Annoncering
Views My Own

Endnu en dansk toppolitiker springer direkte over i erhvervslivet, og alt er godt

"Jeg kender jo Dansk Erhverv rigtig godt", siger Brian Mikkelsen om sit nye job. Og det må man give ham ret i.

af Kristian Ejlebæk Nielsen
21 juni 2018, 12:54pm

Foto via Flickr-bruger Rolf Larsen(CC BY 2.0)

Brian Mikkelsen stopper i politik. Men bare rolig, han har ikke udsigt til at gå ledig, for han træder direkte ind i et job som direktør i Dansk Erhverv.

Det er sgu da smart.

Brian Mikkelsen har været erhversminister siden 2016 – et job, han også har haft i en tidligere regering. Han har dermed været minister for præcis de samme mennesker og interesser, han nu skal pleje som topchef i erhvervsorganisationen. Men så er det heller ikke lige så skræmmende at komme ind på en ny arbejdsplads, hvor man skal til at lære nye mennesker og rutiner at kende.

”Jeg kender jo Dansk Erhverv rigtig godt,” skriver han i en pressemeddelelse, ”ikke mindst formandskabet, forretningsudvalget og bestyrelsen og de virksomheder, de repræsenterer i Dansk Erhvervs folkevalgte organer.”

Onde tunger kunne måske mene, at der er en interessekonflikt på spil, og at man som minister ikke bare kan rykke om på den anden side af forhandlingsbordet fra den ene dag til den anden. Men Brian Mikkelsen afviser, at han nogensinde har truffet politiske beslutninger til fordel for sin kommende arbejdsgiver, og han kan slet ikke se noget problem med sit skifte.

I samme ombæring skriver han på Facebook, at han i sit nye job glæder sig til ”at kæmpe endnu mere for dansk erhvervslivs vilkår og muligheder”– underforstået, at det har han hele tiden gjort i sit virke som minister.

Med sit skifte skriver Brian Mikkelsen sig ind i den lange række af politikere, der har brugt tiden i Folketinget som et springbræt til et velbetalt job i det private erhvervsliv inden for det samme område, som de tilfældigvis var minister for. Vi nævner i flæng:

Bjarne Corydon var manden, der orkestrerede salget af de statslige DONG-aktier for et påfaldende lavt beløb, hvilket ikke gjorde ham synderligt populær, men det var ligemeget, for før nogen havde set sig om, var han blevet direktør for et konsulentfirma, han havde tætte bånd til fra sin tid som finansminister.

Maria Reumert Gjerding sad som miljø- og klimaordfører for Enhedslisten, men droppede jobbet i Folketinget for at springe direkte over i et job som direktør for Danmarks Naturfredningsforening.

Anders Fogh Rasmussen støttede som statsminister invasionen af Irak, som har kostet hundredtusindvis af civile livet – en konflikt, der fortsat skaber ustabilitet i regionen, men til gengæld har sikret våbenindustrien klækkelige kontrakter. Det falder så sammen med, at han siden sin tid som generalsekretær for Nato har fungeret som konsulent for blandt andet, ja, våbenindustrien.

Derudover kan det i forbifarten nævnes, at Henrik Sass Larsen har haft konsulentvirksomhed for erhverslivet ved siden af sit job som politisk ordfører for Socialdemokraterne, Lene Espersen har forladt folketinget til fordel for et job som direktør i det private erhvervsliv, og Karen Hækkerup er direktør for Landbrug & Fødevarer. Og listen fortsætter.

Nu er det så Brian Mikkelsens tur til at hjælpe det erhvervsliv, som han har gnubbet skuldre med i årevis, og det er der intet problem ved. Overhovedet.

Måske har Brian bare luret det hele. Der er valg om et års tid, regeringen kunne sagtens gå hen og miste magten, og så kommer det til at blive meget sjovere (og mere velbetalt) at have en toppost i dansk erhvervsliv end at sidde som oppositionspolitiker i et kuldsejlet parti.

Og mens Lars Løkke leger stoledans og forsøger at holde sammen på regeringen, bliver danskernes tillid til politikerne ved med at falde stødt.

Men der er sikkert ingen sammenhæng.

Tagged:
Karriere
Korruption
Penge
folketinget
demokrati
Brian Mikkelsen
erhvervsliv