I går spillede New York-rapperen 6ix9ine i København for første gang nogensinde foran et fyldt store Vega. Først havde fans troet, at han ville varme op for Nicki Minaj og Future, når de spiller i Royal Arena til marts, men rapperen med det regnbuefarvede hår fik sine helt egne koncerter som headliner, først i Aarhus og derefter i København. Hans optræden i København er dog ikke kun opsigtsvækkende, fordi det er hans første besøg i Danmark, men også fordi han er dømt for at have været med til at filme og dele en seksuel video af et 13-årigt barn.
Det faktum har affødt delte meninger. Der er dem, der mener, at man skal adskille kunstnere som 6ix9ines handlinger, uanset hvor grumme de er, fra deres musik. Og så er der dem, der mener, at måden at forholde sig til kunstnere med den form for overgreb på samvittigheden er ved helt at lade være med at lytte til dem.
Vi hører til sidstnævnte gruppering, og det gør en del af bartenderne på Vega også, viser det sig. TV 2 Lorry har nemlig snakket med 26-årige Inga Bohn, der efter fire år som bartender på spillestedet har sagt op som resultat af 6ix9ine-bookingen. "Jeg har altid elsket at arbejde på Vega, og jeg synes også, at man skal skelne mellem kunst og kunstnere. Men der er bare forskel på, om en rapper har solgt har stjålet en bil, solgt stoffer eller – som i 6ix9ines tilfælde – optaget og distribueret børneporno. Det er langt over grænsen, og det ved jeg, jeg er ikke er den eneste, som synes," siger hun til TV 2 Lorry.
Lokalkanalen har talt med flere af Ingas kolleger, der støtter op om hendes beslutning. De har også fået fat på Lene Kristoffersen, der er bookingansvarlig hos Vega. Hun står på mål for bookingen med en forklaring, der ser nogenlunde sådan her ud:
- 6ix9ine er hypet, og koncerten blev udsolgt med det samme, hvilket er en prioritet for Vega.
- Vega kendte ikke til rapperens involvering i sagen om børneporno, da de bookede ham.
- De unge mennesker, der kommer til koncerten, kan nok godt skelne mellem hans kunst og hans ugerninger.
- Alle mulige andre rappere med kriminel fortid har også optrådt på Vega, uden der var kritik af det.
Godt: Lad os lynhurtigt få gjort op med nogle af de kæmpe huller, der er i den her forklaring. At Vega går efter udsolgte koncerter og ikke kendte til kunstnerens fortid, er én ting. Noget helt andet er den sidste del af argumentationen. Nok er rapmusik en scene, der historisk set har haft tætte forbindelser til kriminelle handlinger og miljøer, både i form af dømte kunstnere og eksplicitte tekster, der forherliger og beskriver ulovligheder. Men før "hvad hvis N.W.A. ikke havde fået lov at spille nogle steder? Havde vi så overhovedet haft hiphop?"-argumentet bliver hevet frem, er det vigtigt at understrege, at der er en kæmpe forskel på lyrisk indhold og kunstnere, der har begået kriminelle handlinger. Og at vi er nødt til at se på, hvad det er for nogle kriminelle handlinger, folk har begået.
For når vi har at gøre med kunstnere, der begår overgreb, og endda begår overgreb på mindreårige, har vi en medmenneskelig pligt til at tage afstand fra dem. Musikmedier kan lade være med at skrive om dem. Spillesteder, som Vega, kan lade være med at booke dem. Lad være med at booke R. Kelly. Lad være med at booke 6ix9ine. Og lad være med at komme med lamme forklaringer, når folk siger op, fordi de er ukomfortable med at arbejde på et spillested, der billiger kunstnere med børneporno på samvittigheden.