Jeg tog på trommerejse med en shaman i Roskilde for at finde mit kraftdyr

På en roemark uden for Roskilde besøgte jeg en dansk shaman, der laver trommeceremonier og hjælper folk med at komme i kontakt med deres indre kraftdyr.

af Anders Haubart Madsen; illustrationer af Anna Degnbol
|
dec 5 2018, 10:12am

Jeg suser gennem en skakt under jorden, da jeg ser et dyr stå og flimre på min nethinde. Lyden af en tromme runger i mine ører, mens jeg undersøger dyret med lukkede øjne; det er lyserødt og har vinger, det har et langt nedadvendt næb og står på ét ben.

Manden, der spiller tromme bag mig, er shamanen Peter Hartmann, og han har forud for seancen fortalt mig, at jeg kan komme til at møde mit indre “kraftdyr”.

Peter Hartmann er skaldet, næsten to meter høj og bærer et gråt brillestel i en bue om øjnene. Da han tager imod mig og min ven – som jeg har taget med mig til dagens seance – præsenterer han sig selv som skuespiller i et børneteater, 'supervisor for lektorer' på Københavns og Syddansk Universitet, og så benytter han sig af en hybrid af redskaber i sin praksis som terapeutisk åndemaner, der tilbyder behandling af alt fra depression til angst og mani.

Angst og depression er folkesygdomme, men det kan være dyrt at gå til psykolog, ventelisterne er lange, og nogle oplever, at det ikke virker for dem. Måske er det derfor, vi ser en … lad os kalde det ukonventionel tendens til, at vi opsøger alternative terapiformer. Allerede i 2011 viste en Gallup-undersøgelse , at knap hver fjerde dansker er blevet mere åben over for spirituel selvudvikling. Jeg er selv en af dem, og det er derfor jeg nu befinder mig her i Roskilde hos manden bag "shamanhartmann.dk".

Vi sidder i en udestue med udsigt til en roemark. På bordet foran os ligger et bundt lavendel og en lilla sten, ude i entréen hænger der flyverdragter. Peter Hartmann ved godt, at han umiddelbart virker som en underlig blanding af new age-mysticisme og moderne øko-liv med børn og grøntsager i haven.

Peter Hartmann kigger over på min ven, Asker.

“Hvad ser du, når du kigger ud af vinduet,” spørger han.

“Jeg ser en smuk mark og solen, der skinner på den,” svarer Asker.

Peter Hartmann smiler. “Ja, så tror jeg allerede, du er godt på vej. De fleste, der kommer her hos mig, har svært ved at se positivt på noget som helst," siger han.

“Langt de fleste kommer til mig, fordi de er bundet af fortiden eller sådan virkelig er gået i stå og bare gerne vil leve deres liv med mere glæde,” siger Peter Hartmann, inden han sender os på en indre rejse til lyden af hans tromme.

Min ven Asker og jeg kommer på forhånd med hver vores spørgsmål, som vi gerne vil udforske, når vi tager på trommerejse. Vi er begge i starten af 30’erne, og så har vi det til fælles, at vi gerne vil lære at forene os mere med livet som voksen. Vi er singler, vi har ikke nogen børn, og så vil mange sikkert mene, at vi nosser for meget rundt ved at gå i byen, rejse og ruminere for meget frem for at søge barsel, fordybelse og ni til fire. Vi er i hvert fald enige om, at det er hårdt at leve som en 22-årig i en 32-årig krop.

“Vi vil gerne lære, hvordan man bliver voksen,” siger jeg til shamanen, og Asker nikker.

“Det er fint, men i skal også tænke på noget, I hver især gerne vil undersøge,” svarer shamanen. “Tænk på det som en leg. Her må I gerne lege,” siger han.

Begrebet shamanisme, som kan dateres 40.000 år tilbage i tiden, stammer oprindeligt fra Sibirien. I dag er shamanisme relativt udbredt som alternativ behandlingsform, og selv om der ikke findes videnskabeligt belæg for shamanismens helbredende egenskaber, har de moderne åndemanere tilsyneladende fundet efterspørgsel blandt søgende sjæle, der ikke oplever bedring gennem det etablerede behandlingssystem. Netspirit.dk, Shamanselskabet og Skandinavisk Center for Shamanistiske Studier – en google-søgning på shamanisme giver indtryk af, at der alene i Danmark findes shamaner nok til at kunne sende alle i Danmark på trommerejse på samme tid.

Peter Hartmann har det til fælles med mange af de andre shamaner i landet, at han benytter sig af oprindelige befolkningers trommer og tro på, at en søgen efter et beskyttende dyr kan hjælpe mennesker på vej i deres åndelige søgen, fortæller han mig.

“Et kraftdyr er et dyr, du går i symbiose med, og som du tilegner dig egenskaber fra, som du synes, du mangler,” siger Peter Hartmann. “Hvis der kommer nogle til mig, der er meget sky, får de typisk et dyr, der stråler meget... eller for eksempel en ulv.”

I mange oprindelige befolkninger tror man på, at ethvert menneske er knyttet til en bestemt dyreart. Et dyr, som man er beslægtet med i ånden, selv om man ikke nødvendigvis havde forestillet sig det. Dyret yder beskyttelse, og selv om det kunne være fedt nok at vælge sit eget dyr, beror de fleste shamanistiske kultur på en tro på, at ens kraftdyr er det dyr, man har brug for – ikke nødvendigvis det dyr, man beundrer eller holder mest af.

Mødet med dyret bliver ofte beskrevet som en “rejse”. For at finde frem til dyret skal man på tur gennem den åndelige verden, og mange shamaner tror på, at trommerne er et redskab til at etablere kontakt til den anden side. Og der kan man, måske, få øje på dyret.

“Når man finder sit kraftdyr, så er man tryg – så har man sin bamse,” siger vores vært, den 48-årige Peter Hartmann.

“Og hvis det er sådan nogle meget maskuline ledertyper, der kommer, så kan de godt få sådan en… en høne,” siger han. “Så kan de komme tilbage og være helt vildt skuffede over den her åndssvage høne, fordi de hellere ville have haft en stor BMW-bøffel.”

Inden vi går i gang, fortæller familiefar-shamanen os, at han er lidt af en globetrotter i det spirituelle landskab. Som elev på Vækstcenteret har han gennemført, det han selv betegner som en uddannelse som “mental jægersoldat”, som blandt andet består i at udføre kropsterapi og gå med bind for øjnene i skoven gennem flere timer. Han har de seneste år lært om alt fra skuespil til psykoterapi, fortæller han. Efter en rundtur i det åndelige Danmark, kom Peter Hartmann i lære hos shamanen Jon Rasmussen over en Skype-forbindelse til USA. Amerikaneren benytter sig af en åndelig praksis, der stammer fra det oprindelige folk q’eroerne i Peru, der har rødder tilbage til inkaerne og det 13. århundrede.

Og således er den tereapeutiske praksis uden for Roskilde blevet en kombination af alt fra peruanske trommer til søgen efter kraftdyr. Og latter. På sin anden hjemmeside – den for sin teatervirksomhed – beskriver han sit formål med at få folk til at grine: “Latter løsner og gode tanker siver ind.”

Seancen begynder ved at Peter Hartmann beder os om at lægge os på ryggen på hver vores liggeunderlag. Vi skal lukke øjnene og tænke på et sted, hvor vi har følt tæt forbundet med Jorden. Stedet danner udgangspunkt for vores rejse med lukkede øjne, mens vores vært trommer os afsted.

Jeg tænker på en olm hule, jeg engang gravede under jorden i et villakvarter uden for Aarhus. Jeg forestiller mig, at jeg sidder nede i mørket, med bøjet nakke under den spånplade, jeg fik dækket til med jord. Der lugter af sved og mug.

“Jeg vil gerne vide, hvordan jeg bedst bruger min kraft,” siger jeg og tænker på min mest presserende tvivl:

Er det virkelig meningen, jeg skal sidde foran en skærm, så meget som jeg gør? Jeg vil gerne følge shamanens opfordring til at lege, jeg vil gerne være mere spontan, ånde mere frisk luft, arbejde mere med mine hænder, eksperimentere mere med mig selv. Men hvordan forener jeg legen med mit ønske om at blive mere voksen og ansvarlig?

Vores shaman begynder at rasle, mens han synger ceremonien i gang. Jeg kan høre ham gå rundt i udestuen, mens han skiftevis puster til røgen fra et rygende bundt lavendel og reciterer en invitation til den åndelige verden.

“Alt fra syd, kom og hjælp.”

“Alt fra vest, kom og hjælp”

Jeg kravler ind af et hul i væggen i min hule. I mørket bag mine lukkede øjne flyver tankerne gennem en skakt, og pludselig ligger jeg på en mark med gule mælkebøtter. Jeg knækker hovedet af en af dem.

“Hjælp os i dag med at tage denne øvelse som en leg, denne meditation som en dansende leg.”

Efter sin henvendelse til ånderne, begynder Peter Hartmann at banke i sin tromme. Han fylder rummet ud med en rungen, og det lyder, som om at trommen bliver ledsaget af en mundharpe, der vibrerer, mens jeg oplever, at jeg bliver suget ned gennem marken med mælkebøtter.

Dong, dong, dong, dong.

Jeg suser videre gennem skakten under jorden. Det dufter stadig af de små gule blade fra det knækkede blomsterhoved – og det er her, jeg ser mit dyr stå og flimre bag væggen.

1543997803653-Vice_flamingo_01

Nej, mit kraftdyr kan ikke være en flamingo, tænker jeg for mig selv. Hvorfor ikke en tiger, hvorfor ikke et rovdyr, hvorfor skal jeg ikke have hjælp til at søge mere styrke og vildskab? Hvad skal jeg lære af en dumstolt, lyserød fugl på ét ben?

Flamingoen begynder at falme igen.

Do, do, do, do, do, do, dooo. Dong, dong. Trommen runger ud, og jeg fornemmer, at ceremonien er slut.

Shamanen spørger, hvor vi har været, og jeg fortæller om min flyvske rejse gennem kanaler, marker og langs med en hæk. Om flamingoen, der forsvandt. Min ven har haft en lignende oplevelse. Han har spurgt, hvordan han bliver mere sikker på sig selv, og på trommerejsen mødte han en ulv. Men ulven forvandlede sig hurtigt til en sæl, fortæller han, og lige som mig havde han følelsen af at suse gennem et utal af billeder, men uden at kunne udforske de dyr, vi mødte på vejen, som shamanen havde opfordret os til.

Peter Hartmann nikker, mens vi fortæller. Bagefter kommer han med et forslag til, hvordan vi kan blive bedre til at finde svar på vores spørgsmål.

“Det kan være, man skal spørge sig selv: Hvor er det egentlig, jeg gerne vil hen? Så man ikke bare bliver taget af rejsen, men siger; “stop, jeg bliver her nu, for nu vil jeg snakke med ulven, der kan blive til en sæl,” siger han.

Han kigger igen på Asker.

“Du har sådan noget omskifteligt over dig, og hvis du gerne vil være mere sikker, skal du måske, spørge dig selv, hvorfor du skifter så meget, og hvad der giver dig lyst til at gøre det.”

Trommerejsen er slut, men tankerne runger videre, mens vi går mod toget.

“Det blev meget forceret,” mener min ven. Han tror ikke rigtig på det terapeutiske ved et kraftdyr. Men han mindes en historie, Peter Hartmann fortalte om en af sine klienter, der også havde svært ved finde frem til sit kraftdyr, men alligevel blev ved med at komme, fordi han nød at ligge og lytte til den shamanistiske tromme.

“Og sådan havde jeg det egentlig også,” siger Asker. “Det var en rar tromme.”

Jeg kan ikke slippe tanken om et terapeutisk dyr, der hjælper mig på vej gennem livet – shamanens fortælling om, at sky mennesker, der besøger ham, ofte møder en ulv. At ledertyper ofte får en ynkelig fugl som en høne. Han advarede os mod at lade skuffelsen stå i vejen for mødet med vores kraftdyr, og alligevel faldt jeg i.

Så jeg vil i stedet følge en anden af shamanens opfordringer. Så da jeg kommer hjem, slår jeg op i et leksikon for at undersøge mit kraftdyr. I Gyldendals ‘Den Store Danske’ står der, at flamingoer yngler i store kolonier, hvor de bygger forhøjninger af mudder for at bruge dem som redder. Unge flamingoer minder om den grimme ælling – de er hvide frem for lyserøde – og for at få deres farve skal de dyppe næbbet godt ned i de saltsøer, de ofte holder til ved, for at spise krebs.

“Flamingoer holdes ofte i fangenskab, og de fleste af de fugle af flere arter, som af og til ses i Danmark, er undslupne. Enkelte fund af den underart, der yngler i Sydeuropa, har dog formentlig nået landet ved egen hjælp,” læser jeg i leksikonet.

Nogen vil måske sige, at flamingoen åbenbarede sig for mig, fordi den vil fortælle mig, at jeg skal undslippe fangenskabet foran skærmen, gennemgå en forvandling ved at søge fællesskab og kærlighed i en koloni af ligesindede.

Andre vil sikkert sige, at jeg skal opsøge en psykolog.

Mere VICE
VICE kanaler