Jeg hader rosiner. Seriøst, hvad sker der for de runkne, sørgelige undskyldninger for en snack. ”Naturens slik” mig i røven.
Rosiner skal altid blande sig, når vi lige havde det hyggeligt. Man tager en bid af en fedtet kringle, en god bolle eller en gulerodskage, og pludselig spreder en afskyelig, kvalmende sød smag sig munden. Rosinerne har ødelagt den gode stemning.
Hvis bare rosiner kun eksisterede for sig selv - i de små klamme æsker og oppe i næsen på børnehavebørn - så fair nok. Det kan jeg leve med. Så ville de være nemme at komme udenom. Men rosiner tilhører den samme nederdrægtige gruppe af råvarer som sukat, kommen og koriander. Det er en invasiv spise, der finder sig til rette i ellers lækre former for mad. Som en parasit.
LÆS MERE: Derfor hader jeg pizza
Jeg tror, min antipati stammer fra barndommen. En ting er de hemmelige rosiner, der gemmer sig i bagværk og overrasker mig inde i munden, men det helt store traume er ubærligt skuffende fastelavnstønder fyldt op af curlingfædre og Femø-pædagoger. Det har aldrig været meningen, at børn skulle spises af med rosinpakker og appelsiner. Det er en hån mod fremtidens voksne.
Kan det blive meget værre? Billede via Shutterstock
Jeg har arbejdet i børnehave i mange år, og jeg kan ikke se på en pakke rosiner uden at tænke på 11-taller af snot og små buttede fingre, der sidst har været gud-ved-hvor, og som er smurt ind i klistret frugtsukker.
En af mine yndlingsfrugter er vindruer. De er sprøde og søde, og man kan enten sidde og snacke dem hele dagen, eller man kan lave dem om til vin og blive fuld som en høne. Men rosiner er vindruer, der er blevet for gamle.
Jeg er klar over, at rosiner deler vandene. Det er ikke alle, der deler min foragt. Da jeg nævnte på redaktionen, at jeg ville skrive en sviner til rosiner, protesterede redaktøren højlydt, og flere af mine kollegaer udtrykte deres udtalte begejstring for de små sataner. Men jeg fik også utvetydig opbakning fra andre. Som en anden kollega sagde: ”Jeg ved ikke hvilken tid, rosiner hører til, men det er ikke vores.”
LÆS MERE: Det er for mærkeligt at drikke vodka med isterninger
På Facebook blev der i sin tid oprettet en gruppe ved navn "Foreningen mod rosiner i bagværk", men gruppen er trods sin åbenlyst universelle appel lukket i dag. Jeg mistænker Illuminati og den magtfulde rosin-lobby for at stå bag. Hvis ikke der ligger en international (intergalaktisk?) konspiration til grund for rosiners fortsatte eksistens, så ved jeg snart ikke hvad.
Enten elsker du rosiner, eller også hader du dem. Det er lige ligsom med Pia Kjærsgaard. Man kan ikke bare have et afslappet forhold til problematikken. Når det kommer til rosiner, er der grundlæggende to slags mennesker. Ham i den hvide trøje og ham i den stribede:
Som du nok har gættet, er jeg ham i hvid. Hvis du er ham i den stribede, så fair nok. Spis dine rosiner. Men please, hold dem udenfor alle de lækre retter, vi skal dele. Hvis du for eksempel laver hjemmelavet müsli, så hold rosinerne i en skål for sig. Den største autoritet på området, Broder Salsa fra Mandrilaftalen, sørger bekendt også for at sortere rosinerne fra, så de kan agere Madrid i hans müsli-europakort.
Forfatter og selvproklameret ”kræsen spiser” Stephanie Lucianovic siger, at hvis man bogstaveligt talt er tvunget til at leve af madvarer, man ikke kan lide, skal man nok vænne sig til at spise dem til sidst. Der er dog en undtagelse:
”Jeg er ret sikker på, at jeg nok skulle klare mig på en mærkelig ø, der både forsynede mig med havregrød OG mayonnaise, uden at brække mig. Men ikke rosiner. Rosiner er rendyrket ondskab.”
LÆS MERE: Kære remoulade. Du er ulækker, og jeg vil have dig
Rosiner er ikke kun en smagssag. De små døde fluer indeholder nemlig svampegiften ochratoksin A, der kan være kræftfremkaldende, og derfor kan det virke besynderligt, at vi bliver ved med at stopfodre de små rollinger i landets daginstitutioner med lortet. Jorden er selvfølgelig overbefolket, men alligevel.
Okay, der er også en masse gavnlige ting og sager i rosiner, og det er utvivlsomt sundere end en pose Matador-mix, men jeg ønsker dem stadig hen, hvor peberet gror.
Der er ét sted, hvor rosiner er okay, og det er i brændstoftanken i Kaptajn Bimse og Goggelettens flyvemaskine. Er det en obskur reference? Ja, det er det, men det er simpelthen det eneste sted, jeg kan komme i tanker om, hvor rosiner har en eksistensberettigelse.
Indtørrede vindruer hører til i kompostbunken og ikke på køkkenbordet. Naturens slik skal blive ude i naturen.