FYI.

This story is over 5 years old.

drømme

Vi spurgte fem danskere, hvordan det føles at give op på sine drømme

Vi får alle at vide, at vi skal følge vores drømme – men hvad nu, hvis det ikke går?
Kim Møldrup Petersen, der gav slip på drømmen om at være professionel musiker.

Har du nogensinde haft en drøm? Altså ikke en drøm om at eje de nye Yeezy-sneaks før alle andre eller en drøm om at vinde i lotto – men en rigtig drøm. Én, du har brugt tid og kræfter på at jagte.

Vi er alle vokset op med idéen om, at vi skal følge vores drømme. At vi kan, hvad vi vil, når bare vi sætter næsen op efter det – og at vi ikke skal lade os nøjes med det næstbedste – kun det bedste er godt nok, som vi altid får at vide.

Annoncering

Der er bare det med drømme, at de ikke altid går i opfyldelse. Og hvad gør man så, når det hele krakelerer, og alt det, man har brugt sin tid på, viser sig at være spildt?

Det kan godt være et tabu at indrømme, at man er nødt til at give op. Det kræver mod, selvindsigt, og nogle gange kræver det også et spark i røven, før man kommer videre.

Vi har spurgt fem unge mennesker, hvordan det føles at opgive sin drøm. Her er deres fortællinger.

RUNE LIND, 32, OPGAV DRØMMEN OM AT BLIVE FODBOLDSPILLER

Det er Rune Lind til venstre. Alle billederne er privatfotos, som bringes med tilladelse fra kilderne.

Jeg var seks år, da jeg begyndte at gå til fodbold. Det var helt klassisk: Træning to gange om ugen og kampe i weekenden. Resten af tiden brugte jeg på at træne for mig selv på en hjemmelavet fodboldbane, min far havde lavet på en mark ved vores ombyggede gård i Bramming.

Jeg var 13 år, da jeg skiftede klub til Esbjerg. To år senere skiftede jeg til Vejle for at spille juniorfodbold i den bedste række, og derfra gik det hele meget hurtigt: Allerede i min første kamp scorede jeg to mål og lavede to assists, og folk begyndte at lægge mærke til mig. Halvvejs gennem sæsonen var jeg topscorer, og det fortsatte bare. I en TV 2-dokumentar blev jeg udråbt til at være et af de største talenter fra min årgang. Jeg var inde omkring U16-landsholdet, og store, udenlandske klubber begyndte så småt at henvende sig for at tilbyde prøvetræninger.

For mig har drømmen altid været noget af det vigtigste overhovedet. Jeg elskede spillet: At finpudse de små detaljer, at være en del af et kollektiv, at få alt til at gå op i en højere enhed. At være ude på banen og mærke græsset under mine fødder, og at mærke adrenalinen pumpe.

Annoncering

Derfor overvejede jeg heller aldrig nogensinde, at jeg skulle noget som helst andet. Jeg skulle bare være fodboldspiller. Det var det, jeg ville. Hvad var der ellers?

Der er en form for kynisme, når man skifter til seniorfodbold. Lige pludselig er der nogle andre ting, der kommer i fokus. Den der med, at fejl er noget, man skal lære af, findes ikke rigtig længere – nu er fejl noget, der i værste fald kan koste kampe. Den omstilling var meget svær for mig.

Jeg prøvede at slå igennem i Esbjerg, men det gik ikke rigtig. Efter det tog jeg et par måneder til Island, hvor jeg spillede for en lokal klub. Da jeg kom tilbage til Danmark, spillede jeg først lidt amatørbold i Varde, før jeg skrev kontrakt med Næstved, som rykkede op 1. division. Jeg havde stadig en tro på, at jeg ville bryde igennem, og at det ville lykkes mig at finde en måde at leve af fodbolden.

Man har en tendens til at føle sig udødelig, når man er ung. Sådan havde jeg det også. Derfor ramte skaden mig ekstra hårdt.

Det var en korsbåndsskade. Min anden på to år. Jeg vidste godt, at det ville blive mere end svært at komme tilbage. Jeg prøvede en enkelt gang, men jeg rev mit korsbånd over for tredje gang. Så valgte jeg endegyldigt at sige stop.

Der går mange tanker gennem hovedet, når man oplever sådan noget. Alle de timer, der var gået med træning. Alle de år, jeg havde tilsidesat alt andet: Socialt, livsstilsmæssigt, kostmæssigt, min familie, mine venner, det hele. Alt havde været centreret omkring fodbolden. Nu var jeg 23 år og skulle pludselig finde ud af, hvad jeg nu skal lave.

Annoncering

Jeg har altid haft det sådan, at én drøm sagtens kunne afløses af en anden. Sådan havde jeg det også dengang. Jeg nægtede at sætte mig i et hjørne og flæbe over, at det ikke lykkedes. I stedet satte jeg mig ned og lagde en plan for, hvilken retning, mit liv så skulle gå i.

I dag sidder jeg som ph.d.-studerende på Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, og det er jeg virkelig glad for. Jeg føler, at jeg har fundet det rigtige. For mig er der ikke noget, der har været spildt. Selv drømme, der ikke lykkes, tager man noget med fra. Derfor skal vi også blive ved med at drømme. Det er sindssygt vigtigt.

MARTIN KURT HAGLUND, 37, OPGAV DRØMMEN OM AT BLIVE FOTOGRAF

Martin Kurt Hagelund på arbejde som fotograf.

Jeg kastede mig over fotografiet, da jeg var på rejse i Kroatien i 2001. Det var i forbindelse med et studie i serbokroatisk, og det hostel, jeg boede på, holdt en foto-workshop for unge. Jeg blev spurgt, om jeg ville være med.

I årene efter jeg kom hjem fotograferede jeg mere og mere, og da jeg i 2005 kom tilbage til Danmark efter et halvt år i Kina som frivillig engelsklærer, besluttede jeg mig for at gøre noget ved det. Jeg søgte først ind på teknisk skole, og kort tid efter søgte jeg ind på fotojournalistuddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole.

Jeg var meget hurtig til at tage rollen som fotograf på mig. Det var megafedt at rende rundt på skolen og løse forskellige opgaver, og jeg følte jeg virkelig, at jeg havde ramt den rigtige hylde. Jeg drømte om at blive den klassiske fotojournalist, der rejste ud i verden og gik på opdagelse – eller som kunne lave vilde personlige historiefortællinger med sit kamera.

Annoncering

Efter studietiden søgte jeg efter et job, men det var ikke til at få. I stedet ville jeg forsøge mig som freelancefotograf. Jeg var meget proaktiv – ringede hele tiden rundt til alle mulige medier og ledte konstant efter nye spændende projekter, jeg kunne lave. Men det gik ikke særligt godt. Nogle måneder kørte det okay, andre måneder havde jeg knap råd til min husleje. En enkelt gang måtte jeg bede min udlejer om at trække pengene fra mit depositum. Det var vildt pinligt.

Det sværeste ved at give op på sin drøm er at give op på hele identiteten. Så meget af min personlighed var bundet op på at være fotografen Martin, og jeg følte ikke, at jeg var noget som helst andet. Det var den, jeg var. Det var det, jeg skulle.

Men jeg måtte også indse, at det ikke ville blive ved med at gå. Som årene gik, dalede min idérigdom, og det forplantede sig i det kreative. Jeg blev mere og mere stresset, og jeg var hele tiden bekymret for, hvordan det skulle hænge sammen. Jeg havde svært ved at lande nye projekter, og jeg følte hele tiden, at jeg fik afslag. Det var ikke nok bare at fotografere – der var simpelthen noget forretningsmæssigt, jeg ikke havde styr på.

Efter fem år blev jeg tilbudt et vikariat på et asylcenter. Det var både meningsfyldt og gav mig økonomisk sikkerhed. Og det bekræftede mig i, at det var okay at sadle om.

Jeg har det sådan, at jeg har fået lov til at lave nogle vildt fede ting: Jeg har fotograferet flygtningekrisen i Libanon, og jeg har været i England for at følge Nigel Farage, da han begyndte at blive stor. Jeg har også lavet mange portrætter, som jeg er glad for. Derfor fortryder jeg heller ingenting. Og det har ikke været spildt.

Annoncering

I dag læser jeg på pædagogstudiet på UCC Carlsberg. Det giver mig noget helt andet end fotografiet – og noget, der er meget bedre. Og så fjerner det ikke mindst noget trykken for brystet.

LOUISE BRUUN PEDERSEN, 38, OPGAV DRØMMEN OM AT BLIVE BERIDER

En ung Louise Bruun Pedersen under et ridestævne.

Jeg har altid været en hestepige. Jeg kunne nærmest ride, før jeg kunne gå, og det var det eneste, jeg ville bruge min tid på.

Jeg var fem år, da jeg startede til ridning. Senere fik jeg stillet en rigtig dygtig dressurpony til rådighed, og jeg tog den med rundt til landsstævner overalt i Danmark. Jeg vandt pokaler, lærte en hel masse og blev bedre og bedre – det var så sjovt. Hver weekend vækkede jeg min far kl. 5 om morgenen, fordi vi skulle af sted igen.

Da jeg var 18 år, købte jeg min første hest. Det var det vildeste. Jeg købte den for min børneopsparing, og lige pludselig gik det fra at være en yndlingshobby til at være en sport, jeg dyrkede på eliteplan. Jeg brugte al min tid på det: Når mine gymnasievenner gik til fester, tilbragte jeg min tid i stalden. Jeg trænede minimum tre timer om dagen og red stævner i weekenden. Jeg kunne slet ikke få nok.

For mig var det idéen om at være ét med dyret. At være i stalden, at blive bedre, at mærke fremskridtet. Jeg ville være den bedste. Det var min drøm.

Da jeg var 19 år, fik jeg muligheden for at komme til Tyskland og arbejde i en privat dressurstald. Jeg skulle være der et halvt år, og det var en kæmpe mulighed, for tysk ridesport har altid været det ypperste.

Annoncering

Det var ordnung muss sein og hård disciplin. Jeg har aldrig nogensinde fejet så mange gårdspladser og muget så meget ud, som jeg gjorde der, men det var det hele værd, for i weekenderne red jeg stævner med stor succes. Undervejs spurgte ejerne mig, om jeg ikke kunne tænke mig at blive berider. De mente, at jeg var dygtig, og de skulle nok hjælpe mig med at få en læreplads. Jeg sagde ja med det samme.

Det begyndte som træthed. Så blev benene tungere, og flere gange besvimede jeg. Lægerne konstaterede, at jeg led af 3. grads AV-blok. Det er en sygdom, der gør, at hjertet nogle gange holder lange pauser, fordi der er en total blokering for impulser mellem forkammeret og hjertekamrene. Lægerne forklarede mig, at jeg indtil videre bare havde været heldig, at mit hjerte var gået i gang igen.

Det slog mig ud. Jeg var 23 år og havde brugt hele mit liv og oceaner af tid på ridesporten. Jeg var måneder fra at færdiggøre min drømmeuddannelse, og så snublede jeg lige før målstregen. Sådan havde jeg det. Men jeg vidste også, at jeg blev også nødt til at finde på noget andet. Jeg skulle have en pacemaker, og jeg følte ikke, at jeg kunne forsvare at fortsætte på samme niveau.

Jeg overvejede at flytte tilbage til Danmark, men efter noget tid valgte jeg at blive i Tyskland og læse markedsføring. I dag sidder jeg som teamleder i et stort reklamebureau i Danmark, og jeg nyder virkelig mit arbejde. Når jeg nu ikke skulle ride, er det et virkelig godt alternativt.

Annoncering

Jeg har aldrig grædt over, at jeg blev nødt til at opgive min drøm. Jeg tænker, at der er en mening med det hele, og jeg er virkelig blevet et stærkere menneske af det. Jeg har haft nogle fantastiske oplevelser. Dem ville jeg ikke have været foruden.

KIM C. MØLDRUP PETERSEN, 32, OPGAV DRØMMEN OM AT BLIVE MUSIKER

Kim Møldrup Pedersen dengang han var musiker på fuld tid.

Det hele startede, da en flok venner kom på besøg, mens jeg stadig boede hjemme hos min mor. Det var i 2003, og jeg gik i gymnasiet. De sagde, at de havde startet et band, og de spurgte, om jeg ville være med. Det ville jeg gerne.

Musik havde aldrig fyldt så meget. I folkeskolen havde jeg lært at spille lidt guitar sammen med en kammerat, men det var mest, fordi han ville. Siden kom det til at fylde næsten alt.

Jeg har spillet i mange bands. Først spillede jeg i gymnasiebandet, hvor vi spillede covernumre af gamle Blink 182 og Sum 41-sange. Den slags musik. Da det gik i sig selv, var jeg med til at starte et Foo Fighters-coverband op. Jeg har også været i et hard rock-band, der spillede heavy-sange fra før 1994, og jeg var en del af et originalband, der var lige ved at slå igennem, og som blandt andet spillede på VoxHall og Train i Aarhus.

For mig var det drømmen om at slå igennem. Jeg ville gerne leve af at spille musik, og det var hele idéen om at stå der på scenen. I det første band kan jeg huske en samtale, vi havde om, at vi skulle spille på Roskilde inden for fem år. Det var sådan, det var. Vi skulle bare ud over stepperne.

Annoncering

Jeg brugte al min tid på det. Allerede fra begyndelsen var det sådan noget med at øve sammen mindst én gang om ugen og så ellers spille, når vi kunne komme til det. Der gik også mange penge til det. I løbet af nogle år havde jeg brugt 30-35.000 kr., og jeg købte hele tiden nyt udstyr.

Vi var nok aldrig helt gode nok. Vi havde de rette intentioner, men vi kunne ikke helt finde ud af, hvad vi skulle gøre. I Foo Fighters-bandet havde vi en idé om at skrive vores egne sange og implementere dem i vores setliste, som de blev færdige. Det blev de aldrig. I originalbandet havde vi nogle gode sange, men vi kunne aldrig blive enige rent kreativt. Det kørte bare ikke rigtigt.

Vi tjente en tusse her og 500 kroner der. Det var peanuts. Lige nok til at føle, at man fik lidt mellem hænderne. Men vi manglede en plan for, hvordan vi kom videre derfra og hen til de store scener og pladekontrakten.

Da jeg blev en del af hard rock-bandet, havde vi en idé om, at vi skulle være det næste store coverband. På det tidspunk var jeg 24 år, og de andre i bandet var noget ældre. Vi havde det vildt sjovt. Vi spillede koncerter og en enkelt festival, tjente lidt penge, og jeg nød virkelig at stå på scenen. Det kunne blive til noget.

Alligevel fik jeg sværere ved at finde gejsten. Jeg følte ikke, at vi rykkede os, og jeg havde efterhånden selv mindre og mindre tid at give af.

En dag trak guitaristen mig til side. Det er halvandet år siden. Han spurgte, om det ikke var bedre, at jeg brugte tiden på noget andet. Han syntes, at jeg virkede lidt anspændt. I begyndelsen blev jeg vildt fornærmet. Jeg syntes ikke, at det var hans beslutning.

Annoncering

I dag fortryder jeg kun, at jeg ikke opgav drømmen noget tidligere. Jeg havde fået kone og børn, og de havde slet ikke fået den tid, de fortjener. Jeg har brugt dage og år på at jagte noget, som i sidste ende ikke gav mening. Jeg bildte mig selv ind, at det nok skulle gå, men det skib var jo sejlet for længst.

Det sværeste var at opgive rushet. At gå på scenen og mærke opmærksomheden fra publikum og at være i centrum på den måde. Det er et kæmpe kick og et selvtillidsboost. Jeg var også vildt bange for at gå glip af noget. Hvad nu, hvis jeg kvittede et band, og de bagefter blev store uden mig? Det var mit værste mareridt.

I dag har jeg det fint. Jeg er blevet pædagog, og det er en helt anden og bedre hylde. Jeg har tid til min familie, og jeg laver noget, der giver mening. Hvis jeg kunne gøre det om, var jeg bare stoppet noget før.

MARIE EVERS PEDERSEN, 26, OPGAV DRØMMEN OM AT BLIVE TØJDESIGNER

Marie Evers Pedersen i en kjole, hun selv har designet.

Jeg har altid vidst, at jeg skulle være designer. Allerede som lille syede jeg ting til mig selv, og jeg har altid været meget glad for at klæde mig ud og tage fint tøj på. Da jeg var 11 år, syede jeg min første nederdel. Den var i noget blå stof og havde små dyr fra zoologisk have på forsiden. Jeg kan huske, hvor megastolt, jeg var, da jeg havde den på til en familiefest.

For mig har det altid handlet om processen: At man kan få en idé, tegne den, finde materialer, sy det hele sammen og til sidst stå med et færdigt produkt i hånden, som du har lavet, og som stammer fra din idé. Det er der noget smukt i, synes jeg.

Derfor har jeg også altid brugt meget tid på det: Jeg begyndte ret hurtigt at studere andre designere, gå til croquis for at blive bedre til at tegne og generelt gøre alt, jeg kunne, for at blive bedre.

Da jeg var færdig med 9. klasse, søgte jeg ind på Kastanievej Efterskole på Frederiksberg. Det var en kreativ efterskole, som jeg havde fået anbefalet, blandet andet fordi den havde et forløb i tekstil. Jeg var én af de bedste på holdet til at sy, og jeg fik lavet nogle virkelig flotte ting.

Efter gymnasiet søgte jeg ind på TEKO i Herning, hvor jeg kunne tage en uddannelse som designassistent. Planen var at læse der og bagefter tage ud for at lave store kjoler som dem, de kendte og kongelige har på, når de skal til fester eller galla. Det var drømmen. Jeg var lykkelig, da jeg kom ind.

Nogle gange er der bare forskel på fantasien og på virkeligheden. Studiet var sjovt og udfordrende, men hele den proces, som jeg søgte efter, fandtes bare ikke rigtig i virkeligheden. Det gik også op for mig, hvor konkurrencepræget og barskt, hele miljøet var. Det hele gik op i spidse albuer, og man skulle hele tiden være i toppen og klar til at hævde sig over andre.

Det var sindssygt hårdt. Vi havde ugelange projekter, hvor vi skulle sy forskellige ting, og projekterne blev bare større og større. I de tre uger, projekterne stod på, sov mange af eleverne på skolen, fordi de ellers ikke kunne nå det. Der var et helt insane pres. Mange kunne ikke klare det, og jeg lå ofte selv syg en uge eller to efter, at vi havde afleveret.

Det var en bitter pille at sluge. Og det føltes som at rive gulvtæppet væk under sig selv. Hele livet havde jeg gået og tænkt, at det var det her, jeg skulle. Men som tiden gik, kunne jeg godt se, at det ikke ville gå. Jeg brød mig ikke om hele atmosfæren og miljøet og den der "hovedet-langt-oppe-i-min-egen-røv"-mentalitet, og jeg kunne godt se, at det ikke ville blive mindre, når jeg kom ud.

Det var fucking nederen og mega frustrerende. Jeg havde altid været hende, der aldrig var i tvivl. Men måske var det også meget godt. For hvis jeg var blevet ved, var jeg helt sikkert gået ned med stress både to og tre gange allerede inden, jeg var blevet 25. Og jeg ville ikke komme til at lave det, som jeg egentlig ville.

I dag sidder jeg som community manager hos P3, hvor jeg blandt andet arbejder med sociale medier. Jeg har færdiggjort mit studie og læst en bachelor i kommunikation og mediestrategi, og det er jeg sindssygt glad for.