Kom med på kurset, der lærer krigskorrespondenter at overleve i verdens brændpunkter

Teaterblod, burkakostumer og falsk bræk: Velkommen til kurset, der gør krigszonernes journalister i stand til at redde sig selv og andre.

|
24 august 2016, 5:33am

Alle billeder via forfatteren

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

"Yoghurt, parmesan, appelsinjuice og havregryn," siger Fay Johnson, der er medicinsk instruktør, mens hun blander sin yndlingsopskrift på falsk bræk sammen i en spand. "Vi kommer en smule teaterblod i for at gøre det lyserødt."

Johnson tilbereder sin ildelugtende bryg ved den sidste dag med førstehjælpsøvelser på den seneste "Reporters Instructed in Saving Colleagues (RISC)" træningsseminar i Torino, Italien, der blev afholdt sidst i juli.

Konfliktzoner er farlige for alle journalister, men freelancere er særligt udsatte. De fleste af dem har ikke råd til den dyre træning, der skal forberede dem på de fjendtlige omgivelser og klæde dem på til at yde den førstehjælp, der kan blive nødvendig. Træning som journalister, der har skrevet kontrakt med medieorganisationer normalt modtager, før de bliver sendt til frontlinjerne.

RISC-træning er et fire-dage-langt forløb, der giver journalister og fotografer et lynkursus i førstehjælp på slagmarken. Kurset lærer de deltagende at behandle alt fra bistik til alvorlige eksplosionsskader, og siden det blev opstartet i 2012 har næsten 300 freelancere deltaget i kurserne i New York, London, Nairobi, Kiev og Kosovo.

Det er Sebastian Junger, som er journalist og forfatter, der har grundlagt RISC. Det gjorde han, efter hans kollega fotografen Tim Hetherington døde.

Hetherington blev slået ihjel i et morterangreb i Misurata i Libyen, mens han fotograferede landets opstand mod Gaddafi i 2011. Til en mindehøjtidelighed for fotografen i London, fandt Junger ud af, at den skade, der slog ham ihjel muligvis ikke havde været dødelig, hvis de, der var på stedet, havde haft den rette førstehjælpstræning. I et interview med Outside magazine i 2012 sagde Junger, at han efter at have hørt det besluttede sig for at starte en træningsseminar "for freelancere, kun freelancere", fordi "det er dem, der udgør langt størstedelen af krigskorrespondenterne. De er udsat for flest risici ... Og det er dem, der er de mest underservicerede og får færrest ressourcer stillet til rådighed af alle i hele mediebranchen."

Han tilføjer også, at selvom forsikringsselskaber insisterer på, at de store, globale mediekoncerner sender deres krigskorrespondenter til træningsforløb, der skal lære dem at befærde sig i farlige omgivelser, så er de ofte for dyre til, at freelancere kan blive sendt afsted. "Det tænkte jeg, at vi kunne lave om på og gøre gratis, og det lykkedes os at gøre det."

Journalisterne arbejder i hold for at redde deres patienter, mens instruktørerne hælder 'blod' udover kroppene i kursets sidste øvelse. Røg og optagelser af skrigeri og eksplosioner bruges til at distrahere kursusdeltagerne.

Til træningskurset i Torino lytter de deltagende til forelæsninger, og de lærer vigtige teknikker til at redde liv - for eksempel hjerte-lunge-redning eller hvordan man laver en årepresse. Der er øvelser i diverse medicinske nødsituationer og i at yde førstehjælp uden at gå på kompromis med sin egen sikkerhed. Deltagerne lærer forsigtigt at nærme sig enhver, der behøver lægehjælp ved at identificere, hvilken type skade, der er tale om og derefter vurdere, om det er sikkert at begynde at behandle patienten. Deltagerne skiftes til at spille rollen som patient, mens deres kolleger skal stille diagnosen og give dem den rette behandling alt efter hvilke symptomer, de lader til at have.

På sidstedagen tager eleverne alt, hvad de har lært i brug i en mass casualty drill. Lyden af skyderi og eksplosioner runger ud af nogle højttalere, mens instruktørerne antænder røggranater og kanonslag for at simulere de stressende krigsforhold, der hersker på frontlinjerne.

"Han forbløder! Stop blødningen," skriger Sawyer Alberi, den øverste instruktør, mens hun hælder en kande teaterblod udover en træningsdukke for at simulere en pludselig blødning. Et par journalister, der sidder på hug henover dukken, ligger årepresser, mens den klistrede, røde væske samler sig rundt om deres fødder. Efter dukkerne er blevet flyttet i sikkerhed, løber en instruktør klædt i burka ud og hyler af sorg, mens hun skubber til journalisterne, der stadig forsøger at stabilisere deres patienter. Da øvelsen er forbi, hiver journalisterne efter vejret – de er smurt ind i skidt og falske kropsvæsker.

VICE tog en snak med nogle af deltagerne for at høre hvad de har lært på RISC-kurset.

En instruktør leder RISC-deltagerne hen til et sted, hvor der er sket et 'massedødsfald' under den sidste øvelser på kursets sidste dag. Øvelsen simulerer en nødsituation på frontlinjerne. Eleverne skal tilse deres patienter, mens de håndterer en række stressfaktorer og afbrydelser.


Fotograf/RISC-deltager federico Rios på en falsk slagmark.


Federico Rios, fotograf fra Colombia

Jeg arbejder i Colombia, og jeg dækker konflikter og hverdagen i Latinamerika som freelancer for New York Times samt andre aviser og publikationer. I år fandt træningen sted langt fra mit hjem, og jeg måtte tage et fly fra Colombia til Panama, et andet fra Panama til Amsterdam og et tredje fra Amsterdam til Torino. Men jeg tror, at træningen er alle pengene værd, fordi det handler om at redde sit eget liv.

I forbindelse med mit arbejde har jeg set skyderier i Colombia, oprør og tumult i Venezuela, skyderier i El Salvador og volden i Mexico. I Colombia er der for eksempel landminer, krydsild, opgør mellem guerillastyrkerne og den colombianske hær. Og hver gang tænker man: Nu bliver jeg skudt.Eller: Jeg træder på en landmine. Jeg tror virkelig, at RISC-træningen kan redde mit liv. Jeg føler mig heldig, at jeg ikke er kommet til skade før, og jeg håber heller ikke, at jeg kommer det i fremtiden, men der er ret store chancer for det de her steder, hvor jeg arbejder. Hvis det sker, vil jeg gerne kunne bruge al den viden, som jeg har fået under RISC-træningen.

Fotograf Andrew Esiebo under RISC-træningen.

Andrew Esiebo, fotograf fra Nigeria

Jeg arbejder i Nigeria og betragter mig selv som en visuel fortæller. Jeg har arbejdet i det nordøstlige Nigeria, og nabolande som Tchad og Cameroun for forskellige publikationer som New York Times, Time Out Nigeria og CNN med flere. Jeg har haft fokus på flygtninge og nigerianere, der er blevet fordrevet fra deres hjem i forbindelse med den igangværende konflikt med terrorgruppen Boko Haram.

Det er nogle fjendtlige regioner, så det var en god mulighed for mig at deltage i RISC-træningen og få en forståelse for, hvordan jeg kan være mere forsigtig og redde mig selv eller andre fra livsfarlige angreb.

Jeg husker en gang, hvor jeg arbejdede i det nordøstlige Tchad, midt ude i ingenting, og jeg kan bare huske, at jeg spurgte mig selv: Hvis der nu skulle være et angreb, hvordan ville jeg så redde livet? Hvad kan jeg gøre? Jeg følte mig hjælpeløs, så den oplevelse gav mig klart lyst til at deltage i kurset.

Træningen er ikke kun gavnlig i krigszoner, den kan også bruges i dagligdagen. Den anden dag stod jeg i metroen i Paris, og der var en fyr, som havde brug for hjælp, fordi han havde en slags anfald. Før i tiden havde jeg nok ikke gjort noget, men på grund af RISC-træningen gik jeg hen til ham og prøvede at få ham til at sidde i en oprejst position, der ville hjælpe ham med at falde til ro og trække vejret ordentligt. Det skete midt i byen, der var folk over det hele, men der var ingen, der vidste, hvad de skulle stille op. Uden de ting jeg har lært, ville jeg ikke have været selvsikker nok til at hjælpe ham.

Fotografen Gabriele Micalizzi deltager i en øvelse under RISC-træningen.

Gabriele Micalizzi, fotograf fra Italien

Jeg har dækket Libyen siden 2011 og for nylig var jeg der to måneder i træk på opgave for Le Monde. Jeg dækkede konflikten mellem IS og Misurata-styrkerne (libyere, der er allierede med regeringen) og opgørene er ikke særligt velorganiserede, så det er et ret farligt sted at være. Man kan godt følge kamptropperne, men der er for mange snigskytter. De bruger også landminer, så man kan ikke følge med på frontlinjerne. Det er ekstremt risikabelt. Men jeg var med dem på fire eller fem fremrykninger, og hver gang var der altid omkring 200-400 tilskadekomne og mellem 27 og 50 dræbte.

Jeg meldte mig til RISC, fordi jeg mistede en ven for to år siden i Ukraine. Han var en del af mit fotografkollektiv. Han kom til skade i et angreb, efter han blev ramt af granatsplinter og døde af voldsomme blødninger. Jeg var der og bragte liget med hjem til Italien fra Kiev. Det skete flere gange, at folk omkring mig kom til skade, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. For ti dage siden blev min bil ramt af en mortergranat, og min fixer kom til skade. Det sker ofte, når man arbejder i krigszoner.

Før i tiden var jeg tatovør, og jeg kendte derfor en smule til førstehjælp, men jeg har aldrig været med til sådan noget som RISC. Så jeg er virkelig glad for det – især fordi jeg lige er kommet tilbage fra frontlinjerne. Du er nødt til at være forberedt, når der sker noget real.

Daniel Tepper er freelancefotograf og journalist. Han gennemførte et RISC-forløb i 2013.

Se flere billeder fra RISC-træningskurset nedenfor.

En RISC-instruktør iklædt en burka distraherer kursusdeltagerne, mens de arbejder på deres patienter under den afsluttende øvelse.

Fotograferne Andrew Esiebo fra Nigeria og Federico Rios fra Colombia bærer en dukke i improviseret seletøj lavet af en enkelt nylonstrop.

En træningsdukke smurt ind i teaterblod ligger i solen før en øvelse.

De italienske fotografer Gianluca Panella og Federico Scoppa 'genopliver' en dukke under en øvelse.

Træningsdukker ligger ovenpå hinanden før en øvelse.

Læs mere fra VICE:

Derfor kan slumturisme være en god ting

Italiens plan om at legalisere cannabis kan være med til at bekæmpe Islamisk Stat og mafiaen

Jeg tog til Thailand og kom hjem til et bordel i min lejlighed