Annoncering
fastfood

Touchscreens på McDonald's er smurt ind i lort

Måske skal du bare bestille ved kassen.

af Gavin Butler
30 november 2018, 2:12pm

Billede via Shutterstock

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Har du nogensinde brugt de der touchscreens på McDonald's, hvor du selv kan bestille, hvad du vil have? Selvfølgelig har du det. Mennesker vil gerne undgå at snakke med andre mennesker, især når de bestiller 36 chicken nuggets, og det sociopatiske behov har selvbetjeningsskærmene løst.

Du har sikkert selv brugt skærmene på McDonald's masser af gange, og det er ærgerligt, for nu har forskere fundet ud af, at de er smurt ind i lort.

Mikrobiologer fra London Metropolitan University og Metro.co.uk undersøgte for nylig, hvor rene skærmene på forskellige fastfoodrestauranter er, ved at tage prøver fra otte forskellige restauranter i Storbritannien. De fandt ud af, at hver eneste af dem havde efterladenskaber af fæces, og der var også spor af coli-bakterier—hvilket kunne tyde på forurening fra afføring eller kloak.

"Vi var alle overraskede over, hvor mange fækale bakterier, der var på maskinerne," siger ledende forsker i mikrobiologi Paul Matewele til Metro. "Bakterierne forårsager den slags infektioner, som folk får på hospitalet."

Grunden til det er nok ganske simpel: Folk går på toilettet uden at vaske fingre, og så går de ud og smører deres klamme, bakteriefyldte, pølsefingre ud over hele menuen. Business Insider forklarede, at skærmene er designet til at nedbringe ventetiden "samtidig med, at de reducerer risikoen for menneskelige fejl." De havde åbenbart ikke kalkuleret med, at mennesker ikke kan finde ud af basal hygiejne.

"Touchscreenteknologi bliver brugt mere og mere i vores dagligdag, men de her resultater viser, at folk næppe skal spise mad, lige efter de har rørt ved dem, for de er uhygiejniske og kan sprede sygdomme," siger Paul. "De her bakterier kan blive siddende på skærmene i dagevis."

McDonald's lancerede deres dyre selvbetjeningsstationer på det globale marked, efter de havde afprøvet dem i Australien for fire år siden. De har eftersigende brugt millioner på at søsætte systemet, og nu kommer de beskidte kunder og efterlader deres lorteindsmurte fingeraftryk over det hele.

Da de blev konfronteret med opdagelserne insisterede en talsperson fra McDonald's på, at restauranten gør alt, hvad de kan for at holde terminalerne rene. "Vores selvbetjeningsstationer bliver renset ofte i løbet af dagen med desinficerende midler," sagde de. "Alle vores restauranter tilbyder også faciliteter, hvor kunderne kan vaske hænder, inden de spiser."

Det er værd at pointere, at man bogstaveligt talt nok kunne kratte i en hvilken som helst overflade, som nogen engang har rørt, og finde lortepartikler. Mennesker er svin, og hele verden er giftig. Måske skal vi bare til at bære rundt på håndsprit alle steder.

Tagged:
McDonald's
mad
touchscreen
forskning
lort
hygiejne
bakterier
beskidt