aktivisme

Lad os aldrig glemme, at politiet klemte livet ud af en 18-årig og gik fri

”Han var på mange måder en helt almindelig punker. Hverken værre eller bedre end os andre. Han var bare uheldig, at han kom til at ligge nederst i den bunke den aften."

af Kristian Ejlebæk Nielsen
18 november 2018, 10:33am

Fyrværkeriet bragede omkring dem, og de to venner var lige sprunget ind i det nye år sammen. Kasper Scheel kom sammen med sin ven Benjamin Schou og en gruppe af deres venner fra en nytårsfest på Christiania. De var på vej ind til byen, og de var nået til Rådhuspladsen. Men en af dem kom aldrig længere. 18-årige Benjamin Schou nåede kun at opleve 20 minutter af 1992.

”Vi havde drukket en masse sprut, og skulle videre i byen,” husker Kasper Scheel i dag, da han tænker tilbage på den nat for 24 år siden. ”Da vi nåede Rådhuspladsen, gjorde vi et ophold. Der var vildt mange mennesker. Jeg er i tvivl om, hvordan det skete, men vi kom lidt op at toppes med nogen, og der var optræk til ballade. Jeg tror, der blev kastet nogle flasker, men det endte i hvert fald med, at Benjamin blev anholdt, selv om jeg ikke helt forstod hvorfor. Jeg stod lige ved siden af, men kunne ikke gøre noget."

Under anholdelsen mistede Benjamin bevidstheden, og han kom aldrig til sig selv igen. Den nat døde Benjamin første gang, da han var livløs i et kvarter. Teknisk set var han i live i indtil 2008, hvor hans hjerte slog det sidste slag. Det er i dag 10 år siden. Men de sidste 16 år af Benjamins liv kan knap nok kaldes et liv. Politiets behandling af ham i 1992 resulterede i at Benjamin kollapsede under tre betjentes vægt og fik et hjertestop, som lukkede for ilttilførelsen til hjernen og invaliderede ham for livet.

"Han lå nederst i en bunke betjente, og det så voldsomt ud, men det var vi desværre vant til. På det tidspunkt så det ikke så anderledes ud, end det plejede, når de anholdt nogle af os, men når jeg tænker tilbage, kan jeg godt huske, at han så lidt for slatten ud. Han blev bare slæbt hen ad jorden, da de gik," husker Kasper Scheel.

Historien om, hvad der skete den nat, er historien om politivold med døden til følge. En fortælling om mistillid til myndighederne og et dybtliggende had mellem politi og autonome, som nåede et foreløbigt klimaks den aften – men som skulle blive endnu voldsommere et år senere.

Det her er historien om, hvordan en 18-årig punkers død blev kulminationen på en konflikt, hvor folk på begge sider af den idag fra tid til anden spørger: Husker du Benjamin?

De to venner Kasper og Benjamin var for unge til for alvor at kunne huske BZ-bevægelsen. Men vi skal alligevel tilbage 80’erne, for rigtigt at forstå, hvad der skete.

1542374836191-Image-from-iOS-kopi-2
Børnehuset (tv) billede fra BZ-portalen og Kasper (th) privatfoto

Op gennem 1980’erne legede BZ'ere og politi katten efter musen i tomme huse og mørklagte gader. Ligesom i dag var der boligmangel i København, men dengang var byen fyldt med tomme huse, som blev overtaget af unge rebeller. Spændingerne mellem myndigheder og aktivister eskalerede i takt med, at begge fløje skruede op for metoderne. Konflikten kulminerede under Slaget om Ryesgade i 1986, hvor befolkningen fulgte med, mens maskerede aktivister i ens kedeldragter barrikaderede en hel gade på Nørrebro. Efterfølgende begyndte BZ-bevægelsen at dø ud, og der skete et paradigmeskift. Rydningen af Ryesgade havde ramt hårdt, og der var generelt en tendens til, at man gik væk fra husbesættelser, farverigt gadeteater og andre spraglede tiltag og i stedet kastede sig over andre aktionsformer.

Men det stærke fællesskab eksisterede stadig, og det var i den periode, at Kasper og Benjamin blev en del af bevægelsen.

”Jeg fandt et fristed, hvor jeg kunne føle mig i live, og der mødte jeg en masse venner – blandt andre Benjamin,” fortæller Kasper Scheel, der i dag er 44 år gammel og arbejder som folkeskolelærer. ”Vi fandt sammen om kunst, musik og politik, men mest af alt var vi bare høje på livet. Vi fandt noget vildskab og glæde i hinanden. Det var fantastisk for os at blive en del af det her miljø. Der var besatte huse, der var Christiania, der var huse i resten af Europa – man følte virkelig, at man var en del af noget kæmpestort. Der skete noget hver dag. Jeg befandt mig i en klokke af nyfunden frihed, som jeg ellers ikke havde oplevet nogle steder.”

Og selv om bevægelsen havde ændret karakter, kunne Kasper og Benjamin tydeligt mærke, hvor meget konflikterne med ordensmagten fyldte.

”Benjamin og jeg var en del af Børnemagt (gruppering af teenagere i det autonome miljø, red.), og vores aktioner var sådan noget med at kaste skumfidus-brosten og hælde vand i hovedet på politiet, når de kom for at rydde vores huse,” husker Kasper. ”Men der var ikke rigtig plads til den slags ting længere. Vi stod ved en skillevej.”

Årene op til den fatale nat i 1992 havde altså været fyldt med utallige husbesættelser, rydninger, tåregasangreb og andre konfrontationer med politiet, hvilket op gennem 80'erne havde været med til at opbygge et indædt had mellem politi og aktivister.

Derfor var Kasper og hans venner vant til voldsomme konfrontationer med politiet. Så på trods af graden af vold i forbindelse med Benjamins anholdelse, tænkte de den nat ikke mere over det og tog videre i byen for at fejre det nye år. Næste dag fandt de ud af, at Benjamin ikke var i detentionen, men på Rigshospitalet, så de tog hen for at besøge ham.

”Der kunne vi med det samme se, at den var helt gal,” fortæller Kasper. ”Benjamin lå helt krøllet sammen med sådan en skæv hånd og savlede. Der vidste vi godt, at han aldrig ville blive sig selv igen. Han var væk. På et øjeblik holdt jeg op med at være en almindelig glad, ung mand.”

Politiets behandling havde gjort, at Benjamins hjerte var stoppet, da en betjent maste et knæ i ryggen på ham og hev i hans halstørklæde. Selv om han var bevidstløs, smed politiet ham ind i bilen og foretog sig ikke noget, før de nåede frem til stationen et kvarter senere. Her blev han genoplivet af ambulancefolk, men på det tidspunkt havde hans hjerne været uden ilt så længe, at han efterfølgende blev erklæret invalid.

Den næste tid brugte Kasper og hans venner på at tale med hinanden og med Benjamins forældre for at håndtere sorgen og meningsløsheden. Det var især vigtigt for vennerne at give Benjamins forældre indsigt i, hvad deres søn havde været en del af.

”Vi forsøgte at vise dem, hvilken kontekst Benjamin havde levet i,” fortæller Kasper. ”Vi snakkede sammen og græd sammen. Vi var alle kede af det, men der er ingen sorg, der er lige så dyb som forældrenes.”

Benjamins forældre formåede det til trods at tage kampen op mod det system, der havde ødelagt deres søn, og hvor der bagefter blev løjet om omstændighederne.

”Jeg kan ikke se, at der overhovedet er belæg for at kritisere de pågældende politifolk,” konkluderede efterforskningsleder Bent Hansen efter at have undersøgt sine kollegaer. Men den udlægning ville Benjamins forældre ikke acceptere, så de gik selv rettens vej. Først fire år efter fik de udbetalt den dengang rekordhøje erstatning på 1,4 millioner kroner. Men der var stadig ingen personlig straf til de betjente, der havde været involveret. De pågældende betjente blev forflyttet til andre afdelinger.

Pengene fra erstatningen blev brugt til at gøre Benjamins liv som invalid lidt lettere. I 16 år passede forældrene Benjamin hver dag, hvor de hele tiden blev mindet om, hvad der var sket, indtil han døde i 2008.

1542374764312-Image-from-iOS-kopi
Benjamin Schouu anholdes omrking et år tidligere. Screenshots fra TV-STOP

”Benjamin var glad og vild og med på den værste,” siger Kasper, når han husker tilbage på sin ven. ”Han var på mange måder en helt almindelig punker. Hverken værre eller bedre end os andre. Han var bare uheldig, at han kom til at ligge nederst i den bunke den aften. Det kunne lige så godt have været mig.”

Den tanke strejfer stadig Kasper af og til, og så skyller meningsløsheden ind over ham igen.

”Det er så unødvendigt,” siger Kasper. ”Hvorfor skal der ligge tre granvoksne mænd ovenpå et barn, som allerede er i benlås og håndjern? Der var opbygget et had mellem de to grupper, bevares, men forskellen er, at vi var børn – de var voksne mennesker på arbejde.”

I årene efter var Benjamin konstant en del af den autonome bevægelses kollektive bevidsthed. Selv om Kasper ikke ser Benjamin som et symbol, men som sin ven, er han glad for, at han bliver mindet.

”Jeg har det fint med, at Benjamin er blevet et symbol, for det er nødvendigt, at vi husker det her,” slår han fast. ”Men jeg har det ikke fint med, at han er et symbol i munden på betjente, som truer andre.”

Det Kasper henviser til er, at politiet har brugt Benjamins invalidering som trussel mod demonstranter. Det kunne man se under de voldsomme uroligheder 18. maj 1993, da politiet affyrede 113 skud direkte ind i folkemængden. Da gemytterne så småt havde lagt sig, lå en uro-betjent oven på en aktivist og hviskede ind i øret på ham: Kan du huske Benjamin? Det bliver dig, du.

”Det mest syrede for mig var, at jeg ikke var overrasket,” siger Kasper og fortsætter:

”Befolkningen kunne blive forargede over politifolk, der sagde og gjorde den slags, men jeg havde ikke forventet andet af dem. Jeg blev bekræftet i mine værste forestillinger om, at politiet var ude på at skade os.”

Han bakkes op af folketingspolitiker Pelle Dragsted, der i dag er finansordfører for Enhedslisten. Han var selv en aktiv del af det autonome miljø dengang, og han kendte Benjamin fra Ungdomshusmiljøet.

”Drabet på Benjamin var med til at radikalisere min generation af unge aktive,” siger han og fortsætter: ”Oplevelsen af, at der ikke var nogen retfærdighed – at de bare kunne slå ham ihjel uden at nogen blev dømt for det – bekræftede os dengang i opfattelsen af, at demokratiet ikke var reelt. At det bare var snak og fine ord," siger Pelle Dragsted. "Personligt blev jeg i forlængelse af Benjamins død udsat for politivold, og igen blev politiet frikendt. Når jeg i dag ser tilbage på, hvorfor jeg endte med i en periode at have meget radikale holdninger, så spillede de begivenheder en stor rolle. Det er ikke en undskyldning – men det er en forklaring.”

Pelle Dragsted er langt fra den eneste, som anerkender, at Benjamins død var med til at radikalisere bevægelsen. Historiker Peter Øvig og sociolog og forfatter René Karpantchoff har ligesom aktivister, vi tidligere har interviewet, fremhævet Benjamins død som en væsentlig faktor i optøjerne 18. maj og set det som en del af en generel radikalisering i miljøet.

Kasper forklarer, at hans retsfølelse led et alvorligt knæk dengang, som han aldrig rigtig er kommet sig over.

”Det er altså vigtigt, at befolkningen kan stole på, at hvis man begår kriminelle handlinger over for befolkningen, så vil retfærdigheden ske fyldest – også selvom det er betjente, der har begået handlingen. Så da jeg erfarede, at der ikke var nogle af betjentene, der blev straffet for, hvad de havde gjort, var det med til at grave mig endnu dybere ned i min forståelse af, at der var noget galt med systemet,” siger han, og henviser til den aktuelle Tibet-sag som et eksempel på, at det stadig er et problem, der ikke er blevet taget tilstrækkelig hånd om.

Pelle Dragsted mener dog, at sagen var med til at skabe en sundere kultur i det danske politi.

”Sammen med begivenhederne 18. maj tror jeg, at drabet på Benjamin var med til at få ændret på politiklagesystemet, så der i dag er lidt større chance for, at politifolk kan dømmes for overgreb,” siger han. ”Måske ændrede kulturen sig også lidt, så man ikke i dag i samme grad holder hånden over brodne kar.”

Klagesystemet er blevet ændret siden dengang, så det officielt ikke længere er politiet, der undersøger politiets ulovligheder. En række advokater har dog kritiseret, at det i langt de fleste tilfælde stadig er politiet, der undersøger sig selv.

En anden positiv konsekvens af sagen om Benjamin er, at den fikserede benlås blev gjort forbudt – selvom den almindelige benlås stadig er lovlig og stadig kræver ofre.

I år er det 10 år siden, at Benjamin døde for anden gang. Han blev et offer for politivold, som trods forandringer stadig finder sted mellem politi og aktivister. Netop derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at spørge hinanden: Husker du Benjamin?

Vi har i forbindelse med artiklen været i kontakt med Københavns Politi, fordi vi gerne ville have forholdt dem vores kilders udlægning af begivenhederne omkring anholdelsen af Benjamin Schou samt deres generelle betragtning omkring politiet, dets rolle og adfærd. Københavns Politi har ikke ønsket hverken at udtale sig om sagen eller sætte os i forbindelse med hverken de involverede betjente eller de ansvarshavende fra dengang.


Se også: