FYI.

This story is over 5 years old.

tatoveringer

Jeg gik rundt med Post Malones ansigtstatoveringer i en dag, og det var lort

Det holder overhovedet ikke.
Ryan Bassil
London, GB
JL
billeder af Jake Lewis
Forfatteren på museum.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Da jeg voksede op, var ansigtstatoveringer kun for psykopater. Bredskuldrede hooligans, som smadrede folk for et godt ord. Folk som Mike Tyson. Og som ham fyren, vi alle sammen kendte på uni, som fandt ud af, hvordan han kunne lave sin egen tatoveringsmaskine af en gammel elektrisk tandbørste og øvede sig på sin egen pande.

Men sidste år opstod en ny musikgenre, og så ændrede det sig alt sammen. Lige pludselig var ansigtstatoveringer ikke kun for de rå typer. De blev i stedet kendetegn for en ny form for rappere, der alle sammen var helt bombede på Xanax, tømt for glæde og potentielt ret problematiske rollemodeller. Den afdøde Lil Peep havde "Cry Baby" tatoveret over sit højre øjenbryn. 21 Savage svarede på et spørgsmål om en af sine tatoveringer ved at sige "issa knife", hvilket blev til et helt nyt meme. Lil Uzi, Vert, Lil Xan, Lil Pump, Trippie Redd, 6ix9ine – listen fortsætter.

Annoncering

Men den mest berømte af dem alle er nok Post Malone. På alle måder er Post så langt væk fra de traditionelle tilhængere af ansigtstatoveringer, som man kan komme. Han er blød, som en bamse. Hans musik er elsket – sidste år nåede "Rockstar" op som nummer et på den amerikanske Billboard-hitliste – og hadet, fordi der er et eller andet forkert ved en hvid kunstner, der kaster sig over en hovedsageligt sort genre.

Post er hverken den første eller den eneste rapper med ansigtstatoveringer, som er kravlet til tops på hitlisterne. Det gjorde Lil Wayne allerede i 2008 med "Lollipop", og det er hans karakteristiske udseende med de lange dreads, grillz og de mange tatoveringer, der har fungeret som den primære æstetiske inspiration for den nye generation af rappere – bare se på det her meme, der forklarer, hvordan man bliver en populær rapper i 2018. Men i takt med, at han bliver mere fremtrædende, bliver Post Malone også den vigtigste kransekagefigur for ansigtstatoveringer – faktisk mere end Lil Wayne. Vi er endda nået til det punkt, hvor man kan købe kopier af hans tatoveringer til at gnubbe på huden, ligesom dem fra tyggegummipakkerne:

En hjemmeside ved navn Post's Tattoo Parlor sælger tatoveringerne, som du kan se ovenfor, og de er alle sammen efterligninger af Posts eget skæggede hoved. Jeg har aldrig tænkt mig at få en ansigtstatovering, men fordi min redaktør gerne ville have, at nogen skulle opleve, hvordan det er at leve med Posts ansigtstatoveringer i hverdagen, fik jeg sat dem på mit ansigt en kold tirsdag morgen på kontoret.

Annoncering

Da Post Malone blev spurgt, hvorfor han har fået sine tatoveringer – som blandt andet tæller ordene "STAY AWAY" og "ALWAYS" med store bogstaver – sagde Post, at han ville gøre, "alt hvad han kunne for at pisse sin mor af." Det er virkelig en typisk tankegang for en 23-årig, som endnu ikke er fuldt udviklet, og desuden pisser det også mig af, for jeg havde sgu ikke særlig meget lyst til at gå rundt i byen med skriblerier i ansigtet.

Ligesom mig er Post Malone en rimelig gennemsnitlig fyr, der endte med at få rigtig mange følgere på Twitter. Men for lige at få det hele på plads, så får du lige lidt mere information:

Han er født i Syracuse, voksede op i Dallas, og blev interesseret i musik efter at have brugt timevis på at spille Guitar Hero II. Da han var færdig med high school, flyttede han til Los Angeles, hvor han boede i et hus fyldt med YouTubere og gamere, og der begyndte han at livestreame, når han spillede Minecraft. I starten af 2010'erne lagde han nogle Bob Dylan-covers op. Ligesom Donald Glover har han fundet sit rapnavn i en online-generator. Men mens Glover knoklede i årevis som Childish Gambino, før offentligheden fik øjnene op for ham med hans tredje album Awaken, My Love fra 2016, oplevede Post Malone en eksplosiv vej til stjernerne takket være hans single fra 2015 White Iverson.

Ligesom det har været med resten af hans karriere, blev White Iverson både hyldet og nedgjort. "Lmao I'm a grown ass man, y'all have fun slappin that one," tweetede Earl Sweatshirt.

Annoncering

Efter at have mødt Kanye West til Kylie Jenners 18-års fødselsdag, blev Malone inviteret til at indspille med Kanye West – og resultatet kunne man høre på sangen "Fade" fra Kanyes album The Life of Pablo. Gæsteoptrædener med 50 Cent, Justin Bieber og Young Thug fulgte efter. Det virkede som om det var meget nemt at være Post Malone – en formodning, som han afviste i et interview med GQ, hvor han påstod, at "det er svært at være hvid rapper."

Noget andet du skal vide:

Der er intet sjovt ved at gå rundt med Post Malons tatoveringer i offentligheden. Man har lyst til at synke i jorden hele tiden.

Folk på gaden kigger på dig på en måde, som de aldrig har gjort før. Blikke, der konstant minder dig om, at du har tatoveringer i ansigtet. Hvis man ser bort fra den subjektive, æstetiske værdi ved at få lavet dem, så handler ansigtstatoveringer mest om at være udenfor, og om man kan lide at være udstødt.

Jeg forsøgte at have en normal dag:

Jeg købte en sandwich, så jeg havde brændstof til den lange gåtur, jeg skulle ud på.

Jeg læste lidt på bibliotek – det gælder om at fylde sig med viden.

Jeg besøgte museet, for at lære om vores historie.

Men på grund af tatoveringerne var alle de aktiviteter lidt mindre sjove. Det føltes som om, jeg konstant havde en projektør lysende på mig, og at alle øjne blev trukket i min retning. Jeg kom til at tænke på Hostgator Dotcom – manden som fik dækket sit ansigt med adresser på pornohjemmesider for at tjene penge, og hvor desperat han må have været, siden han var villig til at rende rundt med DrFreak.com skrevet i panden. Han fik ikke de tatoveringer for at gøre sin mor sur. Han gjorde det for at kunne forsørge sine børn, efter han mistede sit job under finanskrisen.

Annoncering

Historisk har ansigtstatoveringer handlet om andet og mere end bare æstetik. Fængsels- og bandetatoveringer har været brugt for at udtrykke rang eller hvilke forbrydelser den pågældende har begået. Det indfødte Maori-folk på New Zealand får lavet en tā moko – en stor ansigtstatovering, som tit består af spiraler. Selv indenfor tatoveringskulturen kan ansigttatoveringer bruges til at udtrykke en passion for kunsten at tatovere, fordi ansigtet næsten altid er det sidste, der bliver dækket.

Post Malone er anderledes, fordi hans tatoveringer virker som om, de kun er der for syns skyld.

Post har fremavlet en stil, hvor han fremstår, som om han både er rig og fattig samtidig. Hans skæg er tyndt og utrimmet, men samtidig har han photoshopperfekt tøj. Tatoveringerne giver en lignende effekt, fordi det får ham til at fremstå som et menneske, der har levet et helt andet liv, end han har i virkeligheden. Eller måske er det slet ikke så dybt – han kan bare godt lide tatoveringerne, og jeg er bare bitter, fordi jeg skulle rende rundt med en kniv på mit ansigt.

Jeg prøver altså ikke at svine ansigtstatoveringer – de skal høre på nok lort i forvejen, og alle de voksne mennesker jeg har mødt, som har en, har været dejlige mennesker. Det handler mere om, at de motiver Post har valgt er helt fucked. Det er virkelig mærkelige tatoveringer at få i ansigtet.

Men hvem ved? Måske er det her starten på et stort skifte i ansigtstatoveringer. Måske vil vi i 2049 mest forbinde dem med folk, der tisser i sengen, og de er blevet lige så almindelige som striber i håret. Er det en god fremtid? Det kommer nok an på, hvor meget du går op i andre menneskers ansigt.

Når det gælder Post Malone, så har han altid været mærkelig – det er det, der tiltrækker hans publikum. Ansigtstatoveringerne er en forlængelse af det: De er et symbol på en mand, der gerne vil skille sig ud og passe ind samtidig. Det mærkeligste er næsten, at man kan købe de her midlertidige tatoveringer, og opleve hvordan det er at have en ansigtstatovering, og så bare vaske dem af igen, som om det aldrig var hændt. Prøv det, og måske vil det få gang i tankerne, og sætte det hele i relief. Eller måske tænker du slet ikke. Det gør Post Malone i hvert fald ikke, før han bliver nødt til at undskylde.