Noisey Next

Det tog kun Lil Baby et år at blive Atlanta-rapstjerne

Drake er fan, og det er bare et spørgsmål om tid, før resten af verden også er det.

af Kyle Kramer; billeder af Cam Kirk
25 juni 2018, 9:19am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

For ikke så længe siden købte Lil Baby en ny bil, som de fleste sikkert hverken har råd til eller ved eksisterer. Den billigste udgave af en 2019 Chevrolet Corvette Z06 koster omkring 537.000 kroner for den billigste version. Den er lavet af kulfiber, har en 6,2 liter V8-motor under kølerhjelmen, der kan nå op til 650 hestekræfter, og det tager den tre sekunder at accelerere fra nul til 100 kilometer i timen. Man kan få en udgave med manuelt gearskifte (syv gear) eller automatgear (otte). Den 23-årige rapper kører automatgearsudgaven, som koster ekstra. Reklamematerialet fra Chevrolet praler af "et tørsump oliesmøringssystem, direkte benzinindsprøjtning og Continuously Variable Valve Timing." Jeg aner ikke, hvad det betyder. Reklamematerialet gør også opmærksom på, at "dette superkraftige powerhouse af en bil er særligt fremstillet til at opnå ekstreme hastigheder og hurtig acceleration." Hvad det betyder, ved jeg til gengæld godt. Det betyder, at når Lil Baby drejer op af indkørslen, så kan man høre ham på afstand.

Motoren afgiver en dyb rumlen, og det er lige præcis derfor, man vælger den her bil. "Den motiverer mig," siger Lil Baby. Vi er på parkeringspladsen bag det studie, som Lil Babys pladeselskab, Quality Control, ejer, og vi bliver nødt til at tale højt for at overdøve larmen fra hans ven Ceds Chevrolet SS, en bil, som bilhjemmesiden Jalopnik kalder en "monster-Sedan på steroider". De er i gang med at undersøge udstødningsrøret, der tilsyneladende har smeltet noget af lakken væk på den bagerste kofanger.

"Hvis man er en ung, sort mand fra ghettoen, så vil man gerne køre igennem sit kvarter i en bil, der laver noget larm," forklarer Baby. Den første bil, han ejede, som passede den beskrivelse, var en Dodge Hellcat, et monster af en muskelbil, som kan køre på 500 hestekræfter, men også sparkes op til 707 hestekræfter, hvis man virkelig skal give den gas. Der er et vers i en af Lil Babys sange, et track som hedder "Trap Star", hvor han beskriver øjeblikket, hvor han kører gennem sit gamle kvarter i West End Mall i Atlanta, og det lyder som en drøm, som den rene magi. Corvetten er så ny, at den ikke er nævnt i nogen sange endnu, men den ligner allerede en drøm. Lil Baby vil have den lakeret i blå. "Man betaler bare for motoren," siger han og ser på bilen.

Jeg spørger ham, om han giver en tur. Vi gør klar til at køre til West End Mall for at genopleve scenen fra sangen. Han ser mig an, inden han spørger: "Kan du finde ud af at skyde?" Lige siden vi har mødt hinanden, har han skældt mig ud for ikke at tage et videokamera med, så jeg kan dokumentere hans livsstil. Han gentager spørgsmålet og vifter med hånden, som om den var en pistol. Så griner han og siger: "Så kan du ikke køre med!" Han gentager beskeden: "Hvis du ikke kan skyde, kan du ikke køre med!" Han beder mig om at skrive det ned og diktere hele scenen: "Og så siger han: ’Hvis du ikke kan skyde, kan du ikke køre med,' hvad end det nu betyder. Du skal huske at få det sidste med: ’Hvad end det nu betyder'."

Han hopper ind i Corvetten med sin ven Steve aka. G-Five aka. fyren, han henviser til, når han rapper: // free G-Five on the G5 // i "To The Top". Så bakker han aggressivt ud og spinner bilen 180 grader, gasser op, drejer skarpt og flyver ud af parkeringspladsen, hvor han efterlader sorte dækaftryk på asfalten.

Det er kun lidt over et år siden, Lil Baby begyndte at rappe, og han er allerede et af de hotteste navne på Atlanta-scenen. Siden sidste april har han udgivet fire mixtapes, det første af dem med titlen Perfect Timing. Den 18. maj udgav han det nye projekt Harder Than Ever. For hver nye udgivelse bliver han bedre og videreudvikler en lyd, der allerede er helt hans egen.

Hans gennembrud, "My Dawg", som optrådte på sidste sommers mixtape Harder Than Hard, er en sang, man kan med råbe med på ikke mindst på grund af den uforglemmelige hook. Hans største hit til dato, "Freestyle", fra efterårets Too Hard, er en hook-fri, to og et halvt minutter lang, melodisk rap. En Too Hard, der får masser af rotationer lige nu, er ”Suddenly”, en hårdhændet, men sjov udveksling mellem Lil Baby og Memphis-rapperen Moneybagg Yo, som slet ikke har nogen melodi. Begge numre føles som logiske forlængelser af Atlanta-trap-lyden i kølvandet på den succes, som stjerner som Young Thug og Migos har smedet. Lil Baby har selvfølgelig også lavet numre med de gutter, fordi de alle er venner. Han har også lavet en sang med Gucci Mane. For nylig udgav han et nyt nummer sammen med Drake. Det hedder "Yes Indeed", og det er godt.

"Folk i Atlanta ser op til ham. De klæder sig som ham og det hele. De vil være ligesom ham," fortæller Quay Global mig. Quay har produceret "My Dawg" og de fleste andre numre på Too Hard og Harder Than Ever. "Han er the wave, mand. Jeg kan ikke sige andet. Manden er the wave. Han har styr på sit lort. Han har så meget swag, han har fucket hele gamet up."

Lige fra dengang Pee og Coach K stiftede pladeselskabet Quality Control, har de set potentiale i Lil Baby som kunstner, også selv om Lil Baby måske ikke selv så det til at begynde med. Pee har kendt Baby, siden han var teenager, da sidstnævnte rendte rundt på de samme gader, som Pee havde gjort et par generationer før.

"Alle ved, at Lil Baby er fra the hood, og at han har klaret sig selv, siden han var helt lille, tacklet en masse forskellige personer," forklarer Pee. "Og han er altid i studiet, spiller med andre rappere og sådan noget, hænger ud. Coach plejede at sige: 'Lil Baby har swag, han er en rigtig Atlanta-dude.'"

Det var først, da Lil Baby endte i fængsel i to år på en narkodom, at han begyndte at forstå budskabet – eller at han havde behov for at tjene penge på en anden måde. Coach og Pee talte med ham, og da han kom ud, begyndte han at hænge ud i studiet igen. Denne gang var han fokuseret på at lave musik. Pee fik beats fra producere, og Baby begyndte at opdage sin egen lyd.

"Man kunne godt høre, at det var nyt for ham, men hans første sange var faktisk ret gode,” siger Pee. "Jeg sagde til ham: 'Du skal bare fortælle om dit liv. Du har jo set alt.'"

Omkring en time efter vi skulle have mødtes for første gang, får jeg et opkald fra Lil Babys manager, Rashad, som fortæller mig, at Baby lige har forladt Mercedes Benz-forhandleren for at tage ud og optage en video. Kan jeg så møde ham der i stedet for? Lil Baby ruller bogstavelig talt ind på parkeringspladsen med hvinende dæk i sin Corvette – Benz-forhandleren er stadigvæk i gang med papirarbejdet på den hvide G-wagon, han lige har købt, og planen er, at de skal levere den på sættet. Han skynder sig over til Rashad, der stikker ham et bundt sedler for at være med i videoen.

"Baby er for eksplicit til en portrætartikel," siger Lil Baby til mig, inden han skynder sig videre for at hilse på sine venner, for så at vende tilbage for at joke videre. Hans venner – der introduceres som Hotboy Nunk, Baby Gangsta, 4PFDT, Lil Tiger og G-Five – er også ivrige efter at skrive deres navne ned i min notesbog, hvis nu artiklen skulle gå hen og blive værd at læse. På billeder, især dem rapperen lægger ud på Instagram, ser Lil Baby altid eftertænksom ud med et afmålt udtryk i ansigtet. Han er nærmest konstant i bevægelse – med sit brede smil og sine hurtige replikker suger han naturligt opmærksomheden til sig, men han er mindst lige så god til at holde fremmede på afstand med et strammere smil.

Som hans navn antyder, er han en lille fyr af spinkel bygning, og hans bukser hænger om de smalle hofter. Han skifter fra en hvid Polo-t-shirt til en spritny en. En fyr kommer forbi og komplimenterer ham for hans nye sang med Drake. En lille bid af nummeret er dagen før dukket op på Instagram. Nogle mænd arbejder på at få en Lamborghini ind i lagerhallen til optagelsen. Tre modeller iført stilethæle og afslørende, leopardprikkede trikoter står og tripper, mens de samler mod til at spørge Lil Baby, om de må tage et billede sammen med ham. Lil Baby går med til det – hvem ville ikke gå med til det – lægger armene om deres taljer, men er meget påpasselig med ikke røre ved dem på en upassende måde. Et øjeblik senere er de fire ved at blive kørt ned, da Lamborghinien bakker ind i hallen. Det er så fjollet et øjeblik, at Lil Baby sikkert ville have bedt mig om at ignorere det, hvis han vidste, jeg noterede det til historien.

"Alle videoer, Lil Baby laver, foregår i the hood," fortæller G-Five mig, da jeg spørger ham, om hele scenen er typisk for arbejdsprocessen med optagelserne til Lil Baby-videoer. "Der er ingen security," tilføjer han. "Det har vi ikke brug for." Efter Lil Baby har taget billedet sammen med damerne, ser vi på, mens optagelserne begynder, og pengesedler bliver kastet op i luften. Selv om Lil Babys liv passer på alle klicheerne om rappere, er der mere under overfladen.

Det kan godt være, han er omgivet af hurtige biler og smukke modeller, men hans version af rap-personaen handler ikke om image. Det handler ikke om pral. Det handler om at optræde for et publikum, der kender teksterne til alle hans numre. Det handler om at fræse ned ad gaden efter koncerten, køre over for rødt hele vejen igennem Atlanta med en tordnende motor under kølerhjelmen. Det handler om den barnlige glæde ved at køre over for rødt og fortælle sin manager om det den følgende dag: "Hele Peachtree, mand, hele vejen hjem! Jeg stoppede ikke en eneste gang."

"Folk siger til mig: 'Det her er det nye Atlanta,'" fortæller Pee. "Jeg har det ikke, som om han er dukket op og har væltet hele byen. Når jeg lytter til Lil Baby, tænker jeg på Gucci Mane og Young Jeezy og T.I. Tilbage til the trap. Det er der, jeg havner. Han er sådan den nye version af de gutter."

Det kan godt være, Lil Babys mange bedrifter udstiller ham som den perfekte rapper-stereotyp, men det overskygges af hans enorme musikalske talent. På bare et år er han blevet kæmpestor, men han har også tilegnet sig evner, som mange af hans kolleger i branchen har brugt årevis på at udvikle. Hans musik udforsker vokalmanipulation og melodi på en måde, der minder om Future og Young Thugs Atlanta-trap, som har et årti på bagen, men hans idiosynkratiske stil bruger en tungeakrobatisk form for sang, der mimer hans måde at tale på i hverdagen.

"Jeg skylder Gud alting, det hele lå i mig til at begynde med," fortæller han mig. "Jeg skulle bare grave det op. Det var der bare." Men han havde alligevel behov for at øve sig. Han tilbragte mere eller mindre hele 2017 i et studie, hvor han lavede musik, og hvis man lytter til hans mixtapes i kronologisk rækkefølge, fornemmer man hurtigt hans udvikling.

"Jeg skabte min lidenskab for det," fortæller han mig og sammenligner det med at øve sig i at spille basketball. "Med tiden var det bare ligesom at være på banen hver dag. Hvis man har en dag, hvor man spiller godt, er det fedt, og så begynder man at øve sig hver dag. Før man ved af det, er man bare blevet vildt godt til det, og så ender man med at elske det."

Det instinktive talent ses tydeligt i Lil Babys afslappede stil – når han rapper, pløjer han sig ubesværet gennem teksten, som om han fortæller historier eller snakker lort med vennerne. "Dawg I ain't know that was your sister," rapper han for eksempel på "Money", hvor han nærmest undskylder, før han tilføjer, "if I did I still woulda hit her." Han excellerer, når hans vers virker som fri associationer, der så alligevel manifesterer sig i et samlet billede til sidst – som om han brainstormer nye konklusioner på stedet. På "Hurry" eskalerer en række trusler hurtigt, mens han rapper: // I ain't gonna put your name in a song / I'ma put your face on a shirt / I'ma put your body in the dirt / nigga you a pussy where your skirt? // Fans elsker især numre som "Frestyle", hvor rapperen lader publikum synge med i mikrofonen live til en tekst, der lyder: // If she won't fuck I won't make her / I don't like bitches with makeup / if she want titties I pay for 'em // ("Det er sandt," siger han om den første sætning og tilføjer om makeup-pointen: "Det er løgn. Jeg er ligeglad med makeup. Jeg jammer bare der.")

"Der er ikke mange, der rammer en sang, som Lil Baby gør," siger Quay. "Lil Baby sidder bare og fortæller historier. Det er de færreste rappere, der fortæller historier. De sidder bare og vrøvler, indtil omkvædet dukker op. Lil Baby giver dig en fortælling."

Lil Babys lyd passer godt ind i det moderne lydlandskab, hvor trapbeats danner grundlag for en bred vifte af melodiske eksperimenter. Men også her gælder det, at indholdet adskiller sig fra andres. Han er en utroligt talentfuld sangskriver, ikke bare i forhold til hooks og melodier, men også i kraft af at hans tekster arbejder ud fra en cirkulær logik, hvor versene fra forskellige retninger bygger op til en bestemt ide og til tider tager røven på lytteren med sine konklusioner. Kvaliteten i hans musik handler ikke om en cool lyd, det er et udtryk for, hvor han kommer fra.

"Den unge generation ved ikke noget længere," siger han til mig. "Det ved jeg, for jeg hænger ud med dem, men de fatter ikke helt, hvad jeg handler om."

Rap, ligesom den øvrige musikindustri, er blevet mere og mere optaget af en masse irrelevant lort, som får for meget opmærksomhed i en tid, hvor berømmelsen er en besættelse. Men det handler ikke om indflydelse, tweets og onlinesladder. Rappen har et langt mere jordnært bagland, og det er den tradition, som Lil Baby er del af.

"Lil Baby er ikke en internetrapper," siger Pee. "Han er ikke bare en af de typer, som har haft et hit på Soundcloud. Han har bygget hele sin karriere op på gaden et skridt ad gangen." Det bekræfter Lil Baby. "Jeg forstår ikke helt logistikken bag en Soundcloud-rapper," fortæller han.

Selv om det godt kan lyde som en vovet påstand at sige, at Lil Baby har fanget trappens oprindelige ånd – han hedder trods alt Lil Baby, hvor Young Jeezy rapper, som om han blev født med et kilo kokain i hver hånd – så giver det fin mening, hvis man tænker på, hvad de oprindelige kunstnere repræsenterede. Det kan godt være trap handler om at sælge stoffer og sådan noget, men i virkeligheden handler det om motivation. Det handler om at være en helt i sit hood. Næsten alle, jeg har talt med om det, beskriver Lil Babys rap som "no cap rap" eller "reality rap", og det lyder umiddelbart som en kliché. De fleste kunstnere hævder at repræsentere en autentisk virkelighed. Men Lil Baby er mere investeret i at få dig til at forstå virkeligheden af det, han repræsenterer. Det, der er virkeligt og autentisk ved Lil Baby, udover de ting han bogstaveligt talt nævner i sine sange, er den inspiration, som følger med.

Han rapper: "Lil D with me on the road to riches," og den er god nok. I Oakland City West End Apartments aka. Lil Cali sidder Lil D og ruller en Backwood, mens han fortæller mig, at Lil Baby "er et rigtigt godt menneske. Han hjælper folk. Han giver tilbage." Baby rapper også "free G-Five," og jeg møder G-Five, på fri fod, som fortæller mig, at hans "lommer er så fede, at folk spørger ham, hvad han render rundt med i dem." Svaret er 25.000 dollars i hver.

"Baby har skabt en vej ud for os alle," fortæller G-Five mig med en alvorlig mine. "Han har ændret vores liv."

Og der sad vi så. Ikke alene rapper Lil Baby om // selling nicks and dimes to the fiends at the West End Mall / came through in that brand new Hellcat I had 'em hatin' all //, han tager mig og fotografen med på en vild tur gennem Atlantas travle gader på vej mod West End Mall. Han kører i høj fart ned ad gyder, gennem Morehouses campus og drøner forbi den ene blok efter den anden med lynets fart. På et tidspunkt kører han ud foran en politibil og fræser videre, mens den målløse betjent bare ser på, som om han lige er blevet overhalet af Hjulben.

Ved West End Mall slentrer Lil Baby ind i centret og sætter kurs mod Lids, fordi han vil købe en ny hat, en sort Atlants Braves-cap. Han er høflig og siger "yes, ma’am" til ekspedienten. To små piger på en otte-ni år nærmer sig med generte udtryk i ansigterne. De vil gerne have et billede, og den ene fortæller, at hun lige har fået sin telefon stjålet på badeværelset. Inden jeg ser mig omkring, er Lil Baby på vej ind i en anden forretning rundt om hjørnet for at høre, om de sælger telefoner. Desværre. De går sammen ud på gangen igen, og Lil Baby forklarer situationen. Så beder han G-Five om at finde 300 dollars frem og tilføjer yderligere to selv. Pigen får 500 dollars, så hun kan købe en ny telefon. Det hele sker uden videre. Lil Baby tænker slet ikke over det, han gør det bare. På vej ud er der yderligere tre grupper, som stopper ham for at få et billede.

Gaden udenfor ligger i Lil Babys gamle nabolag. Han udpeger kiosken, hvor han plejede at sidde, når han tog en pause fra arbejdet på gaden. Han køber lidt slik, men fyren bag disken er ny og kender ham ikke. Det gør alle andre derimod. En fyr kommer kørende forbi og råber ud af vinduet, at Lil Baby skal tjekke hans parykforretning i nærheden ud. Et par fyre uden trøjer på falder i snak med Ced og G-Five. De taler om fælles bekendte. Nogle piger hænger ud af soltaget på en SUV på den anden side af gaden og råber efter Lil Baby.

"Der er ingen anden rapper, som ville tage dig med hjem på den her måde, bare vade rundt uden vagter," siger Lil Baby, mens vi tager et par billeder. I det øjeblik er det svært at forestille sig, at nogen skulle være ude efter ham. Da vi ankom, råbte han op mod hjørnet, hvor en midaldrende fyr med hue på hilste på ham og kom ned for at sludre. De snakkede lidt frem og tilbage, og da vi gik, fortalte Lil Baby, at manden er den største hustler i kvarteret.

"Han sælger alt," forklarede Lil Baby og tilføjede, at han tidligere har investeret i nogle af mandens forretningsplaner. I forbindelse med næste års Super Bowl i Atlanta har han planer om at sælge bootleg-t-shirts til 50 dollars stykket. "Han sælger også skildpadder," siger Baby. På det her tidspunkt har jeg set Lil Baby køre over for rødt gennem hele byen, jeg har set ham optage en video med alle hans diamantbesatte smykker til Instagram, jeg har lyttet, mens han i timevis har gjort nar af mediebranchen. Men for første gang får jeg en fornemmelse af, at han prøver at imponere mig, mens han ivrigt fortæller om forretningsideen. Skildpadderne koster normalt 20 dollars, men til Super Bowl, forklarer Baby, stiger prisen til 40. Så hvis du har brug for en skildpadde og befinder dig i West End i Atlanta, skal du skynde dig at købe en nu, for de bliver kun dyrere. Han kigger med beundring i øjnene op mod huset, hvor skildpaddemanden bor. Så vender vi om og går tilbage til Corvetten.