Politik

Loyal to Familia er blevet forbudt, men heldigvis står Det Konservative Folkeparti klar med et alternativ

#Papepower
Modereret pressefoto.

Hvem gider i grunden lave politiske kampagner med tyngde og seriøse budskaber? Det ville svare til at udgive debatindlæg, der ikke var unødigt provokerende, og hvad kan man bruge dem til? En succesfuld politisk kampagne kræver i virkeligheden kun to ting; for det første skal den være oplagt at avle jokes på, og for det andet skal det være nemt at lave sin egen ironiske version i Photoshop.

Dansk Folkeparti har flere gange vist, at de er gode til det, men der findes kun én sand mester inden for den her ædle disciplin. Nogen vil måske kalde Konservative et døende parti, men når det kommer til joke-bare kampagner, er Konservative et af de absolut mest livlige partier, (men det er kun, fordi Landbrug og Fødevarer ikke er et parti, ellers ville de selvfølgelig løbe med titlen som kampagnekonger).

Annoncering

I tirsdags blev banden Loyal to Familia forbudt. Hvor dejligt! Så slap vi endelig af med dem. Uanset forbuddets effekt, så skal et forbud ikke gå to gange rundt om justitsminister Søren-i-folkemunde-Barbapapa-Pape-Poulsens seng, før det bliver fejret. Ikke med en kage, men derimod med en efterhånden stolt konservativ tradition: En kommunikativ genistreg, der kan få Politiken Plus-segmentet til at reagere hurtigere, end deres Hövding kan nå at puste sig op midt i et Aperol-relateret cykelstyrt.

Det kan godt være, at El Paps har arbejdet for at gøre Loyal to Familia lige så forbudt som at cykle uden lygter efter mørkets frembrud, men hos Konservative er de selvfølgelig konstruktive i deres politik, for når man nu ikke længere må være Loyal to Familia, så foreslår Konservative kækt, at man i stedet kan være “Loyal to Democracy”.

Joken fungerer, og den bande-inspirerede font fungerer, og derfor er det endnu mere irriterende, at der ikke er én eneste pressemedarbejder, der har tænkt et minimalt skridt videre og fået blandingen af engelsk og spansk til at fungere. Banden hedder jo ikke Loyal to Family. Den hedder Loyal to Familia. Hvor svært var det at skrive Loyal to Democrasia?! Hvorfor gør I ikke joken færdig? Dog skal Konservative have point for den korrekte orddeling, som de bekendt baksede lidt med i deres ikoniske ”Stop Nazi Islam Isme”-kampagne.

I øvrigt er der mange andre gode ting ud over demokratiet, som man kan erklære sin loyalitet overfor. For hvem prøver Konservative at narre? Vil de i virkeligheden ikke heller være Loyal to Monarkia? Loyal to Hells Angelsia? Eller andre helt lovlige ting. Det er selvfølgelig udelukket at være Loyal to Burkia.

Annoncering

Kampagnen akkompagneres af årets måske bedste hashtag: #papepower. Der er selvfølgelig også #MeToo, men #papepower lyder bare sejere. Hashtagget kan dateres tilbage til 2016, men blev for alvor populært under årets Folkemøde, hvor der angiveligt både blev lavet klistermærker og powerbanks med med påskriften. #Papepower kender ingen grænser, så hvor meget skal vi vædde på, at når Lord Bendtner scorer mod Wales på søndag, så fejrer han sit mål ved at flashe et par grønne boksershorts med hvid kant, hvor der står Pape-Power? (Han er godt nok ikke udtaget, men det skal ikke forhindre ham i at score).

Den menneskelige ballon fyldt med kartoffelmel er ikke den eneste i dansk politik, der har fået sit eget hashtag. Radikale Venstre har for nylig været ekstra radi-cool og lavet hashtagget #JelvedFact i anledning af, at Marianne Jelved fylder 75 år. Under hashtagget har nogen, der lige har fået forklaret, hvad et meme er, men stadig ikke helt forstår det, kombineret billeder af Marianne Jelved med noget så fedt som Chuck Norris-jokes.

Nu vi er ved Radikale, så fortjener Radikal Ungdom også at blive husket for, dengang de forsøgte at leve op til moderpartiets radi-coolness med kampagnen “EU er din bro” i anledning af Europaparlamentsvalget i 2014.

Som navnet antyder, er Radikal Ungdom unge, og de vidste derfor, hvad de unge ville have i 2014: Skateboard – tjek, knuckles – tjek, sort/hvidt billede, med undtagelse af en enkelt detalje i farver – tjek og ikke mindst tjek til hoodie også, som der måske – måske ikke, står Loyal to Familia bag på.