Det kan være en brutal oplevelse at date en stenbuk

Kontrolfreak i dagligdagen og freak-freak i soveværelset.

af Danny Larkin
28 november 2018, 9:07am

Illustration: Cathryn Virginia

Artiklen er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Jordtegnet stenbukken vinder dig med sin mørke humoristiske sans, der emmer af skarp sarkasme og ironi. Han eller hun får dig til at krølle helt sammen af grin med bidske nedsablinger af middelmådige mennesker og deres svage punkter. Personer, som er født i havgedens tegn, vil imponere dig med deres oprigtighed og seriøsitet og helt feje benene væk under dig, når de ud af det blå smider en vulgær vittighed ind i samtalen for at vise, at de også kan tage pis på sig selv. Hvis du finder blandingen af sofistikeret humor, høj arbejdsmoral og beskidte vittigheder tiltalende, skal du overveje at finde dig en stenbuk.

Når du går på date med en stenbuk, skal du ikke vælge en ny restaurant til stævnemødet. Stenbukken styres af Saturn, en planet, der repræsenterer struktur og oldtid, så det er bedre at vælge en historisk bar eller restaurant eller et andet sted med en masse historie, som en park eller et museum. Hvis I under samtalen kommer ind på arbejde, skal du fortælle om, hvordan du gerne påtager dig nye, svære udfordringer i dit job. Der intet, der kan få en stenbuk til at falde for dig, som hvis du viser, du ikke er bange for hårdt arbejde – at du sætter dig store mål i livet og fuldfører dem.

Når du planlægger, hvad du skal have på til daten, er det vigtigt, at du holder dig for øje, at en stenbuk gerne skal overbevises om, at du har styr på tingene. Hvis I skal mødes på en hverdag, skal du tage dit skarpeste arbejdsoutfit på. Det er alfa og omega for en stenbuk, at du tager dig godt ud. Hvis I skal spise middag sammen, gør det ikke noget, hvis du klæder dig lidt formelt. Hvis det bare er en drink efter arbejde, kan du med fordel tage et smart, sort sæt tøj på. Undgå under alle omstændigheder slidte jeans og krøllede skjorter!

Du skal være forberedt på, at stenbukkens måde at flirte på kan virke udsædvanlig. Hvis din stenbuk er interesseret i dig, viser det sig ofte sent under daten, når han eller hun begynder at fjolle rundt og fortælle vovede vittigheder. Kontrasten mellem de barnlige vittigheder og stenbukkens ellers meget seriøse fremtoning kan virke slående. Men det er bare stenbukkens måde at vise dig, at han eller hun gerne vil gøre et godt indtryk på dig, få dig til at grine og signalere, at det her mere end bare et venskabeligt møde. For at vinde en stenbuks hjerte skal du være rap i replikken og være klar til at svare igen – en velplaceret kommentar til en vittighed går direkte i hjertet hos stenbukken!

Selv om stenbukken er kendt for at være hårdtarbejdende, så har de også ry for at være vilde i sengen. Stenbukken er som sagt styret af Saturn, en planet, der tit forbindes med et stort behov for at bevare kontrol – men folk glemmer tit, at man i oldtidens Rom fejrede Saturn med store, løsslupne fester, hvor der blev prøvet grænser af og brudt med tabuer. Under Saturnalia-festlighederne glemte man alt om pligter og arbejde, så stort på moralske normer og gjorde og sagde, som det passede en. Derfor er stenbukkens filosofi også: work hard, play hard. Stenbukken er en rigtig paragrafrytter udad til og totalt anarkist i privaten. Soveværelset er et af de eneste steder, hvor stenbukken sænker skuldrene og glemmer alt om regler og normer, så det er vigtigt, at du har et åbent sind, når din stenbuk afslører sine hemmelige lyster for dig.

Hvis du er så heldig at forelske dig i en stenbuk, får du fornøjelsen af at have en partner, som hele tiden vil arbejde på jeres forhold. Stenbukken er typen, som køber en tandbørste til dig, når du begynder at sove hos ham eller hende regelmæssigt, de elsker ordne ting derhjemme sammen med dig og bruger gerne timevis på at give dig udførlig karrierevejledning. Når en stenbuk elsker dig, så er han eller hun helt og holdent på din side og klar til at arbejde for din succes i livet lige så meget som sin egen.

Det sværeste ved at være kærester med en stenbuk er at få ham eller hende til at indse, at romantik og kærlighed handler om mere end bare strategisk planlægning. Saturn, som er reglerne, ansvaret og strukturens planet, kan sommetider stille sig i vejen for stenbukken. Stenbukken kommer galt af sted, når han eller hun siger ting som, ”tag dig nu sammen” eller, ”det skal bare arbejdes væk” – selv om det kan være nok så sandt, så er det ikke konstruktive svar i en situation, der måske kræver omsorg og forståelse. Stenbukken skal lære, at det kan være bedre at dele en historie om en lignende prøvelse, han eller hun er stødt på i livet, eller bare trøste sin partner.

Hvis du skal slå op med en stenbuk, skal du være forberedt på at få smidt en længere liste over klager i hovedet. Jordtegnet har det med at takle afvisning ved at påpege alt, der er galt med dig i stedet for at gribe i egen barm først. Hvert kritikpunkt, som du fremfører, mødes med dårlige undskyldninger om, at der simpelthen er for travlt på jobbet til at tage sig af dine små problemer. Den bedste strategi er at prøve at forklare, at arbejde ikke er undskyldning for at negligere dem, man holder af, og være følelsesmæssigt til stede, og at stenbukken nu er fyret som kæreste.

Men hvis du og din stenbuk skal være sammen i det lange løb, skal du sørge for, at I udfører huslige pligter sammen, også selv om I ikke bor sammen endnu – det er stenbukken helt tosset med! Du skal tage dig god tid og være opmærksom, når stenbukken klager over ting på arbejdet og gøre en indsats for at forstå hans og hendes kringlede, humoristiske sans, så du kan give igen af samme skuffe. Og husk at nyde jeres fælles mission om at komme frem i verden! Der er få ting i livet, der slår visheden om, at en stenbuk elsker og har ens ryg – lige meget hvad!