skole

Vi spurgte folk, der mobbede: ’Hvorfor’?

”Jeg kan huske, at jeg tog en hel håndfuld døde insekter og edderkopper fra vindueskarmen og hældte dem ned i munden på hende.”

af Jesse Donaldson
19 december 2017, 6:00am

Billede fra filmen 'Dazed and Confused'

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Dengang vi var børn, var mobning allestedsnærværende.

Hvis ikke vi selv blev mobbet, blev nogen vi kendte. Måske blev vi kaldt øgenavne, eller der blev startet onde rygter bag ryggen på folk. Måske blev vi udpeget som den mærkelige på grund af vores hårfarve, højde eller stemme. For andre var mobning mere en fysisk ting. Buksevand, skub og brændemærker. Sådan var mobningens verden, inden telefoner og internettet gjorde hele gamet endnu mere lusket.

Alle os, der er blevet udsat for den behandling – alle de skub, spydigheder og stjålne madpakker – har siden gået rundt med to store spørgsmål: ”Hvorfor?” og, hvad vigtigere er, ”hvorfor mig?”

Jeg stillede spørgsmålene til adskillige tidligere mobbere og fandt ud af, at forholdet mellem den undertrykkende og den undertrykte ikke altid er så firkantet, som vi går og tror. Der er bestemt nogle børn, der bare er nogle røvhuller. Men nogle mobbere er selv ofre. Mange af dem brugte det som en ventil til at håndtere deres personlige usikkerheder eller problemer i hjemmet. Og som historierne herunder kan fortælle, er der nogle mobbere, som udvikler sig og forandrer sig. De forstår, hvad de har gjort mod andre.

Her har vi samlet fire tidligere tyraner fra skolegården – to mænd og to kvinder – og de fortæller om at starte rygter, slå folk i hovedet, fodre dem døde insekter og blive sendt op til inspektøren. De fortæller også om at sige undskyld og stå ansigt til ansigt med deres tidligere ofre.

KAYLEIGH, 29

Da jeg gik i folkeskole, var jeg lederen i en bande. Det var mig og nogle andre – mig, Ramsay og Jeff – som mobbede to-tre af drengene i skolen.

Mine forældre gennemgik en grim skilsmisse på det tidspunkt, og min mor tog det ikke særlig pænt. Vi havde det hårdt dengang. Jeg kan huske, at mig og de to drenge sad på køkkengulvet og drak som 11-årige. Det var helt fucked. Jeff havde mange dæmoner. Han begyndte at tage rigtig mange stoffer i gymnasiet. Men dengang var han bare vred og vidste ikke, hvordan han skulle håndtere det. Så vi mobbede de andre børn. Ramsay gjorde bare, hvad han fik besked på.

Det var mest børn, som i forvejen var udenfor. Der var en dreng, der hed Tyler, som var rødhåret. Vi skrev sange om ham, og om hvor nederen han var. Engang holdt Ramsay og jeg hans arme, mens Jeff tog tilløb til og nikkede ham en skalle i maven. Der var også en dreng, der hed Leland, som vi var så lede overfor. Vi tog tennisbold og kylede efter ham. Men han prøvede stadig at hænge ud med os, hver gang der var frokostpause. Jeg forstod det ikke. En anden af dem vi mobbede, Justin, kom stadig til min fødselsdag. Han var en af vores venner, men han var den mest ynkelige, så vi drillede ham.

Vi legede en leg, der hed, ”Justin er hjemme.” Vi gav ham fem minutter til at løbe, og så ville vi fange ham og hive ham tilbage til legepladsen, hvor vi ikke lod ham gå igen. Han syntes ikke, det var en sjov leg. Han spurgte, ”kan vi ikke lege fangeleg eller sådan noget?” Men den var vi ikke med på. Og hvis han ikke gad, råbte vi ”Nej! Vi vil lege, Justin er hjemme!”

Det er så underligt. For Jeff og jeg var begge mentorer. Det var meningen vi skulle være på legepladsen for at hjælpe andre børn. Folk skulle kunne komme til os, hvis de ville tale om deres problemer. Vi fik kun høje karakterer. Men samtidig blev vi sendt op til inspektøren for at putte chili på et bolsje, som vi gav til vores tilsynsførende.

Mange år efter mødte jeg en af dem, som jeg mobbede virkelig meget. Jeg var nok 19 år. Jeg sad i en bar, og han kom hen til mig og sagde, ”hey, kan du huske mig?” Og med det samme var mit svar, ”for helvede. Det er jeg virkelig ked af.” Jeg begyndte at undskylde lige med det samme. Han sagde, ”det sker. Vi var ikke så gamle, og børn er onde. Jeg er okay nu, men det, du gjorde, var virkelig ikke i orden.” Når jeg fortæller folk om det i dag, siger de altid, at det er helt fucked. Det er noget, jeg gjorde. Jeg synes ikke, det var den rigtige ting at gøre, og det indrømmer jeg i dag.

RICHARD, 35

Jeg var ret overvægtig som barn, og jeg blev mobbet fra jeg var helt lille. Nok allerede i børnehaven, hvor de ældre børn drillede mig. Så for at få det bedre med mig selv og for at se bedre ud foran de andre eller måske for at få venner, begyndte jeg at drille dem, som var et nemmere offer end mig. Jeg tænkte aldrig på det som mobning dengang, men det var det. Senere forstod jeg, at det var en del af et helt kredsløb af overgreb.

På grund af min vægt mente jeg aldrig, at jeg var god nok, og jeg kunne ikke klare mig lige så godt som mine venner, som alle sammen dyrkede sport. Så jeg lavede grin med andre for at få et godt grin. Det var først senere, jeg forstod, at det gjorde ondt på andre. Når jeg tænker på det, er der sikkert nogle af de børn, jeg mobbede, som ikke havde lyst til at komme i skole af frygt for mig, på samme måde som havde frygtet dem, som mobbede mig, da jeg var yngre.

Jeg kan huske, da jeg gik i gymnasiet, og vi sad og drillede en pige i klassen og kaldte hende ”fedesen”. Det grinede vi af. Vi tænkte ikke mere over det, for vi mente jo overhovedet ikke, at hun var tyk. Men inde i hendes hoved var det så frygteligt, at hun næsten endte med at få en fucking spiseforstyrrelse.

Da jeg gik i folkeskole, kan jeg huske, at vi gik ind af en cykelsti, og der kom en anden dreng gående i den anden retning. Og jeg var sammen med mine venner – det er altid sammen med vennerne. Det er hele den der bandementalitet. Man er sammen med andre, så man vil gerne imponere dem. Vi var en gruppe, så der var ikke plads til, at ham knægten kunne komme forbi. Jeg kan ikke huske præcist, hvad jeg sagde, men jeg pustede mig op, nedstirrede ham og hævdede min maskulinitet, alt det jeg kunne. Jeg tænkte overhovedet ikke mere over det dengang. Men en uge eller to senere blev jeg kaldt ind hos skoleinspektøren for at snakke om ”hændelsen”. Jeg anede det ikke, men ham det andet barn var ved at dø af skræk. Han rystede.

Jeg syntes, det var sjovt at mobbe de andre. Jeg kan huske, at jeg jagtede andre børn rundt på legepladsen og råbte, ”jeg smadrer dig.” Jeg vidste ikke engang, hvad det betød. Jeg slog dem aldrig. Jeg skubbede måske engang imellem og kaldte dem grimme ting. Han var ret fattig, ham drengen. Han havde ikke lige så mange penge, som dem jeg hang ud med. Sådan nogle åndssvage ting. Der var endda en forælder, som bad os om at holde op, og som prøvede at banke noget fornuft ind i knolden på os. Men det eneste, de gjorde, var at true os med konsekvenser. Det var altid trusler, trusler, trusler. Jeg synes aldrig, der var nogen, der satte sig ned med mig, og spurgte, ”er du klar over, hvad det er, du gør mod de andre?”

Og det er problemet. Hvis man mobber nogen og får en reaktion, bliver man vild med det. Det er skide skægt. Da jeg var barn, synes jeg det var det fedeste, hvis en forælder mistede besindelsen. Det kunne vi grine af i årevis. Jeg tænker nogle gange på, hvis jeg i dag så en gruppe børn mobbe nogen, hvad ville jeg så gøre? Hvis jeg var vidne til den slags i dag, ville jeg håndtere det meget afslappet. På samme måde som man taler om vejret. Jeg ville snakke med dem uden at skælde dem ud. Det virker alligevel ikke.

Det skøreste er, at jeg kan huske, hvordan det var at blive mobbet. Det er ikke fedt. Jeg tog en hemmelig vej hjem for ikke at støde på dem, der mobbede mig. For jeg var sikker på at blive skubbet eller blive hånet. Det er så skræmmende. Jeg forstod slet ikke, hvor stort et røvhul jeg var. Det var først mange år senere, at jeg forstod, at jeg selv var blevet til det, jeg frygtede.

JIM, 27

Der var en fyr, som jeg syntes, var virkelig lækker, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Jeg vidste ikke, at jeg var bøsse. Jeg var bare vild med ham og forstod ikke hvorfor. Jeg tæskede ham i stedet for. Jeg tror, mange mennesker ser deres personlige problemer i andre, og de hader dem i forvejen. Jeg var vel 11 eller 12 år, og jeg fandt ham drengen på legepladsen og smadrede ham. Jeg er et ret fordomsfrit menneske i dag, men det var jeg ikke dengang.

Da jeg var barn, hørte jeg ”svans” mere, end jeg hørte mit eget navn. Dengang fik jeg mange tæsk af min stedfar. I 11 år fandt jeg mig i det. Når jeg ser tilbage på det, tror jeg ikke, jeg ville have behandlet den anden dreng sådan, hvis ikke jeg havde stået i den situation. I starten da han flyttede til byen, legede vi faktisk en del sammen. Vi var gode venner. Men han begyndte at opføre sig virkelig mærkeligt. Han sagde underlige ting hele tiden. En masse ting, der lød som noget, han fandt på – for eksempel, at hans forældre købte porno til ham. De andre børn var begyndt at drille mig, fordi jeg hang ud med ham.

Første gang jeg slog ham, følte jeg et kæmpe gruppepres uden grund. Alle de seje børn var lige i nærheden, og jeg ville gerne være en af dem. Han kom gående hen imod mig på en sneklædt bakke, og jeg skubbede ham bare og sagde, ”skrid væk fra mig.” Jeg kan huske, at jeg skubbede ham op ad muren og sparkede ham i siden. Næste uge kom han hen til mig igen, og jeg gjorde det hele igen. Det skete i hvert fald fire eller fem gange. Og alle de seje syntes, det var vildt sjovt. Der var ingen, der rørte mig efter det.

Så en dag, nogle måneder efter, var der en skitur, og ham og jeg var de eneste i klassen, som ikke tog med. Vi sad i computerlokalet og spiste frokost, og der var ingen andre end mig og ham, og lige pludselig begyndte han at ae mig på benet. ”Jeg er skam ikke homo. Jeg er bare virkelig liderlig,” sagde han. Jeg gik totalt i panik. Så næste dag da alle var hjemme igen, og vi var ved at færdiggøre et eller andet projekt, fortalte jeg det til alle. Det ramte ham så hårdt, at han blev nødt til at skifte skole.

Jeg har set ham én gang siden. Mange år efter. Der var en ungdomsskole i byen. Jeg kom derned en sommerdag, og der mødte jeg ham, og vi havde det faktisk rigtig sjovt sammen. Vi spillede Dance Dance Revolution. Han blev til sidst smidt ud for at rode rundt med et barn. Jeg så ham aldrig igen, men jeg har forsøgt at finde ham mange gange. Jeg har endda kontaktet gamle klassekammerater for at finde ham. For jeg vil gerne undskylde for, hvad jeg har gjort. Også fordi, at jeg ikke kan lade være med at tænke, hvor lækkert et par vi ville være, hvis vi var sammen i dag.”

ROXANNE, 30

Jeg voksede op på landet. 45 kilometer fra en ret lille by. Så da jeg var yngre, havde jeg ikke så meget socialt liv. Jeg kunne ikke bare lege med naboerne, for der var ikke nogen. Da jeg startede i skole, kendte alle hinanden i forvejen. De legede sammen, men jeg kendte ingen. Senere lavede de andre altid ting sammen efter skole – gik ned i kiosken eller sådan noget – og jeg kunne aldrig være med. Jeg boede så langt væk, at jeg skulle tage bussen hjem, lige så snart jeg fik fri. Jeg følte altid, at jeg var virkelig isoleret og meget vred – især da jeg blev teenager.

Da jeg kom i gymnasiet, havde jeg en klike, jeg hang ud med, men jeg var ikke lige så tæt med de andre, som de var med hinanden. Jeg gik glip af mange af de ting, som teenagere gør sammen. Første gang de drak sig stive, vidste jeg ikke engang, at det skete. Jeg begyndte at hade andre mennesker. Og samtidig begyndte folk at betragte mig som en bølle. Jeg så det slet ikke sådan selv. Jeg vidste, jeg var vred. Men jeg anede ikke, at folk følte, jeg var truende.

Jeg tror det stammer fra, at jeg følte mig udenfor. Jeg tænkte, at det bare var sådan, ”overlegne” mennesker behandler dem under sig. Jeg var selv blevet mobbet, da jeg var lille og tænkte, at dem, der havde gjort det, rent faktisk var bedre end mig. Da jeg blev ældre, fik en humoristisk sans og drengene begyndte at lægge mærke til mig, gav det mig selvtillid og en plads socialt. Så der tænkte jeg, Okay, nu er jeg den overlegne. Så nu er det min tur til at nedgøre dem, som ikke er lige så seje som mig.

Jeg kan huske engang, jeg var hjemme hos en pige, og hun sov med åben mund. Jeg tog en hel håndfuld døde insekter og edderkopper fra vinduskarmen og smed dem ned i munden på hende. Jeg var virkelig, virkelig, virkelig ond mod andre, uden de vidste det. Jeg startede en masse frygtelige rygter. Da jeg gik i 9. klasse, kan jeg huske – ej, det er så grumt – jeg fortalte alle, at en af pigerne havde et seksuelt forhold til sin kat. Og folk troede på mig.

Der var en fyr, som var vild med mig, og jeg fortalte alle, at han var psykopat, at han var klam, alt muligt. Og det var han slet ikke. Han prøvede bare at være sød. Folk i min vennekreds sagde, ”nåh, hvordan går det med din stalker?” Og det ville jeg gerne være en del af. Jeg var sød overfor ham. Men når han ikke var der, sagde jeg, ”ej, hvor er han ulækker og noia.” Så en dag kom han hen til mig, mens jeg stod sammen med en masse andre mennesker, og jeg sagde alle de frygtelige ting til ham – alt det, som jeg havde gået og sagt bag hans ryg. Det må have været noget af et slag for ham. Jeg kan huske, at jeg kunne mærke mit ego vokse. Jeg fik så meget selvtillid. ”Jeg viser de andre, hvor sej jeg er ved at sætte ham her på plads.” Jeg tænkte mig slet ikke om. Jeg vidste godt, at det jeg gjorde, ikke var sødt, men jeg syntes heller ikke, at det var en stor ting.

Den jeg mobbede allermest, var nok min mor. Jeg var så led mod hende, at hun på et tidspunkt ikke ville have jeg kom hjem. Engang havde hun brækket sin ankel, og når hun faldt i søvn i stuen – fordi hun ikke kunne komme op ad trapperne – tog jeg hendes krykker og låste dem inde på badeværelset. Så vækkede jeg hende kun for at fortælle hende, hvor nederen hun var, og hvordan hun var en elendig mor. Og min mor er den kærligste og mest støttende person, man kunne ønske sig. Men jeg havde så meget vrede inde i mig selv, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle gøre af det. Jeg så hende ikke som andet end et nemt mål. Jeg behandlede min mor af helvede til, og så blev jeg sur på mig selv, og det hele var en ond cirkel. Når jeg tog i skole, tænkte jeg, ”jeg er et dårligt menneske. Jeg kan lige så godt behandle alle dårligt.”

Det fortsatte, da jeg var et ungt menneske. Det endte et ret skidt sted, da jeg droppede ud af gymnasiet, da jeg var 16 og var blevet meget voldelig. Jeg fik en voldsdom flere gange, og jeg elskede at slå folk i hovedet. Jeg ved ærligtalt ikke, hvad jeg tænkte på. Vreden lå altid lige under overfladen. Så en dag da jeg sad i min lejlighed, fik jeg pludselig en åbenbaring. Det var som om, der blev tændt for min empati fra det ene øjeblik til det næste. Så begyndte jeg at græde og tænkte, ”åh nej, mine handlinger påvirker faktisk folk.” Fra den dag blev jeg meget følsom, og det er jeg stadig. Jeg har endda svært ved at se film, hvor folk er strenge mod hinanden. Jeg tror, jeg har opbrugt min ondskabskvote.

Det er så mærkeligt. Jeg er slet ikke det samme menneske i dag. Når jeg ser tilbage på min tankegang er den svær at genkende. Jeg gjorde ting dengang, som jeg aldrig nogensinde kunne finde på at gøre i dag. Aldrig. Jeg kigger på det og forstår ikke hvad jeg havde gang i. Men jeg havde overbevist mig selv om, at intet af det, jeg gjorde, rent faktisk skadede folk.

Jeg tror, jeg ville have meget svært ved at prøve at snakke med nogle af de mennesker, jeg har skadet. Jeg har tænkt på det. Jeg har tænkt på, hvem jeg skulle kontakte. Bare sige det hele som det er og undskylde. Men jeg ved ikke engang, hvem jeg skulle række ud til. Det var så stor en del af, hvordan mit liv var dengang. Det var aldrig en bestemt person. Jeg var bare virkelig fucking ond. Jeg var et svin overfor alle, med mindre jeg følte mig truet af dem.

På en måde hænger det hele sammen. Der var en pige, som mobbede mig i folkeskolen, og da jeg droppede ud af gymnasiet og vendte tilbage som 20-årig, var hun min lærer. Hun fortsatte med at mobbe mig foran hele klassen.