Annoncering
Graffiti

Derfor er graffitien tilbage i London

I starten af 2010 gik politiet til angreb på malerne, men i 2017 er farverne tilbage på facaderne.

af Charles Graham-Dixon
15 december 2017, 9:35am

Justin Kase Zninez/Alamy

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Fra starten af 80’erne til midten af 2010’erne havde graffitien det godt i London. Burnere på togene, tags på gaderne, krom og ruller, throwups under gangbroer og på hustage. London har udviklet sin egen unikke graffitistil, ligesom andre storbyer som New York, København, Paris og São Paulo har udviklet deres. En tur med toget var som at være til kunstudstilling med Londons skrivere – navne som Zombie, Oker, Fume, Teach og mange andre.

Men i starten af det her årti forandrede alting sig. Graffitimalerne blev anholdt og rent faktisk smidt i fængsel, især for at male toge. Hvor der tidligere havde været graffiti, var der nu store, brune rektangler, efterhånden som myndighederne ”buffede” værkerne. Byrådene, politiet og regeringen slog hårdt ned, især op til de Olympiske Lege i 2012, da paniske autoriteter og arrangørerne af legene blev bange for, at graffiti skulle få dem til at fremstå svage eller signalere forestående anarki.

Det så ud til, at dagene med tags på hver en overflade var forbi – at den eneste graffiti i London ville være betalt af Adidas og senere solgt til kunstsamlere. Men noget overraskende er sket i løbet af de seneste par år: Mere og mere graffiti dukker op i London, især i de gamle gader. Nye, unge skrivere kommer til, mens de gamle konger også pludselig genopstår. Her snakker vi ikke om ”street art” og stencils i Shoreditch eller byvandringer for turister forbi Banksy-værker beskyttet af plastik, men rigtig graffiti – tags, throw-ups, dubs og pieces. Det er graffiti, som flertallet af befolkningen ikke engang vil have på deres Instagram, men som skrivere og andre nørder sætter stor pris.

En af de store grunde til, at graffitien får fodfæste igen er, at den konservative regering har skåret ned på det offentliges udgifter, og det går blandt andet udover sundhedsvæsenet, lokale byråd og politiet. London Politi har for nylig annonceret, at ”mindre alvorlige forbrydelser” i mange tilfælde ikke vil blive efterforsket, fordi politiet skal spare omkring 3,4 milliarder kroner inden 2020. Det var The Sun, der første gang rapporterede, at den assisterende politidirektør Mark Simmons havde udtalt: ”Vi vil stadig efterforske ting som mord, kidnapning, seksuelle overgreb, hadforbrydelser eller vold, men de mindre alvorlige ting, som sker langt oftere, blandt andet tyveri, trafikforseelser og hærværk, vil vi ikke bruge tid på.”


SE: Kabuls kvindelige graffitimalere


Graffiti hører under paraplyen ”hærværk”. Jeg spurgte en skriver fra London, som gerne vil være anonym – lad os kalde ham John – hvorfor han tror, at graffiti bliver mere udbredt. ”Der er helt sikkert mere graff for tiden,” siger han. ”Internettet har givet folk lyst til at male. Instagram har fået flere til at male, fordi de bliver udsat for så mange billeder der. Mange malere håber, at der bliver taget billeder af deres dubs, og de efterfølgende ender på Insta.”

Der er ingen tvivl om, at smartphones og sociale medier som Instagram, hvor billeder kan lægges op og deles på få sekunder, har gjort, at skrivernes værker kan komme ud til folk øjeblikkeligt. Skriverne har også tidligere benyttet kameraer, men det tog lang tid at fremkalde billederne, og det var ikke lige så nemt at få omgående respons og respekt fra sine kollegaer, som det er i dag. Faktisk var der en del mere jalousi og konflikt i graffitimiljøet før Instagram, fordi skriverne kæmpede om pladsen på væggene. Uden en platform eller et online fællesskab kendte mange af skriverne kun hinanden ud fra deres tags, og derfor var det lettere at drage forhastede konklusioner og begynde at konkurrere indbyrdes.

Den tidligere maler Luke forklarer, at internettet måske har været med til at give lidt ro til et miljø, der er styret af skrøbelige egoer og mangel på respekt. ”Sociale medier som Instagram har betydet enormt meget i forhold til at skabe et fællesskab indenfor graffiti.” Luke siger, at det online fællesskab inspirerer skriverne, når de ser noget nyt, og det motiverer dem til selv at gå ud og male. Selv gamle malere, som tilsyneladende var færdige i gamet, er kommet tilbage. ”Jeg tror, fremkomsten af nye, unge malere på Instagram har fået dem til at genoverveje deres pension,” forklarer han.

Hvis graffiti på gaderne i London er blevet mere udbredt, hvad så med togene? Det er trods alt stadig den hellige gral for graffitimiljøet. Alle skriveres drøm er at male et tog, som kører sin faste rute med deres værk på siden. Det er det samme som en mobil, kinetisk udstilling, der hele dagen promoverer skriverens eller hans crews navn. Men de straffe, som har ramt graffitimalere i Storbritanniens retssystem, har afholdt selv de mest dedikerede. Risikoen for at blive snuppet er stadig faretruende høj, selvom tiderne er skiftet. ”Sandheden er, at hvis ikke man kom i fængsel for at male toge, ville jeg være ude og male på dem lige nu, men jeg vil ikke i fængsel,” siger John. ”Skrivere ryger i fængsel for at male på toge, så der er mange, der er gået over til at skrive på mure i stedet.”

I løbet af de sidste ti år er mange togmalere blevet anklaget i forbindelse med store operationer udført af det britiske transportpoliti (BTP). Skriverne er blevet arresteret og stillet for en dommer, efter de er blevet overvåget og har fået ransaget deres huse. Graffiti er blevet behandlet som alvorlig, organiseret kriminalitet af både BTP og retssystemet. I en sag, der løb fra 2013 til 2017, blev fem medlemmer af SMT Crew givet fængselsstraffe på mellem 12 og 16 måneder. Ledende efterforsker Tony McGibbon udtalte: ”Vores omhyggelige indsats har endelig givet pote, og jeg er glad for, at alle de anklagede har fået en dom. Jeg håber, at dommen sender et meget tydeligt signal til andre graffitivandaler derude om, at vi ikke tolererer den form for kriminalitet.”


LÆS: En snak med SPYO


Da den produktive skriver Vamp fik en dom på hele tre og et halvt års fængsel for graffiti i 2013, sagde dommeren: ”Du er en fremtrædende graffitivandal. Vi snakker ikke om muntre, fantasifulde billeder som dem, du sikkert kender fra Banksy. Det, du laver, er i stedet simpelt hærværk, som for størstedelen af befolkningen er både intetsigende og deprimerende.”

Vamps voldsomme fængselsstraf siger meget om myndighedernes prioriteter, især det britiske retssystem og politiet. Samtidig med, at transportsystemet faldt fra hinanden med højere priser og dårligere service, brugte de deres energi på at statuere et eksempel med de graffitimalere, de fangede, i stedet for at sørge for, at togene kørte til tiden, og at kunderne var tilfredse.

Myndighederne var så opsatte på at sætte en stopper for graffiti, at malede toge tit blev buffet, inden de fik lov at køre, og i nogle tilfælde blev togene afholdt fra at køre ud på skinnerne, så befolkningen ikke skulle se dem i den tilstand. Nu betyder regeringens nedskæringer, som har givet graffitimalerne mere råderum, at der heller ikke er råd til at buffe togene helt så ofte. Indtil for nylig blev de buffet øjeblikkeligt, men nu sker det oftere og oftere, at et overmalet tog bevæger sig gennem byen, og det betyder, at der er også er en stigning i billeder online.

Nøglen til at forstå myndighedernes angreb på graffiti i de seneste år er regeringens frygt for, at de ikke har befolkningen under kontrol. For en by med meget graffiti må jo automatisk være et smadret, uhyggeligt, forfaldent sted. Men hvis man ser på mange af de velfungerende europæiske byer, som har meget mere graffiti end London, kan man nemt konkludere, at den teori ikke har hold i virkeligheden. I København, Madrid, Berlin og Barcelona er butikkernes skodder, broerne, togene og murene dækket af graffiti, og det påvirker efter manges mening ikke byerne negativt. Selvom der stadig bliver brugt penge på at jagte malere og buffe deres værker, er myndighederne mere fokuseret på at bruge skattekronerne på at forbedre offentlige tilbud. Det handler om prioriteter, og lige meget om man elsker eller hader graffiti, er de britiske myndighedernes fokus på graffiti en hindring for at fokusere på vigtigere emner.

Tagged:
London
street art
Kunst
kriminalitet
hærværk