En gammel ven fortæller om sit venskab med 'Peter Ubåd'
Indersiden af Nautilus, fotograferet i begyndelsen af maj 2017, tre måneder før ubåden blev et gerningssted. Foto: Hans Høite Augustenborg / Scanpix

FYI.

This story is over 5 years old.

ubådssagen

En gammel ven fortæller om sit venskab med 'Peter Ubåd'

Restauratøren Ulrik Bing har kendt Peter Madsen igennem mange år. Her åbner han for første gang op om deres venskab.

Det her er anden artikel i en serie, hvor VICE’s journalist Katrine Krøjby dækker retssagen mod ubådsbyggeren Peter Madsen i et samarbejde mellem VICE og Radio24syv. Du kan lytte til det seneste afsnit af podcasten ‘Udåden’ her.

Den 11. august 2017 bliver Ulrik Bing ringet op midt om natten. Han får at vide, at hans ven, Peter Madsen, er forsvundet sammen med sin hjemmebyggede ubåd.

“Jeg tænker 'puha, nu er der sket en eller anden teknisk fejl, han ligger på bunden, hvornår bliver han fundet, og alt det, der nu løber igennem hovedet'", fortæller Ulrik Bing, der er indehaver af caféen Kontikibar på Holmen ved Refshaleøen.

Annoncering

Da det bliver morgen, går Ulrik Bing sin daglige tur ned på en nyanlagt badebro ud for Drogden Fyr i Øresund, tæt ved hans kolonihavehus i Dragør. Her bliver han ringet op af en ven, der fortæller, at 'Peter Ubåd', som han bliver kaldt blandt venner, er blevet reddet, men at ubåden er sunket.

Peter Madsen har været meget underdanig over for mig, vil jeg nok sige. Der har altid været en vis form for respekt, for jeg blev meget, meget gal – Ulrik Bing

“Jeg kigger op, og så kan godt jeg se, at der er en mand på siden af et eller andet langt derude (Peter Madsen blev bjerget af en fiskebåd, red.) Og en helikopter flyver over hovedet på mig, og så tænker jeg 'pyha, manden er overlevet'".

Ulrik Bing bader i havet og tænker ikke videre over situationen, mens Peter Madsen to kilometer væk laver thumbs up til pressen, da han klædt i kedeldragt træder i land på Dragør Havn. Der opstod en fejl på ubådens ballasttank, og da han forsøgte at reparere den, sank ubåden på kun 30 sekunder, forklarer han smilende en journalist. Han tiltales senere for drab på den svenske journalist Kim Wall.

Jeg vil forsøge at finde ud af, hvad der ledte op til aftenen i ubåden. Ulrik Bing er den første af Peter Madsens mandlige bekendtskaber, der er vendt tilbage på mine henvendelser om interview.

“Jeg synes, dit udgangspunkt var anderledes end Billedbladet og alle mulige andre, der har henvendt sig,” siger han og fortæller, at han langt hen af vejen troede, at der var sket en ulykke, men han vil ikke tale om tro eller skyld.

Annoncering

“Jeg vil ikke ytre mig om noget før, at der er nogle professionelle, der har taget stilling til, hvad der er sket. Jeg synes, det er mærkeligt, at samtlige af de venner, der beskyttede og forsvarede ham – og i øvrigt rigtig mange kvinder – de bare er væk nu. De er væk, inden der fra rettens side er faldet et eneste ord om, at han måske er skyldig.”

En vis form for respekt
Ulrik Bing har kendt Peter Madsen i snart to årtier, siden ubådsbyggeren for 18 år siden skulle hjælpe Ulrik Bing med at sætte en en færge i stand, som restauratøren købte. Gennem tiden har de løbende været i kontakt med hinanden.

“Det har været on and off, for han er jo Peter Madsen. Første gang vi skulle på bedding, altså have færgen på land, vælger han kun at møde op to dage, og så har han fået nok, eller han kan ikke overskue opgaven, tror jeg, så han bliver væk. Og der har vi jo en færge liggende til 10.000 kroner på en bedding i Gilleleje, så det er første gang, jeg bliver uvenner med ham. Jeg tager ind til København og leder efter ham, men der er han ligesom gået under jorden, og jeg håber da, at han har dårlig samvittighed på det tidspunkt, for det var ikke særlig sjovt at have en færge liggende på land, som han udeblev fra.”

Men konfrontationen mellem de to udeblev.

“Han forsvandt i en længere periode, og der gik faktisk er par år, før jeg tilgav ham. Der var det, som om at der ikke var sket noget. 'Det var dengang', tror jeg, at han tænkte, og jeg var jo ligesom også kommet videre, der var andre gode venner og bekendte, der henvendte sig og hjalp mig med færgen, så den blev malet færdig og kom i vandet igen.”

Annoncering

Jeg fortæller Ulrik Bing, at jeg i min research har set dokumentarfilmen Amateurs in space fra 2016, hvor Peter Madsens temperament næsten spiller en rolle i sig selv. Men den side har Bing ikke oplevet personligt.

“Han mødte først mit temperament, som også er lidt voldsomt, fordi han forlod beddingen, hvor vi havde færgen oppe på land, og der gik jeg pænt amok på ham, da han forsvandt. Så han har været meget underdanig over for mig, vil jeg nok sige. Der har altid været en vis form for respekt, for jeg blev meget, meget gal.”

Selvom Peter Madsen blev væk fra en opgave, han havde lovet at hjælpe Ulrik Bing med, blev de to med årene forsonet. Og selvom Bing aldrig oplevede Madsens temperament på tæt hold, så han ubådsbyggerens adfærd på afstand.

“Jeg har set ham køre på cykel, og jeg har set ham tilfældigt, hvor han ikke ved, at det er mig, råbe og skrige af sig selv eller planter og dyr. Altså, han er jo… Hvad kan man sige – ude af kontrol nogle gange. Han roder med nogle ting oppe i hovedet, hvor man tænker, det er en tosse, der drøner rundt der, men det er måske også en del af hans måde at være på.”

Opfinderen og restauratøren mødtes ofte spontant.

“Han er kommet forbi og sagt, 'nu skal vi også have kigget på den skorsten, som den havde på i 30’erne.' Sådan en lang, slank skorsten, der var kendetegnet i hele verden for skibe dengang. Han talte meget om Queen Elizabeth, sådan en engelsk færge, og Titanic, og kunne altid tegne tingene, så man var inde i en fantasiverden. Han kunne det der med at sætte en streg, hvor man tænkte 'sådan der har det set ud engang'. Eventyret kunne han få én ind i bare ved fire streger.”

Annoncering

Når de to var sammen, handlede det både om teknik og om drømme.

“I starten talte vi meget teknisk, hvordan man kunne løse forskellige ting. Jeg har hele tiden gerne ville sejle med færgen. Man skulle have idéen om at kunne stikke af. Måske var det vores fællestræk – at det der med at forsvinde eller tage væk, ja, bare videre – det var noget, som vi begge to brændte for.”

De to talte også om, hvordan Madsen kunne tjene penge.

“Især i starten, da han byggede de små ubåde (før Nautilus byggede Peter Madsens ubådene Kraka og Freyda, red.), der hjalp jeg ham. Også fordi han har svært ved at finde måden at tjene penge på, så vi fandt på at lave en sub sandwich, hvor man kunne spise en dyr sandwich, og så kunne man dykke. Vi havde forskellige planer om, hvordan han kunne bryde søfartsreglerne, fordi han ikke rigtigt kunne få lov til at lave det her lovligt. Og han brændte jo for det og brugte alt sin tid og alle sine penge på det.”

Læs første artikel i dækningen her:

Ulrik Bing kom aldrig selv ned i ubåden, fordi han lider af klaustrofobi. Hans kone dykkede dog med Peter Madsens første ubåd, hvor hun stødte på grund under deres café, Kontikibar. Det var i en ubåd, der var betydeligt mindre end Nautilus, og hvor man kun lige kunne være to personer.

Selvom færgerenovering og ubådsbygning fyldte mest i samtalerne mellem de to, faldt snakken også på kvinder og seksualitet.

“Når man har en restaurant, så møder man jo tusinder af mennesker i alle mulige forskellige måder at gøre livet på. Peter fortalte jo åbenlyst, hvad han gjorde, og hvad han gik til.”

Annoncering

Og det indebar blandt andet fetichfester i Halvandet, som dengang var ejet af Ulrik Bing.

“Jeg har ikke selv prøvet at deltage i nogle af festerne, men vi vidste jo godt, at de klædte sig på til festerne og sikkert også nogle seksuelle ting. Peter Madsen kom så i ubådstøj eller tysk uniform. Det var det kostume, han syntes, var sjovt.”

Ulrik Bing vidste godt, at Peter Madsen levede i et åbent forhold, ligesom han har set en del af de kvinder, som ubådsbyggeren “havde noget at gøre med.”

Gangbang-drømmen om Sascha Grey
Sidste gang, de to så hinanden, var en måned inden, at Peter Madsen blev tiltalt for drab på Kim Wall. Her fortalte Madsen om en seksuel fantasi, han ville føre ud i livet.

“Der kom han tilfældigvis forbi og ville diskutere en skorsten og snakke lidt om piger. Han fortalte mig lidt om en seksuel fantasi med en gangbang-dronning, der hedder Sasha Grey, som han havde fundet ud af, han kunne tage til USA og være sammen med for, tror jeg, han sagde, 2.000 dollars. Hun var åbenbart hans store idol – eller havde havde været – så det overvejede han at gøre.”

Sagde han noget om, hvorfor han godt kunne tænke sig at være sammen med lige hende?
“Jeg tror, han har haft en eller anden passion for Sasha Grey og dominans, i hvert fald, hvis man ser, hvad hun har lavet – så er det i hvert fald noget med dominans og mange mænd, så det må jeg gå ud fra.. Ja, det må være derfor.”

Har han nogensinde fortalt dig, at han er til dominans seksuelt?
“Ikke ordret, der var han til mange ting. Han var også meget glad for sin kat, så det er svært at sige, hvad han var glad for og ikke var glad for. Han var i hvert fald glad for kvinder.”

Annoncering

Jeg har forsøgt at kontakte Sasha Grey, men hun er ikke vendt tilbage på mine henvendelser. Til gengæld har jeg talt med Dorthe Damsgaard, som er tidligere pornoskuespiller, der fortæller, at hun er blevet opsøgt af Peter Madsen, og at de to talte om seksuelle fantasier.

Lyt til afsnittet af ‘Udåden’, hvor Dorthe Damsgaard fortæller om sin relation til Peter Madsen her:

I torsdags startede retssagen mod Peter Madsen, der er tiltalt for drabet på den svenske journalist Kim Wall. I retten betegnede Peter Madsen sig selv som “promiskuøs”, men han nægter at være interesseret i SM. Han mener blot, at det er et miljø, der kommer mange “promiskuøse kvinder” i.

Under et retsmøde i september 2017 kom det frem, at et vidne har fortalt politiet, at han har set en video med afskæring af et hoved på Peter Madsens computer. Et andet vidne skulle have henvendt sig til politiet og fortalt, at Peter Madsen sammen med en gruppe andre så “bizarre film” med en lille dreng, som blev voldtaget og efterfølgende kvalt, ved særlige lejligheder som julefrokoster. Det er alt sammen noget, som Peter Madsen selv benægter.

Torsdag fortalte anklageren, at Peter Madsen, natten inden han stævner ud med den svenske journalist den 10. august 2017, googler ordene “halshugning, pige, pine.” Anklageren præsenterede også en mentalerklæring, der konkluderer, at Peter Madsen er “pervers, seksuelt afvigende og farlig”. Derudover har politiet fundet videoer på Peter Madsens harddisk, der menes at være ægte optagelser af kvinder, som bliver mishandlet seksuelt.

Annoncering

“Jeg troede ikke på, det var virkeligt, at der fandtes snuff-film, det var så langt væk fra min Rudolf-Steiner-opvækst, at jeg ikke troede på det, og jeg har aldrig hørt det fra Peters mund,” er Ulrik Bings kommentar, da jeg nævner de nye oplysninger, som er kommet frem.

Madsen selv afviser ethvert kendskab til videoerne, men siger, at en række personer har haft adgang til computeren. Han har blandt andet henvist til en praktikant, som havde adgang til værkstedet, skriver BT.

Der er mange ting i Ubådssagen, der ikke bare er uhyggelige, men også yderst mærkværdige. På samme måde med de ting, jeg hidtil er stødt på i mit arbejde med at dække sagen. For eksempel går en mand går rundt og inviterer kvinder med ned i Peter Madsens ubåd kort før, at Peter Madsen tiltales for drab efter forudgående planlægning.

Peter Madsen nægter sig fortsat stadig skyldig i drabet på Kim Wall, men erkender usømmelig omgang med lig. Der forventes dom i sagen den 25. april 2018.

Du kan lytte til hele interviewet med restauratør Ulrik Bing i det seneste afsnit af podcastserien 'Udåden' her: