Noisey 2017

Her er de 13 bedste mix fra 2017

I år er der blevet blandet alt fra fra dekonstrueret dancehall til flyvsk techno-funk til feedbackkollager fra Grateful Dead-diskografien.

af Noisey Staff; illustrationer af Alex Jenkins
14 december 2017, 7:30am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Sange og album er med til at fortælle et givent års historie, men de bedste dj's er også med til at give den fortælling et ekstra lag. Banebrydende mixing kan skabe en sammenhæng mellem vidt forskellige lyde og musikalske genrer – som når, for nu at bruge dancehall-entusiasterne i Swing Ting og deres eminente sæt til FACT tidligere på året som eksempel, T-Pain pludselig optræder i konteksten af caribisk klubmusik og solskins-synth. De bedste mix fra 2017 var en ren åbenbaring på den måde – lige meget, om de gravede sig ned i techno-nostalgi, Grateful Dead-koncertoptagelser eller arabisk funk fra 70’erne. Her er vores favoritter fra året, der gik.

Den Toronto-baserede dj Bambiis februar-mix for The Fader begynder med et opkald til alarmcentralen. What’s the emergency? Alt for mange bangers på en trackliste, åbenbart. Hidsige klubnumre deler plads med et abstrakt Drake-udsnit og et ”Bad and Boujee”-afrobeatremix lavet af mOma+Guy. Henimod slutningen får hun også klemt et andægtigt spin af Missy Elliotts ”Pass the Dutch” ind, som om der ikke allerede er røg nok i luften.— Colin Joyce | LYT

Guitarist og sangskriver William Tyler fra Nashville graver dybt i arven fra Grateful Dead og skruer en besynderlig kollage sammen af livemateriale, der består af nogle af bandets mest syrede øjeblikke. Det er en time med en masse forstærkerfeedback, grumset støj, et kaos af instrumentale breakdowns (enkelte steder får den dronende bas pladen til at lyde som doom metal). Det er kaleidoskopisk psych-rock for flippere.—Colin Joyce | LYT

Det her korte set er et rent fuck-mixing-og-fyr-op-under-danseskoene-manifest fra reissuekongerne hos Habibi Funk. Henover de sidste par år har deres udgivelser leveret alt fra eksperimental synthmusik til fusionsjam, men på benævnte udgivelse har de sat sig tungt på munter arabisk funk og jazz fra 70’erne og 80’erne. Den er fuld af fede, små perler, der giver dig lyst til at nærlæse listen over kunstnere. Den gode nyhed er, at hvis du ikke har fået nok her, kan du grave dig ned i Habibi Funks farverige bagkatalog.—Colin Joyce | LYT

Ovenpå det påkrævede lag af caribisk klub-mutationer og originale lyde fra de her Manchester-baserede dancehall-futurister, så byder mixet også på berusende stemninger fra up and coming-produceren rAHHH og et digitalistisk T-Pain indslag fra Murlo plus originale mc-indfald fra venner som Joey B. Det er i det hele taget et af de gladeste stykker musik fra i år – det er også derfor, fuglelydene giver mening.—Colin Joyce | LYT

Philadelphias egen DJ Haram har engang sagt, at hun altid forestiller sig sine mix som soundtracks til ”et mosh pit”, og det er faktisk den bedste måde at forklare oplevelsen til hendes shows. Mixet er en kort tour de force gennem en række molesterede dance-tracks, der er kombineret i lag med kirurgisk nøjagtighed – en lille kavalkade af klubkaos til dem, der kan håndtere den slags. Meget i DJ Harams ånd så er det musik, der giver dig lyst til at skubbe vedkommende ved siden af.—Colin Joyce | LYT

Den selvudråbte King of Blends fortsætter med tårnhøje ambitioner og foreslår på sit februar-mix, Berité Club Music, der mere er en slags manifest, at opfinde en helt ny genre. I det sætter han fokus på en generation af nye producere og lægger samtidig grundstenen til en helt ny form for fransk klubmusik, der trækker på den globale musikarv i form af skæve rytmer som kuduro, grime, Jersey-club, French touch, afrobeats og meget mere. Tracks af nye stjerner som De Grandi og Sunareht er eksperimenterende, men levende, og viser, hvor meget der kan komme ud af at bryde murene mellem genrerne ned. Det er faktisk plads til at bygge noget helt nyt.—Colin Joyce | LYT

Call Supers fornemme plads i rækken af den velansete London-klubs mixserie er en hyldest til de sene nattetimer på dansegulvet, når festen stilner af, og tågen hænger over dansegulvet. Det 70 minutter lange set er en hallucinatorisk omgang, der blander søvngænger-techno og tågede breaks med skarpe toner, der imiterer morgensolens første stråler gennem vinduerne til ravet. Han er mester i at skrue et musikalsk comedown sammen, og da Yves Tumors lo-fi slowjam “The Feeling When You Walk Away” kravler ud af højtalerne, er du klar til at flyve hjemad hævet over gadernes larm og morgentrængsel.—Colin Joyce | LYT

Moko Shibata, der optager musik og dj'er under navnet Powder, laver drømmende musik for at undslippe hverdagen med et kedeligt job i elektronikindustrien. Det her sæt, som er lavet til det altid pålidelige Beats in Space-show, bærer også på den følelse af eskapisme, når det svæver rundt mellem house- og technokatedraler i luften med et par nævneværdige undtagelser, der giver stemningen dynamik. Det lette tempo og den bløde tekstur gør det til det perfekte mix, når du selv sidder foran skrivebordet og arbejder. Smid det på, svæv af sted og lad timerne drysse væk under dig.—Colin Joyce | LYT

Helena Hauf er uden tvivl en af de bedste dj's i verden lige nu, og hun er også en fremragende producer, der ved, hvordan man skruer det ene fængende track sammen efter det andet. Den spirende Hamborg-legende har en forkærlighed for hård acid og seje beats, der nærmest slår benene væk under dig. Hendes bidrag til BBC's flotte Essential Mix-serie i år er både en sejr for hende såvel som for radiokanalen: For Hauf er det endnu et bevis på, at hun er åndssvagt talentfuld, når det handler om at skrue et sæt sammen, der både er brutalt og yndefuldt på samme tid, og så er det også den største platform, hun har optrådt via indtil videre. For Pete Tong og resten af banden, er hendes sæt en af en håndfuld kronjuveler blandt dette års bidrag til Essential Mix – det er også bevis på, at nyt blod og underlige lyde altid gør sig godt hos selv de mest hæderkronede, gamle institutioner.—Larry Fitzmaurice | LYT

Den gode doktor Marina Rubinsteins største gave er hendes evne til at gøre technoens mest kvalmende aspekter til en fest. På sættet til Dekmantel Podcast kører hun gennem søsyge acid-riffs, balstyriske elektroøvelser og hakkende, røgomfattede kuriositeter og formår at opbygge en fantastisk, skæv energi, de 72 minutter sættet varer. Det kan godt lyde, som om det er svært at lytte til, men der er så meget glæde mellem linjerne i det her mix, at man ikke kan lade være med at blive fanget. Så må man nappe en søsygetablet inden.—Colin Joyce | LYT

Venus X, der er primus motor i New Yorks indflydelsesrige Ghe20 G0th1k-fest, er sammen med makkeren Asmara (fra NGUZUNGUZU og L.A.s Mustache-fest) taget til Brasilien for at hænge ud med den næste generation af funk mc’er, der har leveret nogle af de største højdepunkter i deres sets over de sidste par år. Resultatet foreligger nu i Putaria Maxima Volume 1, et monster af et mix, der trækker en lige linje fra de hook-orienterede sing-raps fra Sao Paolo og den samtidige generation af amerikanske rappere, der arbejder med de samme ting. At høre Uzi og MC Bin Laden slås for opmærksomhed på det samme track giver perfekt mening. Det ved du allerede, hvis du har været til nogen af Venus’ fester de sidste par år, men hvis du ikke har haft fornøjelsen endnu, så er Putaria Maxima et godt sted begynde.—Colin Joyce | LYT

Ethvert mix fra dj og producer Marea Stamper er obligatorisk lytning, og man ved præcis, hvad det er, man går ind til. Selv om hun er kendt for at bruge alt fra gamle porno-soundtracks til hårdkogt techno eller venteværelsemusik, så er hun faktisk bedst, når hun formår at kombinere alle tre i samme sæt. Hun har fået ry for at være eklektiker og har derfor carte blanche til at gøre, lige hvad hun vil bag pulten. Til Resident Advisors mixserie har det betydet, at hun bevæger sig fra et Peter Gabriel-hit til EBM, skrøbelig post-punk og videre til et acid-agtigt mix af “Need You Tonight” blandt en masse andre godter. Det er en underholdende påmindelse om, hvor stor spændvidde hun har.—Colin Joyce | LYT

Tidligere på året udtalte Detroit-djen BMG, at hans årlige Movement-weekendfest handler om ”at finde total frihed i et genrebrydende forsøg på at skabe musikalsk tankekontrol”. Den slags utopiske visioner lyder altid lige i overkanten, når det kommer fra en promoter, der gerne vil have succes med sit event, men henover de sidste ti år er No Way Back faktisk blevet et tilholdssted for alle freaks, der deltager ved The Motor Citys store technofest – det er et af de eneste stop på efterfestruten, hvor det virkelig føles, som om alt kan ske. Da jeg var i byen for et par år siden til en noisefestival, endte publikum også med at tage til No Way Back – det er den slags technoshow. Det er den totale virkelighedsflugt.

Alt det siger jeg mest for at understrege, at Patrick Russells mix, der er optaget live ved dette års fest, legemliggør alt, hvad der er fedt ved No Way Back, og alt hvad der er fedt ved dance i det hele taget. Henover 90 minutter springer han let og elegant fra hæsblæsende acid til søvngængeragtig techno-funk, undervandsambient og bratte locked-groove breakdowns. Settet er brutalistisk og legende, æterisk og maskinelt, det er en samling numre til nutiden såvel som fremtiden. Den overvældende cocktail af lyde skaber et mix, der i sandhed fører lytteren med sig til en anden verden. Et sted hinsides. Navnet på festen antyder, at du kan ende med at sidde fast her, men på den anden side, er det heller ikke et sted, man har lyst til at forlade.—Colin Joyce | LYT