Broadly

Mette er murer og hænger sexistiske byggemarkeder ud på Facebook

Kvinder udgør kun ni procent af bygge- og anlægsbranchen i Danmark, og sådan har det været i 20 år. Det vil den 28-årige murer Mette Schack Dahlmann ændre.

af Shani Pedersen; billeder af Hedda Rysstad
06 juni 2018, 8:14am

Mange har en idé om, hvordan en murer ser ud. Nogle forestiller sig måske en småbeskidt mand, som i sin frokostpause kværner ostesmadder i skurvognen på byggepladsen med udsigt til flotte, letpåklædte kvinder, som præger de store plakater på væggen.

Men det er alt sammen fordomme, for vi aner faktisk intet om det. At kvinder kun udgør ni procent af bygge- og anlægsbranchen, ved vi dog, og det har vi vidst i 20 år – for det har ikke ændret sig.

Det vil 28-årige Mette Schack Dahlmann ændre. Hun er selv én af de få kvindelige murere og blev som en af de første i et årti antaget med sølv i Sønderjylland – den højeste udmærkelse, man kan få til sin svendeprøve. Men hun er træt af at føle, at hun på trods af det skal kæmpe hårdere end sine mandlige kollegaer for, at folk ser hende og hendes kompetencer. Og så er hun træt af, at hun kun har mødt to kvinder i sine syv år i branchen.

Derfor hopper hun i murertøjet, ikke kun på byggepladsen, men også hos fagbevægelsen, til kaffemøder på Christiansborgs gange og med indflydelsesrige personer hos Dansk Byggeri.

Det her er hendes fortælling om at være en af de få kvinder i bygge- og anlægsbranchen:

Da jeg startede på mit nuværende arbejde i Løgten Murer og Entreprenør A/S, fandt jeg ud af, at mændene på byggepladsen havde tjekket mig ud på Facebook, inden jeg begyndte i min stilling som murer om mandagen. De skulle jo lige se, om den eneste kvinde ud af i alt 70 medarbejdere på arbejdspladsen i det mindste var lækker. Jeg ved også, at de har lavet et væddemål om, hvor lang tid jeg kunne holde på byggepladsen og i murerfaget generelt. Og det provokerer mig, for jeg er ret sikker på, at de ikke havde gjort det samme, hvis jeg hed Jens eller Christian. Hvis jeg var en mandlig murer – ligesom de fleste er det.

Det er mine gode kolleger, og de har selv fortalt mig det senere. Jeg ved jo også godt, at mange mandlige håndværkere har den slags fordomme om kvinder i faget, og selv om jeg ikke er begejstret for dem, er jeg på sin vis vant til dem. Men et eller andet sted er det også bare udmattende og trættende. Især fordi jeg føler, jeg er den eneste, som virkelig gør noget for at nedbryde fordommene og kæmpe for mere ligestilling i branchen. Udover at have et fuldtidsarbejde som murer, har jeg nemlig også et fuldtidsarbejde i at være aktivist og politisk aktiv – blandt andet i fagbevægelsen. Jeg vil ikke bare lade dem udspille sig, fordommene, uden at vide, at jeg selv har gjort noget for at nedkæmpe dem.

Men jeg må indrømme, det er hårdt i nogle situationer – for eksempel når man finder ud af, at ens kollegaer har tjekket én ud på Facebook, fordi man er kvinde. Eller når man finder ud af, de ikke tror på ens kompetencer, eller at man holder i faget, fordi man er kvinde. I de situationer kan jeg godt føle, jeg skal starte forfra med kampen. Jeg bliver på ny mindet om, at der hersker meget uvidenhed og også en meget gammeldags måde at tænke på, hvad en kvinde kan, hvad hun skal, og hvordan man mener, det er tilladt at behandle hende.

Det, at der er så meget opmærksomhed omkring, at jeg er en kvinde, er problematisk. Mit udseende, mine kompetencer og min krop. Det er det, der får mig til at kæmpe for ligestilling i mit fag.

Jeg bemærkede problemet ret tidligt – allerede da jeg startede på mureruddannelsen på EUC Syd i Aabenraa og var i lære hos en mester. Når folk så mig bagfra, troede de, jeg var en fyr. Jeg har kort hår og er en drengepige – men stadig! Der er en underforstået antagelse om, at jeg skulle være en mand for at være murer. Eller hvis jeg stod i mine murerbukser, som er hvide, så troede de, jeg var maler, fordi malere har også hvide bukser på, og fordi det er mere udbredt med kvindelige malere end kvindelige murere.

Det, som jeg bemærkede mest, og som også gør mest ondt indeni, er, at der hele tiden, både direkte og indirekte, bliver stillet spørgsmål ved, om jeg nu også kan udføre mit arbejde og udføre det godt. Til mine kompetencer og fysik som kvinde. Jeg skal hele tiden høre folk sige: Er det ikke for hårdt for dig? Du er jo ikke så stærk. Nej nej nej, stop det der. Du bliver nedslidt, du er kvinde, og du kan jo ikke holde til så meget. Det sætter mig i en situation, hvor jeg føler, jeg skal forsvare, hvorfor jeg er der.

Bevares – der er da også andre, som prøver at forklare kvinders tilstedeværelse i faget, men selv de kan finde på at sige, at kvindelige murere er gode, fordi de er mere omhyggelige end mændene – så bliver jeg alligevel puttet i en kønsstereotyp boks.

Jeg skal som kvinde bevise mit værd tre gange så meget, som en mand skal. Der er cirka 70 personer i mit firma, 69 af dem er mænd. Jeg er den eneste kvinde. Men jeg er fandme også den eneste, som er blevet udlært med en sølvmedalje, fordi jeg fik så mange 12-taller til min svendeprøve. Jeg fik også en hæderspris fra Dansk Byggeri – en pris, som bliver uddelt hvert år til en, som har udmærket sig på forskellige måder; har en god indstilling til murerfaget, er en god kammerat for de andre på skolen og initiativrig i forhold til det sociale. Men det tankevækkende er, at det alligevel er mig, som der tvivles på. Dét er et problem.

Repræsentation er et af de største problemer i branchen. I min tid som murer – fire år på skolebænken og seks år ude på gulvet – har jeg mødt to kvindelige murere. Den ene gik jeg på hold med på skolen, og den anden er min grankusine. Jeg har ikke set nogen ude i det virkelige liv. Det er et problem, for vi bliver nødt til at have kvinder for at tiltrække flere kvinder – så de kan se, der er plads til dem.

Det var blandt andet det, som fik mig til at engagere mig politisk. Først i 3F, hvor jeg sad i lokalbestyrelsen i Sønderjylland, så i Ceveas uddannelse ”Kvindelig meningsdanner”, som lærer kvinder at deltage i den offentlige debat og formidle deres budskaber, og nu i Dansk Byggeris kvinderåd, som blev oprettet i forbindelse med kvindernes internationale kampdag i år. Det er et råd bestående af mennesker med forskellige baggrunde; Hella Joof, Lene Espersen og Christine Antorini for at nævne nogle eksempler, som alle skal kæmpe for ét fælles mål: At fordoble andelen af kvinder i bygge- og anlægsbranchen inden for de næste ti år.

Jeg er taknemmelig for, jeg har en arbejdsgiver, som giver mig fri til at udføre mit politiske arbejde. I torsdags brugte jeg for eksempel hele min dag i København – først hos 3F, hvor jeg holdt oplæg om, hvordan jeg taler om ligestilling til medier og fortæller om min dagligdag – hvad jeg oplever derude, politisk som fagligt. Jeg fortalte dem for eksempel om, hvordan jeg for har kørt kampagne mod byggemarkedet Stark for at få deres landsdækkende kampagner ændret.

I anledning af deres fødselsdag lavede de reklamer, hvor der stod: ”Kom til fødselsdag hos Stark – som mænd vil ha’ det!” Da jeg så den, skyndte jeg mig ud af min bil og tog en selfie med den kæmpe plakat i baggrunden, lagde det på Facebook med teksten ”Er jeg ikke inviteret? OMMER! Jeg ved ikke, hvordan de har tænkt sig at bruge deres weekend, men jeg har i hvert fald tænkt mig at sidde derhjemme med benene oppe og drikke en bajer.” Det gjorde jeg for at vise, at jeg sgu også kan gøre sådan som kvinde, og hvordan vi som samfund ubevidst og bevidst ekskluderer folk i branchen. Det blev et hit på min profil.

Billedet, som Mette lagde på Facebook, da Stark annoncerede udelukkende til mænd. Privatfoto.

De lavede også engang en konkurrence, hvor de udloddede en herrefrokost i form af en pølsevogn til alle mændene, hvis de vandt. Præmien var pølser ad libitum og kvinder i bikini med spand og svamp, som så ville vaske deres firmabil, mens de kiggede på. Det lavede jeg også en opdatering om, fordi jeg følte mig ekskluderet – og jeg synes, det var en kønsstereotyp og nedværdigende måde at fremstille både mænd og kvinder. De reagerede og lovede, at de fremover ville tænke over deres reklamer, men at de jo bare henvendte sig til deres største kundegruppe. Jeg tænkte: Sikke en omgang sludder. I har bare kvajet jer, har I. Det er fandme jer, der skal gå forrest i forhold til ligestilling i vores branche. De gik senere ind og ændrede ’herrefrokost’ til ’en ordentlig frokost’ eller noget i den stil.

Murertøj og kaffemøder på Christiansborg er der måske ikke så mange, som forbinder med hinanden. Men det gør jeg, for jeg har brug for magthaverne til at ændre på ting i branchen. Så jeg har lige været på Christiansborg, fordi jeg har fået tilladelse fra 3F’s ligestillingspolitiske udvalg til at lave en landsdækkende kampagne, som har til formål at nedbryde vores kønsopdelte arbejdsmarked. De finansierer et filmhold til det, og det skulle meget gerne resultere i en fin video om de strukturelle ligestillingsproblemer i branchen. På Christiansborg har jeg desuden en god ven – Anna Berg, ligestillingspolitisk rådgiver i Enhedslisten – som bidrager til filmen. Og så skal jeg også derind, fordi jeg er i gang med at finde ud af, hvordan jeg kan ændre lovgivningen på et specifikt punkt, men lige dét kan jeg ikke afsløre for meget om endnu. Jeg kan fortælle, at det handler om de såkaldte skurvogne (ophold – og omklædningsrum på byggepladser, red.).

Ifølge lovgivningen kan jeg som kvinde kræve min egen skurvogn på arbejdspladsen, så jeg ikke skal bade og klæde om med mine mandlige kollegaer. Fordi der ikke er så mange kvinder i branchen, bliver det ofte en ekstraudgift for arbejdsgiveren, som de, er min teori, prøver at undgå – dels ved ikke at bygge en skurvogn til deres kvindelige ansatte, dels ved måske slet ikke at ansætte kvinder. Mændene har deres egen skurvogn, som vi gerne må benytte, men det er ikke hensigtsmæssigt. Sådan som det er nu, har vi en lovgivning, som skal beskytte os kvinder, men som reelt bliver brugt imod os.

Derfor handler jeg. Der skal ske noget, så nu er jeg i dialog med producenten bag skurevognene, Scanvogn A/S, for at idéudvikle og give input til, hvordan de kan lave mere ideelle løsninger, som er unisex, ved for eksempel at erstatte forhæng med en dør, så man kan klæde om i fred. På den måde kan branchen på sigt indkøbe én skurvogn, som bare kan rumme alle medarbejdere på arbejdspladsen – også kvinder.

De fleste af mine venner, bekendte og kollegaer støtter mig i min kamp for bedre forhold og mere ligestilling i bygge- og anlægsbranchen. Andre synes bare, det er fint. Og dét er fint med mig. Jeg er egentlig lidt ligeglad. I hvert fald har jeg tænkt mig at fortsætte uanset – støtte eller ej.