Broadly

Sana Mahin Doost mener, at politikerne holder dig fanget i et hamsterhjul

23-årige Sana Mahin Doost er datter af iranske flygtninge, og som teenager var hun klar til at flytte væk fra racistiske Danmark. Nu er hun forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd og har netop blæst til kamp mod uddannelsesloftet.

af Nicoline Larsen; billeder af Amanda Hjernø
01 februar 2018, 9:25am

Sana Mahin Doost sidder i IC-lyntoget på vej mod Aarhus. Det er under 24 timer siden, at Danske Studerendes Fællesråd, som hun er forkvinde for, sammen med en række andre studenterorganisationer har stillet Danmarkshistoriens første borgerforslag. De vil have reglen om, at man som udgangspunkt kun må tage en uddannelse – det såkaldte uddannelsesloft – afskaffet. På sin telefon kan Sana Mahin Doost se, hvordan underskrifterne vælter ind.

I december vedtog Folketinget, at det skulle være muligt for almindelige mennesker at stille forslag til dem. Alt det kræver er, at 50.000 skriver under på et forslag, så vil de tage stilling til det. Det lyder jo umiddelbart super demokratisk, men i toget indser Sana Mahin Doost, at det åbenbart ikke er tilfældet.

”På under et døgn samler vi 7.000 underskrifter, og jeg er sindssygt glad. Men der går ikke mere end et par timer, så er DF, Venstre og Socialdemokratiet ude og sige: Det gider vi ikke kigge på. Der blev jeg virkelig, virkelig vred. Forestil dig, at du lige har tændt et lys, og så kommer der bare en…” Sana Mahin Doost tager sin tommelfinger og pegefinger, fører dem op til munden, som om hun lige væder dem med læberne, fører fingrene hen til et fiktivt lys, og slukker det med en ligegyldig mine. ”Tsst!”

Som forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd repræsenterer 23-årige Sana Mahin Doost 165.000 danske studerendes interesser. Hun taler i krigsmetaforer, når det handler om SU, og kalder fremdriftsreformen for ”en spand lort”. Til gengæld har hun masser af tiltro til ungdommen. Men sådan har det ikke altid været.

Sana Mahin Doost er opvokset i Brabrand som datter af to iranske flygtninge, der var opsatte på, at deres døtre skulle integreres og have en god uddannelse. Derfor blev Sana Mahin Doost ikke sendt i den lokale folkeskole, men på privatskole inde i byen. Det var med Sana Mahin Doosts ord ”et meget, meget hvidt miljø”, og da Irakkrigen brød ud, påvirkede det den 9-årige Sana Mahin Doost dybt, hvorimod de fleste af hendes klassekammerater bare syntes, det var sejt med alle de tanks.

”At være barn af flygtninge skaber en ret stærk politisk forståelse og en kritisk sans overfor autoriteter,” som hun siger. Men det fik hende også til at føle stor afmagt. ”Når man er usikker teenager, vil man jo gerne bare fit in, men jeg blev hele tiden italesat som anderledes, når folk spurgte, om jeg var muslim, og hvor jeg kom fra. Derfor sagde jeg, at så snart jeg blev 18, ville jeg flytte ud af Danmark, fordi folk er nogle racister.”

Hendes afmagt begyndte så småt at ændre sig til noget andet og mere handlekraftigt, da Obama blev valgt til præsident. ”Det er mega klichéagtigt, men det gav mig håb.” Dengang gik hun i 8. klasse, og hendes far foreslog, at hun meldte sig ind i et politisk parti, men det var ligesom ikke det, hun havde lyst til.

Da folkeskolen var forbi, besluttede Sana Mahin Doost, at hun ikke ville følge sine klassekammerater hen på det nærliggende Marselisborg Gymnasium.

”Jeg var lidt fed up af det der lidt snobbede miljø. Jeg havde brug for at komme et sted hen, hvor jeg kunne spejle mig, og hvor der var en anden åbenhed og tilgang til andre mennesker. Så det var et meget aktivt valg for mig, at tage på Langkaer Gymnasium (hvor 74 procent af eleverne er tosprogede, red.),” siger Sana Mahin Doost, der beskriver tiden på Langkaer som ”de fedeste år nogensinde”. Men måske valgte hun også underbevidst Langkaer for at få afløb for sit spirende politisk engagement. Det tænker hun i hvert fald, når hun ser tilbage på beslutningen i dag. For allerede en af de første dage meldte hun sig som repræsentant til elevrådet.

”Jeg kommer ind i det her stenede elevråd, hvor der sidder nogle ret tørre kiks. Det er usystematisk, og der bliver ikke rigtig holdt møder. Så da vi starter i 2.g, siger min ven og jeg til hinanden: ’Nu tager vi altså over på det her lort’. Og lige pludselig er vi det største elevråd i Danmark med 70 aktive.” Sana Mahin Doost får kæmpe optur, da det lykkes dem at få oprettet en ekstra busafgang, sådan at de elever, der bor i Gellerupparken, kan komme hjem, når de har haft den sene lektion. Det var, meget apropos, en underskiftindsamling, der fik overbevist Midttrafik om behovet for den afgang.

Sana Mahin Doost står i en baggård og tager et halstørklæde på

Det er en klassisk kritik af ungdommen, at de er dovne, uengagerede og ude af stand til at stable en god protest på benene. Nej, så var det straks bedre under studenteroprøret i ’68, da studerende besatte Københavns Universitet og krævede et opgør med de røvkedelige forelæsninger. Men det er længe siden. 50 år i år. Hvorfor er nutidens studerende ikke lige så rebelske og politisk bevidste, som deres bedsteforældre var?

”Vi har en enormt politisk bevidst generation, jeg tror faktisk aldrig, at man har haft en så vidende ungdomsgeneration. Når jeg går rundt på fagene og snakker med folk, så har alle en holdning. Problemet er det pres, vi er underlagt. Når man får folk til at løbe rundt i et hamsterhjul, så de hele tiden er i kapløb med sig selv, holder man dem nede. Det er en form for politisk undertrykkelse, og det er enormt strategisk, at man har gjort netop det ved ungdommen. Det er jo bedøvelse.”

At være forkvinde i Danske Studerendes Fællesråd er et lønnet fuldtidsjob. Derfor holder Sana Mahin Doost for tiden orlov fra den kandidat i Statskundskab, hun er i gang med at læse på Aarhus Universitet. Indtil videre har hun holdt et års pause, men hun er netop blevet genvalgt til endnu et år som forkvinde, så det bliver minimum et år til. Og hun kan selv mærke præstationspresset. Frygten for at blive sat af ræset. De kan også mærke det på de frivillige. Hvor folk før i tiden tog et par år ud af kalenderen for at fokusere på studenterpolitikken, har de siden fremdriftsreformen været nødt til at forsøge at få det frivillige politiske arbejde til at passe ind mellem studierne. Netop presset og den øgede individualisering ser Sana Mahin Doost som en politisk genistreg. På den dårlige måde.

”Politikerne har en interesse i at fortælle os, at vi er os selv nærmest. At du ikke bare skal vinde et kapløb mod dig selv, men også over alle mulige andre. For hvis du ikke kommer først, får du ikke noget job. Hvis de studerende først begynder at købe ind på den præmis, så mister vi et stort kritisk potentiale,” siger hun og tilføjer med ivrigt gestikulerende hænder. ”Så ja, der er nogle store ting, som vi kæmper med, men jeg har enormt meget håb og tiltro til vores ungdom. Hvis ikke jeg havde det, ville jeg ikke gøre det her.”

Sana Mahin Doost ser det derfor som en af hendes vigtigste opgaver som forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd, at ændre på de negative fortællinger om studerende. Sådan at de unge ikke også selv begynder at tro på, at de vitterligt er dovne og forkælede. Eller være endnu: At de bliver arbejdsløse, hvis de ikke skynder sig gennem deres uddannelse. Det er den abstrakte kamp. På det konkrete plan, er det kampen for SU’en, som Sana Mahin Doost forudser kommer til at fylde i 2018. Og det er nu, krigsmetaforerne kommer i brug.

”Lige siden regeringen trådte til, har de snakket om, at de vil lave en SU-reform. SU’en er jo fuldstændig central for den frie og lige adgang til uddannelse, så det er en kernekamp i 2018. Et sted, hvor vi ikke kan bøje os ned i støvet, og hvor vi tager det store skyts frem. Det er der, hvor alle binder kampstøvler, for nu skal vi kæmpe for noget af det mest centrale i den måde, vi tænker uddannelse på, nemlig at alle skal have mulighed for uddannelse, uanset hvem ens forældre er.”

Men lige her og nu er det konkrete mål at være de første, der får samlet 50.000 underskrifter til et borgerforslag. I skrivende stund er der blevet indsamlet 31.392 underskrifter, og selvom de store partier har afvist forslaget på forhånd, er Sana Mahin Doost glad for, at det er lykkes at få uddannelsesloftet tilbage på den offentlige dagsorden. ”Det kan godt være, de ikke vil ændre det. Men nu kan de i hvert fald ikke løbe fra, at vi skal snakke om det.”

Men det handler også om at vise, at studerende, her 50 år efter studenteroprøret, stadig kan finde ud af at organisere sig, og sparke tilbage, når magthaverne slår ned på dem.

”Jeg anerkender, at der er udfordringer, men de studerendes potentiale er enormt. Det synes jeg også, den her sag beviser.”