Feminisme

Sådan diskuterer du online uden at ligne en idiot

"Dit mål bør ikke være at udslette den person, du diskuterer med. Dit mål bør være at styrke forbindelsen mellem jer."
18.1.18
Foto: Daria Nepriakhina

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Tonic US

I midten af 2017, under et særdeles hårdt depressionsforløb, besluttede jeg mig for at holde op med at skændes med folk online. Det, der begyndte som et idealistisk forsøg på at bryde ud af mit politiske ekkokammer i kølvandet på præsidentvalget, var blevet til en alvorlig trussel mod mit psykiske helbred. Samtaler på sociale medier om I-ved-godt-hvem gjorde, at jeg følte voldsom hjertebanken og var i dårligt humør i flere timer efter. Med tiden begyndte de små skænderier at føles som giftindsprøjtninger. Så jeg holdt op. Og efter flere måneder uden ophedede debatter på Facebook og Twitter fik jeg det markant bedre.

Annoncering

Men som vi nærmede os det nye år, kastede jeg mig ud i de politiske diskussioner online igen. Jeg sad ikke og skreg af folk med capslock-tasten i bund (det har aldrig rigtig været min stil), men jeg begyndte at engagere mig i debatten igen, jeg blev vred igen og fandt hurtigt tilbage til adrenalinkarrusellen. Da året var omme, sad jeg endnu engang tilbage med fornemmelsen af at have forgiftet mig selv, så da nytårsforsættet skulle bestemmes, besluttede jeg mig for at lægge onlineskænderierne på hylden igen og konsultere nogle eksperter om, hvorvidt politiske diskussioner på de sociale medier kan være dårlige for helbredet.

Det knapt så overraskende svar er, ja, at skændes med folk på Facebook er ikke godt for dit helbred. Det, der til gengæld var overraskende, var, hvor tit de her diskussioner antager langt større dimensioner, fordi de stiller spørgsmålstegn ved, hvordan man bevarer sin medmenneskelighed i den digitale tidsalder.

For at forstå den effekt som onlineskænderier har, skal man først forstå, hvad det overhovedet vil sige at have en samtale online. Selv om samtaler på sociale medier kan virke lidt som rigtige samtaler ansigt til ansigt – begge er for eksempel baseret på udvekslingen af ord – så er det faktisk to helt forskellige psykologiske aktiviteter.

Den største forskel ligger i, at når man indgår i en samtale online, indgår man i en dialog, hvor al den kommunikation, man normalt modtager og sender via sit kropssprog, er fjernet. Man kan ikke se den anden persons ansigt. Man kan ikke høre tonen i deres stemmeleje. ”Vi lever i en tredimensionel verden, men online har vi kun to dimensioner at arbejde med,” siger psykolog og underviser ved George Washington School of Medicine, Mary Alvord. Flere af de sundhedseksperter, jeg opsøgte, var enige i den opfattelse: Onlinekommunikation mangler mange af pejlemærkerne, som mennesker har navigeret interaktioner med hinanden efter gennem flere tusinde år.

Annoncering

Men forskellene ophører ikke der. Når man skændes ansigt til ansigt med et andet mennesker, er hændelsen som oftest begrænset i sit omfang, fordi den ene part for eksempel bare kan forlade lokalet. Men på to afgørende og lettere skræmmende måder adskiller onlineskænderier sig markant. For det første, så er alt, hvad du siger online sagt i offentligheden, og det kan ikke trækkes tilbage igen. ”Du skal forestille dig, du udtaler dig om noget, og så står det pludselig med store bogstaver på lystavlerne ude i byrummet,” siger Joanne Sumerson, der er psykolog og forsker samt tidligere formand for American Psychological Association’s Society for Media Psychology and Technology. ”Det, du siger, kommer vidt omkring.” Og hvis du beslutter dig for at slette en kommentar, forsvinder den ikke nødvendigvis af den grund, hvis nogen allerede har taget et screenshot.

Oveni det gør vores allestedsnærværende smartphones det svært for os at forlade samtalen. Hvis vi prøver at distancere os fra den, så har apparaterne det med at ringe eller vibrere og tiltrække sig vores opmærksomhed, så vi øjeblikkeligt ryger lige tilbage i den digitale boksering. ”Det er umuligt at undslippe,” siger Sumerson. Forestil dig en person, som har lige har haft et skænderi online og nu er gået på restaurant for at spise, siger hun. ”Man mærker telefonen vibrere i lommen, og så bliver man nysgerrig, ’Er der nogen, der har reageret?’ ’Er folk sure over det, jeg har skrevet?’” Restaurantoplevelsen bliver ikke ligefrem hyggelig og fredfyldt, som man måske havde håbet.

Annoncering

Det er værd at bemærke, at du heller ikke er mentalt ligevægtig, mens det står på. Vrede er en stimulans, og det er elektroniske apparater på mange måder også. Hvis du skændes med nogen online, så er du sandsynligvis "påvirket". Neurologisk set, når vi interagerer med de små computere, vi alle har til rådighed, så påvirker de vores hjerner på en måde, som almindelige interaktioner ude i virkeligheden ikke gør, fortæller Catherine Steiner-Adair, som er psykolog og forfatter til bogen The Big Disconnect: Protecting Childhood and Family Relationships in the Digital Age. Og en af de første ting, der forsvinder, når man diskuterer online, er evnen til empati, siger hun. Patricia Wallace, der har skrevet bogen The Psychology of the Internet, har oplyst mig om den tekniske betegnelse for fænomenet: Giftig mangel på hæmninger. ”Når folk føler, at de er anonyme og ikke skal stå til regnskab for udtalelser på samme måde som ude i virkeligheden, er de mere tilbøjelige til at give udtryk for deres holdninger i vrede vendinger,” fortæller hun.

Derfor kommer det måske ikke bag på nogen, at det er en praksis, som er skidt for helbredet. Mary Alvord fortæller mig, at på et fysisk niveau ved vi, at stress udløser hormonet kortisol i kroppen, og at en regelmæssig dosis af stoffet ”er rigtig dårligt for helbredet”. Men fra et psykologisk standpunkt er det også farligt, siger hun. Hvis man føler, man mister kontrollen under et skænderi online, kan man risikere, at det har negativ indflydelse på ens selvværd. ”Nogle folk kommer ind i en negativ cyklus, hvor de føler sig deprimerede eller overvældede af angst,” siger hun.

Annoncering

Frank Farley, der er psykolog og professor ved Temple University, fortæller mig, at forskning i glæde og velvære peger på, hvor vigtig positivitet i et menneskes adfærd er. Og mens han beskriver den negative effekt af manglen på samme, siger han noget, der er værd at huske på – og måske printe ud og hænge op på væggen: ”Kronisk negativitet i onlineinteraktioner, ligesom negativitet i øvrige former for interaktion, er for mange mennesker noget, der forhindrer glæde og velvære.”

Så hvordan indarbejder man et sundere forhold til internettet, der hver dag tigger om at blive skreget af? Jeg har ikke tænkt mig at sige, at du skal holde op med at skændes og diskutere om politik, for der findes stadigvæk sunde og produktive måder at gøre det på. De handler bare om at tænke sig godt om og beherske den indre svinehund.

En måde at gøre det på er ved at begrænse sine vredesudbrud til et privat, passwordbeskyttet forum, hvor det kun er dine venner, der kan læse dine kommentarer. Folk, du ved, der ikke vil sende dem videre ud på nettet. En anden metode er at være opmærksom på din sprogbrug og din tilgang, når du engagerer dig i en onlinedebat. ”Det er ikke konstruktivt at svine andre til. Det er ikke konstruktivt at bande. Det er ikke konstruktivt at begå karaktermord,” siger klinisk psykolog og forfatter Catherine Steiner-Adair. ”Dit mål bør ikke være at udslette den person, du diskuterer med. Dit mål bør være at styrke forbindelsen mellem jer.”

Mens jeg sad og arbejdede på nærværende artikel, gik det op for mig, at jeg helt sikkert har talt i vendinger og med store ord online på en måde, som jeg aldrig kunne drømme om at gøre ude i virkeligheden, når jeg for eksempel er i supermarkedet for at handle. Derfor præsenterer jeg nu: Supermarkedstesten. Hvis du deltager i en ophedet debat online, så stil dig selv følgende spørgsmål: ”Ville jeg tale sådan her, hvis jeg stod midt i et supermarked proppet med andre kunder?”

Der findes også en tilgang til at diskutere politik, hvor man simpelthen giver sig selv tid til at køle ned ind i mellem. Det handler grundlæggende om at bruge velkendte teknikker til at deeskalere en konflikt i digitale rammer. Man kan tage et dybt åndedrag, gå en tur eller sove på det. Steiner-Adair har også et råd, som jeg ikke selv har tænkt på: ”Man taster gerne hurtigere, end man tænker,” forklarer hun. ”Og vi lægger mere omtanke i det, vi skriver, når vi gør det i hånden. I det rum oplever man en stille dialog med sine egne følelser.” Lyder det helt vildt upraktisk og omstændeligt? Selvfølgelig gør det det. Det er netop pointen.

Sommetider er det bare en god ide at lade være med at interagere med folk. En strategi, man kan bruge, er at tage alle sine frustrationer og kanalisere dem ud i noget produktivt som for eksempel frivilligt arbejde, deltagelse ved demonstrationer, underskriftsindsamling eller ved at donere penge til et godt formål. ”Brug din vrede produktivt,” siger Alvord. ”Når man forholder sig passivt, føler man sig ofte hjælpeløs, og når vi føler os hjælpeløse og uden håb, så risikerer vi at blive deprimerede.”

Mange af de råd, jeg modtog, går dybest set på, at man bare skal være et anstændigt menneske – noget, som jeg og millioner af andre mennesker på en eller anden måde har glemt i vores digitale liv. Derfor skriver jeg det her som en påmindelse: Vi er alle sammen ”digitale borgere”, og hvis man tager sin status som almindelig borger af verden seriøst, så er det værd at huske på. Sumerson opsummerer det således: ”Når man er bevidst om det, kan man regulere sin adfærd i forhold til andre mennesker… Man behøver ikke poste alt. Man behøver svare på alt. Man behøver ikke sige alt, hvad der lige falder en ind.”