Billeder af min bipolare fars sidste dage

En fotograf besluttede sig for at udforske sin fars sygdom ved at tage billeder af hans dagligdag.

|
maj 14 2018, 6:00am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Min far talte tit om at tage sit eget liv. Han følte sig fanget her på jorden, i sin krop, mens mest i sit hoved. Mit forhold til ham har altid været en hård omgang, men jeg var opsat på at forstå hans kamp mod bipolar lidelse.

Jeg besluttede mig derfor for at skildre min fars sygdom ved at tage billeder af ham i hans dagligdag. Den intimitet, der lyser ud af billederne, har kun kunnet lade sig gøre, fordi han var gavmild med at dele sit liv med omverdenen. Det gjaldt også i forhold til hans psykiske problemer, som var noget, der plagede ham voldsomt.

Slutningen på min fars liv var traumatisk og uventet.

Efter orkanen Maria var der kaos i Puerto Rico i månedsvis. Regeringen formåede ikke at hjælpe folket, og vanviddet varede meget længere end nødvendigt. I løbet af den tid var der en stigning i antallet af opkald til Puerto Ricos selvmordslinje. Det satte fokus på, hvor store problemer landet har med psykisk sygdom. I løbet af den samme periode lagde jeg mærke til, at min far fik det markant værre, fordi der ikke var adgang til læger og medicin, og det havde han virkelig brug for for ikke at gå helt ned med flaget.

Da jeg fik at vide, at min far var indlagt på hospitalet med forbrændinger, kunne jeg ikke lade være med at tænke, om det var noget, han selv havde gjort. Senere fandt jeg ud af, at det var et uheld. Da han bar en utæt gasbeholder ind i sit hus, fik en cigaret hele huset til at bryde i brand, så min far måtte springe ud af vinduet, omsluttet af flammer. Naboerne kom ham til undsætning, men på det tidspunkt var 64 procent af hans krop allerede ramt af tredjegradsforbrændinger. Jeg vidste, at han ikke ville klare den. Ikke fordi han ikke var stærk nok, men fordi det var den perfekte mulighed for at få den fred, han så længe havde hungret efter. Med knust hjerte bad jeg ham opsøge friheden, og han gav sig selv lov til at give slip.

Kort efter, med hans aske i min rygsæk, rejste jeg til Ecuador, som var hans yndlingsland i hele verden. Jeg bar hans vægt på mine skuldre på en opslidende vandretur til et vulkansk krater i Andesbjergene. Jeg spredte hans aske med udsigt over Quilotoa-søen, og det var fuldstændig uforglemmeligt. Jeg har aldrig følt mig så afklaret og fredfyldt. Jeg fik mulighed for at kende min far gennem min kunst, og det har været den bedste gave, jeg kunne bede om.

Mere VICE
VICE kanaler