Sådan har FIFA formet vores smag i musik

FYI.

This story is over 5 years old.

spil

Sådan har FIFA formet vores smag i musik

Vi har analyseret soundtracket på de forskellige årgange af verdens mest populære fodboldspil – fra Blur til drum'n'bass.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Italien

Enhver, der ligesom mig har kæmpet med FIFA i årevis og lidt det ene svigende nederlag efter det andet og konsekvent er endt på en andenplads i samtlige turneringer med vennerne, kender den frustration, der rammer i den sidste uge i september, når man sidder og venter på den nyeste udgave af spillet. Nu er FIFA 18 på gaden, og historien gentager selvfølgelig sig selv.

Annoncering

De første to kampe, som jeg spillede hjemme hos en af mine nørdede venner (som er så god, at han helt sikkert snyder) omgivet af andre venner og fanatiske fans af spillet, resulterede i et dobbeltnederlag: henholdsvis 2-1 og 6-0. Det er selvfølgelig aldrig for sent at give op og vælge at fokusere på cricket i stedet, men jeg har alligevel tænkt mig at lave en sidste hyldest til spillet ved at fokusere på et ofte overset aspekt, der spiller en større og større rolle i dag, nemlig lydsiden.

FIFA er over årene blevet en vigtig katalysator for musik – spillet formidler en bred vifte af genrer i en tid, hvor det er vigtigt at være alsidig, og skaber en ny socialdynamik mellem unge gamere. Det er et spil, der begyndte at påvirke trenden inden for musik helt tilbage i starten af 00’erne og foranledigede på den måde en hybridisering af genrer, der blev til talløse subgenrer (som for eksempel trance og den deraf afledte EDM) for så til sidst at lande i den økonomisk motiverede lejr, hvor det globale udtryk sejrer.

Før jeg kaster mig ud i en analyse af de forskellige årganges individuelle soundtracks, skal det siges, at FIFA for mange mennesker er meget mere end bare et spil. FIFA er en sindstilstand, et redskab til angstfremkaldelse, en naturorden, der skaber et hierarki blandt dig og dine venner. Det er et stof, man bliver afhængig af. FIFA er den der ekskæreste, man aldrig helt kommer sig over på trods af, at det betyder endeløse nederlag, hjertesorger og ødelagte controllere, der er blevet kastet ind i væggen (hvis du aldrig har smadret en controller i vrede over FIFA, så er det her ikke et forum for dig).

Annoncering

FIFA har også gjort utroligt meget for min personlige musiksmag. Ligesom tusindvis af andre unger sad jeg og skreg med på ”Woo-hoo” mellem kampene i FIFA 98, når Blurs ”Song 2” blæste ud af højtalerne. Det er en simpel collegerocksang, men det er blevet en udødelig klassiker, der vækker minderne fra spillet til live hos de fleste 30-årige gamere i dag.

For slet ikke at tale om 16-bit FIFA… nej, det er bare for sjov. Det behøver vi ikke tale om.

Lydsiderne til de tidlige versioner af spillet – fra Nintendo-versionen i 1994 til PlayStation-debuten i 1997 – blev produceret af EA Sports selv og virker helt forkerte sammenlignet med det overflødighedshorn af indie og electronica spillene i dag byder på. Der var faktisk numre på, som var så skraldede, at de stadigvæk gør ondt at lytte til. Sådan virkelig ondt. De første fem tracks veksler mellem grunge med fuld knald på og guitarriffs, der får selv den mest hidsige distortion-entusiast til at rødme.

Så kom FIFA 99, hvor man lancerede konceptet European Dream League, en bizar kombination af Champions League og en normal slutrunde mellem europæiske hold. Nostalgien gik helt amok. Det var det år, trance-electronica-bølgen hærgede.

Spillet begynder med Dub Pistols Sick Junkie remix af "Gotta Learn" af Danmass, der snart afløses af Dylan Rhymes med ”Naked and Ashamed”, som er et fremragende track at skabe en god Trainspotting-stemning til. Det hele bygger naturligvis op til et crescendo, der kommer i form af Fatboy Slim med monsterhittet ”The Rockafeller Skank”, som kommer tordnende ind, mens man sidder og indstiller gameplay og spiller-lineup, og forstyrrer – men ikke alt for meget – ophidselsen ved at sidde og tjekke alle de nye features i versionen ud.

Annoncering

FIFA 2000 fulgte sporet fra de tidligere udgaver med brugen af elektronisk musik, men tilføjede også pop, der i de følgende år skulle komme til at dominere. Det var dengang, hvor diverse musikprogrammer på tv samt MTV stadigvæk havde monopol på at vise musikvideoer.

Men med fremkomsten af digitale platforme, hvor man kunne dele musik, skete der et skift i kulturen, og den udvikling var EA Sports på forkant med. Valget af tracks som ”It’s Only Us” af Robbie Willliams eller “Sell Out” af Reel Big Fish var ikke tilfældigt. Popmusik var med til at tilføre værdi til spillet i en tid, hvor presset blev øget fra konkurrenter som Konami, der stod bag ISS (eller Winning Eleven, som det hedder i Japan) til Playstation.

I det nye årtusinde blev både spillets udformning såvel som lydsiden justeret, og det gjorde det bare endnu bedre. Tidligere blev kampen afsluttet automatisk, hvis ikke der var nok spillere på banen. Men nu kom FIFA 2001 ind fra højre (skarpt forfulgt af PlayStation 2) med en hård takling, der gik efter alt andet end bolden.

Det var i denne udgave af spillet, at EA Sports introducerede knappen, der udløste en beskidt takling. Det var en total gamechanger for mig. Glem alt om at score mål. Bare gå efter at forkrøble så mange af modstanderens spillere som muligt. Det var en modifikation, der var som sendt fra himlen, når man sad og fik afløb for alle sine pubertære frustrationer mod en sagesløs modstander.

Annoncering

Det var også i FIFA 2001, at electronica for alvor satte sit aftryk på lydsiden – fra Mobys klassiker ”Bodyrock” til Utah Saints’ electro-funk. Så kom de første dubbede tracks, der i 2001 var sammensat af DJ Tiësto efterfulgt af R4 og BT med en lille undtagelse – selv om det teknisk set stadigvæk var electronica – i form af Soulchild-remixet af ”19/2000” af Gorillaz.

I årene, der er gået siden, er teknologien blevet mere avanceret, og genrerne har gennemgået en heftig mutationsproces. Mens Avril Lavigne hærgede hitlisterne med ”Complicated”, blev EA Sports og andre computerspilproducenter mere og mere interesserede i at bruge drum'n'bass og hiphop i spillene. Konsollerne havde også øget deres kapacitet og var blevet hurtigere, så nu blev der også plads til musik på den platform.

Derfra begyndte tracklisterne at vokse med raketfart. På FIFA 2004 er der hele 28 numre inkluderet, der repræsenterer en bred vifte af genrer. De bedste og mest uforglemmelige sange leverede The Dandy Warhols og DJ Sensei, og så skal man heller ikke glemme Kasabians ”L.S.F.” eller bidragene fra Kings of Leon, Caesars, Goldfrapp og Radiohead (det var sangen ”Myxomatosis”) og sidst, men ikke mindst The Stone Roses og de kærlighedssyge Tribalistas. Det var en helt utroligt stærk playliste det år.

Selv om de var sent til festen sammenlignet med FIFA, så var det også heromkring, at Konami begyndte at fokusere på at udbygge det soniske univers i deres spiludgivelser. Lydsiden på Pro Evolution Soccer bød nu også på rigtige kunstnere, der skulle kompenseres for brugen af deres numre. Resultatet blev blandt andet at Kasabian kom på lønningslisten og åbner PES 2005 med ”Club Foot”.

Annoncering

Tidligere var PES’ lydsider hovedsageligt skruet sammen af Nekomata Master, Noayuki Satos kunstnernavn, der har skrevet og produceret for Konami sinde 1999. Der skulle stadig gå et par år, før det gik op for firmaet, hvor vigtigt det var at introducere internationale kunstnere i spilmenuerne i forlængelse af de originale samples. I 2009 begyndte man gradvist at ændre formatet i det henseende ved blandt andet at bruge "People Power" og "Do It Again" af Anderson Shelter. Konami fulgte op året efter med Chemical Brothers (i form af dræbertracksene "Midnight Madness" og "Galaxy Bounce"), Stereophonics med "A Thousand Trees" og – et nummer jeg har brugt som alarm på telefonen i årevis – ”Dakota”; men også Keane, Kaiser Chiefs, Hoobastank og DJ Shadow.

Fra da af begyndte Konami at sammensætte playlister til spillet, i stil med måden FIFA gjorde det på – et alsidigt mix af genrer og internationale kunstnere med sporadiske indslag af techno og trance.

2005 var også året, hvor FIFA Street, et perverst eksperiment, der tydeligvis er udarbejdet af folk, der hader fodbold, til folk, der også hader fodbold. Men lydsiden var der ingen problemer med. Soundtracket til det første FIFA Street-spil var ild: bølger af tropiske lyde og reggaerytmer, der gik perfekt i spænd med den surrealistiske atmosfære i spillet. Derudover bidrog Fat Boy Slim til den subækvatoriale stemning med tracket "Jin Go La Ba".

Annoncering

Men lad os vende tilbage til FIFA 2005 (og mens vi er her, så vil jeg lige minde jer om nogle af spillerne i den udgave: Kaka, van Nistelrooy, Shevchenko, Henry, Del Piero, Fernando Morientes, Ronaldinho, Owen, Zidane, Beckham og selvfølgelig Hans Majestæt, kaptajn Francesco Totti). Udover Brothers og Sandro Bit var der også plads til både Flogging Molly og Franz Ferdinand, hvilket peger på, at EA Sports havde føling med, hvad der rykkede på den internationale scene – både i forhold til salgstal såvel som geografisk placering. De dækkede sig med andre ord helt ind.

Fra da af begyndte musikudvalget at fokusere mere på pop-rock til fordel for den elektroniske musik, der havde domineret tidligere. Generelt er udvalget dog stadigvæk alsidigt. Man kan for eksempel tage et kig på EA Sports’ playliste for dette års udgave af spillet: den byder på 39 tracks og cirka to og en halv times varieret musik. Alt fra Run the Jewels til danske Off Bloom, fra The National, xx og Alt-J til Slowdive, det er en ren buffet af gode sange, der er med til at forbedre spiloplevelsen og samtidigt inspirere nye såvel som gamle gamere til at opdatere musikbiblioteket.

Og nu må I have mig undskyldt. Mit Paris Saint-Germain-hold skal ud og have tæsk for 117. gang. Hvis du nogensinde føler dig nostalgisk og har brug for at genopleve din tabte ungdom, så får du her en playliste med de bedste numre fra to årtier med soundtracks til FIFA. Og husk nu på: FIFA-nørder er onde mennesker, især når de ved, hvordan man laver en rabona.