FYI.

This story is over 5 years old.

Skulle spørge fra en ven

Hvor farligt er det egentlig at spise ekstremt hurtigt?

Slap af. Den burger løber ingen steder.
Foto: Gabriel Bouys / Getty Images

Denne artikel er oprindeligt udgivet af TONIC og er en del af serien Asking for a Friend.

Scenariet
En aften er din ven på en fin restaurant, hvor maden kommer i små, flotte anretninger, der ligner moderne kunstværker, og beslutter sig for at fyre op under filet mignonen, som var det en Big Mac på Strøget kl. 3 om morgenen. Din ven er typen, der ikke sørger for at spise med jævne mellemrum gennem hele dagen, og derfor kaster han sig altid over maden som en glubsk ulv, lige meget hvor I går hen. Men ud over, at det er pinligt at se på, er det så skadeligt for kroppen at spise så hurtigt?

Annoncering

Fakta
Før vi når til et konkret svar, skal vi lige igennem et lynkursus i fordøjelsessystemets fagre verden, "fra mund til bund" så at sige, som fortalt af Lisa Ghanjhu, der er lektor i gastroenterologi ved New York University. Jo mere du arbejder for det med tænderne og maven, siger hun, jo mindre processering skal der til længere nede i systemet, når tarmene modtager maden og absorberer næringen.

Det øjeblik din ven stopper et stykke bøf på størrelse med en babyfod ind i gabet, begynder munden at generere spyt, som er fuld af enzymer som amylase, der hjælper med at nedbryde maden, mens du stadig tygger på den. Så passerer maden gennem spiserøret, der kun har til formål at agere logistisk bindeled mellem mund og mave.

I maven starter nu en hel orkan af mavesyre, flere enzymer og hormoner som ghrelin og leptin (der fortæller din hjerne det, når du er sulten) at arbejde. Men hormonerne når ikke din hjerne omgående – det kan tage op til 20 minutter, før hjernen får det rigtige signal, og da har du måske allerede spist dobbelt så meget, som din krop har brug for. Hvis der er store stykker af mad, du ikke har tygget ordentligt igennem, i maven, tager det væsentligt længere tid at nedbryde det, hvilket kan forårsage oppustethed, luft i maven og en følelse af utilpashed.

"Maden bliver i din mave, indtil det er klar til at passere videre til tarmsystemet," fortæller Ghanjhu. Og hvis du lige har kvalt en burger og en bakke fritter, så tager det længere tid at nedbryde end for eksempel en grønsagsret. Og selv når maden er nedbrudt, vælter det ikke bare ned i tarmene på en gang som en flodbølge. Der sidder en lille muskel for enden af mavesækken (lige inden tyndtarmen begynder), der hedder pylorus – det er porten i maven, som maden skal passere, på rejsen der ender i toilettet. Undervejs trækker tarmsystemet næringen ud af massen.
"Pylorus er på størrelse med en mønt," siger Ghanjhu. Så selvom du har spist for flere hundrede kroner, så rykker maden kun gennem systemet en krone af gangen. Når man spiser et måltid for hurtigt, betyder det, at alt maden havner i en ubehagelig flaskehals i munden, eftersom det tager flere timer at fordøje.

Det værste der kan ske
Det er lige meget om den bøf er en bid af paradis – intet måltid er værd at dø for. "Spiserøret og luftrøret er kun adskilt af en tynd membran. Hvis du spiser for hurtigt eller taler samtidigt med, at du spiser, kan du risikere at inhalere maden og blive kvalt," siger Ghanjhu. Som om det ikke er nok, så kan mad, der ikke er ordentligt gennemtygget, udløse spasmer i spiserøret, så maden sidder fast i halsen, advarer hun.
Det bedste er at være bevidst om, hvor hurtigt man spiser, siger hun. Man skal sætte farten ned, smage på hver bid, holde maden i munden og tygge det omhyggeligt igennem. "På den måde får man virkelig smagt på maden." Hvis du "spiser med øjnene," som hun siger, "når indtaget et omfang, der trigger hormonet, som fortæller hjernen, at det er tid til at stoppe." Hvis man ikke får det signal og fortsætter med at spise, udvider mavesækken sig, og man mister samtidigt muligheden for at nyde måltidet.

Hvad der sandsynligvis sker
Hvis du spiser for hurtigt, for ofte, siger Ghanjhu, "Kan du få sure opstød fra mavesækken. Det er almindelig fysik." Sure opstød kan give en brændende fornemmelse i halsen (som nogle fejlfortolker som et hjerteanfald). Det kan også give en fornemmelse af ikke at være i stand til at sluge rigtigt, som om der er luftbobler, der trykker på halsen. Sure opstød kan også gøre, at man bøvser hyppigere, får kvalme og luft i maven. Det er især uheldigt, hvis din ven skovler maden ned, mens han er på en date. Man kan sågar risikere at få galdeopstød – en lækker mulighed for at tygge den mad, man lige har slugt igennem, endnu engang.
At spise for nydelsens skyld er en fuldstændig legitim måde at indtage et måltid på, men det vigtigste er at optage den næring, kroppen har brug for. "Jo mere du arbejder for det med mund og tænder, jo mindre skal tarmsystemet kapere, og jo bedre absorberer kroppen næringen," siger Ghanjhu.