Du befinder dig i ‘Reklamefri zone’, som er en artikelserie, hvor vi skriver fuldstændigt skamløst og uforbeholdent om ting, vi ikke kan holde os fra.
Voksne, født før mig, kalder mig ulækker, når jeg taler om min ubegrænsede kærlighed til Cheez Dippers. Åbenbart har mennesker over ti år ikke ret til at spise det her geniale samlesæt med smelteost og mini-brødstænger.
Ikke desto mindre er jeg overbevist om, at mange af mine jævnaldrende, som også er født i halvfemserne, deler min glæde for lige netop denne frokostsnack. De afstumpede grissini-stænger er altid sprøde, uanset hvor gamle de er, og osten smager fantastisk meget af ingenting, når den smelter på tungen. Der er intet i vejen med en Ostehaps fra Lillebror, men med Cheez Dippers følger en ekstra gevinst, en lille udfordring for hjernen: For hvordan påfører du den rette mængde smelteost på din grissini-stang, så osten bliver ligelig fordelt over alle otte stænger? Cheez Dippers er altså både underholdende og smager godt.
Jeg er vokset op i et hjem i Nordsjælland med regler. Der var kun slik om fredagen, og hverken mælkesnitter eller Cheez Dippers hørte hjemme i min gule Lego-madkasse. Men så fik jeg en veninde, som jeg gjorde til min bedsteveninde, efter at jeg havde besøgt hendes køleskab første gang: Der var altid Cheez Dippers. Hver dag efter skole tog vi hjem til hende, hvor jeg fik serveret hvidt toastbrød med smør og kartoffelspegepølse og en Cheez Dippers på siden. Mere kunne jeg ikke ønske mig i mit seks-årige liv.
I supermarkedet begyndte jeg at plage, og i selskab med min mere medgørlige far fik jeg en gang imellem sneget en pakke Cheez Dippers ned i indkøbsvognen. Ofte var den guddommelige snack dog kun at finde i mit barndomshjem i ferier, ligesom de meget forbudte Coco Pops. Da jeg begyndte at få lommepenge, købte jeg dem selv, men skjulte dem fra min families dømmende blikke. Heldigvis behøver osten ikke at stå i køleskabets lave temperaturer, så æsken kunne jeg gemme på mit værelse.
Ofte hører jeg folk påstå, at de i en årgang indtog så meget af en bestemt fødevare eller væske, at de ikke længere kan kigge på den uden at få brækfornemmelser. Sådan har jeg det kun med Barcadi Razz. Jeg får aldrig nok af Cheez Dippers.
En pakke med fem Cheez Dippers står som regel til 24,95 kroner i danske supermarkeder. Ikke for at lyde som en gammel bedstemor, der fortæller om dengang en kradser kostede en daler, men da jeg var barn kostede de omtrent 15 kroner. Hver eneste gang jeg er nede og købe ind, kigger jeg efter dem, for at se om de er på tilbud. Desværre er det ofte nytteløst, og pakkerne bliver sjældent sat ned med mere end fem kroner. Hvis du er heldig, kan du støde på den såkaldte ‘Big Pack’ med otte og ikke kun fem Cheez Dippers i, til 25 kroner. Og var du forbi Rema 1000 i Hundested i sidste uge, kunne du se en pakke med fem Dippers til ti kroner. Her kan jeg allerede afsløre, at det er det absolut bedste tilbud i hele 2019.
Selv hvis jeg havde fået fat i tilbuddet i Hundested, må jeg dog indrømme, at jeg sjældent spiser Cheez Dippers i offentligheden. På arbejde spiser jeg kun ‘ordentlige ting’, som avokadomadder og rød peberfrugt. Når brødstængerne næsten forsvinder i min hånd, og jeg spiser dem i én mundfuld, bliver jeg da også bevidst om, at Cheez Dippers er beregnet til små mennesker, men lad os nu alle prøve ikke at dømme hinanden og vores mad.
Den lektion lærte jeg, da jeg i mange år så ned på folk, der købte frosne pariser toast fra Steff Houlberg, lige indtil jeg selv prøvede en og opdagede, at den smagte præcis som min barndom i svømmehallen (det er sikkert de samme toast), og jeg følte en helt uventet glæde.
I kampen mod madsnobberi vil jeg gerne indrømme, at jeg elsker, elsker, elsker Cheez Dippers. De gør min dag lidt bedre, og hvis det ikke var for min egen nærighed, ville jeg spise dem hver dag, som da min venindes forældre sponsorerede mit forbrug.
Når jeg skriver, at voksne, født før mig, kalder mig ulækker, henviser jeg til generationerne før min egen. For alle, der er født i starten af halvfemserne eller deromkring, har nydt en Cheez Dippers i deres liv - om de så vil indrømme det eller ej.
Og ja gu’ må mine fremtidige børn få Cheez Dippers. Jeg har ikke tænkt mig at snyde dem for en god barndom.