Broadly

Er Veronika Katinkas bog et mediestunt eller seriøs litteratur?

Den fiktive digter Veronika Katinka fra Den Korte Radioavis udgiver en digtroman. Vi spurgte kvinden bag satire-karakteren, om man er til grin, hvis man tager hendes bog seriøst.

af Nicoline Larsen
31 januar 2019, 8:29am

På forlaget Gladiators hjemmeside kan man hente fotos af forlagets forfattere. Også Veronika Katinka Martzen. Foto: Fryd Frydendahl.

Forleden modtog vi en bog her på redaktionen. Det er en digtroman med titlen Jeg bruger min krop som et møbel af Veronika Katinka Martzen. På forsiden ses den unge digter iklædt pink trompetbukser, og på bogens bagflap står der, "Veronika Katinka Martzen er født i 1994 og Jeg bruger min krop som et møbel er hende debut." Med bogen fulgte også en pressemeddelelse fra forlaget Gladiator, som skriver, at det her er "digt-romanen, vi alle har ventet på."

Problemet er bare, at Veronika Katinka Martzen ikke eksisterer. Hun er en fiktiv karakter, der optræder i satireprogrammet Den Korte Radioavis på Radio24syv. Her er joken, at hun er en ung digter med meget høje tanker om sig selv, men ret lidt at have det i. I radioen bliver Veronika Katinka spillet af Anna Juul, der er en del af holdet bag Den Korte Radioavis, men Anna Juuls navn er hverken nævnt i bogen eller i forlagets omtale af den. I pressemeddelelsen står der til gengæld en mailadresse på Veronika Katinka Martzen.

Hvis man kender Den Korte Radioavis, vil man vide, at de er mestre i at lave mediestunts. I september fik de for eksempel medierne til at hoppe på, at de havde forladt Radio24syv i protest. Men de gjorde også meget for at få det til at virke troværdigt – i flere uger udkom de på det lille netmedie Den2Radio, mens et fiktivt radioprogram havde overtaget deres gamle sendetid på Radio24syv. DR, TV 2, Politiken, Berlingske og sågar mediernes eget fagblad, Journalisten, troede på det. Men det hele var altså et stort velkoreograferet mediestunt.

Pressemeddelelse fra Gladiator
Pressemeddelelsen om Veronika Katinkas debut fra Gladiator.

Derfor er min første tanke, at Jeg bruger min krop som et møbel er endnu en gimmick fra Den Korte Radioavis' side. De håber, at vi journalister kommer til at tage deres karikatur på litteratur alvorligt, og derved bliver medierne til grin, fordi de ikke kan kende forskel på ægte litteratur og satire. Det er ikke umiddelbart en vogn, jeg har lyst til at blive spændt for, så jeg ringer til direktøren på Gladiator, Jakob Sandvad, som har stået for at redigere Jeg bruger min krop som et møbel.

Hej Jakob. Jeg er forvirret over, hvad det er, jeg sidder med her. Den Korte Radioavis er jo kendt for at lave mediestunts, så er det her et mediestunt, eller skal jeg læse det som en seriøs bog?
Jakob Sandvad:
"Det er helt klart en seriøs bog. Hun skriver godt. Det er derfor, vi udgiver den."

Hvorfor udkommer den så i en fiktiv karakters navn i stedet for Anna Juuls eget?
"Det er et digter-jeg. Der er en lang tradition for, at man skriver under pseudonym. Ligesom at Jokeren hedder Jesper Dahl."

Jeg har altid forstået den her karakter som en parodi på en bestemt type kunstner, så jeg bliver i tvivl, om hele bogen er ment som en parodi?
"Der er helt klart nogle satiriske elementer i, men det er en virkelig god bog, og der er meget mere i den. Det kan du jo også fornemme, når du læser den. Det er også seriøst. Tænker jeg da."

Så selv om det er en satirekarakter, skal jeg tage bogen seriøst?
"Ja, det skal du helt klart."

Og I føler ikke, at I er med i et mediestunt?
"Nej, det tænker jeg ikke."

Forside: Jeg bruger min krop som møbel
Fotografen Fryd Frydendahl har skudt forside- og pressebilleder til Veronika Katinkas udgivelse.

Jeg har læst Jeg bruger min krop som et møbel. Den er 235 sider lang. Formen skifter frem og tilbage mellem digt, brev, sangtekst og manuskript, men der er en fremadskridende fortælling, som handler om psykisk sygdom og kærlighed.

Da jeg begynder at læse bogen, er jeg sikker på, at der bliver taget pis på mig, men cirka halvvejs inde i bogen, bliver jeg oprigtigt i tvivl om, hvad det er, jeg læser, og da jeg har læst den sidste side, er jeg nødt til at starte forfra igen, fordi jeg nu hælder til, at det ikke er satire, men faktisk er dybt seriøst indhold, som er pakket sjovt ind.

Men dagen efter bringer Berlingske et stort interview med Veronika Katinka, som tydeligvis er satire. Her er hun blandt andet citeret for at sige: ”Engang var der en mand, som sagde til mig, at jeg brugte min krop som et møbel. Det har jeg tænkt meget over. For selv om jeg syntes, at det var ubehageligt at blive udsat for the male gaze, så kan jeg godt se, han har en pointe. Jeg sidder faktisk meget med mine ben trukket op under mig." Artiklen bliver straks delt inde på Den Korte Radioavis’ fanside på Facebook, og her synes folk, at det er rigtig sjovt. En bruger ved navn Jette skriver: ”Det kunne være super nice at se en eller anden anmelder gå helt i selvsving over hendes bog og tage den super seriøst” efterfulgt af en smiley, der griner.

Angsten for at blive til grin melder sig igen. Så jeg cykler ud på Filmskolen, hvor Anna Juul er ved at uddanne sig til manuskriptforfatter. Hun tager imod mig ude foran, og hun er nem at genkende, for hun ligner jo til forveksling Veronika Katinka. Hun er godt nok 26 år, mens Veronika Katinka kun er 24. Vi sætter os op på hendes lille rodede kontor, hvor hun for tiden sidder og arbejder på sin midtvejsfilm.

Er det dig, der har skrevet den her bog?
Anna Juul: "Ja, jeg har skrevet bogen. Det hele."

Hvad er bogen?
"I min optik er bogen frugten af, at jeg blev kontaktet af forlaget Gladiator, som godt kunne tænke sig at udgive noget med Veronika Katinka. Så havde jeg nogle overvejelser, som gik på, om jeg skulle lave en ’Klam i Korea’-bog, altså en samling af dårlige digte, som alligevel ikke er helt dårligt nok til at være rigtig dårligt. Eller om jeg skulle prøve at gøre noget andet. Så bogen er mit forsøg på at gøre noget andet. At se, hvad der ville ske, hvis Veronika Katinka skrev om Annas liv."

Men Gladiators henvendelse var seriøs?
"Ja."

De syntes, det, de havde set og hørt op til da, var fedt?
"Det er min bedste overbevisning, ja."

Hvorfor udkommer bogen ikke i dit eget navn?
"Det er der to grunde til. Den første er, at jeg blev bedt om at skrive en bog i Veronika Katinkas navn. Der er ikke nogen, der gider høre om Anna Juul. Det anden er, at der sker noget, når man skriver som en anden. Det har jeg i hvert fald oplevet. Karakteren Veronika Katinka skriver på en markant anden måde, end jeg ville gøre, men tankerne og overvejelserne i den, er mine tanker og overvejelser, og smerten i den, er min smerte.

Den Korte Radioavis har jo før haft ret stor succes med at lave mediestunts, hvor de har fået pressen til at tage falske begivenheder seriøst. Så jeg er bange for at blive til grin, hvis jeg tager bogen seriøst.
"Det kan jeg sagtens forstå. Den Korte Radioavis har ret lidt at gøre med den her bog. De ved, at den er blevet skrevet, men har ellers ikke nogen del i den. Jeg har forsøgt at skrive en reelt god bog."

Hvordan er dit eget forhold til Veronika Katinka? Kan du lide hende?
"Hvis man tager alle Annas dårligste sider og skruer op på max, så har man Veronika Katinka. Selvironi er for eksempel noget, jeg bevidst har besluttet mig for at have, fordi jeg syntes, det er usympatisk, når folk ikke har det. Veronika Katinka er komplet blottet for selvironi. Det er min måde at sparke lidt til mig selv på. Så nej, jeg kan ikke lide hende, men fordi hun er så fucked, er der også noget lidt sørgeligt og dermed lidt elskeligt over hende. Jeg er jo også lidt nødt til at kunne lide hende, fordi der er så meget af mig i hende."

Bagside: Jeg bruger min krop som møbel
Bagsiden af Jeg bruger min krop som møbel.

Inde på Den Korte Radioavis' Facebookgruppe har de det ret vildt over, at den her bog udkommer, men de forventer helt klart, at det er satire. Hvad tænker du om det?
"Hvis man vil læse den som ren satire, så kan man også det. Men forhåbentlig får man også noget andet med. Tror jeg. Der er ikke nogle manipulerende bagtanker om, at nu skal jeg bare ud og tage røven på folk. Jeg har skrevet den bog, jeg synes var sjovest at skrive. Om det også er den, der er den sjoveste at læse, det tror jeg ikke nødvendigvis. Så ja, man kan læse den som satire, og man kan læse den som ikke-satire."

Og du er ligeglad med, hvordan folk læser den?
"Ja, det er jeg faktisk. Men fordi jeg også selv er skide selvoptaget og forfængelig, håber jeg da oprigtigt, at nogle, bare én, kan lide den."

Kunne du have fundet på at udgive den i dit eget navn?
Det tror jeg ikke. Det har været en befrielse at kunne skrive om de ting, der er så svære for mig selv, gennem en anden. Man får et andet perspektiv på det, fordi man kan se det mere ovenfra. Altså, jeg ville ikke have gidet at læse en digtsamling om mit liv. Men nu har jeg skrevet den gennem Veronika Katinka, og så er der måske nogle, der gider læse den. Det ved jeg ikke. Det får man se.

Jeg havde ikke forventet, at du ville være så ærlig.
Nææ… det kan også være, det er rigtig usmart.

Her ender efterforskningen. Jeg har læst bogen, forhørt mig hos forlagsredaktøren, spurgt forfatteren selv, og jeg tror nok, at Jeg bruger mig selv som et møbel er en oprigtigt ment bog, som handler om Anna Juuls liv. Hvis det ikke er det, men blot er endnu et metalag i de utallige metalag, der allerede findes i Den Korte Radioavis' univers, så må man på en måde også tage hatten af for det. For så er det fandeme next level satire. Jeg skal ikke kunne udtale mig om de litterære kvaliteter i bogen, men jeg vil gerne indrømme, til grin eller ej, at jeg blev ret rørt over Anna Juuls fortælling.

'Jeg bruger min krop som et møbel' udkommer den 7. februar på forlaget Gladiator.