Annoncering
stoffer

Vi snakkede med den virkelige narkobaron bag Johnny Depps karakter i 'Blow'

George Jung havde tjent over en halv milliard, da han fyldte 32, og har siddet i fængsel siden 90'erne. Nu fylder han 76 og er på fri fod igen

af Seth Ferranti
22 august 2018, 9:40am

Foto til venstre fra 'Blow.' Foto til højre af George Jung, udlånt af G2C Productions.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Første gang, jeg hørte om George Jung, var, da jeg sad i fængsel i slutningen af 1990'erne. Han var i gang med at aftjene en dom på 22 år, ligesom mig, og alle os indsatte var i gang med at læse bogen om hans kokaineskapader med Pablo Escobar, Blow: How a Small-Town Boy Made $100 Million With the Medellin Cocaine Cartel and Lost It All. Så da filmen af samme navn, med Johnny Depp i rollen som George Jung, kom ud i 2001, var Boston George allerede en legende bag tremmerne. Hvis ikke det var for ham, havde udbredelse af kokain i USA set anderledes ud, for manden, der var kendt som El Americano, var blevet et ikon.

Selvom han godt nok lige har været tilbage i fængslet på grund af en teknisk overtrædelse af sin prøveløsladelse – han holdt en tale i San Diego uden at have fået tilladelse – så er George Jung tilbage på fri fod og kunne den 6. august fejre sin 76-års fødselsdag. Samme dag afholdt det berømte TCL Chinese Theatre i Los Angeles en særlig visning af den klassiske film til ære for George Jung og filmens afdøde instruktør, Ted Demme. Vi talte med Jung for at høre, om han nogensinde havde regnet med at blive 76, hvad visningen betød for ham, hvad han husker om Pablo Escobar, og hvad det er for en dokumentarserie, der bliver lavet om ham.

VICE: Tillykke med fødselsdagen, George. Hvordan føles det at blive 76? Havde du nogensinde regnet med at blive så gammel, da du var yngre?
George Jung: Jeg tror ikke, der er nogle unge mennesker, der tror, at de kommer så langt. Men okay, jeg har også levet et meget eventyrlystent og farligt liv. Man er nødt til at være lidt af en fatalist for at leve sådan et liv udenfor loven. Jeg havde ikke troet, at jeg ville blive 76, men hvis ikke de havde sendt mig i fængsel i 20 år, var jeg nok heller ikke blevet så gammel. Jeg har det lidt som en teenager, når jeg er på stranden i dag og kigger på damer. Men i min alder er det at kigge på piger lidt det samme som at have en Ferrari uden motor. Det er ikke sjovt at blive gammel. Din krop begynder at falde fra hinanden. Jeg havde det virkelig godt, da jeg var 74, men nu bryder det lidt sammen. Jeg er blevet en af de mænd, der er nødt til at holde fast i gelænderet, når jeg skal op og ned ad trapper.

Blow kom ud for 17 år siden, da du sad i fængsel. Nu fik du set den i TCL Chinese Theatre i LA på din fødselsdag. Hvad betyder filmen for dig i dag?
Da de foreslog, at de ville lave filmen, gik jeg med til det, fordi jeg sad i fængsel og havde brug for penge. Men jeg havde ikke regnet med, at den ville blive så stor. Da jeg kom ud af fængslet, fortalte folk mig, hvor meget de elskede filmen. Nogle mennesker har set den hundrede gange. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: "Hvad sker der, jeg har ikke engang set den færdig." Folk kommer stadig hele tiden hen til mig og snakker med mig, som om vi kender hinanden. Det var lidt irriterende i starten, men når man bliver slået i hovedet med en kæp nok gange vænner mig sig til det. Ted [Demme] sagde engang: "Meget få mennesker har deres egen tidsmaskine. Jeg har bygget en til dig."

Hvordan husker du instruktøren Ted Demme? Hvad dukker op, når du tænker tilbage på ham?
Vi blev rigtig tætte venner. Det er temmelig ensomt at sidde i fængsel. Han kom på besøg, også når det ikke var nødvendigt. Han ringede konstant til mig. Han passede også min datter i en periode, og jeg bad ham give hende et job i filmbranchen. Han sagde: "Jeg kan gøre hende til assisterende instruktør." Det var det bedste, han kunne gøre for hende. Sådan noget kunne min far ikke gøre for mig. Ted har en søn, der hedder Dexter Demme, som bare er det fedeste navn, er det ikke? Dexter Demme. Han er 19 år gammel i dag. Han har aldrig kendt sin far. Jeg glæder mig til at fortælle ham om mit forhold til hans far. Det tror jeg bliver en ret særlig oplevelse.

Du har lige afsonet en straf for en teknisk overtrædelse af reglerne for din prøveløsladelse. Er du færdig med fængsel, eller holder de dig stadig i kort snor?
Jeg bliver stadig holdt i kort snor, men i september eller oktober skal jeg igen i retten, og min advokat siger, at dommeren vil lade mig gå. De har jo ikke lyst til at skulle passe på en 76-årig mand med pacemaker, for helvede. Jeg bryder ikke rigtig loven. Jeg brød loven, da jeg smuglede. Men derudover er jeg aldrig blevet anholdt for noget.

Når du ser tilbage på dit liv, hvad er så den vigtigste lektie, du har lært, om dig selv?
Inden dommeren skulle afsige min dom, hev han mig ind på sit kontor. Han sagde: "Jeg skal give dig din dom i dag. Jeg bliver nødt til at spørge om noget, som har naget mig, lige siden sagen kom ind på mit bord." Han fortsatte: "Da du var 32 år gammel, havde du allerede 600 millioner kroner (som er ti gange så meget i dag), og ingen anede, hvem du var. Hvorfor smuttede du ikke bare med alle pengene? Hvorfor forsvandt du ikke bare?"

Da jeg begyndte at smugle, var min drøm at skaffe en million dollars, købe en sejlbåd og tage afsted mod Tahiti. Så fik jeg en million dollars. En million dollars i 100-dollarsedler vejer 9,1 kilo. Det kan man have i en lille kamerataske. Der gik det op for mig, at i sidste ende handlede det ikke om penge for mig. Jeg var afhængig af suset. Jeg var afhængig af adrenalinen.

Havde du overvejet, at det kunne ende med alt det, da du mødte Carlos Lehder, der blev din partner, i Danbury fængsel i 1974? Jeg snakker ikke kun om pengene, men også hele det popkulturelle fænomen, du er blevet?
Jeg anede det ikke. Jeg smuglede bare pot. Vi solgte pot i Massachusetts til mine gamle gymnasievenner, der gik på college i området. Vi brugte meget tid på at flyve det frem og tilbage og over grænsen i et lille fly. Da jeg sad i en celle i Danbury og fortalte ham om flyet, sagde han: "Ved du noget om kokain?" Jeg sagde nej. Så sagde han: "Okay, i Columbia koster det 18.000 kroner for et kilo." Jeg spurgte: "Hvor meget koster det så i USA?" Han kiggede på mig og sagde: "360.000 kroner". Så fik jeg dollartegn i øjnene.

Hvad synes du om Johnny Depps portrættering af dig?
Han er fantastisk. Jeg kan huske, at de havde svært ved at finde den rette skuespiller. Først var det Sean Penn. Selv Tom Cruise blev nævnt, og så var det Val Kilmer. Det gik virkelig dårligt, og en dag kom Ted Demme og sagde: "Nu har vi fået fat i Johnny Depp. Du ved, 21 Jump Street." Jeg sagde: "Hvad helvede er det?" Han nævnte Edward Saksehånd, men den kendte jeg heller ikke. Det virkede ikke særlig lovende.

Første gang Johnny Depp besøgte mig i fængslet, så han fuldstændig smadret ud. Han sagde: "Jeg var vågen hele natten i Greenwich Village og prøvede at finde ud af, hvad jeg skulle tage med til dig." Jeg sagde: "Nå, men hvad blev det så til?" Op af lommen hev han bogen On the Road af Jack Kerouac. Han sagde: "Det her er min bibel. Jeg har den med alle steder. Jeg elsker den bog." Jeg havde læst den i gymnasiet, og den havde også inspireret mig til at køre afsted mod Californien. Men da jeg tog afsted anede jeg ikke, at jeg ville ende som smugler.

Hvad kan du huske om Pablo Escobar?
Da jeg tog ned for at besøge ham, anede jeg ikke, hvem han var. Jeg havde smuglet. Jeg havde siddet i de mexicanske bjerge med indianere og forbrydere og hele lortet. Hans navn sagde mig ikke noget. Men der gik ikke så lang tid, før jeg begyndte at se den mørke side. Al hans terror. Jeg var ikke i branchen for at gøre den slags. Jeg gjorde det for at tjene penge og få et adrenalinsus. Da det hele blev ondt og voldeligt, havde jeg ikke lyst til at være med mere. Jeg sagde det til ham: "Du har så mange penge. Hvorfor tager du ikke din familie og rejser hen et sted, hvor ingen ved hvem du er, og lever som en konge resten af dit liv?" Han så på mig og sagde: "Jeg vil dø her." Jeg rejste mig bare og gik derfra. Der var ikke rigtig mere at sige.

Der bliver lavet en ny dokumentarserie om dig. Kan du fortælle om det?
Det er en ung dame, som er helt fantastisk. Hun hedder Georgette Angelos og laver den sammen med sin partner Chris. Den hedder Boston George. Jeg har arbejdet på den i næsten halvandet år. Hun har taget mig på en rejse tilbage i tiden. Der var både gode og dårlige stunder. Hun samlede alle mine gymnasiekammerater på en fodboldbane. Jeg havde ikke set dem i mange år. Da vi kørte derhen, tænkte jeg: "Der kommer jo ikke nogen for at se mig." Da vi ankom var alle dem, der var tilbage, mødt op. Det bedste ved det hele var, at for dem var jeg ikke Boston George. Jeg var bare George.

Har alle pengene og berømmelsen været det værd i forhold til den tid, du har tilbragt i fængsel?
Sådan kan man ikke stille det op. Du kan ikke forandre fortiden. Jeg har bare forsøgt at leve i nuet og fremtiden. Det bedste ved at være på fri fod er sådan noget som at stå op om morgenen, lave sin egen kaffe, åbne døren og gå udenfor. Det synes jeg er vidunderligt. Man kan ikke gøre noget ved den tid, som man ikke har brugt rigtigt. Jeg bliver konstant spurgt, om jeg fortryder noget. Men det er spild af tid at fortryde. Jeg lever for nuet og for morgendagen.