Annoncering
Stuff

Jeg opsøgte alle de fyre, der aldrig skrev tilbage

Det kan vel ikke være så svært at svare på en SMS - men er "ghosting", som de unge kalder det, bare endnu et symptom af den digitale datingverden?

af Alison Stevenson
12 november 2015, 9:52am

Illustrationer af Alex Jenkins

Så skete det igen. Jeg var sammen med en fyr – denne gang en voksen skateboarder – der gentagne gange fortalte mig, at han gerne ville se mig igen. Dum som jeg er fik dette mig til at tro, at han måske ville ses igen. I stedet for at svare på den SMS, jeg sendte ham to dage senere, valgte han at lave den digitale version af den der scene fra samtlige teen-film, hvor man lader som om, at man er en livløs mannequin for at undslippe indkøbcenterets sikkerhedsvagter. Mærkeligt, han var her ellers lige før...

Nu til dags kalder de unge det "ghosting," selvom jeg ville foretrække at sige, at jeg blev "mannequin'et". Uanset hvad vi vælger at kalde det, er det ikke et nyt fænomen i datingverdenen. Man har en dejlig, helt normal date/romantisk møde med en person, lover hinanden at man vil ses igen, og ignorer derefter deres forsøg på at komme i kontakt, som var de inkassatorer. Det er verdens ældste datingmanøvre. Hvis du ikke er blevet ghostet, så har du enten et abnormt og uhyre perfekt dating-liv, og jeg hader dig, ellers har du slet intet dating-liv, og jeg har ondt af dig.

Fik du læst: Jeg sagde 'ja' til alle de klamme stoddere, der lagde an på mig på gaden

Det er ikke det at blive droppet, der generer mig. Jeg har været på utallige middelmådige første dates, hvor der ikke var nogen af os, der efterfølgende valgte at følge op. Det er ikke ghosting. Sådan er livet bare. Det, jeg snakker om, er de gange, hvor jeg troede, at vi begge to var klar på mere, men så aldrig hørte tilbage fra dem. Kan det virkelig være så svært at svare på en SMS?

Jeg besluttede mig for at opspore nogen af de mænd, der har ghostet mig for endelig at få nogen legitime svar på bordet. Skateren ville desværre ikke være med – han lader stadig, som om vi aldrig har mødt hinanden. Men der var et par andre, der gik med til at svare på de spørgsmål, der har plaget mig i et godt stykke tid. Her er, hvad de havde at sige. Forresten er deres navne blevet ændret fordi, ja, det er vel ret indlysende.

Mike

Jeg mødte Mike for to år siden gennem fælles venner. Så stødte vi på hinanden til en fest sidste år og var sammen. Vi brugte også det meste af den næste dag sammen. Han kørte mig hjem den næste dag, vi udvekslede telefonnumre, og jeg skrev til ham i håb om at gentage succesen. Han svarede aldrig.

VICE: Hvordan synes du vores tid sammen gik?
Mike: Jeg synes det gik godt. Du er en cool pige, og jeg har altid nydt at hænge ud med dig.

Godt så... Men hvorfor svarede du mig så ikke?
Hovedsageligt fordi at jeg på det tidspunkt var alt for bange for alt, der mindede om et forhold.

Så du besluttede dig for, at det var bedre bare at ignorere mig, end at fortælle mig det?
Jeg kan huske, at vi ret tidligt havde en samtale om, hvordan jeg havde det. Efter der var gået noget tid, kan jeg huske, du sendte mig en meget direkte SMS, og jeg fortalte dig at jeg virkelig respekterede, hvor klar du var i din udmelding, men at jeg ikke var interesseret.

Har du gjort det samme ved andre?
Ja, jeg har været på første dates og så aldrig set dem igen. Jeg prøver altid mit bedste på at kommunikere mine følelser i de her situationer. Hvis vi bare sådan holder op med at snakke sammen, og personen stadig aktivt prøver på at få noget op at køre med mig, så fortæller jeg dem helt klart, hvordan jeg har det.

Afgav jeg nogen irriterende advarselssignaler?
Jeg kan ikke umiddelbart komme på nogen. Jeg følte, at vi var ret enige om, at vi ikke havde lyst til at tage det videre. [Anmærkning fra skribenten: Niks.]

Er du nogensinde blevet "ghostet"?
Ja. Det er lidt irriterende, når der er nogen, der ikke svarer en. Det er endnu mere irriterende, hvis samme person udviste interesse i at ses igen, især hvis de siger "Lad os ses igen" eller sådan noget. At blive løjet op i ansigtet er ikke en rar oplevelse for nogen.

Peter

Peter og jeg mødtes for et par måneder siden på Tinder. Vi var på en udemærket date og vi endte med at kysse lidt. Jeg forsøgte at få aftale om en date mere, fordi jeg personligt mener, at det kræver mere end en date at lære et andet menneske at kende. Men det skete naturligvis ikke, fordi jeg blev (sig det med mig) ignoreret.

VICE: Hvad synes du om vores date?
Peter: Jeg synes, det var en god første date. Jeg følte at vi havde de samme holdninger om mange ting, og et lignende syn på folk og situationer omkring os. Vi snakkede ret godt sammen, og var ret ærlige omkring hvorfor vi var på Tinder og hvad vi søgte i en partner. Jeg var glad for at møde dig, lære om dig og bruge tid sammen med dig, og jeg følte også at du gengældte de følelser.

Jamen, jo. Hvorfor svarede du mig så ikke?
Jeg er på Tinder, og jeg går på dates og prøver at møde folk i håb om at jeg finder noget, der er lidt sundere end et uforpligtende forhold. Indtil videre har jeg ikke mødt så mange på Tinder, der virker, som om de er samme sted som mig, så de fleste af mine Tinder-oplevelser har været uforpligtende og kortvarige. Selvom jeg havde det ret godt med vores første date, så kunne jeg bare ikke se os få noget sammen, der var mindre uforpligtende, end det forhold jeg har med min eks-kæreste lige nu.

Hvorfor valgte du så at ignorere mig frem for at fortælle mig hvordan du havde det?
Jeg burde nok have været mere klar omkring, hvordan jeg havde det, men jeg har tendens til bare at ignorere problemer eller konflikter indtil de forsvinder, eller jeg er tvunget til at gøre noget ved dem. Og det lader til at være standardmåden at fortælle nogen på Tinder, at man ikke er interesseret.

Det er da trist. Du følte ikke, at du skyldte mig en eller anden form for respons?
Jo, det gjorde jeg nok. Men desværre tog min personlighed mig i en anden retning. Det er jeg ked af. Men folk og deres tanker kan ret hurtigt ændre sig, og som jeg sagde før, virker det som om folk kan varme op og køle af meget hurtigt på Tinder og andre online datingtjenester.

Har du gjort det her ved andre?
Ja det har jeg, men ikke så mange gange, som andre har gjort det ved mig! Jeg prøver ikke at retfærdiggøre mine handlinger, jeg vil bare give dem noget kontekst.

Så du er også blevet ghostet?
Ja, mange gange. Og det er altid trist. Fordi man tager det personligt og får sjældent nogen form for afvikling på det hele. Jeg får det også dårligt, når jeg gør det ved andre. Men jeg tror også, det er en del af det, der gør online dating-verdenen så tiltalende. Fordi man ikke har fælles venner og ikke mødtes gennem en fælles arena, er det ikke jordens undergang, hvis man forsvinder fra jordens overflade. Jeg prøver bare på at lære noget af oplevelsen og komme videre, velvidende om at det ikke ville have været en god situation lige meget hvad, hvis der er nogen der "ghoster" mig. Jeg ved det ikke, jeg prøver stadig at finde rundt i alt det her.

Læs også: Min kamp for at overvinde min blowjob-angst

Mickey

Mickey og jeg har kendt hinanden siden college-tiden. Vi var aldrig tætte venner, men vi havde lidt af en renæssance da han flyttede til Los Angeles. Vi hang ud et par gange som venner indtil vi en aften, efter masser af alkohol, besluttede os for at tage det skridtet videre. Efter det stoppede Mickey og jeg med at snakke sammen. Som i: fuldstændig.

VICE: Kan du huske den gang vi var sammen? Hvordan synes du det gik?
Mickey: Det gik fint. Jeg synes, det var ret hedt.

Hvorfor skrev du ikke tilbage til mig?
Til at begynde med var jeg super nervøs omkring det. Jeg er vel egentlig lidt snerpet omkring sex – jeg har ikke været sammen med nogen siden dig, ikke en gang et kys. I mit hoved var det dig, der havde den seksuelle selvsikkerhed, så jeg fulgte bare dig ud i hvad jeg troede var et uforpligtende seksuelt forhold. Vi havde været venner i et stykke tid, og du virkede åben over for at være sammen, så jeg tænkte, jamen hvis hun synes, det her er chill, så kan jeg vel også godt være chill. Da det virkede som om, at du ville have mere ud af det, blev jeg nervøs, fordi det ikke var sådan, jeg så vores forhold.

Kunne du ikke bare have sagt det i stedet for... ingenting?
Tjo. Mine venner siger, at de som regel bare fortæller den anden person, hvad de gerne vil høre – fordi det er nemmere – og det synes jeg er dårlig stil, så det fortæller jeg dem også. Det forstærker bare den slags dårlig datingkultur.

Er du nogensinde blevet ghostet?
På en måde. Jeg kyssede engang med en pige, sov hos hende, og så kørte hun mig hjem næste morgen. Det var rart. Så ignorerede hun mig de næste to gange, jeg skrev til hende. Det gjorde mig sindssyg. Det var svært at forstå, hvor meget det egentlig påvirkede mig. Jeg kan huske, jeg på et tidspunkt sendte hende en SMS, hvor der stod, "Nu ved jeg hvordan 'crazy piger' har det!" Så kom hun ind på mit arbejde og inviterede ud, uden så meget som at nævne hendes forsømmelse af mig. Jeg havde det forfærdeligt over at blive ignoreret.

Er du egentlig klar over at: Mænd er programmeret til at vælge sex frem for mad

Der kan man bare se – en eller anden kombination af glemsel, dårlig kommunikation, og oprigtig fortrydelse.

At snakke med de her fyre fik mig til at indse, at vi træffer så mange af vores valg i datingverdenen på baggrund af antagelser og formodninger. I stedet for bare at sige, hvad vi føler og dele vores intentioner med hinanden, går vi alle sammen ud fra, at vi er enige om det hele. Mike hævder, at han fortalte mig, han ikke var interesseret, men det er helt sikkert aldrig sket. På den anden side var jeg ikke rigtig interesseret i at blive hans kæreste, men det gav han mig ikke mulighed for at fortælle. Jeg synes det er vildt, at de her fyre selv har oplevet følelsen af at blive ignoreret, og alligevel stadig ser det som den eneste udvej.

Selvfølgelig bærer jeg også en del af skylden for ikke at have været bedre til at kommunikere mine intentioner, fordi jeg så ofte lader mig snyde af mine egne antagelser. Kan vi ikke bare alle sammen blive enige om bare at sige, hvad vi føler – uanset om det vil lande os nøgne i andres seng eller ej. Ghosting giver ikke et sundt datingmiljø, og vi hjælper ikke nogen ved at blive ved med at lade det forurene vores sexliv.

Følg Alison Stevenson på Twitter.

Læs også:

Når din kæreste dropper dig efter en trekant

Jeg er en heteroseksuel mand, der tænder på slaskede, midaldrende mænd

Sådan dominerer du mænd med penge