Sande legender

En tur gennem Christiania med TømrerClaus

Guitaristen fortalte os om sit første syretrip, at være med til at bygge Thylejren op og at samarbejde med alle fra Skousen & Ingemann til Sort Sol.

af Anders Højberg Kamp
31 januar 2019, 1:09pm

TømrerClaus i sine unge dage. Privatfoto

Det er en mørk lørdag eftermiddag i Pusher Street på Christiania. Pusherne kigger med tunge øjne efter de forbipasserende, løse hunde løber omkring, man hører en stump af reggae her, en stump af techno der og ser fulde stamgæster drikke øl foran Woodstock.

Men i mørket lyser et minde fra Christianias hippiefortid op. En 73-årig mand med høj hat og ruskindsjakke vader forbi de utallige dunjakke-gangstere. Vi har aftalt at mødes på Staden for at tale om hans nye plade og for at fremkalde gamle minder med syretrip, syrerock og kollektive boformer i Thylejren og på Christiania.

Første gang, jeg hørte TømrerClaus synge og spille, var faktisk her på Staden som teenager i begyndelsen af 00'erne. Det var en tid, hvor jeg havde fundet støvede grammofonplader fra mine forældres kælder. Hvor jeg fandt inspiration hos nye flippervenner med interesse for musik. Og faldt for Jimi Hendrix, The Doors og 13th Floor Elevators. For de udsyrede boblende guitarsoloer, for den rå garagelyd og det drømmende, udsvævende univers.

Og midt i min psych-udforskning stødte jeg på dansk syrerock med Young Flowers, Steppeulvene og TømrerClaus. TømrerClaus lavede egen musik og spillede Jimi Hendrix-inspireret guitar i flere af 70'ernes danske syrerockbands og var med til at bygge Thylejren op.

Hans solodebut fra 1978 går i dag for 1.000 kroner pladen.

I 00'erne mødte jeg ham ikke kun til koncerter, men også på Christianias julemarked, hvor han solgte rockbøger, røgelse og hippiemusik med sit i dag over 40 år gamle pladeselskab Karma Music. Siden da har jeg fulgt hans kunstneriske virke, og han har lige udgivet sin seneste plade, Det lange farvel til 1970, der er fyldt med guitar, protest og folkemusik med afsæt i hans ungdom.

“Det er en plade om hippieidealerne, der falmede, og et tilbageblik på den virkelighed, der var i 60’erne og 70’erne, hvor man drømte om fællesskab, kærlighed og fred,” siger han, da vi går mod dyssen for at finde hans gamle kollektiv.

Han fortæller, at hans første syretrip blev starten på hans gør-det-selv-tilværelse. Trippet tog han i 1968, og det varede 14 dage. Dengang var hippierevolutionen for længst blæst over Atlanten med fredstegn og blomster i fletningerne. Og han lod sig påvirke.

23-årige TømrerClaus med langt hår og huller i cowboybukserne, som netop var blevet udlært tømrer efter fire års slid, havde allerede røget masser af hash, men den fulde experience krævede LSD. Hans kæreste skaffede noget, og de tog hjem til hans lejlighed i Aarhus.

TømrerClaus med sin cello
Ud over guitar spiller TømrerClaus også celle. Privatfoto

“Det var et stinkende fedt syretrip. Vi så det store i det små for at bruge en kliché. Og så var det, at jeg ringede jeg til min tømrermester og sagde: Du skal nok ikke regne med at se mig det næste stykke tid. I 14 dage rendte jeg påvirket rundt, man skulle bare ryge lidt hash for at genopnå den fulde virkning, så man kan roligt sige, at det der turn on, tune in, drop out kom til at passe,” husker TømrerClaus, da vi bevæger os væk fra Pusher Street, forbi de gamle stenhuse og ud mod søen, hvor flokke af turister er samlet og kigger efter ham med nysgerrige blikke.

Syretrippet og telefonopkaldet til mesteren blev afslutningen på en fastansættelse og en borgerlig tilværelse. Med tjald og syrerock-koncerter på spillestederne i Aarhus gik livet i rundgang i to års tid, indtil den nu 25-årige hippie i 1970 så et opslag, hvor en forening, der kaldte sig Det Ny Samfund, søgte en tømrer til at lave lokummer i Thy.

Snart efter stod TømrerClaus med seks andre hippier på en mark bag de berømte bakker og hakkede og bankede, indtil en festivalplads med træskure og telte stod klar. De var inspireret af store festivaler som Woodstock og Isle of Wight.“ 14 dage gik med arbejdet, og pludselig væltede det ind med hippier fra hele landet. Vi begyndte med at være fem-seks-syv mennesker, og så var vi pludselig tusindvis.”

De røg fede, tog syretrip, hver aften kom der bands, og mange dansede nøgne rundt, fortæller han. “Der var masser af nøgne piger, og de lokale fiskere var helt vilde med dem. Og so what vil jeg sige til det. Så lad dem se en nøgen pige. Det tænkte de jo også: Kig bare på mig. I dag er blufærdigheden gået fuldstændig amok, men dengang var det en sjov tid.”

Men der var også også bagsider. Om dagen var der for eksempel politiske, polemiske rundkredsdebatter, TømrerClaus holdt sig væk fra. Han forklarer, at han ikke forstod sig på politik, men nok var anarkist, der kunne lide alternative miljøer. Hippieoprøret skulle efter hans mening ikke handle om konventioner for, hvad man måtte og ikke måtte, men om frihed. Om aftenen solgte han derfor forbudt mad til de sultne i en nedbrændt gård overdækket med en presenning.

TømrerClaus i Dream City
TømrerClaus på scenen med Peter Ingemann. Foto: Katarina Jonsson

“Jeg solgte leverpostejmadder, for det helt store dengang var brune ris, der smager ad helvedes til, så når det blev aften, blev folk grovsultne, men de ville jo ikke indrømme det. Så når det blev mørkt, kom de hen til mig, og så fik de en tyk smurt mad for en krone,” griner TømrerClaus. Han solgte også galarkakao, så man blev stjerneskæv. Det var rød libanon blandet med kakao. Ellers stod han og spillede psykedelisk bluesguitar på sit hjemmelavede højttalergrej.

Historien om Thylejren har forfatter Peter Øvig beskrevet i sine bøger Hippie 1 og Hippie 2, som TømrerClaus lavede soundtrack til. Også i Thomas Vilhelms biografi om TømrerClaus står der anekdoter om Thylejren, hvorfra de fleste tog hjem efter tre måneder.

“Jeg var færdig, så jeg krøb til korset, kørte hjem til mine forældre og var syg i en måned,” husker TømrerClaus, da vi går over Dyssebroen til larmen fra en Soundboks, der spiller insisterende techno og overdøver fuglenes pippen.

Før TømrerClaus flyttede til Christiania, boede han i kollektiver på Christianshavn og i Hellerup. I 1970 blev han en del af bandet Skousen & Ingemann, og deres debutplade, Herfra hvor vi står, solgte svimlende 15.000 eksemplarer. Det var meget dengang og særligt for et hippieorkester.

“Meget af tiden gik on the road på de danske landeveje. Det var jo det, hippietiden handlede om. Vi spillede hundredevis af jobs, og det gik det jo ud på at blande kortene, så jeg mødte en masse nye mennesker og opdagede Balkan-musikken,” siger TømrerClaus.

Han kom senere med i andre konstellationer og spillede med digteren Dan Turell, sangerinden Lone Kellermann og resterne af rockbandet Blue Sun. Det halve år med Blue Sun føltes ifølge TømrerClaus som "en evig hashbrandert."

Efter at have flyttet ind og ud af kollektiver i nogle år, følte han sig efterhånden fremmedgjort i hippieverdenen. “Oprøret var blevet til mode og mærkevarehippier, der flød med strømmen. Do it yourself blev afløst, fordi folk begyndte at tjene penge, så jeg meldte mig ud af samtlige orkestre, skilte mig af med min elektriske guitar og fandt min plads på Christiania med en cello,” siger han, da vi når kollektivet Autogena på Midtdyssen.

Autogena bliver kaldt en af de fire vinkelgårde, og lyset i vinduerne vidner om, at gården er bygget op, og at kollektivet eksisterer endnu, selv om det brændte ned efter TømrerClaus’ tid.

“Jeg kendte ikke rigtig nogen her, men jeg tog herover og spurgte, om de havde plads til mig? Det havde de, og jeg fandt ud af at de havde vintage motorcykler, så det var lige sagen,” fortæller TømrerClaus om kollektivet, der havde egen motorcykelklub, Autogena MC.

TømrerClaus fik job på Månefiskeren som bartender, dengang stedet solgte hård spiritus. På Christiania mødte han også sangeren og kunstmaleren Birgit Boline Erfurt, der blev partner i både livet og musikken i deres alternative punkduo Boline Band.

Der gik nogle år, og så købte han og Boline villa på Frederiksberg. Finansieret af et amerikansk firma, der købte rettigheder til nogle tarotkort, som Boline havde malet. I 1976 startede TømrerClaus sit eget produktions-, distributions- og pladeselskab, der nu har eksisteret i over 40 år. Det var her, han udgav sin første soloplade, og her, han inviterede unge punkere indenfor for at udgive musik. Fritz Fatal kom forbi, og det samme gjorde Martin Hall og Sort Sol. Og mange, mange flere.

“Jeg laver Karma Music i protest for at give plads til undergrundsmusikken og den frie stemme. Jeg kan gøre, lige præcis hvad jeg vil. Jeg så, der var morgengry i punk. Et nyt oprør. Med forskellige udtryk, det er klart. Og der var jeg i modsætning til alle mine gamle hippiekollegaer. Jeg fatter ikke, at de ikke kunne høre det”, siger TømrerClaus, der gik til punkkoncerter i Rockmaskinen. “Men punken fes også ud. Vi regnede jo ikke med, at det ville stoppe. Det gjorde vi heller ikke med hippiemusikken, men det gjorde den,” siger han.

TømrerClaus lavede sin soloplade i ‘78 og fortsatte i årtier med at producere musik, spille syrerock og udgive flere plader med bands og i eget navn. Som producer af det tidlige Sort Sol og guitarist i gamle hippiebands er han blevet et respekteret navn i undergrunden. Han medvirker på et Baby Woodrose-album, og forsanger Uffe "Guf" Lorenzen har fortolket et hans numre med sit andet band, Spids Nøgenhat.

TømrerClaus med solbriller
Privatfoto

Da vi bevæger os væk fra Fristaden mod hans stationcar, fortæller TømrerClaus, at hans produktionsselskab overlever økonomisk ved at sælge nye udgivelser af gamle plader, folkmusik og syrerock. Foruden tæpper og hippiekluns.

Da vi tager bilen hjem, stopper han ved pladeforretningen Beat for at sælge otte plader fra gruppen Young Flowers. Vi bliver til en kaffe, og de fleste er solgt efter en times tid.

To uger efter modtager jeg hans egen plade, Det lange farvel til 1970, med posten her i min egen 2-værelses lejlighed i Nordvest. Jeg åbner pakken, omslaget dufter af røgelse, og pladen lyder af syre.