGENIØR

VICE: Oliver – ville du tage hormonprævention, hvis du kunne?
Oliver: Måske. Det kommer an på, hvad bivirkningerne er.

Hvad hvis du fik at vide, at du ville have nogle humørsvingninger indimellem, måske lidt hovedpine – det samme måde, som kvinder på p-piller oplever?
Det ville jeg skulle diskutere med min kæreste. Hun er på p-piller nu.

Hvem af jer ville så tage dem, tror du, hvis I begge to havde muligheden?
Så tror jeg, at der ville være en af os, der tog dem. Jeg ville ikke automatisk sige; 'jeg gør det' af mig selv. Hun er jo på p-piller nu, og så behøver vi ikke at skifte. Det er nemmere.

Hvordan tror du, dine venner ville reagere, hvis du sagde, at du tog mande-p-piller?
Jeg tror, at mange ville være skeptiske. Jeg kunne forestille mig, at nogle ville mene, at det var kvindens opgave, fordi det jo er kvinden, som også bærer barnet og så videre. Jeg tror ikke, at det vil være noget, man som mand snakkede så meget med sine venner om.

Men det gør kvinder jo?
Ja, men jeg tror bare, det er lidt anderledes med drenge.

Tak, Oliver.

JAMIE, 18 OG SYLVESTER, 19, GYMNASIEELEVER I 3.G

Hey drenge – ville I tage p-piller til mænd, hvis de blev en ting?
Jamie:
Selv hvis de havde færre bivirkninger, end de har nu, ville jeg nok stadig have lidt imod at tage dem. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Måske fordi man bare er vant til, at det er kvinderne, der skal tage p-pillerne. Men hvis det blev normaliseret, så kan det godt være.

Så I ville ikke være de første til at springe ud i det?
Sylvester:
Jeg ville nok også vente lidt og se, hvad bivirkningerne ved det ville være. Men hvis det var sikkert...

Er I single, eller har I kærester?
Jamie: Single.
Sylvester: Ja, jeg er single.

Hvad gør I så nu?
Jamie: Det har altid været pigen, der har taget p-piller.
Sylvester: Ja. Ellers bruger jeg kondom.

Ville I tage p-piller, mens I var single, som der for eksempel er mange piger, der gør?
Sylvester: Det tror jeg faktisk ikke, at jeg ville.

Så det ville først være noget, der kom på tale med en eventuel kæreste?
Jamie: Ja, og det ville nok også komme an på, hvor stiv jeg var.

Tror I, at I ville være gode til at tage p-piller? Altså huske det hver dag?
Jamie:
Jeg ville være så dårlig til det. Jeg glemmer halvdelen af mine bøger, hver gang jeg skal i skole.
Sylvester: Det ville nok være noget, man skulle vænne sig til.
Jamie: Hvis jeg var pige, tror jeg ærligt talt, at jeg ville være gravid fucking tit.

LOL. Fedt – tak, drenge.

SØREN, 38, BRANDMAND

VICE: Hej Søren. Hvis der fandtes mandlig hormonprævention, ville du så gøre brug af den?
Søren: Ja, det ville jeg da.

Lige med det samme – bare sådan fra den ene dag til den anden?
Ja. Nu er jeg steriliseret – vi har fået de børn, vi skal have. Min kone har taget p-piller i lang tid og har hormonelle forstyrrelser på grund af det. Så selvfølgelig ville jeg det. Hvorfor skulle det kun gå ud over hende?

Ville der så være en deleordning? Altså, hvor I begge to tog dem – eller skiftedes?
Det kunne godt være, at man måske tog et år af gangen. Men min kone er mere sensitiv, end jeg er. Så jeg tror, at jeg ville kunne klare det bedre.

Du ville altså springe i med begge ben – uanset bivirkningerne?
Absolut. Dem har hun jo oplevet masser af.

Cool. Tror du, at du ville være god til at tage p-piller som mand?
Det skal jo bare indarbejdes i den daglige rutine, ligesom vitaminpiller og sådan noget. Så må man jo klistre dem fast på tandbørsten, eller hvad der nu skal til for, at man husker det.

Hvad hvis du var single? Ville du så også tage p-piller fast?
Ja, det tror jeg. Så ville man jo være sikker på, at man ikke lige får forplantet sig et sted, hvor man ikke burde. Det tager jo selvfølgelig ikke kønssygdomme, men jo, det tror jeg, at jeg ville.

Helt sikkert – tak, Søren.

DAVID, 22 OG ELIAS, 23, TELMORE-GADESÆLGERE

Hvis hormonel prævention til mænd blev en ting, ville I så gøre brug af den?
Elias:
Man ville lige skulle ud af sin comfort zone. Det ville jeg nok være lidt bange for. Om det er proteinpulver eller andre nye ting, så er det jo altid skræmmende at være 'forsøgskanin'.

Så du ville ikke være first moverpå p-pillen eller p-sprøjten?
Elias: Nej, men vi er jo flokdyr, så hvis der var mange, der gjorde det, ville jeg nok tænke, nå ja, fuck det, alle vennerne gør det.
David: Måske hvis der er mange, der begynder at gøre det – ligesom med cigaretter. Det var også derfor, jeg begyndte at ryge. Ellers er der jo noget, der hedder kondom, og så kan hun tage p-pillerne. Det fungerer fint for mig.

Hvad gør I nu, drenge?
David: Uha, når jeg er i byen, så har jeg det med at glemme ting. Så får den bare alt, hvad den kan trække. Og når det så først går op for mig bagefter, så får hun en fortrydelsespille, eller hvad fanden man nu kan gøre ved det. Jeg har været heldig indtil videre – jeg har ikke produceret nogen børn, og det satser jeg heller ikke på at gøre de næste ti år.
Elias: Lige nu er jeg i et forhold. Det er en ny livsstil for mig – før var jeg typen, der bare var sammen med folk randomly. Jeg vil nok foretrække, at hun tager p-piller, men hvis hun ikke vil af helbredsmæssige årsager, så har jeg fuld respekt for det.

Så du kører kondom?
Elias:
Jeg har faktisk kørt den metode, hvor du bare trækker dig ud. Men hvis det har været en eller anden tosse fra byen, så bruger jeg kondom.

Ahh – the pull-out. Klassiker. Men hånden på hjertet – bliver det dig eller din kæreste, der tager p-piller, når de bliver tilgængelige for mænd?
Elias:
Jeg ville helst have, at det var hende, der tog dem. Vi er jo bare vant til, at det er sådan, det er. Men hvis der ikke er nogen bivirkninger – at man for eksempel får for meget østrogen, så man bliver en bitch eller får tævepatter eller sådan noget – så tror jeg, at det kunne være okay.

Tak, drenge.

PETER, 25, BANKANSAT

Hvis der fandtes en mandlig p-pille, der svarede fuldstændig til den kvindelige, ville du så tage den?
Peter:
Måske. Det ville komme an på, hvad den kostede. Men jo, det ville jeg nok for at prøve det.

Det er altså prisen, det kommer an på?
Jeg ved det ikke. Den er svær. Det er nyt for mig.

Er du single?
Ja, jeg er single.

Hvad gør du så nu?
Der er ikke rigtig nogen plan. Hvis hun tager p-piller, så kører vi efter det.

Ville du være god til at huske at tage din p-pille, Peter?
Det ville kræve noget selv-disciplin. Det ved jeg sgu ikke, om jeg ville kunne rumme. Jeg ville nok kun tænke på det i weekenden.

Så virker den jo ikke. Men tror du så, det ville være en pinlig ting at snakke om med vennerne?
Næh, det tror jeg ikke. Jeg er meget åben omkring sådan noget.

Så du tror faktisk på, at p-piller for mænd kunne blive en populær ting?
Hvis Buffalo-sko har været en populær ting, så tror jeg også, at p-piller for mænd kan blive det.

Ja, efter den målestok er alt vel muligt. Tak, Peter.

Læs mere fra VICE:

Unge kvinder deler deres rædselshistorier om p-piller

Jeg tog Viagra for kvinder i en uge

Vi smagte på kondomer med smag, så du ikke behøver at gøre det

Tagged:
Sex
penis
Vice Blog
København
forhold
graviditet
prævention
hormoner
p-piller
p-piller for mænd
københavnere
humørsvingninger