En dansk narkohandler taler ud: Pengene, konsekvenserne og samvittigheden
Illustrationer af Erik Pontoppidan.
kriminalitet

En dansk narkohandler taler ud: Pengene, konsekvenserne og samvittigheden

M er 26 år, studerende om dagen og narkohandler om natten. Han har tjent styrtende med penge, men undervejs er han blevet ramt af paranoia og ensomhed. Nu er han klar til at gøre regnskabet op.

I går bragte vi første del af interviewet med narkohandleren *M, som fortæller om sin hverdag som pusher, dobbeltlivet og paranoiaen, der følger ham overalt. Du kan læse del et af fortællingen her.

Ensomheden
Pusherlivet er et ensomt, overfladisk og paranoidt liv. Man begår sig i miljøer, hvor folk konstant er påvirkede og bliver unaturligt glade for at se dig, og selvom du ved, at det handler om det, du har i lommen, bliver man lidt hooked på den der følelse af, at man festens omdrejningspunkt. Følelsen af, at man er vigtig for folk.

Annoncering

Men det er et ulige forhold. Jeg er en kriminel person, der risikerer min frihed ved at sælge stoffer til dem. De er ganske almindelige festglade mennesker, der gerne vil have en god aften. Det er ikke klynk, det er bare en kendsgerning, og når man kun har haft den slags interaktioner med folk en hel weekend, så efterlader det dig med en tomhedsfølelse. Du går fra at være hypersocial – måske har du i løbet af en weekend hilst på og krammet 250 mennesker – til bare at sidde derhjemme med dine kontanter og kigge ud i luften.

Man bliver skør i hovedet og kan på et tidspunkt ikke længere forholde sig til almindelige mennesker. Alle, jeg plejer omgang med i dag, har enten været i festmiljøet, solgt selv eller begge dele.

Ja, jeg er kriminel. Men min forbrydelse er offerløs. Jeg har ikke rendt rundt og røvet benzintanke eller rullet folk på gaden, date-rapet piger eller noget i den stil.

Pengene
Jeg har i perioder tjent langt over 100.000 kroner om måneden, men så har jeg fandeme også arbejdet hårdt for det. Det er superfedt aldrig nogensinde at skulle tænke på sin økonomi, fordi man ved, at man bare har penge. Jeg overvejede på et tidspunkt at hvidvaske pengene og prøve at investere dem i noget, men det blev ved tanken. Selvom jeg kunne have levet godt for 10-15 % af de penge, jeg tjente, og lagt resten til side, så gjorde jeg det ikke. Det var ligesom et forkert skridt i livet.

Så ja – jeg har sgu pisset dem allesammen op. Jeg har selvfølgelig fyret den godt af og sidder tilbage med en ursamling, der er rimelig vild. Og så har jeg en helvedes masse dyrt kluns, som jeg ikke længere går i.

Annoncering

Til gengæld har jeg givet en masse penge til min mor, fordi hun manglede dem. Det var nok ‘hiphoppen-drømmen’ om at hjælpe sin mindrebemidlede mor, men hun endte med at drikke dem op i byen. Min mor vidste nok godt, at de penge ikke var blevet tjent på ærlig vis, men hun magtede hverken at sige fra eller spørge, hvor de kom fra.

I starten, da jeg begyndte at tjene seriøse penge, blev jeg skødesløs. Jeg begyndte at give rabat og glemme, hvem der skyldte mig penge, for jeg havde bare nok af dem. Det bliver en glidebane. Jeg har jo aldrig været den der truende gorilla-type, der bare har flækket folk for et godt ord, så det er vigtigt, at folk (M bruger konsekvent ikke udtrykket ‘kunder’, da han mener, det “forsimpler relationen”, red.) respekterer mig og forstår, at jeg driver en forretning.

Konsekvenserne
Jeg har tænkt på, om jeg har et narkoproblem. Det har man vel, når man har taget – og tager – så mange stoffer, som jeg gør. Men jeg føler ikke, at det har smadret mit liv. Da jeg var lidt yngre, var jeg overbevist om, at alt var cool, men nu hvor jeg er blevet lidt ældre, er jeg begyndt at se mere kritisk på min livsstil. Jeg har overvejet misbrugsbehandling, men alene tanken om at sidde dér, og næste øjeblik gå ud og sælge stoffer…Det giver mig en klam følelse.

Jeg er aldrig blevet taget for at sælge stoffer. Det synes jeg egentlig er ret vanvittigt, når jeg tænker på, hvor længe jeg har solgt, og hvor meget jeg har solgt. Men holder man sig til små mængder ad gangen, er risikoen begrænset. Desuden har jeg et udseende, der lige så vel kunne have passet ind på politiskolen eller på CBS. Havde jeg heddet Ahmed og haft sort hår, var jeg sikkert blevet busted for længst, for politi og dørmænd er bare mere opmærksomme på indvandrere.

Annoncering

Men jeg er desværre dukket op på politiets radar. Det måtte jo gå galt før eller siden. Jeg kan ikke gå i detaljer, men det er en relativt simpel sag. Hvis jeg ender med at få en dom for narkobesiddelse, er det en fair pris at betale for de tusindvis af handler, de ikke fik mig for.

Man kan sagtens gøre min ting uden alt det der bandeshit. Uden vold, og uden at være et røvhul over for dem, man handler med. Jeg tror faktisk, at det er det, der er forklaringen på, at fælden endnu ikke er klappet for mig.

Jeg er sidste led i fødekæden, inden stoffet finder vej til slutbrugeren, og derfor har jeg ikke nogen kontakt med de tungere folk, der får tingene ind i landet. Men der var lige den her ene gang, hvor det kom tæt på. Det var mandag nat, og jeg havde været vågen i et par dage, da en gut skriver, om jeg kan hjælpe ham med 100 gram emma. En stor mængde for mig, men jeg – eller han – havde misforstået noget, for det viste sig, at han ville sælge mig 100 gram og ikke omvendt. Han blev hurtigt truende og sagde, at ‘nu var det bestilt’, og der var snak om fingre, der røg, hvis ikke jeg fandt de 15000 til ham. Sådan nogle typer eksisterer, og de ville også have klippet mine fingre af for færre penge.

Hvis jeg ender med at få en længere fængselsdom, har jeg tænkt på, hvordan jeg skal fortælle det til min familie. Jeg tror, at jeg jokende vil sige, at jeg skal ind og arbejde på mine social skills. Og fordybe mig i mine studier.

Annoncering

Samvittigheden
Jeg skammer mig ikke over, hvad jeg laver. Jeg står ved det, jeg gør, og jeg lever efter de regler, som jeg mener, adskiller mig fra de nederen pushere. Men jeg kan godt få det underligt, hvis folk fra min fortid, som jeg ved, ikke bifalder stoffer, finder ud af, hvad jeg har gang i. Det er mest bare en tanke, for jeg taler jo ikke med dem længere – men jeg ved godt, hvordan nogle menneskers syn på stoffer er.

Ja, jeg er kriminel. Men min forbrydelse er offerløs. Jeg har ikke rendt rundt og røvet benzintanke eller rullet folk på gaden, date-rapet piger eller noget i den stil. De mennesker, jeg sælger til, skal nok finde en måde at skaffe deres stoffer på alligevel. Når jeg sælger stoffer til folk på en klub, går der måske 20-30 minutter, og så kommer de hen og krammer mig og har det fedt og er taknemmelige. Jeg hjælper folk med at komme i en anden sindstilstand. Præcis som en bartender, der langer shots over disken.

Jeg kan godt have det lidt underligt med de der beskeder, der kommer søndag eftermiddag, hvor jeg ved, at det er folk, der ikke har fået sovet, og som nu desperat forsøger at forlænge festen med friske forsyninger. Måske har alle andre omkring dem kastet håndklædet i ringen, og så sidder der én gut tilbage, som ikke vil se realiteterne i øjnene. Den sociale kontakt er måske det, han har mest brug for, og stofferne er sekundære. Det bliver sgu lidt sørgeligt.

Annoncering

Jeg havde det princip i starten, at jeg ikke ville sælge til piger og mindreårige. Det første har jeg droppet. Hvorfor skulle piger ikke have lige adgang til stoffer, så slipper de også for at fedte for de der creepy fyre, der lever højt på at dele ud af posen til pigerne. Fuck det.

Fremtiden
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at stoppe helt. Problemet for mig er, at alle mennesker, jeg møder, når jeg går ud, de ved, hvem jeg er. Og hvis jeg tager et sted hen uden stoffer, så kommer jeg til at bruge hele aftenen på at sige nej til folk. Det går ikke for mig. Ikke lige nu.

Den dag, jeg føler, at det ikke længere er risikoen værd, der stopper jeg. Jeg er i gang med en uddannelse, og når jeg er færdig, har jeg forhåbentlig ikke behov for at sælge narko for at betale for mit liv.

Jeg ved godt, det lyder helt fucked, men jeg er sgu lidt stolt af, hvad jeg har opnået som dealer. Jeg har gjort det her shit i ret mange år, uden det for alvor er gået galt. Og folk, der kender mig fra gamle dage, husker mig som den her generte dreng, der sad i en kælder og spillede League of Legends. Jeg var en outsider, men i dag kender jeg alle på klubberne i København. Jeg ville selvfølgelig hellere have, at jeg havde slået mit navn fast på en anden måde, men jeg havde ikke de store muligheder for at komme frem i livet, da jeg begyndte på at sælge stoffer. Jeg føler lidt, at jeg har fået en eller anden form for snydekode til livet. Men jeg er tøvende med at kalde det en succes. Jeg ved endnu ikke, om det her ender galt for mig.

Annoncering

Har jeg taget skade af mit job? Ja, jeg har levet hårdt, festet igennem og sprunget mange nætters søvn over, men det havde jeg sgu også gjort alligevel. Og så havde jeg bare været på røven imens.

Jeg ved helt ærligt ikke, om jeg ville have gjort det anderledes. Det er for tidligt at sige, og jeg kender ikke udfaldet af den politisag, jeg har fået på halsen. Jeg er bagud med mange ting i livet, fordi jeg har været vågen om natten, og det har kostet mig forhold, venskaber og ro i sindet, at jeg har levet som kriminel. Men om jeg fortryder? Spørg mig om tre år.

*M er anonym, fordi han fortæller om kriminelle forhold. Enkelte detaljer i fortællingen er blevet ændret for at beskytte hans identitet. Redaktionen er bekendt med kildens fulde identitet.

Læs første del af fortællingen her: