Historien er fortalt til en journalist. Kilden ønsker at være anonym, men vedkommendes fulde indentitet er kendt af redaktionen. Topfoto via Flickr.)
Det var min sidste nat i Bangkok, og jeg havde været der i et par uger. Jeg gik ud for at møde en ven. Jeg dukkede op på baren, og alle var ret stive. Der var stoffer alle vegne. Cirka 10 minutter efter jeg var ankommet, var der en, der gav mig en lille pose coke og tog mig med ud på toilettet. Køen var uendeligt lang og fyldt med svedende mennesker.
Videos by VICE
Vi festede i et stykke tid, til sidst gik alle, og så tog vi på en anden bar. Der blev bestilt flere poser. Klokken var omkring halv fire om morgenen. Folk var lidt mere forsigtige, fordi baren lå lige ved siden af en politistation. Pusherne var ikke så meget for at bringe ud. Men det gjorde de, og vi fik et gram. Jeg mødte nogle australske fyre der, en fyr og hans lillebror – vi besluttede os i sidste øjeblik for at springe på en taxa tilbage til mit hotel, fordi der var noget minibar-action, vi kunne få gang i.
Vi var nødt til at stoppe for at købe cigaretter. Vi kørte i taxaen, nok med omkring 80 km/t, da vi fik øje på en vejspærring og blåt blink i distancen. Vi sænkede farten. På det tidspunkt begyndte tankerne om, hvor dårlig en ide, det er at blive taget med narko i Asien, at flyve rundt i hovedet på mig. Jeg sad midterst. Jeg tog stofferne ud af min lomme, smed dem på gulvet og sparkede dem under chaufførsædet. Politiet beordrede alle ud af taxaen. De delte os op og begyndte at kropsvisitere os – de tjekkede mine strømper, mine sko, min cap. De visiterede os grundigt.
Jeg kiggede over på bilen og så dem fiske stofferne ud med en hånd, og skinne en lommelygte på dem. Så tænkte jeg, ok, cool, vi er fucked.
Jeg kendte heller ikke rigtig australierne. Jeg havde inviteret dem med tilbage til mit hotel med mine stoffer, og jeg havde ingen ide om, hvad de kunne finde på at sige. Det ville have været det letteste i verden at udlevere mig. Jeg følte mig uovervindelig, fordi jeg var høj på coke, så selvfølgelig var der ikke noget, der kunne gå galt. Jeg kiggede over på bilen og så dem fiske stofferne ud med en hånd og skinne en lommelygte på dem. Så tænkte jeg, ok, cool, vi er fucked.
De puffede os hen under et træ. Jeg sad ved siden af de to australiere, og det var muligt at kommunikere lavmælt sammen. Jeg sagde, “bare rolig, det hele skal nok gå.” De var en smule yngre end mig. Jeg sagde bare benægt, benægt, benægt.
Foto via Flickr.
Politiet prøvede at få os til at indrømme, at det var vores stoffer. Der var fejlkommunikation over hele linjen. Det øjeblik, hvor jeg for alvor begyndte at overveje, om jeg skulle i fængsel, var, da jeg blev ført ind i en taxa. Jeg tænkte bare, hvad for en fucking politistation? Jeg anede ikke, hvor jeg var. Jeg vidste ikke noget som helst.
Vi blev kørt på politistationen. Vi blev ført ind i et rum, der var cirka 21 m2 stort. Der stod et skrivebord midt i lokalet. Den primære politibetjent, der kunne tale engelsk, sad på den ene side, og vi sad på den anden. Der var 15-20 andre politimænd rundt omkring i rummet. Det var den politistation, der lå ved siden af den bar, vi havde været på tidligere.
Den yngre australier havde det ok, fordi han ikke vidste, at vi havde kokain. Han var ret charmerende overfor politimændene. Optimistisk, fordi han ikke anede, hvor alvorlige konsekvenserne potentielt kunne blive for os. Den ældre fyr og jeg vidste udemærket godt, hvad der kunne ske.
Jeg forlangte at få ret til at foretage et opkald, men jeg havde ingen ide om, hvem fuck jeg skulle ringe til. Min første tanke var, jeg skal ringe til min advokat – men jeg har ikke nogen fucking advokat. Det var bare et skridt af gangen – jeg ville finde ud af, hvem jeg skulle ringe til, mens jeg tastede nummeret ind. De var ikke specielt interesserede i at lade mig få et telefonopkald.
Jeg sveder ud af steder, jeg ikke var klar over, jeg kunne svede fra. Mine pupiller er kæmpestore.
De begyndte at snakke om, at de ville teste os for kokain. Vores respons var, “Nah, det kommer ikke til at ske.” De hev os udenfor. De var helt klart aggressive. Det var en intimideringsteknik. Afpresning; fair nok.
Klokken er nu omkring seks om morgenen. Jeg er synligt påvirket. Jeg sveder ud af steder, jeg ikke var klar over, jeg kunne svede fra. Mine pupiller er kæmpestore. Jeg rablede løs om at få et telefonopkald, så de sagde, at jeg måtte ringe, hvis jeg gik med til urinprøven. Jeg kiggede på de andre fyre og sagde: “Vi er nødt til at bestikke dem nu, før det her stikker helt af – ved du, hvordan man bestikker?” Den ældre australier sagde: “Vi betaler bøden.” De kiggede bare på os, grinede og sagde, “Der er ikke nogen bøde. I skal i fængsel i meget lang tid.”
Jeg havde forestillet mig, at en urinprøve var noget, der skulle sendes til analyse, at der på en eller anden måde ville være noget afstand mellem pisset og resultatet. Nix, det sker stort set lige med det samme. Jeg pissede omkring fire milliliter ned i glasset – et eller andet sted i min hjerne tænkte jeg, at den første smule pis måske ikke var kommet i kontakt med kokainen endnu. Kokainen kan da på ingen måde være nået fra min næse til mit tishul endnu? Ud af os alle tre, var vi to, hvor resultatet var positivt. Jeg kan bekræfte testens præcisionsgrad. Politiet var vanvittigt begejstrede, da de så de positive resultater.
Jeg kunne mærke sveden dryppe fra mit øre og ned på min hals. Min krave var drivvåd. De fik os til at sidde ned. Jeg var bange for, at de to brødre ville sige, at det var mine stoffer. Jeg måtte foretage mit opkald nu, så jeg tog min telefon frem og tænkte, min far? Mit firma? Ingen af dem gav mening. Jeg ringede til en thailandsk ven, som jeg havde festet med tidligere. Hun sagde, at jeg var nødt til at bestikke dem. Jeg svarede, “Vi ved ikke rigtig, hvordan man gør – vi har aldrig haft behov for det her.” Jeg beder hende om at tale med dem. Telefonen går videre til dem.
De gav mig røret tilbage, og min ven fortalte mig, at jeg var nødt til at tilbyde dem et eller andet. Jeg spurgte, om jeg skulle starte med $10.000? Hun svarede, “Nah dude, 10.000 baht eller sådan noget (2000 danske kroner).” Der begyndte det hele at føles ret godt – jeg mener, det er jo bare prisen på en pose coke i New Zealand. Telefonen røg tilbage til politibetjenten. På det tidspunkt begyndte det at føles, som om at de ikke havde nogle intentioner om at smide os i fængsel. Det røg op på det dobbelte, og han ville have det per person. Jeg sagde okay, men vi var nødt til at tage forbi en hæveautomat.
Politibilen havde virkelig nice aircondition. Det var første gang, jeg havde haft det køligt. Alt var så varmt og vammelt, men der var så rart i bilen. Jeg fandt pengene frem. Vi kørte tilbage. Jeg gik ind, og nikkede til ham, der talte engelsk. Han gav mig en mindre skideballe. Jeg trak pengene frem af lommen, og han pegede hen på politichefens skrivebord, hvor jeg lagde dem. Jeg så politichefen nikke.
De sagde, at jeg skulle ringe til min ven igen. Hun sagde, “Du er nødt til at sige undskyld. Bare sig undskyld.” Jeg kiggede op fra telefonen, stirrede ham dybt i øjnene, og sagde, “Undskyld.” Han talte med min ven igen, og så gav han mig telefonen, og hun sagde, at alt var fint, jeg kunne gå nu. Jeg gik ud af hoveddøren.
