Sidste sommer dukkede der små klynger af røde, betændte bumser op i mit ansigt. Indtil da havde min hud været mere eller mindre klar hele mit liv, takket være p-piller (og nok også lidt held eller gode gener, hvilket jo er det samme).
Pletfri hud var et privilegium, jeg ikke havde skænket mange tanker, før det pludselig blev taget fra mig. Jeg følte mig snydt; bumser var noget, der hørte teenageårene til. Noget, jeg troede, jeg var blevet skånet for. Men ikke længere.
Kamerarullen på min telefon blev til et kort over min ansigtshud udgjort af close ups af mine bumser og deres udvikling. Jeg frygtede for ar – men kunne ikke lade være med at trykke mine bumser alligevel. Jeg blev besat af min hud, og det første, jeg gjorde, når jeg vågnede om morgenen, var at køre mine fingerspidser henover mit ansigt for at tjekke, om natten havde bragt nye filipenser med sig.
Resultatorienteret (og forfængelig), som jeg er, gik jeg straks i gang med at lede efter de produkter, der måtte kunne løse mit problem. Jeg læste udførlige 12-punkts-guides, satte mig ind i forskellige de forskellige syrer (AHA, BHA, glykol), serummer og deres virkning. Antioxidanter og peptider. Lermasker, bagepulver, eddike. Jeg ville vide alt og prøve det hele.
Men i takt med at jeg bevægede mig længere og længere ind i hudpleje-land på internettet, lagde jeg mærke til noget. Hudpleje var nemlig ikke bare det; pleje af vores største organ, et middel til et mål. Nej, det var noget værdiladet. En ophedet skyttegravskrig. Jeg var uforvarende trådt ind i 'The Skincare Wars'.
For at forstå den her 'Store Hudplejekrig' er man tilsyneladende først nødt til at forstå den franske filosof Michel Foucault.
I hvert fald hvis du spørger journalisten Krithika Varagur, hvis nedsabling af hudpleje og alle, der praktiserer det, startede værdikampen om huden.
I artiklen The Skincare Con argumenterer hun for, at hudpleje ikke er andet end den seneste patriarkalske løgn, kvinder har købt ind på.
Varagur citerer Michel Foucault for at sige, at disciplin er summen af en række rutiner eller teknikker, som har til formål at gøre vores kroppe nyttige og føjelige – og i sidste ende omdanne kroppen til en maskine, som kan optimeres og regnes ud gennem internaliseringen af bestemte adfærdsmønstre.
Rationalet er altså, at vi higer efter pletfri hud, fordi vi har indoptaget et overfladisk ideal om, at en attraktiv kvinde har glat og ren hud. Vi udøver ”kemisk vold” mod os selv, når vi eksempelvis eksfolierer med syre for at opnå det ”perfekte,” mener Varagur.
Varagur mener desuden, at hudpleje er aldersdiskriminerende i sin kerne og i bund og grund dumt. Kun en naiv – eller hjernevasket – kvinde går ind i en kamp, der er tabt på forhånd: Når du kæmper for glat, ungdommelig hud er det et spørgsmål om tid, før du taber.
Hudpleje er i bogstaveligste forstand dyrkelse af overflade – og kunne man forestille sig en verden, hvor vi tænkte ligeså meget på vores andre organer (som for eksempel lunger og nyrer), spørger Varagur (uden at tage højde for den åbenlyse forskel, at huden er et organ, vi viser til hele verden hver dag.)
Men hvor Varagur er bevæbnet med kampretorik og Foucault-citater er den anden fløj i The Skincare Wars bevæbnet med hashtags og feministiske paroler.
“Caring for myself is not an act of self-indulgence, it is self-preservation, and that is an act of political warfare,” skrev den feministiske forfatter og aktivist Audre Lorde 1988. Det citat går igen som en hudpleje-parole hos den modsatte fløj (skidt med, at Audre Lorde talte om sin kamp mod leverkræft, citatet kan snildt bruges om ansigtsmasker også).
I en verden, hvor det er normen, at kvinder hader sig selv, er det en politisk handling at tage hånd om sig selv, mener altså de, der er positivt stemt overfor hudpleje. At pleje sig selv er et udtryk for selvkærlighed, og ingen skal dømme nogen for at forkæle sig selv i en ond og træls verden, skriver blandt andre Jia Tolentino for The New Yorker i artiklen The year that skincare became a coping mechanism. #selfcare er altså også en overlevelsesstrategi.
Varagurs kritikere mener desuden, at hun sætter kvinder i en damned if you do, damned if you don’t-situation. For vi lever i en verden, der skatter fysisk skønhed. Og så kan man ikke klandre kvinder for at stræbe efter det, lyder argumentet blandt andet i magasinet Nylon. Men mest af alt mener de, pro-hudpleje-skribenterne, at Varagur fornærmer kvinders intelligens på mest nedladende vis, når hun påstår, at hudpleje blot er et stort scam, som kvinder har købt ind på uden at vide bedre. At man er et forbrugerisk maskinelt får, der bruger store summer på løgne.
"Jeg nægter at blive belært om, at det at bruge penge på hudpleje gør mig til en tomhjernet idiot," skriver eksempelvis britisk Vogues skønhedsredaktør i et skarptunget forsvar for hudpleje.
At udskamme kvinder for at udøve vores købekraft er ikke en ny idé (women be shoppin’), men at sige, at kvinder handler hovedløst, når de køber hudpleje, får hos mange bægeret til at flyde over:
"Hudpleje handler ikke bare om kvinders forbrug, eller det omgivne samfunds forventninger til kvindekønnet, men om kvinders fornøjelse," skriver journalisten Sady Doyle i Huffington Post.
For i virkeligheden, mener Doyle og andre, er hudpleje jo også bare en aktivitet, kvinder nyder. En hobby. Når kvinder bruger deres penge på hudpleje, er det ikke anderledes, end hvis mænd (eller kvinder!) samler på tegneserier og LP’er eller interesserer sig for sport. Det ene er ikke dummere eller mere udtryk for narcissisme end det andet.
Og på hvilken fløj står jeg så på i 'The Skincare Wars'? Et sted i midten, vel.
Jeg hader, at uren hud får mig til at føle overdreven selvbevidsthed og usikkerhed. At det opsluger mig, og ikke altid på en god måde. Og ja, det irriterer mig, at der er nogen, der kapitaliserer direkte på min usikkerhed.
Men jeg nyder også at lægge en lermaske. At mærke min hud pulsere under den størknede lermasse. Jeg nyder faktisk de 20 minutter med total afslapning, jeg giver mig selv, mens den virker.
Jeg elsker at eksfoliere min hud med glykolsyrepads og se den stråle indefra i minutterne efter. Jeg bliver glad af at nære den med serum og mærke, at den bliver glattere og (måske?) sundere. Og når min min hud er glat, er jeg mere fri til at tænke på alle mulige andre, vigtigere ting.
Er hudpleje for mig en revolutionerende, politisk handling? Nej. Men det er en form for #selfcare. Og det gør i hvert fald ingen fortræd. Tror jeg.