Der er en plantebaseret revolution i gang hinsidan. Først lancerede McDonald’s i Sverige en McVegan, og forrige torsdag kom Ikea så på banen med en veggiedog. Men hvem i alverden tager på McDonald’s for at spise vegansk? Og er det ikke netop de billige pølser, der er det ubestridte trækplaster i det svenske varehus, på samme måde som de kedelige bøffer er det hos den gyldne måge?
Jeg tog til Ikea i Malmø, der indtil videre er det eneste sted, der serverer den vegetariske hotdog, for selv at smage på herligheden og for at finde ud af hvorfor møbelgiganten har sat sig for, at vi skal til at spise mindre kød.
I toget på vej over Øresund slår det mig, at det er første gang i mit liv, at jeg har glædet mig til at skulle en tur i Ikea. Jeg ankommer til Hyllie station og bliver mødt af fire svenske politibetjente, der vil vide, hvad mit formål i Sverige er. Jeg fortæller, at jeg er på vej i Ikea for at spise frokost, og den ellers så skeptiske polisen træder straks til side og lader mig passere uden videre bøvl.
Da jeg ankommer til restauranten på anden sal af varehuset i Malmø, virker det som om, at det halve Sverige er mødt op. Det er kun et kvarter siden, varehuset åbnede, og der er stadig et par timer til fika, men der er allerede lang kø til brunchbuffet, pokébowls med laks og avocado, og vegetar-lasagne.
Grøntsagspølser er det dog ikke umiddelbart til at spotte. Så jeg nøjes slukøret med at fylde min bakke med en kaffekop og finder vej mod kassen. Har de taget veggiedoggen af plakaten allerede? En høj, blond og blåøjet Ikea-medarbejder klædt i de obligatoriske blågule striber fortæller mig, at veggiedoggen skam er i bygningen. Jeg skal dog ud af restauranten og ned til Bistroen, der ligger i forbindelse med varehusets lager, som det første man møder, når man er gået igennem kassen.
Det er her, man kan belønnes sig selv med softice, franske hottere og tag-selv sodavand, ovenpå en fire timers session i selskab med Lack, Jubba, Glimma og Spruttig.
Jeg bestiller to veggiedogs, og da jeg bliver bedt om at betale, er jeg ved at få et hjerteslag. Veggiedoggen koster fem svenske kroner pr. styk. Oversat til danske kroner er det vel cirka samme pris, man betaler for et Shake-tyggegummi i kiosken nu om dage.
Carina fra Bistroen lægger vegetarpølserne, der mest af alt ligner kylling shish kebab, til rette i et par små pølsebrød, inden hun tilføjer lidt sødstærk sennep, syltet rødkål og ristede løg.
“Wow, is that the veggiedog?!” lyder det pludselig begejstret fra en fyr, der identificerer sig som repræsentant fra nordamerikansk Ikea. Han bestiller straks én og spørger Carina om, de er lavet af det samme slags “kød”, som de vegetar-kjöttbullar koncernen introducerede for et par år siden. Det er de ikke.
Men hvad er der så i? På menukortet står der veggiedog, men det er ingen steder til at se, præcis hvad “pølserne” er lavet af. Jeg får udleveret en mappe med ingredienslisten: Vand, grønkål, røde linser, quinoa, fennikelfrø og e-numre er bare nogle af ingredienserne.
Jeg tager en bid. Brødet er blødt, rødkålen syrlig, og de ristede løg knasende. Pølsen er lidt sværere at beskrive. Den er blød, næsten som kartoffelmos, der har stået et par timer. Den smager ikke dårligt. Overhovedet ikke. Den smager bare ikke af så meget.
Rundt omkring mig bliver der suget softice og guffet konventionel korv, men så vidt jeg kan se, er jeg den eneste i bistroen, udover mine nye nordamerikanske venner, der har valgt det vegetariske alternativ.
Jeg ringer til Anders Ledhagen, der er salgsansvarlig for Ikea Food, og som har været med til at udvikle den vegetariske hotdog.
“Vi arbejder os frem mod en mere plantebaseret og bæredygtig menu,” fortæller han. “Vi oplever, at flere og flere mennesker går op i sundhed, miljø og dyrevelfærd. Det er jo fremtiden, så for os som virksomhed giver det god mening.”
Anders fortæller, at efterspørgslen på vegetariske retter har været der, men han mener også, at det er Ikeas opgave at servere sundere og mere miljørigtig mad. Men hvis man virkelig vil sende et signal til omverdenen, burde man så ikke bare skrotte kødet helt og kun sælge den vegetariske hotdog?
“Jeg tror, at mange af de mennesker, der besøger Ikea, fortsat mener, at både den konventionelle hotdog og de klassiske kødboller stadig har en plads i vores sortiment,” fortæller Anders. “Men indtil videre har modtagelsen af den vegetariske hotdog været positiv, og vi har en målsætning om at introducere flere plantebaserede ingredienser i fremtiden. Det stopper altså ikke med veggiedoggen.”
Selvom veggiedoggen indtil videre kun kan fås i Malmø, og selvom den stadig er under udvikling og altså endnu ikke har fundet sin endelige form, er planen, at den skal introduceres i resten af Europa, inklusive i Danmark, senere i år.
Indtil da må man altså en tur over Øresund, hvis man vil krydre sine indkøb med lidt plantebaseret pølse.