Morgenfest

Er ideen om døgnåbne natklubber lige så god, som den lyder?

Amsterdam har eksperimenteret med at lade natklubber holde åbent 24 timer i døgnet. Men har det været godt eller skidt for byen at holde festen kørende?
23.2.18
Foto: Raymond van Mil

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Holland

I 2013 markerede Amsterdams borgmester Eberhard van der Laan den første døgnbevilling til en natklub i den hollandske hovedstad ved at rocke ud til Detroit Swindle-nummeret ”Brotherman” på Trouw, en populær natklub, der har overtaget deres lokaler fra en nu nedlagt avis. At tillade døgnåbne klubber er en del af et eksperiment, hvor mand forsøger at vurdere, om tiltaget har en gavnlig effekt på byens natteliv. Næsten fem år senere gør man nu status, og ifølge en rapport udarbejdet af myndighederne i byen har resultatet været positivt. Men hvordan har udviklingen påvirket nattelivet i Amsterdam?

Annoncering

Udvidede åbningstider finder man allerede blandt klubber i byer som Berlin og den hollandske by Groningen. Forretningsdrivende har gennem flere år argumenteret for lignende tiltag i Amsterdam. De første spæde skridt mod ny lovgivning blev taget i 2012, da restauratører fik mulighed for at anmode om bevilling til at holde åben døgnet rundt. Et hold af eksperter bestående af branchefolk og repræsentanter fra kommunen fik til opgave at vurdere forskellige innovative tiltag. Hvis en beværtning modtog bevilling, var det ikke længere påkrævet at lukke præcis klokken fem om morgenen. Udover at gæster nu fik mulighed for at feste helt til den lyse morgen og op ad dagen, så foranledigede initiativet også omfattende byfornyelse. Kun allerede eksisterende eller tomme lokaler uden for byen havde mulighed for at få den særlige tilladelse. Det blev bestemt, fordi man var interesseret i at decentralisere nattelivet, og indtil i dag er adskillige bevillinger udstedt.

Men det var langt fra alle, der var tilfredse med, at den nye politik ikke gav klubber i byens centrum mulighed for at udvide åbningstiderne. Spillestederne Paradiso og Melkweg var dog ikke mærket af det – begge steder har opereret under en særlig tilladelse i flere år, der betyder, de må holde åbent ”indtil en time efter den sidste optræden”. De fleste andre klubber i Amsterdams centrum har ikke den luksus. ”Det var helt klart konkurrenceforvridende, især i starten,” siger Mirik Milan, Amsterdams ”Borgmester af Nattelivet”. ”Men det første skridt i processen var nødvendigt for at muliggøre en mere omfattende reform.” Efter pilotprojektet var sat i værk, er det faktisk lige præcis, hvad der er sket: beværtningerne, der omkranser byens travle Rembrandtplein, har nu fået lov til at holde længe åben, og rundt omkring i byen har mange klubber tilladelse til at holde åbent længere end 12 timer ad gangen et begrænset antal gange om året. Men alligevel er der utilfredshed. Den hollandske forening for restauratører, Koninklijke Horeca Nederland, gav udtryk for frustration over den konkurrenceforvridning, de ser, ved et byrådsmøde for nylig.

Et af de konkrete resultater, som eksperimentet har affødt, er decentralisering af Amsterdams partyzone. ”Da jeg arrangerede fester på Java Island for 30 år siden, skulle vi hyre busser privat til at transportere folk,” fortæller Maz Weston, som er ansvarlig for at booke elektronisk musik på Paradiso. ”I dag har folk ikke noget problem med at cykle ud til Radion (bar og spillested, red.). Der er også stor forskel på de folk, der dukker op på Paradiso Noord og dem, der kommer på klubben inde i centrum. På Noord kommer folk for at høre musikken. Inde i centrum er det mere tilfældigt, hvem der dukker op.”

Mirik Milan har også bemærket en anden udvikling: ”Folk holder ikke automatisk op med at gå i byen, efter de har nået en vis alder. Det er ikke længere underligt at gå på natklub, selv om man er over 30. Men folk over 30 går ikke ud så meget, som andre aldersgrupper gør. De går ikke bare ud for at danse et par timer. De vil have noget for deres penge, og det betyder fester, der fortsætter hele natten. Og med alle sommerfestivalerne er folk blevet vant til, at festen fortsætter længere, end den plejer at gøre.”

Annoncering

Da pilotprojektet blev søsat i 2013, var den øgede trafik i byens centrum ikke helt så kontroversielt et emne, som det er blevet i mellemtiden. Den nye bevillingsordning har også givet nattelivet et boost i forhold til et øget antal turister. I rapportens evaluering kan man læse, at klubberne uden for Amsterdams centrum oplever, at omkring 20 procent af deres gæster kommer fra udlandet. Men på den anden side har tiltaget også hjulpet med at sprede turiststrømmen ud over et større område.

Under alle omstændigheder har det øgede antal af gæster været med til at forme politikken på området. ”I begyndelsen stimulerede politikken i forbindelse med døgnåbne klubber lokaløkonomien,” siger Tim-Oktay Leeman, som repræsenterer Amsterdams kommune. ”Vi har stadigvæk fokus på vækst, men vi er mere forsigtige med det, fordi vi ikke vil skabe flere støjgener for folk, der bor i centrum.”

Nattelivet er med til at fremme en bys udvikling, og det lyder jo som en god ting, men der er også en slagside. I interview med Thump kalder den tidligere Trouw-direktør, Kim Tuin, natklubben for et værktøj for gentrificering. Tomme lokaler lejes ud til kreative kræfter, og det produkt, de skaber, findes kun i et begrænset tidsrum. Når klubben først har præsteret at sætte området på landkortet, sælges de dyreste grunde til ejendomsudviklere, som udelukkende er interesserede i at tjene penge. Tuin har tidligere stået bag nonprofitorganisationen NDSM-werf – den sidste historiske rest af Amsterdams største skibsværft – men har for nylig forladt sin stilling der. Som hun ser det, bliver der efterhånden opført så mange lejlighedskomplekser omkring det gamle værft, at området er i fare for at miste den kulturelle kapital, man har opbygget. Boligerne er typisk alt for dyre til, at folk med almindelige indkomster kan bo der.

Det er værd at stille spørgsmålstegn ved, om byen skaber grobund for gentrificering ved at tillade klubberne uden for centrum den nye bevilling. Det er ikke utænkeligt, at de nuværende, midlertidige klubber snart er omgivet af dyre boliger – eller at lokalerne, der huser dem, bliver forvandlet til lejlighedskomplekser. Men det skal nævnes, at en ny natklub ikke altid indvarsler ejendomsudviklernes indtog i et område. Sommetider er det del af et større puslespil, som det er tilfældet med Ven. Underholdningskomplekset indeholder et hotel, konferencelokaler, et kasino og en bar på taget. Ven har for nyligt fået bevilling til at holde åben 24 timer i døgnet. Er det virkelig nødvendigt at tilgodese steder som Ven, der i realiteten er forbeholdt gæster med mange penge?

Leeman styrer uden om spørgsmålet i sit svar: ”Det er et vigtigt spørgsmål. Vil man være med til at stimulere små forretningsdrivende, der laver kreativt arbejde, og fortjener store firmaer den samme form for hjælp? I sidste ende er det en beslutning, politikerne må træffe.”

Mirik Milan er ikke bange for at tage bladet fra munden i den sammenhæng: ”Jeg håber, man med bevillingerne i fremtiden vil tilgodese mere eksperimenterende initiativer. Steder, der kan rumme 200 mennesker, og hvor der er plads til nye ideer, fordi det netop ikke udelukkende handler om at trække så mange gæster ind som muligt. Det er også derfor, bevillingen til Ven ikke er noget, jeg kan stå inde for. Det er vigtigt at opretholde balance i byrummet. Derfor skal vi heller ikke fokusere udelukkende på unge, hvide universitetsstuderende, som kan lide musik. Generelt er kvaliteten højnet ude i nattelivet, men det er ikke blevet mere mangfoldigt. Hvis mangfoldigheden er øget – for eksempel til fester som Bassline eller Encore – så er det udelukkende på grund af markedskræfterne.”

Med hjælp fra det nye bevillingssystem mener Milan, at det er muligt at ændre på byens udbud. ”Hvis man bruger det rigtigt, så kan man se, hvilke steder er opmærksomme på at øge diversiteten, tolerancen og åbenheden. Det var ikke noget, man fokuserede på under den sidste runde med bevillinger, men det er helt sikkert noget, man bør overveje i fremtiden.” Et af de få steder, der har modtaget bevilling, men ikke går efter det unge, hvide segment, er De Koning Events. De danner for eksempel ramme om marrokanske, tyrkiske og hinduistiske bryllupper. Men i kommunens rapport, er det lige præcis det aspekt, som andre forretningsdrivende brokker sig over. Enten forstår man ikke, hvorfor De Koning Events har modtaget bevillingen, eller også brokker man sig over, at ”multikulturelle tiltag” altid er en sikker vej til at opnå hvad som helst.

Der er ingen tvivl om, at bevillingspolitikken har været med til at sætte Amsterdams natteliv på verdenskortet. Men på samme tid er det vigtigt at være åben og ærlig omkring de utilsigtede bivirkninger. Det indebærer en bred vifte af politiske problemstillinger, fra innovation i kulturindustrien til ro og orden i gadebilledet. Selv om nattelivet er en vigtig faktor i byens udvikling, så kan det også være med til at øge den sociale ulighed. Bevillingerne giver mulighed for – som Mirik Milan siger – at ændre på udbuddet. Den virkelige udfordring bliver at sikre det i praksis, så festen ikke bare er forbeholdt rige gæster.