Velkommen til serien Last Call, hvor vi besøger barer over hele verden for at lære fra de bedste bartendere og kroværter – om alt fra livsråd til hvilke drinkbestillinger, der grines hånligt af.
Det brune lokale er badet i tykt lag tobaksrøg. Klokken nærmer sig halv seks om eftermiddagen, og jazztonerne mænger sig med den sporadiske samtale i baren. De få solstråler, der finder vej ind ad vinduet, afslører, at plakaterne på væggen, der før var hvide, i dag er nikotingule. I baren sidder tre kvinder og en enkelt herre. Alle i deres bedste alder. Tre drikker øl, én får sig et glas hvidvin. Der bliver talt om litteratur, om kapitalisme og om de 50 kroner, der skal i puljen, hvis man vil være med til at give en anden af stamgæsterne en gave til hans 75 års fødselsdag. En af kvinderne tømmer sit glas, inden hun kigger på uret, og siger: "Jeg må hjem. Jeg har to vagtler i ovnen."
Østerbro i København er for mange skrækeksemplet på, hvordan mondænitet og gentrificering kan suge alt liv ud af en bydel. Men i Classensgade finder man en lille beværtning, hvor stamgæsterne er mange, hvor man ringer ned, hvis man ikke lige når forbi, og hvor man kan få en lille én og en snak, inden turen går tilbage til hverdagens pligter og gøremål.
LÆS MERE: Køb et shot og se skudhullerne på denne bodega i København
45-årige Anja Seeberg Lemke, der har været bartender i 27 år, ser stille til, mens hun tømmer askebægere og noterer navn og bestilling på en notesblok i baren, hver gang endnu en stamgæst træder ind ad døren. De seneste otte år har hun været "servitrice" ––som hun selv kalder det––på Vinstuen Femmeren.
Femmeren er et nærmest Erik Ballingsk, lokalpatriotisk vandingshul. Det er et samlingspunkt for områdets beboere, hvor man altid kan få en snak om jazz, politik eller gamle dage, og hvor der altid er naboer, man kan ringe til, hvis der er øretæver i luften. Vi tog en snak med Anja om stamgæster, om alkoholproblemer og landsbymentalitet og om det ansvar, der følger med jobbet bag baren.
MUNCHIES: Hej, Anja. Hvad er 'Femmeren' for et sted?
Anja Seeberg Lemke: Det er et sted, hvor man kommer hinanden ved. Et sted hvor der er plads til alle. Her kommer pensionerede buschauffører, folk der har haft butik på Strøget, it-eksperter og programmører, musikere og skuespillere, studerende og arbejdsløse. Sommetider er her kun mænd, og andre gange er her kun kvinder.
I har mange stamgæster?
Ja, og vi har både et daghold og et aftenhold. Dagholdet er her mest kontinuerligt. Tempoet er lavt. Folk gearer ned og slapper af efter arbejde, eller efter dagens indkøb er overståede. Man får en snak og hører den samme historie for tiende gang. Nogle kommer her hver dag, og hvis de ikke gjorde det, ville de måske bare sidde hjemme alene i deres stue og se fjernsyn.
Hvordan holder man fast i rollen som bartender, når man lærer sine gæster så godt at kende?
Det kan eddermugme være hårdt. Jeg prøver at give folk den samme service, men selvfølgelig er der nogen, man kan lide bedre end andre. Det vigtigste er, at man ikke ser ned på nogen. At man mødes i øjenhøjde. Det gælder både gæsterne og bartenderne. Det er mit job, at få folk til at have det godt. Men jeg skal også sætte grænser. Og der er det vigtigt ikke at forskelsbehandle.
Men nu er det jo et værtshus, så alkohol fylder jo også en del …
Ja, det gør det jo. Og hvornår er det nu lige, man bliver alkoholiker? Det har jeg da tænkt over. Min indstilling er, at så længe man kan håndtere en hverdag og få sin dagligdag til at køre på en god måde, så holder jeg ikke øje med, hvor meget folk drikker. Så fokuserer jeg på, om de kan få deres liv til at fungere og på, om de kan komme på arbejde om morgenen.
Er det noget, du gør en aktiv indsats for at hjælpe folk med? Minder du dem om, at de skal huske at komme på arbejde?
Dybest set skal folk jo tage ansvar for og vare på deres eget liv. Men som bartender har man et ansvar. Hvis folk har fået for meget, bliver man nødt til at sige: "Du kan ikke få mere i aften." Og det kan virkelig sætte diskussioner i gang. Men det er jo mit arbejde. Og det er faktisk påbudt i forhold til bevillingspolitiet: Vedkommende, der står bag baren, skal sige nej, hvis folk er for berusede. Sådan er det bare.
Her kommer også gæster, der tidligere har haft problemer med alkohol. De holder sig til sodavand og får en sludder med folk, de kender. Det er super sejt. Vi har faktisk haft en, der begyndte at arbejde bag baren, efter han stoppede med at drikke. Og han gjorde det sindssygt godt.
Hvad gør I så, hvis folk, der er stoppet med at drikke, pludselig bestiller alkohol i baren?
Det har jeg heldigvis aldrig oplevet. Men der er heller ikke mange hos os, der har så voldsomme alkoholproblemer. Vi er jo ikke supersutter.
Hvad har dit arbejde på Femmeren betydet for dig?
Jeg er blevet mere favnende af det. Det er så nemt at vende ryggen til konflikter i sit liv. Jeg er nogle gange blevet udfordret på Femmeren. Men det har gjort, at jeg er bedre til at rumme og tilgive, hvor jeg tidligere har haft tendens til at lukke af. Aldrig nogensinde ville tale med vedkommende igen. Jobbet tvinger en til at respektere og acceptere andre mennesker. Det har jeg lært sindssygt meget af. At være mere tolerant.
Er Femmeren et meget tolerant værtshus?
Ja, det er det. Der skal virkeligt meget til, før foden bliver sat ned. Vi er nok også mere tolerante end mange andre værtshuse. Her kommer også gæster, der har karantæne andre steder.
Du har tidligere arbejdet som bartender på spillesteder og caféer. Hvordan adskiller det sig fra jobbet som værtshusbartender?
Det kan være psykisk hårdt arbejde. Man skal være meget på mentalt. Det kan være helt vildt anstrengende, og man kan været totalt udmattet, når man går hjem. Ikke fordi man har slæbt rundt på en masse, men fordi ens hjerne er mættet. Man skal lytte til meget, og man har en eller anden socialpsykologisk funktion.
Man skal kunne favne forskellighed. Kulturmæssigt, aldersmæssigt og politisk set. På Femmeren bliver der jo talt om alt.
Hvad for eksempel?
Bølgerne kan godt gå højt. Særligt omkring politik. Nu er det et ret rødt værtshus, men vi kan godt rumme, at der kommer nogen ind, der har en anden politisk overbevisning, selvom det kan sætte diskussioner i gang. Men vi taler også meget om jazz.
For Femmeren er et Jazz-værtshus …
Ja, og det betyder rigtig meget. Det handler også om at tiltrække det rigtige klientel. Vi skiller os jo ud i forhold til steder med jukebox, Bamses venner, Kim Larsen og så videre. Ikke at der er noget galt med det. Det har også sin charme. Men vi tiltrækker måske nok et andet publikum end andre steder.
LÆS MERE: En Nørrebro-bartender fortalte os om værtshusdiplomati og pistoltrusler
Hvad er det værste, du har oplevet som bartender?
Det værste er at give en gæst karantæne. Det er ikke særligt fedt. Men det har nok mest noget med mig som person at gøre. Jeg arbejder lidt med at lære at sætte grænser. Både for mig selv og gæsterne. Man skal erkende, at man ikke kan gøre alle glade og tilfredse. Femmeren er et meget omfavnende værtshus, men det er ikke det samme, som at der ingen grænser er.
Men der var engang, hvor jeg var på arbejde, og tre af stamgæsterne sad i baren. Så kom der to mænd ind, og jeg er ret sikker på, at de begge to var på stoffer. Den ene var mere ubehagelig end den anden, og det var ret skræmmende. Vi har nemlig ikke ret meget med stoffer inde hos os.
Ret meget?
Det er jo uundgåeligt i den her verden. Jeg bliver skræmt over, hvor mange unge mennesker, der har taget stoffer. Så det kan man ikke undgå. Men de her to var meget ubehagelige. De var konfliktsøgende, så vi måtte virkelig passe på, hvad vi sagde. Og panikken bredte sig. Jeg havde nummeret til en af stamgæsterne, der bor lige ovre på den anden side af gaden, så jeg skrev en besked til ham. Han er en rolig og diplomatisk person, der udstråler en vis pondus og styrke. Og der gik ikke meget mere end 20 minutter, før han stod her, og der kom faktisk også en stamgæst mere. Så vi er ret gode til at hjælpe og passe på hinanden. Men det var ubehageligt.
LÆS MERE: Restauranten på Frederiksberg hvor tiden står stille
Det lyder heller ikke rart. Jeg tror, der er mange her i byen, der godt kan savne, at man kommer hinanden mere ved og hjælper hinanden.
Så skal man bare begynde at gå på værtshus. Jeg kan ikke gå nogen steder her på Østerbro, uden at møde nogen jeg kender. Men det har jeg ikke noget imod. København er jo i virkeligheden fem landsbyer, der er vokset sammen, og hvis man bruger værtshusmiljøet, så kommer landsbymentaliteten op til overfladen.
Hvor længe vil du blive ved med at være bartender?
Stopper man nogensinde med at være det? For et par år siden sagde jeg til mig selv: "Jeg nægter at stå bag en bar, når jeg er 60." Hovedparten af bartenderne på Femmeren –– mig selv inklusive –– er her kun på deltid. Jeg ville aldrig kunne arbejde fuld tid på et værtshus. Det er alt for opslidende. Men det er jo bare noget, der kommer vores gæster til gode. Det giver lidt variation, at det ikke altid er den samme bartender, der står bag baren. Men jeg regner da i hvert fald med, at jeg skal fejre 10 års jubilæum om halvandet år.
Tak for snakken, Anja.